You are here

Rejsen ad Silkevejen, Usbekistan

Rejse: På Silkevejen i Central Asien l Besøgsår: 2004

Et muslimsk land fyldt med 1001 nats eventyr, arkitektoniske perler i verdensklasse, brutale fejder, magtfulde Khaner og Imamer, samt et par blodtørstige herrer: Genghis Khan og Timur. Herudover livet under den russiske zar og tiden som sovjetisk vasalstat, hvor kulturen og religionen blev holdt i stramme tøjler. Alt i alt et godt historisk fundament for et kulturmiks, der har potentiale til at ”sparke røv”, men når man så oven i hatten ligger landets centrale placering på Silkevejen, og krydrer det lidt med et par koryfæer som de legendariske byer: Bukhara og Samarkand – ja så er der virkelig lagt op til noget stort. Dette er beretningen om 4 DBK gutters strejftog i et land med en forunderlig cocktail mellem arabisk, asiatisk og russisk kultur – velkommen til Usbekistan.

 
Silkevejen – lidt baggrund:

En silkebløde vej med pastel røde nuancer, der drømmende snor sig gennem det centralasiatiske landskab i sin rute fra Kina til Europa. Et sted med dufte af krydderier og blomster; masser af guld, jade og silke; underholdning, fest og glæde; og hvor eventyrudvekslinger foregik over fredsfyldte forhandlinger i guddommelige haver og oaser, hvor nattens måne og stjerner altid funklede og malede alting i et magisk skær, indtil solen tog over og farvede omgivelserne i smukke flammende farver. Det er den endegyldige historie om Silkevejen – eller hur’? Tjaaa – måske i momenter. Men virkeligheden overhaler romantikken, så historiens vingesus til trods, der med tiden gør en ond historie værre, så var Silkevejen et usædvanligt barskt sted at opholde sig, på en usædvanlig barsk tid. Kun få var ved muffen og pøblen måtte kæmpe for deres eksistens.

Silkevejen – fra sin fødsel i omkring 200 e.kr. til sin nylige genopstanden efter Sovjets opløsning - har aldrig været én decideret vej, men snarere et netværk af karavane-stier, hvor stierne snart har været sammenfaldne, snart har ligget milevidt fra hinanden. Prøvelserne for de rejsende var hårde. Stierne tog dem over de barske og kolde pas i Pamir- og Tian Shan bjergkæderne (beliggende på grænsen mellem Kina og Kirgisistan), videre gennem den frodige Fargana-dal i Usbekistan og gennem den ekstrem varme og tørre Kara-Kum ørken, ligeledes beliggende i Usbekistan. Byerne Samarkand og Bukhara udviklede sig til vigtige centre, hvor karavanerne drog til for at handle og samle kræfter, og som følge af byernes store vigtighed og storhedstid i Silkevejseraen - med ufattelig mængder af kunst, kultur og rigdom, der fulgte i sporet på karavanerne - blev magtgale personer tiltrukket af byerne. Byerne blev hver især skueplads for utallige kupforsøg og urolige perioder.

Der var særlig en enkelt tvist, som historisk set fik stor betydning for området, nemlig da den store helt fra Mongoliet, Genghis Khan, ville opstarte handelsforbindelser med byen Otrar, beliggende i nutidens Kasakhstan. Her nægtede den lokale guvernør imidlertid at sammenarbejde med ”en simpel rytter fra stepperne”, så han slagtede Genghis Khans delegation. Genghis Khan havde dog gennemskuet trickset med, at magt går gennem handel og ikke kamp (på daværende tidspunkt havde han erobret Beijing), så han sendte endnu en delegation til Otrar. Men ak – samme skæbne ramte delegation nr. 2. Så var Genghis Khans tålmodighed opbrugt, og fra 1219 og et par år frem smadrede hans hær hver en by i området, og det oven i købet med kampråb som: ”Jeg er guds afstraffelse for Jeres synder”. Beskeden klædte ham tilsyneladende dårligt. Der var dog også en vis vægt bag ordene (bl.a. et væld af smadrede byer) og de lokale troede da også vitterligt på hans ord. Det har formentlig lettet hans arbejde en del.

Meget er sket i tiden siden Genghis Khan. Bl.a. bankede den lokale helt/tyran Timur i perioden 1370-1405 et veldimensioneret rige sammen, der strakte sig over nutidens Iran, Irak, Syrien, Øst-Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Indien. Timur var en brutal karl, som slagtede alt og alle, han kunne komme i nærheden af. Hans imponerende rige var bygget af blod og styret med rædsel. Sønnesønnen, Ulughbek, som med succes videreførte tronen, var en mere stille type, der bl.a. forskede i astrologi.

En nyligt svunden tid

4 rødder: Kristian og Morten, Kenneth og undertegnede, havde, sammen med Allan, Martin og Lars, været på bjergbestigning på Peak Lenin i nabolandet Kirgisistan. Vi fire havde af forskellige årsager valgt at forlade bjerget før de øvrige, og vi udførte derfor en form for tyvstart på Usbekistan i forhold til de andre 3 gutter.

Vores raid i landet begyndte med en køretur igennem den frugtbare Fergana-dal, beliggende i grænseområdet hvor Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan tørner sammen. Dalens strategiske placering og dens frugtbarhed, kombineret med et farverigt etnisk minoritetsmiks som følge af kommunisternes deporteringspolitik, har dannet roden til en mængde fejder mellem lokalbefolkningerne og repræsenterede minoriteter. Endvidere er Fergana-dalen stedet, hvor centralasiens celler af muslimske fundamentalister har sit åsted, hvilket udviklede sig til en ikke ufarlig trussel mod såvel lokale beboere som vesterlændinge. I de seneste par år har man dog fået bugt med fundamentalisterne, således at den lokale sikkerhedsopgave nu begrænser sig til overvågning af narkotikasmuglere og lokale banditter. Den direkte konsekvens heraf er, at der langs vejen er et væld af polititjekpoints, hvilket betyder, at alle rejsende konstant stoppes for ransagning af bagagerum og fremvisning af pas.

Turen gennem dalen – som i øvrigt er så bred, at vi kun sjældent så kuperet terræn - bød på en smuk udsigt til produktive – men vel gammeldags – landbrug hvor majs, korn og blomstrende solsikkemarker boltrede sig i den bløde muld. Herudover kunne vi iagttage et nostalgisk miks mellem æselkærrer og den lokale Daewoo Nexia bilpakke; små hyggelige landsbyer hvor geder, køer og får drønede rundt i gaderne; gadesælgere med bjerge af vandmeloner etc. Men… der var visse revner i glansbilledet: Dalen besad en mængde kæmpemæssige forladte russiske fabrikker - overladt til sig selv og tidens erodering – med mure, der var sorte af fugt og slog lange revner, rustne vinduesrammer med smadret glas, samt meterhøjt ukrudt på fabriksgrundene. Ruinerne var vidnesbyrd og dystre monumenter over en svunden tid med industrialisering, effektivitet og sikre indkomster – en tid, som nu nærmest virker som en fjern fremtid i forhold til landets nuværende udviklingstrin.

Ganske få af de gamle fabrikker har stadig en smule aktivitet, hvilket røbes af svage sorte røgsøjler, der stiger op fra de gamle skorstene. Et enkelt atomkræftværk så ud til at være i samme elendige stand som de gamle fabrikker, men stadig aktiv – så er det blot at håbe på, at skindet bedrager, og at den indvendige vedligeholdelse – i modsætning til den udvendige – lever op til tidens sikkerhedsbestemmelser.

Landets hovedstad Tasjkent (2,3 mio. indbyggere) var destinationen for vores køretur igennem dalen. Idet byen er et resultat af russisk urbanisering, som ALTID ender op i Stalins højtelskede ”Kransekage” byggeri – grå og firkantet betonbyggeri – er byen ikke værd at beskrive nærmere (det skulle dog senere vise sig, at byen havde en stor underholdningsværdi, hvilket Veder og Mody senere benyttede sig af), så vi haster hér videre til turens østerlandske kapitel, der tager sin start med en kort introduktion til Silkevejens historie.

Samarkand:

Samarkand – Centralasiens største turistmekka – er en legendarisk by med en stor rigdom i kultur og kunst og med smukke gamle bygningsværker henkastet på må og få. Byens centrale placering på såvel Kina-europahandelsruten via Silkevejen, som den nord-sydlige handel mellem Rusland og Indien/Persien gjorde sit til, at byen fra det 6. århundrede til det 13. århundrede oplevede et boom i rigdom og berømmelse. I 1220 kom Genghis Khan på besøg, og så var ballet forbi – han jævnede byen med jorden. Timur bestemte sig dog for at gøre byen til hovedstad i sit rige, så fra 1370 og de efterfølgende 35 år opbyggede han en nærmest Atlantis mytologisk by, som siden – under Ulughbek – endvidere blev gjort til et intellektuelt og videnskabeligt centrum. Byen oplevede sin storhedstid gennem d’herrer Timur og Ulughbeks regeringstid, og det er resterne fra deres arbejde, som turisterne i dag kan nyde, og hvor man kan drømme sig tilbage til Aladdin og 1001 nats eventyr.

Legendariske Samarkand - meget smuk

Vi ankom til byen lidt oppe ad eftermiddagen, lige tidsnok til at blive fanget i nogle drilske kastevinde, der bragte støv og visne blade med sig. Det var – mildt sagt – hamrende varmt og tørt, så snart hang det ørkenrøde støv i vores sveddryppende ansigter og vores fedtede t-shirts. Nuvel – vi stod for foden af en enorm bygning, som jf. Kenneth og jeg umuligt kunne være andet end selveste Registan – Samarkands og Centralasiens absolutte kulturelle højdepunkt. Vi hankede op i rygsækkene og begav os mod mosaik-kolossen, forbi små listige cafeer, hvor lokale sad og hyggede sig med shashlyk (grillspyd) og grøn the, og hvor den velkendte duft af grill og tilberedt okse- og kyllingekød udfordrede vores appetit i stor grad; videre forbi musikboder, hvor lokal suranai-musik – et instrument, der er en sær (og larmende!!) blanding mellem en trompet, en fløjte og en klarinet – blandede sig i luftens hvirvlende støv med rapmusik fra Eminem; samt forbi en mængde småboder, hvor lokale jeans, t-shirts og tørklæder blev solgt for en slik. Men noget var galt… Registans placering passede slet ikke ind det rigtige sted på Lonely Planets kort. Altså enten måtte Registan være blevet flyttet siden LP folket sidst opdaterede deres kort, eller også tog Kenneth og jeg grueligt fejl – sidstnævnte mulighed viste sig overraskende nok at være tilfældet. Hvad der nu strakte sig mod himlen for vores fødder, var såmænd Bibi-Khanym Moske’en – en kolos fra Timurs tid, der er så stor, at den allerede inden færdiggørelsen begyndte at falde sammen under sin egen vægt. Dette skabte enorme forventninger til Registan. Lidt senere besøgte vi Bibi-Khanym moskeen, hvor byens højeste emirat ligeledes var placeret – den skulle vi naturligvis op i. De 47 m bestigning foregik ad en noget faldefærdig trappe, hvor vi måtte balancere på mere eller mindre faldefærdige trin med et lille stearinlys i hånden, hvor flammen ofte blev blæst ud af en let brise fra hullerne i væggene. Fra toppen var der en fantastisk udsigt ud over byen, men mens vi stod deroppe og nød sceneriet, tænkte vi bekymret på vores foranstående tur ned ad trapperne. Og det med god grund. Hen imod slutningen af nedturen smuttede min ene fod på en ruin af et trin, og der strøg jeg på bagdel og albuer det sidste stykke ned ad minareten. Damn, hvor var trinene ikke bygget til en europæisk størrelse 43…

Kulturperlen Registan er et relativt stort område, hvor 3 imponerende madrasaer (Koranskoler – dvs. muslimske universiteter, hvor eleverne studerede og boede) blev opført i perioden 1420-1660. De 3 madrasafacader er forskellige i udsmykning og stil, men fælles for dem er, at de er pyntet med usandsynlig mange kakler. Azurblå kakler hvori man på metrologisk vis kunne give vejrets 5-dages prognose: blå, blå himmel – hver dag. Så blå, kaklerne var, uden den mindste antydning af indblanding af andre farver – naturligvis undtaget de mange mosaik figurer af løver, fugle o. lig., der på smukkeste vis pryder facaderne – lige så blå og ren stod himlen, kun afbrudt af den store gule skive, som vi kalder for solen. Et andet stærkt kendetegn ved Samarkand og Usbekistan er de ufattelig mængder af imponerende kupler, der troner over moskeer, paladser osv., og som alle er dækket med blå kakler. Der er det, at man som turist glæder sig over, at datidens kakkelmodefarve var blå. Hvad nu hvis bygningerne var opført i 1970’erne? Ville de så have været dækket med brune kakler, ligesom de danske parcelhustoiletter fra den tid? Uhyggelig tanke…

Ud over Registan og den tidligere nævnte Bibi- Khanym moske byder byen på andre kulturelle højdepunkter som f.eks. Timurs mausoleum (kaldet: Guri Amir mausoleum) og Timurs venners mausoleumer (et område kaldet Shahr-i-Zindah), og for foden af alle kuplerne, minareterne og madrasafacaderne leves et livligt gadeliv, hvor byens markeder, basarer, cafeer, småbikse og øvrige samlingssteder skaber et interessant sammensurium af gamle nisser med tykt skæg, lange kåber og turban; unge banditlignende knægte med charmerende gavtyvblik i øjnene; og massevis af unge og ældre kvinder iklædt sommerkjoler, som med deres ravnesorte hår, stærkt markerede ansigter og hvide perfekte tandsæt (hvor enkelte dog har erstattet et par af tænderne med guldtænder) ligner små underværker.

I Samarkand blev vi – lidt tilfældigt – indbudt til bryllupsfest. Vi kom til et stort etablissement, hvor 300-400 mennesker sad bænket og råhyggede med god mad og masser af vodka. Her blev vi budt til bords, fik stukket noget mad og drikke i næverne, og mens vi forsøgte at kommunikere en smule med vore værter, spankulerede en fyr rundt på enorme stylter, mens en mavedanserinde trissede rundt og ”svingede flæsk”. Under en fotojagt op mod podiet, hvor brudeparret var placeret, blev jeg anråbt af en flok betjente, som sad ved et bord for dem selv. ”Hmmm – skummelt”, tænkte jeg, men blev heldigvis hurtig klar over, at betjentene havde gode hensigter. Jeg blev placeret ved deres bord, og i løbet af 3 splitsekunder var maven blevet fyldt med endnu mere mad, samt en god sjat vodka. Herefter skulle der danses – med mænd!! (mænd og kvinder danser åbenbart ikke med hinanden til bryllupper i Samarkand), og mens jeg fedtede rundt på dansegulvet og prøvede at efterligne de lokales skulder- og bagdels ”vrikken”, stod folk og klappede i en tæt ring omkring mig, og de stak oven i købet penge i mine hænder. De har formentlig troet, at der var tale om et nøje indstuderet komisk dansenummer… smukt kan det umuligt have været. Lidt senere deltog også Kenneth i dansen, men undervejs i dansen overbeviste han sig selv om, at mændene ville have sex med os. De signaler opfattede jeg overhoved ikke, men da han fortalte mig om hans observationer, indledte vi en hurtig flugt fra dansegulvet. Så sjovt var det altså heller ikke at danse, selv om jeg forgæves havde forsøgt at lære de lokale ”Støvledansen”. Lidt senere truede de selv samme mænd os med tæsk, fordi de pludselig ville have penge for mad og drikke… Humøret skifter tilsyneladende hurtigt på disse breddegrader.

Meloner og minareter:

Efter Samarkand drog Morten og Kristian til Tasjkent, mens Kenneths og mine veje førte videre gennem landet til næste ædelsten på vores odysse - byen Bukhara, beliggende 6-7 timers kørsel fra Samarkand. Bukhara er pendant til Samarkand mht. kultur og rigdom, dog med knap så mange attraktioner. Til gengæld står de historiske bygningsværker mere koncentreret placeret, og ligegyldigt i hvilken retning, ens øje måtte skue, fanges blikket af en eller flere kulturelle bygninger. Den mest kendte af bygningsværkerne er Kalon Moskeen, hvor Kalon minareten hører til. Minareten er af sådan en skønhed, at selveste Genghis Khan undlod at rive den ned, da han ellers jævnede byen med jorden. Udsigten fra toppen af minareten er en oplevelse uden sidestykke, hvor et prægtigt view til nabo madrasaen Mir-I-Arab og resten af byen kan nydes, og omvendt, hvis man tager lidt væk fra minareten, kan Bukharas fænomenale rødbrune skyline iagttages, som foruden moskeen med tilhørende kupler, minareten og madrasaen, inkluderer et par andre madrasaer og minareter mv. Ved solnedgangstid tændes murerne nærmest som et flammehav i solens rødlige skær og fuldender oplevelsen til perfektionisme.

På vores ture rundt i byen stødte vi på en ”melonfestival”, hvor meloner fra hele landet udstilles og præmieres. Uden nogen form for overdrivelse kan man snildt beskrive landets melonsituations som, ”at gaderne flyder med meloner”. Der er simpelthen meloner – overalt. Når de største, bedste og fineste meloner konkurrerer mod hinanden, så må man have eliten af meloner, og det var vel og mærke meloner, som de stolte melonavlere flittigt deler ud af. Således forlod vi melonfestivallen med 3-4 kæmpemeloner under armene, som vi ingen jordisk chance havde for at tygge os igennem. Man manner – de kender noget til melondyrkeri i Usbekistan.

Tårnene i Bukhara

Hjertet af Bukhara består af en lille branddamlignende sø i byens midte: Lyabi-Hauz. Rundt om søen er der oplinet små restauranter, hvor man dels kan få nogle gastronomiske oplevelser, dels ligge ved de lavbenede borde, med en pude i ryggen og slå mave. Om aftenen, når mørket sænkede sig over byen, og restauranterne tænder deres lys, udgør området et refuge fra omverdenen – en lille hyggelig oase.

Khiva – en filmkulisse i ørkenen

En af kamelkaravanernes største udfordringer, på deres færden ad Silkevejen, var krydsningen af den barske Kara-Kum ørken, der strækker sig fra Bukhara ud mod Det Kaspiske Hav, og som byen Khiva – vores næste destination – ligger midt i. For kamelrejsende tog det dagevis at krydse ørkenen fra Bukhara til Khiva, mens vi – takket være Daewee’s Nexia personbil – kunne skære turen ned til omkring 6 timer.

I starten af vores ørkenfærden var udsigten præget af tørre trævækster i omkring 1 meters højde i et nogenlunde kuperet terræn, men stille og roligt blev bevoksningen lavere og lavere, og terrænet fladere og fladere, med et klimaks hvor landskabet var så fladt, at man ville kunne se sin hund løbe i 3 dage, hvis den stak af hjemmefra. Eneste variationer i horisonten var enkelte Yurts (normadetelte, der svarer til Mongoliets ”Ger”), et par strejfende kameler, samt spredte sandbanker, der af og til dukkede op og føg ud over den ellers fortræffelige vej, som Nexiaen drønede ud over med 120 km/t. Bilens kabine var fuld af traditionel arabisk musik, hvor specielt den karakteristiske Suranai masserede ørenes trommehinder på akkordbasis, alt imens passagererne: Kenneth, en tjekke ved navn Jan, en usbekisk pige – Omida, og undertegnede, trænede vores ubehjælpelige usbekiske dansefærdigheder, så chaufføren flere gange var ved at køre galt af grin.

Efter at have fulgt en smuk nedadgående sol til dørs og budt de første stjerner velkommen på den tusmørke himmel, ankom vi til en restaurant, hvor høj musik strømmede ud fra. Vi blev budt indenfor til, hvad der viste sig at være… endnu et bryllup. Vi var knapt blevet bænket, før gommens bedstefar satte sig til bords for at underholde os, med efterfølgende vodka og madindtagelse som traditionen byder. Bedstefaderens tålmodighed var dog ikke til, at han kunne vente på, at vi snøvlede os færdige med retterne, så medgrill-spyd, hakkedrenge og fiskeretter i mundvigene blev vi hevet ud på dansegulvet – nu skulle vi lykkeønske brudeparret, og så skulle der ellers danses. Stor var overraskelsen, da de satte vestlig musik på anlægget: Los Del Rio’s klassiske sommerhit: Macarene – og endnu mere overraskende var det, at vi ligefrem fik lov til at danse med de lokale kvinder (altså meget anderledes end ved brylluppet i Samarkand). Ikke blot kunne vi – vi SKULLE!!! Adskillige piger asede, masede og skubbede til hinanden for at få blot ganske få dansetrin ansigt til ansigt med blegansigterne. Ved den lejlighed blev den specielle Macarene-dans indført i Kara-kun ørkenen og omegn til stor morskab for alle. Herefter blev scenen atter overladt til den traditionelle musik, hvor 4 store påfugle og halvdelen af bryllupsgæsterne formentlig har været døden nær af grin over vores forsøg på at efterligne de skuldre- og hoftevrikkende kvinders dans.

Khiva' imponerende murer

Khiva er en by, der traditionelt har ligget som en isoleret fæstning – ja nærmest en røverrede – langt ude i Kara-kum ørkenen, fuldstændig overladt til sig selv, den flygtige ørken og strejfende ondsindede stammer. De kontinuerlige angrebsbølger fra forskellige stammer gjorde sit til, at man 4-500 f.kr. opførte de bymure, der i dag så smukt omkranser byen. Murene er yderst imponerende med en højde på 8-10 m, bredde på 6-8 m og en samlet længde på 2.250m, der omkranser byens centrum på 2,5 km2, og for hver 30 m er der opført halvrunde fremskudte forsvarstårne. Sådan en bagatel af en mur var naturligvis ikke en hindring for vores ven Genghis Khan (han havde allerede på daværende tidspunkt forceret Den kinesiske Mur med sin hær), der – som vanen bød – jævnede byen med jorden, hvilket skete i 1220. Et par hundrede år efter Genghis Khan’s besøg voksede byen sig atter stærk, hvilket gjorde den til en rival til Bukhara.

Modsat Samarkand og Bukhara, der som bekendt lå midt på Silkevejens hovedfærdselsåre – ramte kun en gren af Silkevejen Khiva. Byen udviklede sig til at være lidt af en specialist inden for slavehandel, og byen husede i en periode Centralasiens største slavemarked.

Khiva skiftede hænder et utal af gange, men af en eller anden årsag blev den ikke jævnet med jorden mere, hvilket betyder, at de prægtige bygninger, der i tidens løb er skudt i vejret, står den dag i dag. Først har ruserne, og siden UNESCO, restaureret bygningerne i sådan en grad, at alle historiske bygninger inden for bymurerne står som da de blev bygget. UNESCO optog i 1990 Khiva på ”World Heritage List”.

Vi var ankommet relativt sent til Khiva og blevet omsluttet af bymurene i ly af mørket, så vi havde ingen ide om byens storslåethed, før vi næste morgen påbegyndte vores færden rundt i den. Og overraskelsen var stor. Det var som om, at vi trådte direkte ud fra Kara-kum’s røde sand og ind i en perfekt Hollywood kulisse, klar til at optagelse af en Aladdin-film. Ikke kulisser opført i papmache og farvebelagt flamingomursten, men i solide mursten og mørtel. En lille overset perle midt i Karakum-ørkenen, fuld af mystik, eventyr og romantik, og med en skyline af de mere imponerende, der præsterede et væld af minareter (4 stk.), madrasaer (24 stk.), mausoleer (6 stk.), moskeer (6 stk.) og naturligvis den omkransende bymur med sine vagttårne og byporte – og det er kun skylinen indenfor de gamle bymure.

I et sælsomt øjeblik, hen ad midnatstimen, hvor månen står højt på himlen og farver bygningerne i et sølvfarvet skær, drømmer man sig tilbage til tiden, hvor Khiva havde sin storhed. Bygningerne er som revet ud af historiebøgerne - intakte og imponerende - så der skal ikke meget fantasi til, før man sidder ansigt til ansigt med byens magthaver – Khanen – omgivet af mavedanserinder og ildslugere, og med mad og vin i lange baner, lyttende til de rejsendes beretninger fra deres tur ad Silkevejen. Khiva er så tæt på historien, som man kan komme.