You are here

Camino Santiago Compostela - Portugues

Rejse: Ad den Portugisiske Santiago l Besøgsår: 2009
Santiago de Compostela
 
Dag 1:

Bom Jesus kirken lidt ude for Braga

Ved Bom Jesus var vi luksuspilgrimme, idet vi – for en kort tid – skiftede apostlenes hest ud med 4 stk. gummihjul, som ”tilfældigvis” sad under karossen til en taxa – manner det er hårdt at være pilgrim… Til vores fordel skal det dog nævnes, at Bom Jesus IKKE er en del af ruten, men vi tog derud alligevel.
 
Bom Jesus er absolut et utrolig smukt sted med en uhyre smuk udsigt ud over Braga. Haverne ved kirken var klippet med perfektionisme og der var små bedehuse her og der, mens statuerne flokkedes i området.
 
Vi valgte at gå ned af alle de trapper, som kendetegner kirken. Dejlige fine trapper, når man går ned – skønt de giver en smule syre i benene – specielt blev mor godt tilsyret. Meget smuk oplevelse.
 
Bus til Braga og gå til katedralen Sé.
 
Turen officielle start skulle ske ved katedralen Sé, lige midt i Braga. Vi havde været på smugkig ved katedralen dagen i forvejen, for at se, om vi kunne finde nogle gule pile – det kunne vi ikke, skønt megen kiggen og luren. Så vi var noget spændte på, om der i det hele taget var gule pile ved kirken – men vi kiggede atter forgæves.
 
I dag gik vi så ind i kirken for at få et stempel vi vores pas, og dér mødte vi en ældre kustode, som var yderst behjælpelig. Han gav os vores stempler, viste os en status af Jakob = San Tiago = St. James = fyren det hele drejer sig om. Her starter Braga’: Camino Santiago. Ude af kirken førte han os over til det nærmeste hjørne, hvor der på vejen var malet den fineste gule pil… Vi må nærmest have trådt på den dagen i forvejen – uden at have set den. Vi havde kigget på mure, på vægge osv., uden at finde noget som helst, og så var pilene faktisk de mest oplagte sted for en pilgrim: ”for vores fødder”. Tadaa… Vi var omsider klar til de første skridt mod Santiago…

Turens første gule pil - som var så pokkers svær at finde

Et par skridt i den rigtige retning – omfavnelse – og så videre igen, af sted mod nye eventyr, nye udfordringer, mod Santiago og mod det næste hjørne, hvor der gerne skulle være en gul pil… og det var der... Glæden var stor – vi havde fundet systematikken. Rundt om hjørnet, ned ad gaden, ud til et kryds, hvor en pil indikerede, at vi skulle mod højre. Videre af sted på et lige stykke, hvor pilene ligeledes fortalte os, at vi skulle fortsætte ligeud…Pludselig var byen fuld af gule pile – som et trylleslag, hvor kun de få udvalgte, der har drukket den magiske eliksir, kan se de gule pile. De er alle vegne – men alligevel så diskrete, at man ikke ligger mærke til dem i hverdagen. Vi fulgte lystigt de gule pile – vi var i deres ”magt”. Om pilene havde vist og lige lugt i helvede, havde vi fulgt dem…

Nogle steder er der masser af pile - men sådan er det bestemt ikke over alt.

Vi bevægede os langs hovedvejen igennem Braga’ forstæder: Real, Foss… Ved en tankstation ville mor ikke længere, så hun sprang ind i en taxa med kurs mod landsbyen Lage, hvor vi skulle overnatte. Så måtte vi håbe, at vi kunne finde hinanden der. Jeg gik, snart væk fra vejen, herligt, til den aftalte by, men kunne ikke finde det aftalte hotel. Efter nogen søgen, hvor jeg blandt andet kom igennem en skov, fandt jeg frem til en bar. Her var der nogle lokale, som tilbød mig at køre mig til det eneste sted i byen, hvor man kunne sove - Quinta Dom José, Turisme Rual. Og Turisme Rual var stedet, hvor mor sad og ventede.
 
Dag 2: Lage til Punte De Lima
 
Trådte ud ad døre: regnvejr. Vi var i tvivl om afmærkningen af ruten, idet den var markeret med røde pile. Heldigvis fandt vi snart en gul pil.
 
Turen førte igennem en lille dal med charmerende landsbyer, hvor vejen blev fulgt af stenvægge, som omkransede marker og haver, hvor frugttræer havde iklædt sig deres fineste hvide blomster outfit, mens appelsintræerne bugnede med appelsiger og hvor oliventræer bare var oliventræer. Luften var fuld af lyde: fugle der sang morgensang, hunde der bød os velkommen (eller hvad de nu end gjorde), haver der galede og et væld af kirkeklokker fra de mange små landsbykirker, der kimede sine hilsner til os og fulgte os på vej. Undervejs var der massevis af små kapeller, kort og andre religiøse symboler. Der var ingen tvivl – det nordlige Portugal har religiøse traditioner.

Små gader med stenmure

Hvor dag 1 mest foregik ned ad bakke, gik dag 2 mere opad, og inden længe skulle vi forcere første ”større bakketop” via en skovvej på ”gamle romerske hærvej”. Herligt. Mor så flere skilte med Labrador hunde, som hun mente måtte være Skt. Bernard hunde, som kunne komme og redde os, hvis vi skulle få brug for en lille skarp.
 
Til trods for, at træerne hovedsageligt var Eukalyptustræer var der også en del grantræer, så vi følte os helt henvist til de svenske skove, kun afbrudt af kirkeklokkernes lystige melodier i det fjerne. Alting gik godt. Vi spiste den ene km efter den anden på småveje, skovstier osv. – men på et tidspunkt kom der en besked fra hulrummet for enden af tarmsystemet (eller i starten, om man vil), som sagde, at nu var det ved at være på tide med en bid mad… Men ok gyes – ingen restauranter eller cafeer i miles omkreds, og måske ej heller på selve ruten (hvilket vi af gode grunde ikke kunne vide – det viste sig dog at holde stik). Vi måtte tage kommunikation til en af de lokale, for at høre, hvor det var muligt at fouragere. ”5 min den vej” var svaret, desværre noget uden for ruten… Damn – efter 10 min. fandt vi stedet, hvilket naturligvis også kostede os 10 min. tilbage – 20 min. uden for ruten er faktisk temmelig demoraliserende, selv om det ikke lyder af meget…

Mandeltræerne blomstrer

 
Vi fandt tilbage til vores gule pile og i blandt solskin og regn fortsatte vi vores færden.
 
Turen førte os på kryds og tværs igennem skove, samt igennem små landsbyer, hvor de lokale bød os velkommen og indikere vores videre færden. De lokale gik mest og hakkede jorden for at plante kål og andre livsnødvendige afgrøder.

Der er mange religiøse artefakter langs ruten

 
Endelig skulle vi passere den motorvej, som vi havde gået langs med i et stykke tid. Vi kom over og op gennem en lille landsby – og så tog regnen ellers fart. Vi krøb i læ i et drivhus, hvor et par midaldrende tøser passede roser. Mor var blevet lidt træt af det hele, så pigerne ringede efter en taxa, som kunne køre mor til et hotel i Punte de Lima. Tak for hjælpen tøser.
 
Regnen stilnede heldigvis af, så jeg kunne fortsætte min tur – nu alene med kurs mod Punte De Lima.
 
Vejen førte mig op i landskabet, hvorfra jeg havde en storslået udsigt. Mødte et par pile – hvide – på et tidspunkt, men fik at vide, at det ikke var den rigtige rute. Tilbage til vejen og videre.
 
Kom til Fojo Lobal, hvor jeg spurgte om distancen til Punte De Lima: ”14 km” var svaret. Og klokken var ca. 1730 – manner det så ud til at blive en lang dag.
 
Jeg knoklede ud ad hovedvejen, snart i siden af vejen, snart ved siden af vejen, for at komme til hotellet så hurtigt som muligt – men det tager altså tid, at gå 14 km. Som følgesvend havde jeg km sten, som talte ned med 100 m – god og sikker erstatning for de gule pile. Kort sagt tog jeg de 12 – 14 km i rekordtid og hen ad 20 tiden bankede jeg på hoteldøren i Punte De Lima – kroppen fuld af endofimer, for det var knageme gået hurtigt.

Den ensomme vandring i regnvejr

Aftensmad på en tyrefægterrestaurant og en øl i Casa de Benfica.
 
Dag 3 – Punte De Lima – Rubiäes. Den rigtige rute – turens hårdeste rute. 19,3 km (inkl. højde)
 
Fra vores altan på hotellet kunne vi nyde udsigten til floden med en kirke, en gammel bro og bjerge i baggrunden – alting badet i det smukkeste solskin. Det tydede godt!!!
 
Vi lage ud med at forsøge at få et stempel i en stor kirke i Punte de Lima – forgæves. Så traskede vi over broen til næste kirke, hvor vi heller ikke fik noget stempel. Det er sq ikke nemt at være pilgrim. Benene kunne vi godt mærke, men det var egentlig ikke så slemt endda. Til gengæld havde mor problemer med sin højre storetå, mens min højre fod ligeledes brokkede sig – dog ikke så slemt.

Punta de Lima - et meget, meget smukt sted

Rundt om en smuk park ad våde stier (hvor vi fik sok) mellem udyrkede marker og sumpe via et lille vandløb, herefter over grussti til vi kom til en stor kirke. Der var dog ikke et øje, og vi fik derfor heller ikke noget stempel på det sted. Herefter gennem hyggelige små landsbyer ad kampestensstræder, via marker med vinstokke overalt som blev klippet ned af vinbønderne.

Formidabel vandresti lige uden for Punta de Lima

Vi skulle passere under en stor motorvej via nogle småstier, hvor vi bl.a. skulle krydse en å via et par store betonblokke. De blev passeret i fin stil. Over å’en og videre på skovstykke, hvor et træ pludselig spærrede vejen frem. Her var det ikke kun træer, der væltede, men også mødre, så pludselig sad mor som en anden skildpadde, som måtte ud af sit hus for at komme på fode igen. Videre igennem mere skov på stier, hvor der var flot udsigt til en flod med vandfald osv. Ud på landevej og over til en lille udendørs café – stempel, kapel og frokost.
 
Opad gik det til vi havde en smuk udsigt ud over en dal og landsbyer, forbi fonten: ”Três Bieas” og videre ad små stenstier, hvor vand løb af sted i små kanaler. Vi stødte også på en dame, der var ude at gå med sine 5-6 får. Herligt!!!

Små landsbyer med græssende får

Herefter gik det opad. Først mudret skovstier, herefter rimelig hårdt op ad stier med småsten og klipper. Mor kæmpede en brav kamp, trods de hårde omstændigheder – flot ;O)
 
Fra toppen var der flot udsigt ud over Lima dalen. Herefter nedad igen, først let – så svært… Passerede et gammelt vandmøllesystem, der blev brugt til at male mel. Herefter let og dejlig gang de sidste 2,7 km til Pensão s. Roque ved Rubiäes. Vi blev indlogeret på pensionatet, hvorefter vi blev hentet i en kassevogn og transporteret til en restaurant – og tilbage igen. Dejligt vejr HELE dagen og en helt fantastisk tur. SÅDAN!!! Så var vi for alvor i gang med El Camino.

... og en enkelt fårehyrde

Møller

Dag 4: Rubiäes – Valanca – 20 km inkl. højde.
 
Vi lagde tidligt ud i regnvejr via småstier tæt ved hovedvejen. Snart kom vi til en romersk vej ”Via Romana XIX” , som skulle blive vores følgesvend i lang tid. Vejen er blevet istandsat for EU midler og er en del af den berømte romerske vej fra Braga til Asturica Augusta i Spanien.
 
Undervejs passerede vi bl.a. en smuk romersk bro: Pons Romana og videre i et godt stykke tid ad den romerske vej – i skiftevis regnvejr og sol. Vi nåede lige at tørre i solen, før næste skylle kom… En kop kaffe/cola ved São Benito da Porta Alberta, efterfulgt af en herlig tur nedad igennem skov og små landsbyer til vores frokoststed – en tilfældig bar ved et sted, hvor der er placeret et lille skilt til ære for præsten: Elias Valiña Sampedro, som var en af hovedmændene bag opfindelsen af ”De gule pile” for den Portugisiske rute. Uden ham havde der ikke været en offentlig rute fra Portugal…
 
Videre ad skov og storveje til endnu en romersk bro: Punte Romana de Padreira, hvorefter stien efterhånden blev mere civiliseret – vi var på vej mod en by… Kom til en stor vej, hvorefter vi fulgte forskellige sideveje ind til Valenca – ganske kedelige forstæder, og absolut intet positivt at skrive om det stykke…

Pons Romana lige ude for Rubiaes

I Valenca indlogerede vi os tæt på stationen: ”Residencial Rio Minho”. Herefter tog ud for at studere byens forsvarsværk: ”Forteleza”, men havde lidt svært ved at finde indgangen. Det lykkedes dog og vi fandt frem til en enkelt restaurant, hvor vi skovlede en god middag ind, herunder portvin, dessert osv. Vi forberedte os mentalt til turens første hviledag…
 
Dag 5: hviledag – Valenca.
 
Stod lidt sent op og bruge hele dagen på at dvaske rundt ved Fortaleza, hvor vi kunne betragte de fine forsvarsværker, samt en unik udsigt ud over området, ikke mindst mod arvefjenden: Spanien. Det var lidt vemodigt, at vi skulle til at forlade Portugal, men hva’… Santiago ligger jo i Spanien, så på et eller andet tidspunkt måtte vi jo forlade Favas, Alentejo rødvin og portugisiske fraser.
 
Dag 6: Valenca – Porriño, ca. 19,3 km

Broen der adskiller Portugal og Spanien fra hinanden

Af sted tidligt i tørvejr – men himlen lignede noget, som var mere end klar til at skylle os i Rio Minho – det skete heldigvis ikke. Vi forlod Portugal via broen til spanske Tui. Et farvel til de gule pile på veje og mure, og et goddag til muslingskaller – ligeledes på veje og mure. I Tui gik vi op til byens middelaldercentrum, som domineres af katedralen: ”Catedral de Santa Moria de Tui”, hvor vi blev budt velkommen af den smukkeste munkekormusik i højtalerne, som på rolig og afslappet vis forplantede sig ud i hele kirken via de meget smukke og unikke hvælvinger i kirken – magen til arkitektur skal man lede længe efter. Mor var meget rørt af denne fantastiske oplevelse – musikken, arkitekturen, følelsen af at være på vej mod ”noget”, rørte hende utrolig meget.
 
På café til cola og kaffe. Der var noget specielt ved den cafe… Lugten – luften… Noget underligt… Ok – det viste sig, at det er lovligt at ryge på cafeer og restauranter i Spanien, hvilket glædede mor uendeligt meget, så nu kunne hun – helt lovligt – pulse løs på smøgerne… Turen videre ud af Tui var i øvrigt rigtig smuk. Tui var et dejligt bekendtskab.
 
Vi gik derud af ad div. småveje og passerede bl.a. et par middelalderbroer: Punta da Vaiga og Bridge of Orbenlle. Frokost ved Orbenlle – og så var der industrivej og forstandsvej resten ad vejen ind til Porrino. Ærligt talt – det var knageme kedeligt… Vi vadede og vadede igennem et gigantisk industriområde, så skønt dagens distance ikke var noget særligt, føltes den uendelig lang… Turens kedeligste etape…
 
I Porriño havde vi lidt svært ved at finde et overnatningssted, idet det planlagte hostel endnu ikke havde åbnet for sæsonen. Damn… Rundt til et par hoteller for at høre om muligheder for overnatning, og et lykkedes da at finde et hyggeligt sted midt i byen. Byen i sig selv var hyggelig, skønt at dens forstæder var ”rædsomme”…
 
Dag 7: Porriño – Redondela – ca. 14,2 km.
 
Denne dag skulle gå hen og blive en dejlig vandredag.
 
Morgenmad i lang tid på hotellet. Kom endelig af sted henad 10 tiden (vi havde relativ god tid, idet ruten ikke var så lang). Første 3,7 km var jævn kedelig vandring på landevej og lidt stier. Herefter kom vi ud i landsbyer ad småveje, og snart gik turen opad i landskabet. Relativt tæt på toppen spiste vi frokost i en lille snask, som jeg var ved at gå forbi. Mor så, at der var tændt lys, så vi forsøgte os alligevel – med succes. Der var noget tomt – og beskidt – men alligevel kom der en ældre dame og tog vores bestilling, og efter et stykke tid kom den sædvanlige lædersål på bordet, godt i selskab af cola og pomfritter.

Et lille kapel på vejen

Vandrede videre i skovområde og gennem spanske landsbyer, alt imens vi havde en skøn udsigt til bakkerne på den anden side af dalen. Vi kom videre forbi en gammel milestone fra romervejen XIIX (eller XIX???) og videre gennem landsbyer mv. Fra et picnicområde gik turen nedad mod Redondela. Kun de sidste 1½ km foregik på hovedvej – resten var ad fantastiske stier gennem landsbyer mv. Herligt. Ingen regn, lidt sol, lidt hovedvej. DEJLIG DAG!!!
 
Vi indlogerede os på et herberg i byen, idet der – tilsyneladende – ikke rigtig var nogle billige hoteller i byen. Mor sov i sal med et par norske damer, mens jeg havde hele sovesalen for mig selv. Herberget var i øvrigt en del af et tårn, som lå lidt i byen, ved siden af floden, og som fungere som en form for kulturcenter.
 
Vi driblede rundt i byen for at finde en bestemt kirke, men dels var der mange kirker, dels havde vi ikke rigtig fået fat på den rigtig retning, så vi gik lang omkring i det hyggelige nabokvarter (vi fandt dog kirken). Der var bakke op og bakke ned på brosten – fantastisk charmerende. Vi skulle også finde en restaurant, hvilket vist sig noget sværere end man skulle tro. Der var mange – rigtig mange – cafeer, men tilsyneladende meget få restauranter… På et tidspunkt fandt vi dog en lille snack, hvor vi kunne få noget andet end sandwich, til stor glæde for os begge. Fyren var en ældre gut, som kendte en del til Santiago ruten, og af ham fik vi både stempel og et billede af San Tiago.
 
Dag 8: Redondela – Pontevedra (19,8 km)
 
Her har vi en dag, som helt sikkert – indtil videre – ligger sig i caminoens top 2.
 
Vi vågnede op i hver sin sovesal – mig alene, mor med de norske jenter. Vi rendte rundt og pakkede i stilhed i ½ times tid, og derefter gik vi ud på en lille cafe for at spise en simpel morgenmad. Vejret så lovende ud. Overskyet men med huller til himlen og rimelig lunt.

Dejlig morgenstund på vej ud af Redondela

Vi lagde ud med en smuk gåtur gennem den gamle bydel hen over brostensstræder, op og ned over bakker, mens de lokale langsomt rystede søndagstrætheden af sig, smilede venligt at sagde: Bourna días. Stille kom vi ud af byen og på småveje i de småbyer, som på en eller anden måde er forstæder til Redondela. Smukt. Vi kom ud på landet og videre via småstier til Jumboli, hvorfra vi havde en flot udsigt over havet (Ria de Vigo) og en stor hængebro. Herfra gik turen opad – rimelig skrap – og vi holdte hvil ved en fontæne. Videre op i et skovområde, som vi gik i en rum tid mens vi kunne nyde udsigten over Ria de Vigo.

Ria de Vigo

Ud ad skoven og via hovedvejen for en tid, til vi kom til landsbyen Arcade, hvor vi indtog en solid frokost (udvalgte tapas) i en relativ stor restaurant midt i byen. Her kunne man få mange fine ting, så vi bestilte lidt af hvert, uden helt at vide, hvad vi fik…
 
Vi fortsatte vores tur, og snart skulle vi krydse floden Rio Verdugo, via broen: ”Ponte Sampaio”. Her stødte vi på en gruppe lokale, som også var på pilgrimsruten – dog en alm. familiehyggedag på en dejlig søndag. På den anden side af broen var der pludselig sækkepipemusik og trommer – 3 fyre fyrede den af på bedste skotske manerer.

En gruppe lokale pilgrimme

Sækkepiben findes også i Portugal, hvor den - som i Skotland - er et traditionelt instrument

Videre gik turen opad i den smukke landsby – billeder, udsigtspauser osv. dominerede det næste stykke tid. Folk var utrolig flinke og ønskede os alle lykke på rejsen, samt korrigerede os, hvis vi var på gale veje. På et tidspunkt skulle vi via en gammel bro, som trods dens alder hedder: Punta Nova. Muslingen ville have os til at gå nedad mod en flod, mens nyere skilte ville have os til at gå via hovedvejen. Vi stolede på muslingen og gik ned til floden – et spor, der endte blindt. Der var ingen bro (senere fik vi at vide, at broen var skyllet i floden, så vejen via hovedvejen var en nødløsning). Tilbage til vejen og ad den til vi lidt senere stødte på andre nye skilte, som førte os tilbage på den oprindelige rute.
 
Mor var blevet lidt træt og havde fået lidt ankelproblemer, så hendes sovepose røg over i min rygsæk, hvor den passende kunne give lidt selskab til min egen sovepose. Rygsækken var blevet lidt for tung, hvilket nok skyldes alle de godt oplevelser, som hun havde lagt op i den.
 
Herfra blev turen en anelse hård. Vi gik ad mudret spor opad i små vandløb og på våde løse sten. Vi bevægede os kun langsomt fremad i skoven, men det var en fryd med omgivelserne: udsigter, fugle og vejret. Endelig kom vi til toppen (2. top den dag), hvorfra det gik ned ad samme slags våde stier.

Nogle steder var stien lidt våd

Senere blev føret dog bedre og pludselig skød vi en ganske god fart, og pludselig stod vi ved: ”Capela de st. Marta”. Videre ad stille veje til en café, hvor vi fik cola og kaffe, efterfulgt af det sidste stykke ind til Pontevedra. Vi smuttede videre forbi et ellers legendarisk pilgrims Herberg, idet vi ville tættere på centrum, så nu har vi indlogeret os i et værelse i nærheden af Basilica de Santa Maria. Der er meget at se og opleve i byen – det kan man læse om i guidebogen.
 
Dag 9: fridag i Pontevedra.
 
Dejligt vejr i byen, som bød på lidt sightseing - og afslapning.

Basilica de Santa Maria ny night

... og by day

 
Dag 10: Pontevedra – Caldas de Reis, ca. 22. km.
 
Morgenmad på ”hjørnet” på et halvfanzy sted, som vi dog også tidligere havde brugt som ”God nat øl” sted. Vi kom af sted ved 0915 tiden med solskin og mange km foran os.

Meget dekorativt fluenet

Efter at have snoet os ud af Pontevedera og dens forstæder – i øvrigt af fine stier og små veje – kom vi til et langt skovstykke, som var klemt inde mellem togbanen og A9 motorvejen. Det lagde man heldigvis kun sjældent noget til. Skovbunden var dog fuld af vand og flere gange gik vi direkte i små lavvandede vandløb. Det udviklede sig dog aldrig til sok. Hyggeligt var det at lytte til vandets klukken og brusen, afhængig af vandstrømningerne.
 
Vi passerede togbanen og begav og opad så småt, da en café pludselig åbenbarede sig for os. Vi regnede ikke med at finde frokost i dag, så det var en dejlig overraskelse.

Dejlig vandring

Et klokketårn somewhere in Spain

Vi strøg raskt af sted og bed egentlig ikke mærke i de forskellige fontæner, som vist nok lå på vores vej. Vi passerede lidt mere skov og fulgte herefter jernbanen lidt mere via små stier på landet.
 
Trætheden begyndte at sætte sit præg på mor, men hun kæmper sig videre via småpauser og cigaretter. Tåen driller lidt, men hun traver alligevel videre… Sidste del af dagen foregik i kanten af vinmarker og langs hovedvejen, for til sidst at komme over den gamle stenbro til Caldas. Rimelig lang etape, men i dejligt vejr og uden mærkbare stigninger, hvilket betød, at vi havde en fornuftig fart hele dagen. Afgjort en dag i top 3 (

Mor og søn efter en god dags vandring

Dag 11. Caldas de Reis – Padrón. Ca. 19 km
 
I går indlogerede vi os på hotel Lotus, hvor vi var heldige a få et af de værelser med udsigt til den romerske bro.
 
Mors storetå var begyndt at give hende så mange smerter, at hun meget gerne ville have fat på et par sandaler, så ca. 5 min. i lukketid (som er kl. 22.00), fandt vi en åben skobutik, som lige præcis havde det, mor skulle bruge. Et par gode, robuste og fleksible sandaler.
 
Vi lagde (naturligvis) ud med morgenmad og snart havde vi iklædt os vores rygsække og var på vej mod turens næstsidste destination: Padrón. Vi kom hurtigt til Capilla de San Roque, som naturligvis ligesom alle andre kapeller og kirker var lukket, men til alt held var der en dame, som hurtigt sprang til og åbnede dørene for os, så vi kunne betragte dets indre. Det var fint.

Landligt hygge

Om vi stadig var så forbavset over, at have mulighed for at kigge ind i et kapel ved jeg ikke, men facts er, at vi missede nogle pile… Vi travede ud ad N-550, som jeg troede vi skulle, men vi skulle have krydset den i stedet for. Nå men da den videre vej så lidt håbløs ud, besluttede vi at tage en chance og tage en genvej til et sted langs floden, hvor vi gik ud fra, at stien måtte være, og heldigvis ramte vi rigtigt. Vi fandt stien – og hvilken en sti…

Høtransport på lille traktor

Stien førte os langs med floden Bermaña de første 5 km, hvor vi i fred og ro kunne gå og snakke og reflektere uden at blive forstyrret af biler mv. Tillige følte mor sig godt tilpas i sine sandaler, så hendes tå mærkede hun intet til. Ren luksus og en fantastisk start på dagen.
 
Vi forlod skoven og floden for en tid og kom op igennem småbyer, der osede af idyl. Vi holdt pause ved Sta. Mariãn Carracedo, som var lukket. Videre af sted. På et tidspunkt gik vi langs motorvejen, hvor der græssede et nydeligt æsel – den skulle vi hilse på, hvorefter vi tog frokost.

... og en oksekærre

Herefter gik turen en smule langs motorvejen, herefter gik vi op i et skovområde, som tilsyneladende havde været hærget af adskillige skovbrande. Det var barsk natur de steder, hvor der ingen træer var, og idet vinden stod helt stille, begyndte vi at få salte dråber frem på panden. Undertiden var der dog frodigt med små vandfald mv. Vi kom til Puerte Valga, som i øvrigt udgjorde et fint hvilested for os. Området var smukt med en kirke, landsbyer mv.
 
Turen herefter gik igennem små landsbyer og over land, indtil vi kom til forstæderne ved byen Pontesecures – lige før Padrõn.

Padron - smuk allé med platantræer

Vi sneg os igennem forstæderne og op på et punkt, hvorfra vi havde udsigt over floden: Rio Ulla” og industriområdet i byen. Fortsatte over Rio Ulla, hvor de var tid til en cola, før vi gik det sidste stykke ind til Padrõn via bifloden Rio Sar.
 
Der var en flot aveny i Padrõn, lavet af formede platantræer. Fandt hotel og derefter på tur op ad bjergsiderne for at finde frem til: ”
. Flot udsigt – og fin lille statue af ham. Ned ad alle trapperne igen for at se et par kirker mere, som der naturligvis var messe i.
 
Aftensmad og fodboldkamp i TV om aftenen (
 
Dejlig dag – og i top 4.
 
Dag 12. Padrõn – Santiago de Compostela, ca. 25 km.
 
Sidste etape…
 
Dagen igennem var vi grebet lidt af et miks af vemodighed fordi turen snart var over, og glæde over at målet var i sigte. For vores vedkommende var det dog ikke målet, der helligede midlet, men snarere turen i sig selv. At turen så ender i Santiago er næsten af praktiske årsager, skønt der er noget helt specielt at afslutte El Camimo. Vi var oppe tidligt og fandt et sted at få morgenmad, hvilket desværre kun bestod af en croissant og kaffe – ikke meget energi til dagen.
 
Nuvel – vi kom hurtigt derudad, ud til det gamle bispesæde: Iria Flavia, hvor den ældgamle kirke Santa Maria de Iria naturligvis var lukket… Turen gik nu over jernbanen – på sponene – og lidt omkring, før vi måtte bokse os frem via N-550 i knap 1 km.

Jernbanen forceres

Herefter fulgte vi et meget smukt stykke, hvor vi gik ad småveje gennem små hyggelige landsbyer: Romeris, Rueico, Cembelas, Anteporto, Tarrio og Vilar. Meget afslappet at vade midt i de små bitte byer og sige: ”Bourna Dias” til befolkningen og: ”Hvor er du fin” til alle hundene. Morgenen var i øvrigt yderst kølig, og der lå rimfrost de steder, hvor solen endnu ikke var kommet til sin magt.
 
Op på landevejen igen. Mor ville egentlig gerne have mere morgenmad, så vi smuttede ind på en cafe i ”A Escravitude” for at få sandwich mv.
 
Op på apostlenes heste igen og videre ad små veje og en længere tur ad N-550 igen til vi kom til en lille landsby: ”Faramello”, hvor der lige er opført et nye Alburge. Der skulle vi ikke ind, men en lille pause og lidt vand blev det dog til alligevel i træernes skygge.

Fremme ved indgangen til Katedralen

 

... og det skulle fejres

Ruten gik nu opad i lidt tid, op til små landsbyer og videre ud over landet til nogle lidt større byer, indtil vi kom til en sti med skygge, hvor vi holdt pause (O Seve/Rio Tinto). Stien varede et par km – herligt. Herefter opstod der lidt kaos, idet vi blev guided rundt om en rundkørsel via nye skilte, men på en eller anden måde fandt vi alligevel frem til Novo Milladorio, hvor der lå et cafeteria, hvor vi endelig kunne få frokost - sent.
 
Stedet er fuld af byggerier, så vi hastede videre ad nogle små veje og stier til dagens højeste punkt: 260 m. Her så vi Santiago for første gang. Videre gik turen ad små stier, som langsomt ad sig ind på byen. Over Rio Sanela, stejlt op forbi hospitalet og endelig ind i selve byen – hvor pilene forvandt… Pludselig kunne vi ikke finde dem mere, men heldigvis er folk fantastiske til at hjælpe på vej. Man skal bare se lidt fortabt ud, så kommer der en skytshelgen og hjælper en på vej. Og sådan var det i øvrigt på hele ruten.
 
Nuvel – vi var nu i trafikken på vej mod Katedralen. Jeg kunne pludselig ikke genkende bog/kort og virkelighed, hvilket jeg blev irriteret over, men pludselig var vi alligevel, hvor vi burde være, så vi kunne fortsætte ad den traditionelle rute. Gennem en park, hen til et gågadeområde og videre ad en lille stræde op til kirken. Vi var lidt i tvivl om hvilken port, vi skulle ind ad, men fandt dog frem til den rigtige, som vi så entrerede. Knus – VI VAR FREMME…
 
Følelsen var ambivalent. Fedt at nå målet – trist at turen var over.
 
Vi måtte have lidt hjælp til at finde rundt i ritualerne, så der var en erfaren pilgrim, der fortalte os, at vi skulle kramme Jacob i alteret (en trappe førte op til ham bag alteret), se hans kiste under alteret, hvilket vi naturligvis gjorde. Ham Jacob havde i øvrigt en fin udsigt ud over kirken fra hans plads i alteret.
 
Herefter skulle vi ligge hånd på Jerses træ ved hovedindgangen, og vi skulle ”knalde hovedet” sammen med Santo dos Croques (head-knocking Saint – Maestio Mateo – arkitekten af indgangspartiet). Desværre var der restaureringer omkring stedet, så vi kunne hverken røre eller nikke skaller – men det er der så mange andre, der har gjort før os.

Målet for turen - katedralen i Santiago Compostela

 
Vi satte os lidt og nød afslutningen på vores tur, hvorefter vi gik ned i gaden og fik et par fadøl – velfortjente, synes vi selv.
 
Så stod turen på turisme for resten, dog var vi til messe den følgende dag kl. 1200…
 
 
Afslutning:
 
Sidder nu i Melides og tænker tilbage på de mange dejlige timer, hvor vi ikke blot vandrede ud ad vejen mod Santiago de Compostella, men hvor vi kontinuerligt gik igennem store oplevelser. Vores hud nød luften, regnen, solen, vinden mens vores øjne glubskt slubrede scenerierne i sig: romerske broer og veje, kirke, bakke og dale, marker, skove, vandløb alt i mens ørene lyttede til hundene, vandløbene, vores støvlers nedslag i asfalten eller i gruset, samt de uendelig mange kirkeklokker, der konstant var med os på vores tur. Inde i kraniet skete der også store forestillinger om livet, fortiden, fremtiden, nutiden – og det uendelige. Refleksioner var der mange af, men alligevel måske ikke helt så mange, som jeg havde forventet. Naturligvis drejede mange af mine tanker sig om hvad der skulle ske, når Catarina ville komme til verden, men der var også så mange andre dejlige ting, som blev vendt og drejet. Men udover dagens 20 km vandring, var det også helt fantastisk at smide sig på sengen i et tilfældigt hotelværelse efter en veloverstået rute, snorke i lidt tid, bade, skifte til ”civilt” tøj, gå ud i byen og finde et lokalt spisested, bestille noget herligt mad og dele en flaske vin med mor, mens vi enten sad tavse eller sludrede om alting mellem himmel og jord. Disse stunder betød lige så meget for mig, som tiden ude på stierne. At være pilgrim er ikke blot at gå fra A til B for at tilbede en helgen og derigennem at få en spirituel religiøs rensning af sjæl og krop, men også det med at nyde turen – nyde de øjeblikke, som vil stå for evigt; nyde de øjeblikke, som vil være glemt i løbet af få msek., og nyde de øjeblikke som bliver hængene i luften og som man kan tage ned i sit hoved og vende og dreje og tænke over, fuldstændig som man har lyst til. Tiden mellem etaperne og mindst lige så vigtige, hvor endorfinerne har sine storhedstid, hvor oplevelserne vendes og drejes, hvor de lokale samfunds madkulturer afprøves og hvor trætheden langsomt overtager kontrollen af kroppen. I seng og slappe af og sove – og så klar til næste dags arbejde på ruten…
 

Og et smukt tårn lige ved katedralen

 
Det var med ambivalente følelser, at vi spadserede de sidste par meter o til kirken. Det var et miks af vemodighed fordi turen var over, og glæde over at målet var i sigte. For vores vedkommende var det dog ikke målet, der helligede midlet, men snarere turen i sig selv – men det var noget helt specielt at afslutte El Camino.
 
Nu – i alt evighed bagefter – kan vi så konstatere, at Caminoen aldrig vil blive afsluttet. Den vil altid ligge og lune sig, et eller andet sted i sjælen…

Et kors