You are here

Blandt hajer, sørøvere og kokosnødder - Isla del Coco

Rejse: Nationalpark dude i Costa Rica l Besøgsår: 1995

Jeg styrtede op mod havoverfladen, som jeg fløj igennem som en delfin gør det på sine bedste dage. ”Tiburon martillo, tiburon martillo (Hammerhaj, Hammerhaj)” råbte jeg, mens jeg stadig hang i luften over vandskorpen. Resultatet var for mig ventet - men måske lidt overraskende for andre - nemlig at mine fire kammerater, som sad i en lille båd, straks kastede sig i vandet… En omvendt reaktion i forhold til en rationel tankegang, hvor man formentlig ville springe op i båden, men de fire rødder ville også se Hammerhajen. Jeg var foran de andre, så jeg crawlede efter det tre meter lange bæst det bedste jeg havde lært, mens jeg studerede dens majestætiske bevægelser, alt imens den svømmede langs havbunden på otte meters dybde. Jeg kunne se, at havbunden hævede sig en anelse, med det resultat, at hajen gik lidt opad. ”Det er min chance for at studere den lidt tættere på”, tænkte jeg, så jeg dykkede ned imod den. Da jeg var cirka fem meter fra den, lige over dens hammerformede hoved, var det som om, den lagde hoved lidt på skrå, kiggede på mig og tænkte: ”Do you feel lucky - punk? Well - congratulation… You have seen the shark. I'm out of here - adios amigo”, hvorefter den forsvandt ud på dybt vand. Adrenalinen pumpede i mine årer og glædesrusen var enorm - jeg havde lige haft en affære med en Hammerhaj.

Sørøvernes paradis
 

Udsigt ud over Wafer bay.


Isla del Coco, beliggende 530 km. sydvest for Costa Ricas kyst, er en lille (24 km2) mørk og ubeboet klippeø. En barsk og forreven kyststrækning bugter sig hele vejen rundt om øen og tårner sig op til knap 200 meter rå klippevæg, hvorfra vandfald på dramatisk vis kaster sig i oceanet. Bag denne massive forsvarsmekanisme af forvitrede klipper, rejser skyindsvøbte bjergtoppe sig over tågede dale, der fuldstændig er dækket af et grønt helvede af ufremkommeligt vildnis… Velkommen til Skatteøen - alias Isla del Coco. Øen som R. L. Stevenson brugte som inspiration til sin bestseller: Skatteøen.

Men der er ikke langt fra Stevensons fantasiverden til virkelighedens verden. I perioden 1650 - 1850 anvendte virkelighedens sørøvere øen som opholdssted i deres utallige togter mod spanske og engelske handelsskibe, der var læsset til rælingen med gulddukater. Øen brugte de til at slappe lidt af på, proviantere, og udkæmpe deres interne kampe. ”Fifteen men on a dead mans chest - Yahoho, and a bottle of rom”, kunne nemt have været øens nationalhymne. Dertil kan ligges piratmottoet: ”Dead men tell no tales”, hvilket refererer til en begivenhed i omkring 1820, hvor ”Benito Bonito of the bloody sword” skulle dele rovet med sine medslyngler, hvilket skete under indtagelse af en god mængde rom. Pistolerne gjaldede, riflerne lynede og luften var fyldt med lugten af krudtslam, og da morgenen gryede, lå femten mand døde i det blodrøde sand - og endnu flere var smidt i havet til hajerne.

Chattham bay, hvor vi, når tidevandet tillod det, spillede sambafodbold med fiskerne

Hvad der ligger af skjulte skatte i øens mørke og våde underjordiske huler ville være rart at vide, men indtil nu har alle forsøg på at finde gulddukater været forgæves. Legenderne og myterne om Edwards Davis, Benito Bonito og de andre rødder lever dog i bedste velgående.

Nationalparkbetjent
 

Oceans 9... forfatteren er blegansigtet midt i klumpen. Nationalparkbetjente fra Isla del Coco


Det vel nok mest fornemme skattekammer ved og omkring Isla del Coco er, efter manges mening, det omkringliggende hav, der udgør et populært rendezvous for talløse hajer. Det er et af de to eneste steder i verden, hvor de op til fire meter lange hammerhajer findes i store flokke; fem forskellige slags delfiner springer i vandskorpen, hvalhajer tøffer stille forbi, skildpadder bevæger sig elegant igennem vandet, gigantrokker vælter sig i plankton i overfladen, sværdfisk hopper lystigt, hvaler skimtes i det fjerne og et utal af hajer (white tip-, reef-hajer) ligger og slapper af på havets bund. Det kunne til forveksling minde om Stillehavets svar på en Noahs ark.

Jeg var en af de heldige, der havde fået lov til at arbejde på selveste Isla del Coco som frivillig nationalparkbetjent. En af betingelserne for at komme derud var, at man skulle arbejde derude 1½ måned i træk - og der var for langt at svømme til fastlandet, hvis man blev træt af stedet. Vi var en halv snes nationalparkbetjente (herunder min gode ven Peter, som også var frivillig), der holdt opsyn med øen og håndhævede fiskeforbudet fem miles (9,25 km) omkring den. Parkbetjentene boede i et par huse, der venligst er skænket og bygget af den danske NGO: Bistand Internationalt Samarbejde & Udvikling (BISU) Håndværkere Uden Grænser. De eneste huse på hele øen.

Karen Nikol - det gode skib, vi kunne patruljere farvandene med. Skibet er i øvrigt opkaldt efter den danske dame, Karen Mogensen, og hendes mand: Nikolas, som var de første, der etablerede en nationalpark i Costa Rica.

Man kan kun komme til Isla del Coco ved at sejle dertil, så en tilfældig hverdagsaften i december 1995 stævnede jeg ud fra Costa Ricas største havn Puntarenas, med Isla del Coco som destination. Mit transportmiddel var en luksusyacht - Okeanos - fuld af stenrige dykkerentusiaster, der hver betalte 2.500 $ for en 10 dages dykkertur. Vi stod til søs og langsomt forsvandt lysene fra fastlandet for mine øjne - for sidste gang i 1½ måned.

På tredjedagen - klokken fem om morgenen og efter 34 timer på åbent hav - vågnede jeg ved, at ankerkæden blev rullet i havet og skibet fik fodfæste på havbunden. Fra koøjet i min ydmyge kahyt, som i øvrigt var et alt-muligt pulterrum med bøjer, sejldug og fiskestænger, fik jeg det første indtryk af min destination ”Isla del Coco”. Som en dramatisk og mørk silhuet lå hun i modlyset fra solens jomfruelige organgegule morgenstråler, der tegnede fine guldrande på de få og spredte skyer, der langsomt cruisede over øen. I overfladen af det metalblå vand lå en flok kulørte fisk og plaskede rundt, og næsten helt oppe ved båden kogte overfladen af en flok små sultne hajer, der gik amok på deres morgenmad - et stykke kød, skibets kok havde smidt ud til dem.

Inde på land troede jeg knap mine egne øjne. I husets palmefyldte baghave gik smukke hvide hejrer rundt som en anden flok gæs, alt imens en tro kopi af Bambi fornøjet hoppede rundt mellem parkbetejentene. Fugle fløj nysgerrigt helt tæt på, og ofte så det ud som om de havde den største intention om at lande på den nærmeste skulder og udbryde: ” Hvad så makker - gir du en fisk?”.

Hajernes rescue 911

Nationalbetjentenes fornemste opgave er at kontrollere, at der ikke foregår fiskeri i en afstand af fem miles fra øen. Den intense jagt efter hajer har stået på i mange år, og bestanden af disse respektfulde skabninger er følgelig røget godt ned. Tit og ofte har man fundet hoved- og finneløse hajkroppe på havbunden, idet hajfinnesuppe er en god og eftertragte delikatesse i visse kredse.

En kold og blæsende aften i starten af december var vi tre rødder - Wilfredo, Diego og jeg - taget på patrulje i det gode skib Karen Nicol. Efter få minutters sejlads opdagede vi et lille flag på toppen af et langt træ-skæfte, placeret et par kilometer fra kysten - en bøje... Straks flåede Wilfredo i rattet, og vi drønede hen til den skandaløse plet på hajernes tumleplads. Wilfredo og Diego var rasende og bandede fiskerne hen hvor peberet gror. Wilfredo var tidligere hajfisker, og han var derfor vant til at sejle rundt om øen og fange hajer. Siden hen forstod han konsekvenserne af at jagte hajer, så han valgte at skifte over til hajernes side, men hver gang, han ser illegalt fiskeri, koger han fuldstændig over. En fed fiskeline førte fra bøjen og ned i dybet, og følgelig sad en række kæmpekroge monteret på knap så tykke liner - alle med lokkemad i form af en stor luns kød. Vi hev krogene ombord - en for en - og på en af dem var der bid. En 1½ m lang Galapagoshaj - godt udmattet, men stadig i live - kom til syne ved bådsiden. Vi hev den halvt op ad vandet, Diego kappede linen så tæt på den uhyggelige gab som muligt, og den kunne svømme videre som en fri - men træt - fisk.

Det var faktisk en smuk oplevelse: vi vuggede i en båd i det store ocean, og i skæret fra solen, der var ved at stryge til køjs, sad vi og rullede fiskesnørre sammen - hajernes ”Rescue 911” havde slået til igen. Isla del Coco sloganet: ”Yo protejo a los Tiburones - y usted?” (Jeg beskytter hajerne - og du?) synes meget velvalgt. Lidt derfra lå en anden bøje, men ingen hajer var faldet for fristelsen til at guffe løs af kødstykkerne. En båd kunne ses i det fjerne - muligvis ophavsmændene til bøjerne - så vi fyrede op under motorerne med kursen sat direkte mod de fremmede. Fiskerne er ikke altid lige villige til at parrere ordre, så parkbetjentene har et jagtgevær ombord som selvforsvar. De her fiskere var dog nogenlunde samarbejdsvillige. De synes godt nok, de havde set bøjerne før, men de forsikrede os om, at bøjerne var sat uden for femmilegrænsen. Hvordan de var kommet så tæt på kysten kunne de ikke sige noget om. Vi kunne intet bevise og intet gøre, så vi sejlede videre. Wilfredo lignede en, der havde lyst til at springe ombord på deres båd og slå hele banden ned, men han holdt sig pænt i skindet.

Situationen var grotesk. Om dagen fik fiskerne lov til at ligge for anker i en af øens to bugte, så af og til kom de op til huset og sludrede eller spillede en gang sambafodbold på stranden, men om aftenen drog de ud og fiskede uden for den beskyttede grænse. Men det ser unægteligt lidt underligt ud, at der kun var en båd i nærheden af øen, samtidig med, at vi pludselig kunne finde bøjer og hajliner inden for femmilegrænsen...

Vi sejlede lidt videre i vores eftersøgning efter bøjer. Det var blevet mørkt, og stjernerne blev tændt på himlen. Min opmærksomhed blev henledt på en satellit, der krydsede over vores hoveder i sin ensomme færden over himmelhvælvingen. Livet på en rumfærd er et ensomt liv så ufatteligt langt fra civilicationen: ingen biler, skatteopkrævere eller stress og pokkers langt til nærmeste pizzaria. Sikkert en smule kedeligt i længden. Livet på min lille satellit i Stillehavet var lidt som livet på en rumfærd - næsten... Det er ikke så nemt at smutte ned i den lokale seven-eleven og hente ½ liter cola, omend ens behov for den slags ting ændrer sig sådanne steder. Det er nærmest en meditativ tilværelse, hvor livet føles simpelt og måske oven i købet en smule kedeligt i det lange løb, omend man virkelig har mulighed for at dykke godt ned i selv og udforske sit eget jeg. Der var tid til fordybning, filosofering og tanker om livet.

En dag mellem jul og nytår var der en båd, der fragtede mig tilbage til fastlandet, og mit liv som Robinson Crusoe var ovre for denne gang. Med mig i livets bagage havde jeg en god lære om, hvordan livet kan være på en rumfærd i lille satellit.