You are here

På jagt efter Gorillaer og Mandriller i Gabon (kort version)

Rejse: Gabon - landet, hvor der drikkes mest champagne l Besøgsår: 2006
 

Øjebliksbillede fra Gabon: en banegård i den centrale del af landet, lige syd for ækvator. Et tropisk regnskyl passerer stationen. Naturen underholder med tordens buldren og lynenes luxudladninger, mens regnen tromler på stationens bliktag og stationspladsens asfalt. Det er en hel symfoni. Klokken er 21. Efter sigende skulle der i løbet af aftenen afgå et tog mod Franceville (i den sydøstlige del af landet, tæt på grænsen til Congo), men endnu lader det vente på sig. Jeg er ikke alene. Der sidder omkring 40 personer i solidaritet med mig. Nogle ligger på bænke og sover, godt pakket ind i kulørte stoffer. Andre hyggespiser. Nogle stirrer bare ud i luften. En enkelt knægt har sit besvær med to høns, som han har bundet sammen. De gider absolut ikke ligge og slappe af, så de hopper og danser og gør alt for at slippe væk, hvilket knægten er godt træt af… Hønsene var de første ”vilde dyr”, jeg skulle få at se i Gabon.

Vild han-Madril fra Lekedi nationalpark, der dukkede op i skovbunden.

Da jeg tog hul på Gabon, besøgte jeg et land, jeg absolut intet kendte til. Gabon var stort set jomfrueligt for rejsende, og idet der kun findes sparsomt rejselitteratur om landet, var det ikke nemt at finde nogle konkrete informationer om landet. Dog bor der en stor fransk befolkningsgruppe, så uvant med vesteuropæere er Gabon ikke. Qua min noget mangelfulde viden om landet, havde jeg naturligvis ingen forudindtagelser om landet. Jeg anede ikke, hvilke steder jeg skulle - eller kunne - besøge. Det var regntid i landet, hvilket bestemt ville besværliggøre transporten. Med andre ord - jeg gjorde det ikke lettere for mig selv. Men jeg var klar til Gabon. Jeg var klar til at møde det ukendte, og jeg var klar til at forvente det uventede. Jeg var klar til det ypperligste inden for rejseriets ædle kunst - at rejse i et ukendt land. Der skulle improviseres, og muligheder skulle udnyttes.

Gabons nationalparker

En af de få ting, jeg vidste om Gabon var, at landet stort set var urørt af turister og rejsende, hvilket også gør sig gældende for størstedelen af landets 13 nyetablerede nationalparker - ja rent faktisk er Gabon det land i verden, der har dedikeret næststørst areal til nationalpark i forhold til dets størrelse, kun overgået af Costa Rica. Et par af parkerne var dog i forvejen etableret som reservater, hvor man kunne tage på safari, så i disse parker findes der noget turistinfrastruktur. En infrastruktur, man får lov til at betale urimelig meget for at benytte. De parker sprang jeg over. Andre af nationalparkerne ligger så langt ude for lands lov og ret, at de er umuligt at besøge - hvis man da ikke lige har en helikopter. Atter andre af nationalparkerne kan man kun komme til, hvis man er i besiddelse af 4WD. Det var derfor ikke umiddelbart let at besøge en gabonesisk nationalpark, medmindre man ville betale en herregård for det. Jeg vurderede, at der var en fair chance for at besøge nationalparkerne: Lekedi, som var mulig at besøge fra Franceville, samt Mayumba Nationalpark, beliggende 30 km syd for landsbyen Mayumba, op til grænsen til Congo og ud til Atlanterhavet
 

Lekedi nationalpark

I den sydøstlige del af Gabon, klods op ad landsbyen Bakumba, ligger der en lille nationalpark med navnet Lekedi. Parken syner ikke af meget - den er 86 km i omkreds - men den er fyldt med en fantastisk flora og fauna. Oprindeligt var der hegn hele vejen rundt om parken, men stille og roligt har naturen selv fået bugt med masser af hegn, hvilket betyder, at parken nu i princippet er en integreret del af den omkringliggende natur. Krybskytter kommer ind, dyr kommer ud, og den omgivende naturs dyr kommer både ind og ud.

Jeg drog til Bakumba, og den efterfølgende dag stod Lekedi-parken for skud. Idet jeg var den eneste gæst i parken, havde jeg den luksus at have en hel safarivogn og en hel nationalpark for mig selv, så da nationalparkbetjenten Ulrik og jeg hoppede op i 4WD og satte kurs mod parken, var jeg ikke sen til at føle mig hjemme på pickuppens lad.

Når man kommer ind i parken, mødes man af et stort savanneområde, og det ser ærligt talt lidt kedeligt ud, men idet jeg var spændt på dagens menu af oplevelser, spejdede jeg ivrigt efter selv den mindste bevægelse i græsset. Vi cruisede lidt rundt på må og få i det tykke græs, og efter kort tid spottede vi en Embula i fuld firspring samt en Sitatunga, som også fornøjeligt hoppede af sted. Næste skridt på vejen var en sø, man anvender til fiskedambrug. Her så vi en kæmpehejre, med et enormt vingefang, elegant svævende 1 m over vandskorpen og spejle sig selv i den blanke overflade.
 

I Lekedi-parken er der masser af antilopearter - her en Sitatunga.


Inde i parken har man etableret et indhegnet område for 3 voksne chimpanser og to unger, samt en gruppe mandriller (aber i 60-70 cm højde, som kun lever i Cameroun, Equitorial Guinea og Gabon - hannen har et blåt/rødt/hvidt ansigt). Det indhegnede område er en del af skoven, men afspærret for såvel indtrængning som flugt. Vi kom til området ved fodringstid og var tilskuer på første banket til at se abernes indbyrdes kampe om maden. Der var dog rigeligt til alle. Chimpanserne er langt større end mandrillerne, så der herskede en vis respekt omkring dem. En af chimpanserne - Tom - var en rigtig charmetrold, som nød selskabet med mennesker. Når vi kørte langs indhegningen, drønede han af sted på alle fire, mens han hylede og skreg og klappede i sine hænder.Dagen bød på vekslende kørsel over savanne, hvor vi så flere forskellige antilopearter og grupper af græssende bøfler; gennem regnskov, hvor en tyk vegetationsvæg ofte spærrede for et indblik i selve skoven; og kørsel igennem bushen, der primært består af lave træer og buske. Jeg havde mit domæne på ladet af safarivognen, og da Ulrik til tider var lidt af en racerkører, havde jeg en adrenalinpumpende tur med at stå og forsøge at holde fast i førerhuset, mens bilen drønede ud over det vekslende terræn.

 

Vilde Mandriller

Hen ad middagstid var det tid til at spore en flok vilde mandriller, som bor i parken. Parken forsøger at vænne dem til mennesker, men endnu er gruppen så vild, at det kan knibe med at komme i kontakt med den. Én af aberne er udstyret med en radiosender, så vha. et trackingsystem kan man spore sig ind på det område, aberne befinder sig i. Ulrik forsøgte at pejle sig ind på gruppen, og da vi nogenlunde havde lokaliseret den, hoppede vi ud af bilen og forsatte til fods. Vi blev snart mødt af en væg af træer, lianer og bregner, som Ulrik huggede sig igennem med sin machete, før vi kunne fortsætte ind i den dunkle skovbund. Langsomt blev signalet svagere og svagere - gruppen bevægede sig væk fra os... Pokkers... Op i bilen igen, videre til et andet passende sted, hvor der var godt signal, ud af bilen, igennem vegetationsvæggen - og signalet blev igen svagere... Jeg synes, det var kanon skægt, men efter samme mønster gentog sig endnu en gang, begyndte Ulrik at blive en smule utålmodig, og jeg begyndte at vinke farvel til mødet med madrillerne. ”Sidste forsøg”, sagde Ulrik, da vi endnu engang stod foran en vegetationsvæg... Vi huggede os igennem, lyttede til signalet - og konstaterede, at det ikke blev svagere. Aberne var altså blevet tilpas nysgerrige for at se, hvad vi var for nogle væsner.

Chimpansen Tom synes at være tilfreds med prædikatet: ”storcharmøren af Lekedi nationalpark”

Ulrik råbte op som en gal, hvilket af og til blev besvaret med nogle barske hyl - der var kommunikation. Jeg aner ikke, hvad de råbte til hinanden, men ligegyldig hvad det nu end var, hjalp råberiet os til at finde frem til flokken. Ellere rettere - hjalp flokken til at finde frem til os. Pludselig - og uden en lyd - dukkede der et rød/hvidt ansigt frem i skovbunden. Ulrik vendte ryggen til ansigtet og sagde, at vi skulle trække os tilbage, stille og roligt, uden pludselige bevægelser og uden at kigge den store han i øjnene. Hvis han bliver bange, bliver han farlig. Vi trak os tilbage ad det spor, Ulrik havde lavet med macheten, og 5-6 m bag os fulgte flokken. Først hannen og så de andre. Jeg skal gerne indrømme, at situationen var lige så tilpas spændende, at jeg blev en anelse nervøs... Den har nogle ordentlige bisser, sådan en krabat. Stille og roligt blev vi omringet af aber, både i skovbunden og i træerne omkring os. Vi nåede en lille lysning, hvor vi vendte os mod hannen, og så fik Ulrik travlt med at fodre madrillerne. Først blev hannen bestukket med nogle klaser bananer, og da gruppen konstaterede, at han var tilfreds, begyndte de at kaste sig over kage og andre lækkerier, som Ulrik kastede til dem. Til at begynde med var der nogle drabelige indbyrdes kampe om maden, men efterhånden som de indså, at der var mad nok til alle, opstod der mere ro i gruppen. De kom nu helt tæt på os - de store i skovbunden, de små i træerne - og da vi stille luskede ud af skoven, fulgte de os lige til skovbrynet. Der er nu 35 aber i gruppen, men indtil for nyligt var der 42 - Leoparden har nappet de 7 sidste.

Hen under aftenen kørte vi ud til en udkigspost, hvori der er etableret et par senge, og her skulle en anden parkbetjent - Dominique - og jeg tilbringe natten. Altså overnatning midt ude i junglen, 15 m over jorden. Mens solen langsomt gik ned bag regnskovens canopy, og skovens smukke silhuetter blændede op på vores nethinder, listede vi os ud på ”abejagt”. Ikke en vind rørte sig, så bevægelser i trætoppene var let at identificere som monkeybusiness, og der gik da heller ikke lang tid, før vi havde lokaliseret en gruppe Puttynosed-aber, som til stor irritation for visse fugle terroriserede i trætoppene.

Ved udkigstårnet fyrede vi op under et bål, så vi sad under himlens nattehvælving, hvorfra fuldmånen kastede et spøgelsesagtigt skær over skoven og lyttede til, at regnskovens filharmoniorkester trykkede den af: Chikaderne filede løs, som om de var akkordaflønnede, fugle udtrykte sig yndefuldt med forskellige næb, mens et par frøer førte oboerne. Da vi noget senere kastede os i soveposerne, var melodien den samme. Fantastisk godnatvise.
 

Jungle Gorilla-jagt

Natten bragte regn med sig, og da vi stod op med solen, kunne vi se en frisk dampende regnskov forbrænde nattens vand. Flot skue. Morgenen stod på ”Jungle Gorilla-jagt”. Få dage forinden var der blevet spottet en Gorilla i området, og den ville vi naturligvis uhyre gerne studere. Idet den vilde natur efterhånden har fået stor magt i parken, har man ingen ide om, hvor mange vilde gorillaer og chimpanser, der er i parken, men det er bestemt ikke få. Vi listede os stille ad et hjulspor, lyttende til hver en lyd, og hver gang vi hørte noget usædvanligt, frøs vi og trak dårligt vejret. Af og til forlod vi sporet og trængte ind i skovbunden for at følge en lyd, men hver gang viste lydene at stamme fra småaber - og ikke en 2 m høj gorilla. På en af disse manøvrer fandt vi et par patronhylstre - krybskytter. Hylstrene var maks. to dage gamle, så der var blevet affyret skud i området efter gorillaen var blevet set, og den var formentlig over alle bjerge. Krybskytter nedlægger normalt ikke gorillaer, men går oftest efter antiloper. Håbet svandt om at se en gorilla - og der dukkede da heller ikke nogen op på resten af vores tur.

Vi hoppede op i pickuppen og drønede en tur rundt i junglen, idet Dominique lige skulle inspicere noget af det hegn, der endnu står tilbage rundt om parken. Bilen skød en fart på 30-40 km/t, da der pludselig, på den anden side af hegnet var et ordentlig dyr, der tog forfølgelsen op. ”WOW... Det er sikkert en chimpanse”, tænkte jeg, velvidende den mængde larm, Tom kunne producere. Men det her dyr var betydelig hurtigere og større end en chimpanse, og pludselig, hvor hegnet ikke var fuldstændig dækket af vegetation, dukkede der en ordentlig klippert op af en... Leopard!!! Det hele gik ufattelig stærkt, men da Leoparden indså, at der dels var et hegn imellem os, dels at bilen var større end den, forsvandt den ud i skoven. Dominique standsede brat bilen og hoppede op på motorhjemlem, mens jeg sprang op på taget af bilen, for at spore katten. Han var helt oppe og køre - at se Leoparder hører til sjældenhederne - og jeg var naturligvis helt i ekstase. Jeg har talt med nationalparkbetjente, der har set fodspor fra Leoparder, men som selv efter års tjeneste aldrig har set en. Dominique havde godt nok to gange tidligere haft held til at se en Leopard, men aldrig så tæt på og aldrig så stor en bandit... Vi kørte langsomt videre og pludselig, fra noget tæt buskads på den anden side af hegnet, hørte jeg en voldsom hvæsen, fra et eller andet dyr, der bestemt havde nogle kilo bag sig... ”Shit”, råbte jeg af overraskelse, hvilket fik Dominique til at stoppe bilen. Jeg tog hurtigt bestik af hegnet og besluttede, at det sikkert var mere sikkert at sidde i førerhuset, så jeg forsvandt ned fra ladet. Vi bakkede til stedet, hvor jeg hørte den hvæsende lyd, men der var ingen Leopard at spore. Den var væk... og jeg kravlede tilbage på min plads på pickuppen...

Jeg så hverken gorillaer eller vilde chimpanser i Lekedi-parken, men jeg så en Leopard - noget som mange nationalparkbetjente ville give deres højre arm for at opleve. I øvrigt blev der samme formiddag observeret en stor han-gorilla - en silverback - i en anden del af parken. Dagen var en stor dag for den lille park.
 

Transport

Jungle canopy i en frisk morgenstund. En nationalparkbetjent og jeg overnattede i et udkigstårn, så vi stod op sammen med hele nationalparken

Næste nationalpark, der stod for skud, var Mayumba nationalpark. Første forhindring var dog at komme til landsbyen Mayumba. Jeg befandt mig centralt i landet i byen Koualumuto, hvorfra jeg på turens første etape mod Mayumba brugte 7 ½ time som gast bag på en 4WD. Jeg stod med to andre gutter på en tværgående stang bag ladet og klamrede mig fast til et stålskelet, som de øvrige passagerer på ladet kunne holde fast i. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvor mange passagerer, der egentlig var på ladet, men på et tidspunkt talte jeg 21 personer, siddende/stående på ¾ af ladet på en Toyota - den resterende ¼ af ladet blev brugt til bagage. Vejen, vi kørte ad, var Gabons hovedvej 6, men at der var tale om en hovedvej var absolut ingen garanti for godt føre. Vejen var skrækindjagende ringe - og kanonskæg, selv om den til tider også var en anelse træls. Vi hoppede og dansede over et kuperet landskab (Massive Central), konstant med den stedsegrønne regnskov omkring os, så snart - fra bakketoppe - havde vi de smukkeste udsigter ud over skoven, og snart - i dalene - passerede vi floder via smalle træanordninger (broer dækker ikke som begreb her), eller ved at luske os igennem vandet. Nogle steder var der kun et muddersøle at køre i, så der måtte chaufføren bruge alle bilens hestekræfter og 4-hjulstrækket - selv om bilen af og til stejlede og kun anvendte tre hjul i dens kamp over forhindringer - og ellers alt sin ekspertise for at komme videre.
 

Bagagen bl.a. kronet med en gammel cykel - og en død krokodille

Generelt for turen var dog, at træer og buske rakte ind over ”sporet”, så naturen gav mig en ordentlig lag tæsk med grene, bambusser og andre mærkelige beplantninger. Et par høns ligger nu et eller andet sted, ganske flade og med Goodyear dækaftryk på ryggen, og en gul fugl forsøgte undervejs at nikke bilen en skalle, men uagtet disse naturangreb fortsatte bilen sin kamp, og fik kun skiftet kølervæske (i form af mudret flodvand) fire gange undervejs. Transport i Gabon... På en tur i den sydlige del af landet, hvor jeg atter forsøgte at holde balancen på ladet af en pickup, var bagagebjerget blevet kronet med en cykel - og en lille død krokodille. Jeg ved ikke, om det var krokodillen, eller om det var den fyr, der stod ved siden af mig, der stank - men god var luften ikke. Krokodillen havde fået nogle ordentlige slag i kraniet - formentlig med en machete - så der var kraniesplinter rund om de to revner, macheten havde efterladt, så hvis man skulle have lyst til nærmere studier af en krokodillehjerne, havde man det fineste udsyn til krokodillens øverste etage. Endvidere var det ene øje poppet ud af dens hoved og hang i nerver og tråde og dinglede i takt med bilens rytme. Men krokodillen lå velplaceret og fastsurret på cyklen og gnæggede i bedste Hamlet-stil, mens vi andre forsøgte at holde fast i bagagestropper, hinanden, cyklen .... og krokodillen.
 

Mayumba Nationalpark

Mayumba nationalpark er en marine-nationalpark, og den har således til formål at beskytte havets beboere. Delfiner springer i Atlanterhavets brænding tæt ind under kysten, lidt længere ude surfer Pukkelhvaler i vandskorpen, og områdets strand er verdens mest populære æglægningssted blandt de kæmpestore Leatherback-skildpadder. Parken beskytter også et stykke regnskov, hvor gorillaer, chimpanser, bøfler, flodheste og elefanter af og til kommer ud på stranden og hygger sig. Jeg besluttede mig for at tage til landsbyen Mayumba, og så måtte jeg forsøge at komme ud til parken derfra...

Landsbyen Mayumba er stille, rolig og støvet. Der sker ikke noget i landsbyen, udover at folk mægtig godt kan lide at snakke. Efter et par dage i byen hørte man i gaderne: ”Hi Lars”, ”Bonjour Monsieur Munk”, ”Larsson: How are you?”, og så skulle vi sludre lidt på en eller anden mellemting mellem engelsk, fransk og tegnsporg. Det handlede dog oftest om, at de ville besøge mig i Danmark, og at de ville forære mig en af deres søstre i gave.

Parkens administration blev varetaget i landsbyen af en engelsk fyr og hans amerikanske kæreste: Richard og Aimee - dem fandt jeg hurtigt frem til. Richard og Aimee kunne desværre ikke umiddelbart hjælpe mig med at komme til selve parken, idet den ligger noget isoleret fra infrastrukturen. Aimee skulle selv i båd i samme retning - ud og undervise nogle landsbyer i naturlære - men hun havde forgæves ventet på 4 liter motorolie til parkens båd i 4 dage. Olien skulle bringes fra nabobyen Thibanga, men indtil nu havde ventetiden altså været resultatløs. Jeg var dog velkommen til at tage med hende, hvis der altså skulle dukke noget motorolie op.

Jeg blev hængende i byen for en tid, ventende på at der skulle komme 4 liter motorolie fra nabobyen. Jeg meldte mig naturligvis straks under Nationalparkens faner for det tilfældes skyld, at der var brug for et ekstra par hænder, og hurtigt blev jeg sat i arbejde med at hjælpe til med at rydde op på en strandbred tæt på landsbyen, hvor der var skyllet olieforurening op (nationalparkadministrationen tager sig af miljøet i hele området - ikke kun i parken). Dagen efter lånte jeg en kajak af parken under påskud af, at jeg så kunne kontrollere, om der var olie i en lagune, der ligger lige bagved landsbyen - det var der heldigvis ikke, men der var en fantastisk natur at kigge på. Jeg roede et pænt stykke ind i lagunen, hvor jeg kunne betragte springende fisk og østersfiskere. Østers er en yderst populær spise i området, og der er masser af dem på bunden af lagunen. Jeg fortsatte op ad en flod, hvor vandet var helt stille, og hvor ikke en vind rørte sig i trætoppene. Vegetationen var mangrove-skov, så flodbredden var domineret af lange rødder, desperat søgende efter vand. Nogle har engang fortalt mig, at flodheste og krokodiller ikke lever så pokkers tæt på menneskelig tilstedeværelse, hvilket jeg ikke turde andet end at stole på, når nu jeg sad med bagdelen i vandskorpen i kajakken. Meeen - bredderne blev omhyggeligt tjekket for næsebor og lurende øjne...

Efter fire dage i Mayumba var der stadig ikke dukket noget motorolie op, så jeg besluttede at tage afsked med landsbyen. Og sådan går det ofte i Afrika. Hvad man planlægger, og hvad man håber på, går sjældent i opfyldelse, men til gengæld sker der som regel en masse andre uventede ting i stedet for. Ikke engang venskab med en nationalparkadministrator eller min frivillige arbejdskraft kunne bringe mig til nationalparken. Men om natten, langt ude i havets horisont, kunne jeg se lysene brænde fra olieboreplatforme...og jeg manglede bare 4 liter motorolie for at komme til selve nationalparken.