Mongoliet - en nat i en ger

Det er nat. Min tidsfornemmelse siger mig, at klokken må være omkring 3. Alt er stille – ikke lyden af noget som helst andet end et urs tikken et sted i rummet. Mørket har for længst sænket sig og bortset fra et par blege månestråler, der kommer ind ad et hul i taget og svagt oplyser de orange træpinde, der udgører rummets tagkonstruktion, er alt fuldstændigt sort. Selvom her er mørkt, kender jeg med usvigelig sikkerhed alt interiørets placering i rummet. Lige til venstre for mig er det lille buddhistiske husalter placeret, med en klokke, fade og små bægre, samt et billede af en af de store beskyttelsesguder; ved siden af alteret, længere væk fra mig, står en lille kommode og et spejl placeret, samt nogle tørrede fårekødsstrimler, efterfulgt af et par madrasser og et lille køkken. Herved er vi nået til den sydvendte del af rummet, hvor den meget kulørte indgang og lave dørkarm er. Til højre for indgangen, når man går ud af den, er der endnu et lille skuffedarium – dette med saddel, reb mv. - efterfulgt af rummets eneste seng, der er stedet, hvor gæster eller ældre placeres, og hvor Kira netop nu ligger op bobler. Så er vi tilbage ved mig og har derved været hele vejen rundt langs væggen og eneste udestående er, at der over mig hænger forskellige billeder af familie og venner, taget gennem de sidste 50 år. Over for indgangen, lidt inde i rummet, står en aflang metalkasse med tørrede kokasser, derefter en lille skorsten, der stikker op gennem hullet i taget og normalt er koblet på en lille brændeovn (brændeovnen er ikke lige i rummet i dag af uvisse årsager) og slutteligt et lille lavt bord, hvor vi knælende indtager vores måltider. Få meter fra mig begynder en hund at gø, måske fordi den hørte en lyd, måske fordi den keder sig. Dens gøen besvares straks af en anden hund, men efter et par minutters ordudveksling, holder de begge inde, og alt er igen stille. Kære læser – jeg kan næppe skjule det for Jer længere: jeg overnatter i en ger – i selve hjertet af det mongolske folk.

Et visit med overnatning i en ger er en helt speciel og anderledes oplevelse. Det kan være en lidt barsk kulinarisk oplevelse, og hvis man ikke kan udstå mælkeprodukter og fårekød, skal man nok selv medbringe madpakke!! Som en lille appetizer ved ankomst, får man gerne noget tørret ost (aaruul), enten fra får, ged, ko, yak eller kamel. Det smager syrligt, er hårdt som sten, og hvis tænderne eventuelt skulle overleve ”angrebet”, bliver man tilbudt endnu et stykke – det kan være lidt hårdt for moralen, når man endelig har kæmpet sig gennem sin aaruul. Som tilbehør serveres saltet te med mælk.

Senere  på aftenen er det tid til aftensmad og her kommer det meget varierede mongolske køkken frem i skoene og tilbyder: får med ris, får med nudler, får med kartofler, eller får med kartofler og nudler. Hvad der serveres i den enkelte ger afhænger helt af beholdningen af tilbehør, men at man får får er ganske sikkert. Som drikkevarer til maden tilbydes atter den salte te, eller Airag – gæret hoppemælk. Airag smager fantastisk godt, når det er helt friskt, men bliver meget gammelt og bittert i smagen bare efter et par dage – smager formentlig nogenlunde som at tage en bid af en gammel hest, der lige har taget støvbad. Vi havde bl.a. givet vores værtsfamilie 1 flaske vodka, hvis banderole blev brudt lige efter maden. Herren i huset skænkede lidt vodka op i en lille skål og kastede derefter skålens indhold op gennem hullet i taget, symboliserende at vodkaen bliver spredt til himlen, til vinden og til jorden. Derefter fyldte han atter vodka i skålen og gav skålen til ger'ens ældste (en 80 årige dame). Hun dyppede fingrene i det, knipsede vodka til himlen, til vinden og til jorden, førte fingeren til panden og tømte derefter skålens indhold. Således skik når vodka indtages i Mongoliet. Herefter blev vodkaen budt rundt til de tilstedeværende.

Morgenmaden bestod af sød risengrød og varmt uforarbejdet komælk. Glæden ville ingen ende tage – det smagte fantastisk og lagde en god bund til de sidste par hundrede km ind mod Ulan Bator. Med os i Audien fik vi en stor pose med aaruul, som mine tænder dog pænt takkede nej til. Vi ankom til Ulan Bator i god behold efter en fantastisk rejse i de vilde rytters land.

- See more at: http://www.munkens.dk/asien/mongoliet/mongoliet-rundtur/mongoliet-%E2%80...