You are here

Den transibiriske jernbane - Rusland

Rejse: Zarens Rusland l Besøgsår: 2002

27. juli 2002
En kort indledning:
 
Jeg er taget på en lille Asien rundfart med en veninde – Kira. Planerne er, at vi i de næste 8 måneder skal besøge følgende lande: Rusland, Mongoliet, Kina, Vietnam, Cambodja, Laos, Myanmar (Burma) og Thailand. Vi forlod Danmark d. 3. juli og forventer derfor atter at være i Danmark i slutningen af februar. Nu er der gået knap en måned siden afrejsen, så det må være på tide med et lille rejsebrev fra Rusland.
 
Hos Tatjana:
 
”Alt styres af Mafiaen. Selv billetterne til balletten. De opkøbes af Mafiaen til en meget billig pris, og sælges videre til skyhøje beløb - typisk 20 til 30 gange ordinærprisen”. Ordene kommer fra Tatjana, der, via sit netværk, forsøger at skaffe os et par billetter til Tjajkovskijs ballet: ”Svane Søen”. Heldigvis har hun sine kontakter, der, mod et mindre tillægsbeløb, kan skaffe billetter til normale priser.
 
Vi sidder ved Tatjanas lille spisebord i hendes køkken og sludrer om løst og fast. Min rejsefælle – Kira - og jeg er blevet indlogeret hos hende i forbindelse med vores deltagelse i 1 uges russisk sprogkursus på Det Russiske Universitet i Moskva straks fra rejsens start. Tatjana lever dels som underviser på universitetet, dels tjener hun en skilling på at have studerende boende i hendes lejlighed. Hun er en utrolig gæstfri dame i slutningen af 30’erne, fraskilt for nogle år siden og forsørger for både sin 21 årige søn og sine forældre. Der skal lidt kugler i kassen for at holde det hele kørende.
 
Lejligheden ligger i en forstad - Tepleyvstan - til Moskva, 10-12 km fra centrum. Her, som overalt i Moskva, er højhusene med stor hast blevet klasket op i bedste kommunistisk betonfirkant arkitektur, startende i 1920’erne i forbindelse med industrialiseringen og kommunisternes overtagelse af magten i Rusland og op til 1980’erne. Hvis man farer vild, skal man ikke navigere efter husene – dertil ligner de hinanden for meget. Dog skal det til ”arkitekternes” ros nævnes, at deres kreativitet har frembragt rigtig mange forskellige gråtoner.
 
Højhusene står nærmest på tæerne af hinanden, men pudsigt nok er der masser af grønne områder mellem dem. Skovene strækker sig ud fra højhusenes fundamenter og danner naturlige åndehuller blandt de 5-sporede veje og monotone betonbyggerier. Vores nærmeste nabolag kan vel beskrives som værende meget russisk: bilparken varierer meget, spænende fra gamle rustne Ladaer, over halvbrugte japanske mærker, til spritnye funklende Mercedes’er og BMW’er. Sidstnævnte klasse udgør et pudsigt indslag på vejene mellem boligblokkene, idet asfaltbelægningen er meget dårlig vedligeholdt, kabler til elektricitet ser ud til at være smidt op med en skovl, og vandrør og gasledninger bugter sig som sporene fra en slalomløber, rundt om, oven over og under forhindringer. Malingen på boligblokkene skaller af, bilvrag ligger henkastet på må og få, dørene til opgangene har for længst skreget sig stumme på Gori, og boldbaner og legepladser er overbegroet med ukrudt og små træer. Det er en smule melankolsk, men det er russisk – det er charme (i hvert fald for en dansk turist, der kun skal være her i et par uger).
 
Tatjana er en af de få russere, vi har mødt, der kan et nogenlunde godt engelsk. Når vi indtager morgenmaden i hendes lille køkken, skal vi blot koncentrere os om at spise - hun fører ordet, og hun knevrer uafbrudt. Morgenmaden kan i øvrigt være en barsk start på dagen, idet den består af Kasha (som kun findes i Rusland og som nærmest smager som udkogt Bulgur) og noget brunkål-miks af en eller anden art. Det smager såmænd ok, men det ligger nu en anderledes bund end Cornflakes og mælk.
 
 
Rusland – før og nu:
 
Lidt historie opfriskning, for dem der måtte have interesse for det:
 
Ruslands historie er ikke specielt lang, men til gengæld er den blodig. Landet blev – vist nok – dannet for omkring 1200 år siden, da vikingerne begyndte at etablere sig i området (ca. år 830). Rusland blev født i Kiev (Ukraine) – det såkaldte Kiev-rige, og Kiev blev udråbt til hovedstad i 880. Grundet forskellige stridigheder flyttede magten til et område nord for det nuværende Moskva. Det gik stille og rolig for sig i de efterfølgende par hundrede år indtil 1237, hvor Batu Khan – den mongolske høvding Djengis Khans barnebarn – besatte landet. En besættelse der varede 200 år.
 
Herefter begyndte Zar perioden med Ivan den Grusomme som den mest berygtede. Romanov dynastiet blev grundlagt i 1613 og varede ved indtil kommunisternes revolution/kup i 1917. Den mest berømte af Romanov zarerne må være ”Peter den Store”, der bla. grundlagde Skt. Petersborg og hvem byen er opkaldt efter. Det var i øvrigt også manden, der tog sig en ridetur op gennem Rundetårn.
 
Kommunisterne – de røde Bolsjevikker, med Lenin i spidsen - overtog magten fra Zarerne efter Oktober revolutionen i 1917, og verdens første socialistiske stat – Sovjetunionen – var en kendsgerning. Sommeren efter blev Zar Nikolaj, familie og tjenestefolk – 11 personer i alt –myrdet af kommunisterne. Nikolajs moder – den danske enkekejserinde Dagmar – overlevede dog. Hun var tilbage i Danmark i 1919 og levede sine sidste år på Hvidøre i Klampenborg.
 
Kommunismen i Sovjetunionen varede i 70 år med følgende højdepunkter: Lenin styrer Sovjetunionen til sin død i 1924. Den meget brutale Stalin overtager magten, og det menes, at der under hans terrorregime blev dræbt op mod 20 mio. indbyggere og at yderligere mange millioner blev depoterert til arbejdslejre i Sibirien. Begrundelserne herfor var bl.a. at borgerne var ulydelige over for ordensmagten (dvs. anden politisk overbevisning), det var overklasse folk med penge og magt, samt bønder, der, under kollektiviseringen af landbruget, nægtede at afgive jord og dyr til staten. Stalin dør i 1953 og efterfølges af Khrushchev (11 år ved magten), Brezhnev (18 år), Andropov (2 år), Chernenko (13 måneder) og derefter – i 1985 – af Mikhail Gorbachev (Gorba). Gorba introducerede begreberne glasnost (åbenhed) og perestrojka (rekonstruktion), og han var manden, der om nogen anden fik jerntæppet til at ruste.
 
Efter bl.a. et mislykket kupforsøg af en gruppe toppolitikere og officerer, samt andre forviklinger, blev Gorba blev afsat i aug. 1991, hvilket samtidig førte til opløsningen af Sovjet.  Boris Yeltsin kom herefter til magten som Ruslands præsident. Ham kender vi vist alle til, så jeg vil nøjes med at nævne, at han trak sig nytårsdag 1999 og overlod embedet til den tidligere KGB agent - Vladimir Putin.
 
Jagten på Ruslands traditioner og kultur:
 
Perestrojka (rekonstruering eller forandringer) eksisterer mere i dag end nogensinde før. Måske ikke indenfor Kremls mure, men ude i samfundet. Landet er midt i en vanvittig forandringsproces, hvor det for de unge og smarte byboere gælder om at spille med på vestens noder, mens det for den ældre generation og landboerne måske mere gælder om at holde fast i nogle værdier og holdepunkter, som har eksisteret i kommunismens 70 årige regime.
 
Med en turists øje overrasker Moskva på rigtig mange måder i dets bestræbelser på at blive en vestlig by. Stort set alle reklamer er på engelsk og omhandler vestlige produkter. Gaderne er linet op med vestlige kæder og butikker som McDonald’s, KFC og Benetton, og inkluderer de danske islæt som Ecco og Lego butikkerne, samt et utal af Steff-Houlberg pølsevogne. Popmusikken, der buldrer ud af radioerne, er engelsksprogede, men paradoksalt nok er det kun få russere, der snakker og forstår engelsk, og alt andet end reklamerne er skrevet med det kyrilliske alfabet – en vældig udfordring for en gemen turist.
 
Vi valgte at bruge knap 2 uger af vores rejse i Moskva primært for at snuse til de russiske traditioner og værdier før og efter Jerntæppets fald, og for at få kulturen godt op under neglene. En af metoderne hertil var deltagelse i et ugelangt russisk sprogkursus ved Det Russiske Universitet med indlogering hos en lokal familie. På den måde var vi sikret en relativ dyb kommunikation med befolkningen på flere fronter. Kulturen skulle dog vise sig sværere at forstå end først antaget, og holdningerne til det nye samfund var nok lidt anderledes, end hvad jeg havde forventet.
 
I starten af vore ophold i byen forsøgte vi at opsnuse al den kultur, som plejer at høre sig en kosmopolitisk kulturby til, som eksempelvis mødet med forskellige befolkningsgrupper i egnstraditionelt tøj, gademusikanter med traditionelle instrumenter og sange – og i det hele taget ting i den dur. Vi var overalt – på gader, stræder og pladser; i parker og på markeder; i kirker, paladser og museer og gennem næsten hele metronetværket – absolut uden held, bort set fra det gamle Arbat kvarter – Moskvas svar på Paris’s Montmartre – hvor gadesælgerne bl.a. handler med pelshuer, gamle uniformer, ikoner, KGB kasketter og matrjoska dukker. Gadekultur eksisterer simpelthen ikke i Moskva. Altså skulle kulturopsnusningerne ikke foregå på gadeplan (i hvert fald ikke om sommeren – dog vil det sikkert være et hit at være i byen på de koldere dage, hvor moskovitterne trækker i pelsjakker og -huer)
 
Vores lærerinde og vores familievært kunne ikke give os oplysninger, der hjalp os til at opleve og forstå kulturen, og faktisk var de ikke særlig snakkesaglige, når det kom til traditioner og kultur. Det virkede faktisk som om de fornægtede landets kultur – de virkede i hvert fald ikke særlig stolte af den.
 
Vi forsøgte at finde oplysninger om koncerter med folklore ved at rende fra hotel til hotel – ingen hoteller kendte noget til det. Så var der de engelsksprogede aviser – heller ikke der kunne der opstøves noget som helst, der havde med traditioner at gøre. Og sidst kunne ej heller Internettet bidrage med informationer om folklore.
 
En gammel dansk sang har ordlyden:
”Vi skal danse Rasbutin, vi skal danse Trojka.
Lig nu pænt din hånd i min, når vi går i ring. Hey!!
Vi skal danse månen fuld, det gør de jo i Moskva.
Danse lige til det bli’er lyst, og drikke russisk vodka”
 
Niet – de danser godt nok ikke særlig meget her i Moskva, men lidt vodka glider der da ned.
 
Søgen efter samfundets identitet:
 
Jeg havde altså forsøgt at ridse lidt i kulturens laksforsegling, men der skulle åbenbart mere til for at få indsigt. Næste skridt var at gå russerne mere på klingen for at høre deres mening om den nuværende samfundsmæssige situation i forhold til kommunistdagene.
 
Lærerinden - endnu en Tatjana, universitetsuddannet, ca. 50 år og bosiddende i Moskva – kunne som nævnt ikke fortælle meget om kulturen, for det lå hende tilsyneladende ikke på sinde. Hendes mening om den politiske situation kunne der derimod ikke sås tvivl om. Hun var meget utilfreds:
 
”Hvad har politikkerne givet os? Ingenting!! Tomme ord og intet andet!! Hvad er det hele værd, når f.eks. tidligere velstående folk, der gjorde en god indsats for staten, får udbetalt 135 rubler (ca. 35 kr.) om måneden og kun kan købe brød til sig selv og familien? Stalin styrede landet med hård hånd. Han var grusom og kendte ikke til nåde, men i hans tid voksede Sovjet til et stort land. Jeg ville ønske, at vi kunne få en Stalin type til magten igen”, svarede Tatjana på mit spørgsmål om hendes syn på den nuværende situation i landet.
 
Hun er ikke alene med sine meninger og frustrationer. Rigtig mange russere benægter at Stalins rædselsregime har eksisteret, og de mener, at Stalin-dagene var de lykkeligste for Rusland i mange, mange år. Andre mener dog, at Putin har tændt et lille håb om et bedre fremtid.
 
Jeg indså, at det måske netop er der, Ruslands sande identitet skal findes. Tvivlen om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, hvad der er foregået, og hvad Staten har informeret om. Glasnost – åbenhed – blev først introduceret af Gorba i slutningen af kommunisternes regeringstid. Man skal huske på, at russerne i de foregående 70 års kommunistiske styre – og før dem, zarernes undertrykkelse af befolkningen - har været vant til, at propagandaløgne og fortielser har dækket over et brutalt regime, og at historiebøgerne af samme årsag er skrevet om op til flere gange. Hvad skal man da tro på? Hvilket fundament skal man da bygge sit liv på? Intet at sige til, at russerne er en smule forvirrede i disse år og måske heller ikke så underligt, at de lægger afstand til landets kultur.
 
Der er dog ingen tvivl om at russerne, efter Sovjets kollaps, har vundet friheden, blot eksemplificeret ved indførelsen af frie valg - men hvad kan frihed bruges til, når man ikke aner, hvordan den skal administreres? Under kommunismen fik russerne alting dikteret, og at friheden pludselig er sprunget ind i dagligstuen, betyder store personlige omvæltninger. Befolkningen skal nu selv tage beslutninger om deres eget liv, og de skal selv opdrive arbejdet for at få brød på bordet. Det er ikke let, når man gennem hele livet netop har haft sikkerhed for mad på bordet og fast arbejde. Friheden er hård ved befolkningen, og mange betaler en høj pris for den. Dette ses bl.a. på gaderne, hvor gamle damer forsøger at sælge deres ejendele – f.eks. et stykke sæbe eller en gammel lup, eller bare hænger op ad en mur med et trøsteløst udtryk i øjnene og tigger om penge, og når uniformerede krigsveteraner uden ben kommer rundt i metroen på et lille rullebræt i deres forsøg på at fritte folk for nogle skillinger. Ved at betragte den almindelige moskovit, er indtrykket af samfundet heldigvis anderledes end tiggerkonernes tilstedeværelse. I Metroen går snakken livligt, og man kan virkelig se liv og sjæl i deres øjne – ikke de tomme blikke om en fremtid uden indhold, man ellers ser hos folk i de mindre velstående lande. Folk er fashionabelt klædt – nogle i skjorte og slips og andre i modens sidste skrig. Især ser pigerne fantastisk godt ud, og deres fremtoning får Claudia Schiffer og hendes modelkollegaer til at blegne ved siden af. Og så er deres tøjstil rimelig udfordrende – en tanke, der var kættersk for blot få år siden. Den russiske bjørn er blevet løsnet fra sine snagende lænker. Det gør ondt, men der er trods alt håb om en lysere fremtid.
 
I Moskva som turist:
 
Selv om Moskvas indbyggere måske ikke repræsenterer Ruslands kultur til det ypperligste, gør selve byen et rigtig godt stykke arbejde for at præsentere historien og kulturen på bedste vis. Som en funklende stjerne over al byens arkitektur står byens vartegn - Vasilij Blazennyj Katedralen – på Den Røde Plads, og med sine mange løgformede kupler, malet i rød/hvide bolchestriber og andre fantasifulde pennestrøg, ligner den et fabelhus fra et østerlandsk eventyr. Den er så smuk, at arkitekten efter færdigopførelsen fik prikket øjnene ud af Ivan den Grusomme, så han ikke kunne konstruere kirkens lige – eller noget endnu smukkere.
 
Ved Den Røde Plads ligger også det politiske magtcenter Kreml, hvor zarerne havde deres overdådige paladser, og hvor Ruslands parlament nu hører hjemme. Kreml har åbnet portene for offentligheden, og man kan nu passere de 7 m tykke mure for at betragte de mange smukke katedraler, paladser og regeringsbygninger. Megen historie er skrevet her på området, og det havde hele vestens fokus som kommunisternes højborg under den kolde krig. Endvidere ligger Lenin i sit Mausoleum på Den røde Plads, klods op ad Kremls mure.
 
I den centrale bydel findes også det eksklusive varehus GUM, hvor turister og almindelige russere kun har råd til at kigge på vinduer. Endvidere er massevis af smukke katedraler med ananas- og løgformede kupler og smukke europæiskinspirerede paladser, samt rigtig mange forskellige parker fordelt ud over hele byen. Lur mig, om der ikke er ”en enkelt” kirke eller park, vi ikke har besøgt!!!
 
I Moskva findes der udendørsmarkeder for alt muligt. Marked for turistsouvenirs (til trods for at der ikke findes en eneste turistinformation i hele byen), markeder for smykker, markeder for tøj, kødmarkeder mv., så naturligvis er der også et marked for kæledyr.
 
I vores nysgerrighed for at finde ud af, hvilke dyr der kan sælges i dette halv-anarkistiske land – der kunne måske være tale om aber, bjørne og kakaduer – tog vi ud til stedet, hvor handlen med Ratata, Piphans og Garfield foregår. Marked er rimelig stort, så det tog os et par timer at komme hele vejen rundt, men så havde vi vist også set alt. Persiske katte med nybørstet pels og sløjfe spillede primadonnaer foran kundernes tilbedende øjne. Hundehvalpe i alle afskygninger og med ethvert temperament, spændende lige fra små rynkede bokserhvalpe, der kunne trænge til en ordentlig gang dampstrygning; over uldtotter i form af Siberian Huskins, der havde det rigtig varmt i de 27-28 grader; til frække og livlige Schæferhvalpe med knæk-ører, der ikke kunne få action nok. Kort sagt: charmerende, søde og uimodståelige hundehvalpe, som – hvis det ikke lige var pga. at vi stadig mangler ca. 7 måneder af rejsen – sagtens kunne have sneget sig ned i rygsækken, næsten uden at vi havde bemærket det.
 
Udbuddet af dyr var enormt og inkluderede fugle (fra undulater til store papegøjer), akvariefisk i enhver afskygning (fra japanske kampfisk til slørhaler), mus, pindsvin, leguaner, slanger, ildere, rotter, orme, larver, marsvin, kaniner, frøer, tudser og hamstre. Vilkårene for hundene og kattene så rigtig gode ud – måske lidt imod hvad vi havde forventet. Specielt så hundene ud til at være trimmede og plejet rigtig godt, og mange af dem nød tydeligvis de handlendes opmærksomhed. Derimod var der flere af de øvrige dyr – navnlig fuglene – der ikke havde den fornødne plads til at kunne udfolde sig på. Det var lidt trist.
 
Sommer er ensbetydende med festival i Danmark, men også i Moskva har de taget ideen til sig. Dog ikke en festival hvor musikken er i centrum, men derimod øllet – en ølfestival!!. Ølfestivallen er inspireret af tyskernes oktoberfestival – det handler altså bare om at drikke øl. De mange træborde og bænke er linet op med ølhungrene russere, der gør alt, hvad de kan for at få så meget øl inden for vesten som overhovedet muligt, mens de guffer små tørrede fisk i sig som chips (nogenlunde samme type fisk som hundene får derhjemme). Der er fest og stemning. Til tider fyldes teltene med hujen og råben, når en eller anden tilfældig russer springer op på bordet og begynder at smide tøjet. Der går dog ikke mange minutter, før et par af ordensmagtens 1000 betjente er henne ved gerningsstedet og river den ambitiøse stripper ned, oftest kun med underrørrene tilbage. Under store klapsalver og bravur må heltene atter indfinde sig på sin plads - med tøj på. Vi fik en hyggelig aften ud af det i selskab med nogle tilfældige russere (Demitri og Uljana) og slingrede hjemad i en festfyldt metro. Dagen efter sov vi længe…
 
Som afslutning her på Moskva opholdet bør det nævnes, at billetterne til Svane-søen ikke var styret af Mafiaen. Tatjanas netværk nølede, så vi købte dem selv ad officiel vej til normale priser. Nogle af Moskvas indbyggere er åbenbart – måske med rette – lidt paranoide over for Mafiaen.
 
Den Transsibiriske Jernbane:
 
Så er vi her!! Mange års drømme og venten på denne unikke oplevelse er forbi – rejsen har omsider taget sin begyndelse – Den transsibiriske Jernbanes togstamme har sat sig i bevægelse og jeg er med!!! YAHOOO. En drengedrøm om oplevelsen af det barske og enorme Sibirien, som dengang, i en drengeverden, udelukkende var beboet af vilde bjørne og horder af glubske ulve og ellers intet andet end evig vinter og arbejdslejre. Med store lyttende ører sad jeg og hørte på morfar, når han fortalte opdigtede røverhistorier fra dette land så langt hinsidigt, at det knap kunne eksistere i en drengefantasi. Men nu er jeg her selv!! Det uvirkelige er virkeligt. Jeg er i Sibirien!!!
 
Lidt baggrund:
 
”Lad banen bygge”, proklamerede Zar Alexander III i 1886, da han besluttede at forbinde Ruslands østlige flådestation Vladivostok med Moskva med en jernbane over Uralbjergene og Sibirien. En distance på 9300 km. Arbejdet blev påbegyndt i 1891 og i 1916 kunne man krydse Rusland med tog. Arbejdet blev udført af en broget samling mænd (70.000 i alt) fra Rusland og de omkringliggende lande – nogle helt fra Italien og Tyrkiet – samt masser af straffefanger fra Sibirien. Undervejs løb projektet ind i forskellige problemer, som f.eks. den hårde sibiriske vinter med permafrost i jorden, der gjorde det umuligt at ligge skinner. Man måtte simpelthen tø jorden op med bål; de få varme sommermåneder udgjorde en svær udfordring for arbejderne, idet kæmpemæssige mygge- og fluesværme gjorde livet surt for dem. Endvidere gjorde koleraudbrud, oversvømmelser og jordskred sit til at forsinkede jernbanens fremdrift.
 
I nyere tid er banen blevet tilbygget med et par andre linier, nemlig Den Transmanchuriske Jernbane og Den Transmongolske Jernbane. De første 5000 km (ca. halvvejs til Vladivostok) er fælles for de 3 linier, men ved Baikalsøen deler linierne sig. Den Transsibiriske Jernbane fører naturligvis til Vladivostok, Den Transmanchuriske Jernbane smutter til Beijing i en bue uden om Mongoliet, mens Den Transmongolske Jernbane drøner ud over de mongolske sletter, og efter 7850 km slutter den ligeledes i Beijing. Vi har valgt sidstnævnte linie, idet vores plan er at rejse rundt i Mongoliet i 1 måned – mere herom senere.
 
Oplevelsen af Den Transsibiriske Jernbane:
 
Een stor oplevelse. Undervejs sker der ikke en masse hændelser, der med rette kan betragtes som oplevelser, men bare det at være på toget; se de langsommelige forandringer af folk på perronerne – efter 3-4 tidszoner og 4000 km, har de et asiatisk præg i ansigtet, sammenlignet med moskovitternes skandinaviske træk; at være en del af et lille russisk landsbysamfund – som toget nærmest er - med restaurant (i form af en spisevogn), badeanstalt (læs: DSB togtoiletter) og en Seven-Eleven agtig 24-timers levering af kogende vand til nudler, kaffe og suppe fra samovaren, der står i hjørnet og damper; opleve de handlende på perronerne med kurve, legetøj, frugt, forklæder, øl, vand, tørrede fisk, vafler mv.; og se de smilende togstewardesser i deres roller som billetkontrollanter, rengøringsdamer og hyggetanter, der fra tid til anden kommer ind i kupeen, enten med en fugtig svamp for at tørre støv af, eller også skrubber de lidt på gulvtæppet med en støvsuger. Selv om vi kun er på 2. klasse, er her meget fint og forment – dog er lugten af tørret fisk rimelig gennemtrængende. Russerne er helt vilde med tørrede fisk og de spiser dem ”hvor som helst – når som helst”, hvilket altså inkluderer morgen, middag og aften på Den Transsibiriske Jernbane.
 
Livet ombord er meget afslappet. Vi deler en 4-køjers kupe med et russisk par – Roxana, der arbejder på det lokale marked i Irkutsk og Maxim, som er officer i den Russiske Hærs artilleri. Maxim kan nogle gloser på tysk, vi kan nogle ganske få på russisk, så med vores sparsommelige fælles ordforråd og ordudvekslinger fra miniparløren i vores guidebog, suppleret med fagter og tegninger, får vi diskuteret verdenssituationen. Ellers går tiden mest med at læse, sove og spise – og så er der ”superstening”… Superstening må betragtes som værende en tranceagtig tilstand, hvor tid og sted ophæves, og hvor kun nervebanerne mellem øjne og hjernen fungerer. Mit lille kongedømme på turen her er den øverste køje til venstre i kupe VIII, vogn nr. 4. Når jeg ligger på maven og stirrer ud på den endeløse Taiga (som den sibiriske skov hedder) og lytter til togets taktfaste da, da, da, dam – da, da, da, dum er der dømt superstening. Kilometerskiltene (der angiver den tilbagelagte strækning fra Moskva), placeret i den mangefarvede palet af en rabat, tæller langsomt opad – 2813, 2814, 2815… indtil man ikke registrerer tallenes værdi mere, men bare lader sig bære med, km for km, time for time, tidszone for tidszone, fra et kontinent til et andet.
 
Dr. Zhivagos landskab danser forbi togvinduet, hovedsageligt i form af birkeskove, afbrudt af åbne strækninger med eng, mose, åer eller opdyrket land. Bemærkelsesværdig mange små faldefærdige byer springer frem fra skoven på må og få, og hver gang man overbeviser sig selv om, at det må da være en spøgelsesby, dukker der en flok mennesker op eller et par vel brugte Ladaer. Selv om rejsen måske lyder lidt trivielt – hvad den vel egentlig også er – er det alligevel en rigtig rar fornemmelse at slappe af i 4 dage uden at have skyggen af dårlig samvittighed.
 
Det russiske par er ikke de store festaber – de sover faktisk det meste af tiden – men det hænder, at vi deler et par øl med dem. Om aftenen, før vi går til ro, er det naturligvis på sin plads med en squiz vodka, så med et ”Na Strovia” smutter jeg til drømmeland, mens toget skyder videre ud i natten, og bærer mig endnu et godt stykke ind i Sibirien.
 
Irkutsk og Baikal søen:
 
Baikassøens blå, blå vand skvulper stille ind på den stenede strandkant 20-25m under vores lille plateau, nogle små fiskerbåde tøffer lejlighedsvis forbi og på den modsatte bred – 30-40 km herfra – skimtes bjergene svagt gennem varmedisen. Solen har rigtig taget fat og med strålernes refleksioner i vandskorpen, føler man sig nærmest som en lille kogt hummer i sauna. Luften svirrer af kæmpe-insekter, der dels bruger vores kroppe som spisekammer, dels som landingsbane. Nogle af dem må være Kamikaze piloter – eller i hvert fald insekter uden flyvecertifikat, idet de tonser ind i hvad som helst, styrter, kommer atter på vingerne med et fornærmet fnys, som om de siger: ”Hvad bilder du dig ind, at stå i vejen for mig!?!”, og flyver videre.
 
Bort set fra insekternes utrættelige angreb, er her rigtig rart, her ved Baikal-søens breder. Søen – også kaldet Sibiriens blå øje – er et fænomen i sig selv, hvor følgende rekordbogs aspirerende data kan nævnes: Verdens dybeste sø – flere steder op til 1,6 km dybde og (vist nok) blandt verdens 5 største søer. Søen indeholder 20% af alverdens ferskvand, hvilket også vil sige, at der er vand nok i søen til at forsyne jordens befolkning i de næste 40 år, hvis alt andet ferskvand pludselig skulle forsvinde. Endvidere er den med sine ca. 50 mio. år verdens ældste sø. Vandet er så klart og rent at man kan drikke direkte fra den, takket være en filtreringsproces, som udføres af forskellige typer af dybets svampe. Søens beboere er også meget specielle, idet ca. 80% af alt søens liv kun findes her, dvs. er endemisk. Dette inkluderer bl.a. en ferskvandssæl, samt 52 forskellige slags fisk. Og det var så de tørre tal…
 
Efter 5200 km og 5 tidszoner med tog, hoppede vi af i byen Irkutsk og brugte et par dage på udforskning den. Byen er en gammel mine- og pelsby, som før i tiden blev kaldt for ”Sibiriens Paris” – men de dage er vist for længst talte. Dog viser byen lidt af fortids velstand ved store gamle traditionelle sibiriske træhuse, placeret langs træfyldte boulevarder. Husene er pragtfuldt dekoreret med ornamentiske træudskæringer, men da lak og træmaling tilsyneladende er ukendte begreber herude, får husene bare lov til at falde sammen. Alt her i byen er meget anderledes end Moskva. Væk er de vestlige handelskæder, de store grå boligblokke og de smarte unge mennesker. Her er vi helt sikkert tættere på Ruslands identitet end i storbyen Moskva.
 
Efter vores korte ophold i Irkutsk, tog vi på en 5-dages hikingtur til Baikal-søen godt pakket med bl.a. telt, Trankia køkken og mad. Turen var rimelig langsommelig, idet vi valgte at tage den meget attraktive 91 km. lange gamle jernbane, Circum-baikal linien, det sidste stykke vej. Banen bugter sig langs Baikal-søens breder, ind og ud af vige og bugter, op og ned ad bjergsider og igennem tunneller og over broer. Meget smukt. Det tog 6 ½ time at tilbagelægge de 91 km, hvilket svarer til en gennemsnitshastighed på 14 km/t – men så havde vi til gengæld også en tophastighed på 40 km/t.
 
En vandretur ved Baikal-søen
 
Vi havde slået lejr for et par dage ved et lille stykke af Baikal-søens sandstrand, flankeret af Circumbaikal linien og beliggende et par km. fra den lille landsby Port Baikal. Togstrækningens spor bliver samtidig benyttet af de lokale som offentlig sti og således også benyttet af os.
 
En formiddag besluttede jeg at snøre traveskoene på og gå på opdagelse langs banelegemet, dels for at nyde den smukke natur og dels for at se hvad der kunne ske på sådan en helt tilfældig formiddag. Godt af sted og ind til Port Baikal. Landsbyen ligger placeret i en slugt, omgivet af stejle skråninger, hvilket gør byen relativ smal og overskuelig på tavers, men meget svær at bedømme størrelsen af på langs. At træde ind på ”hovedgaden” er som at træde et stort skridt tilbage i tiden: De små træhuse ligger helt tilfældigt smidt rundt i terrænet, støvede jordvejene - med store stenede huller -bugter sig langs en lille å, og bort set fra hønsenes kaglen og gæssenes hvæsen, når man kommer dem for nær, er her helt stille. Et par af de ældre indbyggere bevæger sig roligt rundt i et langsommeligt tempo – men dog stadig hurtigere end selve byens puls. Et kort nik og et ”zdrah-stvoo-iteh” (hej) får dem til at lyse op i et tandløst smil, hvor hver og en af deres mange rynker motioneres. Vi er meget langt fra Moskva. Det er ikke til at se, at landet for ikke så mange år siden var en af verdens 2 supermagter.
 
Et stykke op ad en lille bakke hører jeg en opstemt diskussion med råben og masser af latterbrøl. Det viser sig at være 3 midaldrende gutter – den ene mere fuld end den anden – der er ved at indtage deres frokost ved et nydeligt anrettet ”bord”. De råber mig an og jeg går over til dem. Bordet – en lille pallet på bagagebæren af en gammel russisk motorcykel - er fint anrette med en dug, et par flasker vodka, noget brød, samt en tomat/tun/creme blanding (som absolut ikke ser appetitlig ud). Jeg når dårligt at sig dav, før jeg bliver dunket i ryggen og får den første 3-dobbelt vodka stukket i hånden. Alle mand bunder og så klukker de af vellyst. Den ene af gutterne er vist lige en tand stivere end de øvrige, og han skal hele tiden klamre og omfagne mig, mens han griner og ævler løs i et tempo, der får Jan Gintberg til at lyde som en dilletant. Desværre foregår det hele på fuldmandsrussisk, så jeg fatter ikke en meter af, hvad han vrøvler om. Jeg nikker og griner, når jeg tror det er på rette tidspunkt – hvilket det tydeligvis ikke altid er… Så må vi ha’ endnu en ordentlig vodka og nogle flere knus… Denne seance gentager sig 2-3 gange mere, så efter ½ times tid og 4-5 tripel vodkaer er jeg ved at være temmelig klar til at gå videre.
 
Tilbage på banelegemet og videre langs Baikal-søen. Solen bryder momentvis gennem den overskyede himmel og bader landskabet i et fortryllende skær. Rabatten står i fuld flor med gule, blå, hvide og roede blomster, hvor bier, fluer og omkring 1 mio. sommerfugle nyder godt af blomsternes gæstfrihed. Specielt er sommerfuglene helt oppe og køre af vellyst, det være sig blandt andre massevis af Nældens Takvinge, Randøjer og Iris, samt – tror jeg nok at have spottet – et par Dagpåfugleøjer. Ved en af banens tunneller ligger jeg mig helt ned på skinnerne for at tage et billede ud af tunnellen. Mens jeg ligger og roder rundt, kommer der en lille gruppe folk forbi og de skal lige sikre sig, at jer er ok – det duer jo ikke, at man ligger og flyder midt på skinnerne, hvis et af de 2 daglige togafgange pludselig skulle komme forbi!! Det viser sig at være et TV hold fra en lille by, syd for Skt. Petersborg, der er ude og optage lidt naturfilm ved Baikal. Med sig har de deres vært og guide i Irkutsk: Alexander. Alexander er kunstmaler og har bl.a. haft 15 udstillinger i Tyskland, så han har i tidens løb lært sig lidt tysk. Manden lyder til at være en livsglad fyr og samtidig en stor lokalpatriot for området. Han fortæller vidt og bredt om alle de gode ting ved søen og TV holdet slubrer det hele i sig. Dog ser han en anelse slidt ud, og det er ikke altid, benene vil det, som han vil. Han har tydeligvis allerede fået ”et par” sjusser indenbords. Da vi begiver os tilbage mod Point Baikal, er han da heller ikke sen til at trække et par øl frem, som vi så deler, mens han underholder den danske turist. Efterhånden glemmer han alt om TV holdet og de bliver flere gange ladet langt tilbage, i deres søgen efter spændende motiver. Det viser sig i øvrigt at TV holdet tilfældigvis holder til et par hundrede meter fra vores telt, så Kira og jeg inviteres over på fisk … og vodka. Efter nogle timers tid og rigtig mange vodkaer senere, slingrer vi (undertegnede hovedsageligt) tilbage til teltet, sætter gang i bålet, får os et par kopper bålkaffe og nyder en stille sommeraften ved Baikal-søen. Fuldmånen rejser sig fra Baikal-søens skød, stor og rund som en mægtig fodbold, og kaster et langt magisk genskær i søens vand.
 
Og det var så, hvad en tilfældig formiddag havde at byde på – og man skal huske på, at det er uhøfligt, at afvise de lokales tilbud om mad og drikke…
 
Til slut:
 
Vi er nu tilbage i Irkutsk, hvor vi i aften tager Den Transmongolske Bane til Mongoliet. Det var derfor alt for Rusland for denne gang og samtidig afslutningen på første rejsebrev.
 
Vi forlader et land, der er på vej fremad, men som absolut endnu ikke er i fulde omdrejninger. Folk, der har overskud i hverdagen og er en del af den hurtig voksende middelklasse, mødes man ikke nødvendigvis af med et smil i første omgang, men ved 2. eller 3. sætning, kommer der gerne et grin frem. De mange folk, der fortsat lever på sultegrænsen og har den daglige kamp for overlevelse, skal man – forståelig nok – ikke forvente den store livsglæde fra.
 
Jeg mener dog at kunne spore en vis optimisme hos det russiske folk, selv om der stadig er lang vej til et rigtigt velfærdssamfund. Det bliver spændende at følge landet i de næste par årtier.
 
Med venlig hilsen
 
Lars Munk
Sibirien.
 
Lars@Munkens.dk
 
Følg rejsen på:
 
www.munkens.dk