You are here

Chartertur til Tyrkiet

Chartertur til Tyrkiet l Tyrkiet l Besøgsår: 2011

To ugers afslapning i det tidlige forår i Bodrum, Tyrkiet. Catarina, Claudia og jeg var turdeltagerne. Første besøg i Tyrkiet - men det bliver vist ikke det sidste.

Charter til Bodrum, beliggende på den Tyrkiske vestkyst ved foden til Bodrum halvøen. Vi var der lige før turistsæsonen ville sætte ind, så byen var fyldt med projekter af større eller mindre karakterer, i de lokales sidste forberedelser på gæsternes kommen. Der var en yderst munter atmosfære - som der nu er, når turistsæsonen står for døren.

Vi slappede godt af, men tog dog også på tur rundt om i området, bl.a. til en lille landsby i alt sin simpelhed, samt til en større by, hvor det ugentlige marked er en stor oplevelse værd. Endvidere lejede vi bil i et par dage, hvor vi selv inspicerede Bodrum halvøen og dets meget smukke natur. 

Det blev også en smuttur til Kos, hvor vi med stor interesse kunne studere forskelle og ligheder mellem disse to arvefjender – meget interessant.

Det er ikke for ingenting at Bodrum kaldes Tyrkiets St. Tropez – priserne var lidt i vejret. Men det er en dejlig by med masser af spændende indslag, og en by som var yderst passende for os, med en 1½ årige datter med på slæb. Og slutteligt skal det siges, at tyrkerne er fænomenale i at behage børn – hvilket Catarina bestemt nød godt af.