You are here

MONGOLIET – DE VILDE RYTTERS LAND

Rejse: Mongoliet rundtur l Besøgsår: 2002

Vores Mongoliet eventyr tyvstartede en tidlig morgen på en søvnig Irkutsk banegård, da vi stod på Den Transmongolske Jernbane til Ulan Bator. Vi havde holdt os vågne natten igennem, og så derfor gevaldig meget frem til et par timers søvn i vores tog-køjer. Vi kom ombord på toget og fandt vores 4-køjerskupe, men da vi trådte ind ad døren, så vi til vores store overraskelse, at kupeen allerede var fyldt med alt muligt happengut og 3 sovende mennesker. De sovende mennesker så absolut ikke tilfredse ud med at blive vækket så tidligt på dagen, men ud af fjerene måtte de og flytte noget af deres grej. Efter en del rumsteren med rygsække og omrokering af allerede placeret bagage – samt 1 stk. barn – kunne vi falde til ro og få lidt søvn. Først da vi atter vågnede gik det op for os, hvad vi egentlig havde været igennem, og hvad der skulle vise sig at være kotume på toget. Vi var havnet i togvogn med en flok mongolske handelsrejsende på vej hjem fra indkøbsmaraton på markederne i Moskva, og de 2 unge damer, vi delte kupe med, var tilsyneladende centrum for alt handelen. Med sig havde de en 2-årig pige, der også gjorde sit til underholdningen.

Da jeg slog øjnene op, kunne jeg rigtig betragte den 3 m2 store kupe. Vores rygsække var presset godt ind i hjørnet af det lille bagagerum over døren og var derved pakket godt af vejen, men ellers var kupeen kunstnerisk dekoreret med massevis af store og små poser, tasker og kufferter; porcelæn i overdreven mængde var pakket i kasser og lå under såvel vores senge som under vores medpassagerers, samt stod stablet op på det lille gulv; kasser med Milkey Way og Nesquick var der også blevet plads til, for ikke at forglemme en rimelig stor rulle højtalerledning, som hang på en knage.

Så langt så godt, men turen var endnu ikke afsluttet, og handlen kunne fortsætte. Toggangen blev hurtigt fyldt med de handlende togpassagerer, der for rundt med fyldte kasser og poser: nogle med favnen fuld af cigaretkartoner, andre med uidentificerbare bylter og sække, og en enkelt kom lallende med et par motorcykelhjul under armene. Snart kom folk ind i kupeen med forede støvler, plateausko, dyner og stofruller og selv om det var tydeligt for enhver, at der simpelthen ikke var plads til det hele, fik de alligevel fordelt tingene i hemmelige rum. Vi tog oplevelsen med et smil – vi var jo gæster i et fremmede land, og oplevelsen var egentlig rimelig komisk - men undervejs fik vi mange onde øjne af vores medpassagerer for at komme og tage vores egne pladser og for at fylde ca. 25% af det samlede areal, og vi fik ganske sikkert også nogle ord med på vejen.

Da det værste kaos havde lagt sig, og der var kommet lidt ro over gemytterne, kunne vi kommunikere lidt med vores medpassagerer. Den lille pige fik en lille bog med billeder fra Tivoli, og den vakte stor jubel. Endvidere havde vi nogle brochurer med fra bl.a. Legoland, men størst lykke gjorde nu en brochure fra H. C. Andersens museum. Han er et hit herude. Bogen og brochurerne tøede en del is op, men vi bliver sikkert aldrig tilgivet, at vi kom og tog vores pladser.

At krydse grænsen til Mongoliet er næsten som at gå i Fakta – det tager kun 5 min., men vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere… For vores vedkommende tog det 4 ¾ timer bare for at komme ud af Rusland. Foruden at tolderne skulle igennem toget og kontrollere alt bagage op til flere gange og foruden den meget grundige paskontrol, skulle også vores ind- og udrejsepapirer med oplysninger om vi medbragte mad, $, våben, eller om vi planlagde at udføre terrorhandlinger, kontrolleres. Rygtet løb i toget om, at hvis man bringer $ ind i Rusland og ønsker dem med sig ud igen, kræves der et stempel på indrejsepapirerne – ellers bliver man smidt af toget. Et stempel man skulle have ved indrejsen, hvilket for vores vedkommende skulle være i lufthavnen i Moskva. Kira havde stadig 75$ på sig, men af uforklarlige årsager havde vi IKKE fået omtalte stempel. Med andre ord: vi var lidt på spanden… Kira gemte $ sedlerne et MEGET sikkert sted, skrev 0$ på udrejsepapirerne og håbede på det bedste. Vi satte os til at vente på bødlen… Ventetiden var lang – minutterne føltes som timer, og selvom det var nat, var det ulidelig varmt. På et tidspunkt skulle alle vinduer lukkes og gardinerne trækkes for, som om vi ikke måtte få kendskab til, hvad der foregik på perronen. Omsider fik vi kontrolleret vores papirer og med et smil og et goodbye fra en tilsyneladende letsindig kontrollant, kunne vi ånde lettet op. Andre turister måtte derimod forlade toget, grundet deres ikke-stemplede papirer og deres beholdning af $ sedler. Nogle vekslede $ til Rubler til en meget ringe pris hos sortbørshandlerne ved stationen og kunne efterfølgende atter hoppe på toget, mens andre – af uforklarlige årsager – blev nægtet adgang til toget igen. Hvilken skæbne de undergik, er ikke godt at vide. Endelig satte toget sig i bevægelse, og vi kunne atter åbne vinduerne.

Indrejsen til Mongoliet er også en bureaukratisk proces, men tog dog kun 2 ½ timer og var helt foruden det kaos, der herskede ved den russiske grænse. Endelig kl. 0300 om natten kunne vi rulle mod Ulan Bator.

Mongoliet – lidt løst og fast om landet:

Som bøffen i en sandwich mellem Kina og Rusland ligger Mongoliet med sine 2,4 mio. indbyggere og 1,6 mio. km2  (knap 40 gange Danmarks størrelse). Hovedstaden hedder Ulan Bator, og den er beboet af ca. 700.000 indbyggere. Mongolerne er traditionelt et nomadefolk, men omkring 55 % af landets befolkning er nu urbaniseret og lader derfor 45 % af indbyggerne tilbage på stepperne. Nomaderne bor i ger – et hurtig sammenklappeligt rundt filttelt på ca. 20 km2 . De flytter typisk 2 gange om året – forår og efterår – for at få nye græsgange til deres dyr. Nomaderne er fuldstændig afhængige af dyrene, idet de lever af dyrenes produkter, det være sig bl.a. mælk fra kameler, heste og køer, og uld og kød fra får. Endvidere bruges dyrene til at transportere familiens ejendele, når de flytter til et nyt sted. Selv om både kameler, får og køer er essentielle for nomaderne, er deres hjertensdyr dog hesten. Mongoliet er det land i verden, der har flest heste pr. Indbygger, og det siges, at de små børn lærer ridekunsten lige så snart, de selv kan gå hen til hesten. Mongoliet er sandt at sige en nation af ryttere!!

Vores plan var at bruge 1 måned af vores rejse i nomadernes og rytternes land, og forhåbningerne til Mongoliet var, at vi kunne komme ud i vildmarken og opleve det meget barske og smukke landskab - det være sig såvel Gobi-ørkenen som de grønne græsstepper - samt at få et indblik i nomadernes hverdag. Vores guidebog havde dog givet os ildevarslende informationer om, at offentlig transport stort set var ikke-eksisterende på landet, og endvidere kunne vi hurtigt læse os frem til, at prisen for arrangerede ture ikke var i samme kategori som vores backpacker budget. Det skulle derfor blive spændende at se, om det ville lykkes os at opleve meget andet end Ulan Bator.

Men lad mig slå det fast med det samme – guidebogens ord blev gjort til skamme!! Knap havde vi indlogeret os på et vandrehjem, før de første tilbud om ture på landet dukkede op og det til priser langt under de skrevne. Vi sammensatte hurtigt vores drømme Tour des Mongoliet. En chauffør og transportmiddel var let skaffet, så det eneste vi nu manglede var medpassagerer. Vi skrev små sedler og hang dem op på nogle af byens øvrige vandrehjem med efterlysning af yderligere 4 personer til vores lille tur, og i løbet af et par dage havde vi samlet en flok på 6 personer. Foruden Kira og undertegnede var ekspeditionsdeltagerne: Sanna (Finland), Till (Tyskland), Brian (Canada) og Josh (USA). Planen var en 18 dages rundrejse, startende d. 1/8 i Ulan Bator. Vi ville lægge ud med at køre sydpå til Gobi ørkenen, derefter vestover i selve ørkenen, videre nordpå op gennem landet, for slutteligt at køre sydøstover og ende i Ulan Bator. Provianteringen undervejs ville være et problem, idet de få småbyer, vi eventuelt ville komme igennem, simpelthen ikke har pasta, ris mv. Vi købte derfor stort ind før afgang og håbede, at kunne supplere med grønsager, frugt og brød undervejs.

Som trofast følgesvend og transportmiddel satte vi vores lid til et russisk minibuslignende køretøj – men det var meget mere end blot en minibus. En helvedesmaskine med off-road dæk, forhøjet ophæng, 4-hjulstræk og diffentialespær, godt udstyret med en lille ”stue” med bord og 5 siddepladser, samt bagagerum, som også benyttes som køkken. Navnet på den kender jeg ikke, men en eller anden har på et tidspunkt sat et Audi klistermærke på instrumentpanelet, så derfor vil den i resten af rejsebrevet blive benævnt ”Audi”. Som chauffør og guide havde vi fået den 40 årige mongol Dorch, der hurtigt skulle vise sig at være en rigtig hyggelig fætter. Han kunne ikke et ord på engelsk, men det kom ikke til at betyde det helt store. I disse situationer er en phrasebook (stor parlør) uundværlig.

I vildmarken:

Audiens motor brummede stabilt med den metalliske lyd – som 1000 små smede der ihærdigt banker løs på cylindre og stempler – en gammel russisk motor nu skal lyde, de forventningsfulde turister var fordelt rundt i vognen og superchaufføren Dorch havde taget sine hvide sportsvognshandsker og sin hvide bøllehat på. 1. gear blev fundet, håndbremsen sluppet, speederen lidt ned, koblingen sluppet – Audien satte sig i bevægelse og rullede de første meter – vi var på vej. Foran ventede 18 dages oplevelser og ca. 3000 km kørsel. Velkommen til ”The wild side of Mongolia”.

Audien snoede sig smidigt med Ulan Bators formiddagstrafik, forbi bl.a. et enormt russisk atomkræftværk, stående i dyb kontrast med de naturoplevelser vi håbede på at få, og videre ud forbi bygrænsen, hvor vi passerede flere improviserede forstæder af gers, sat op af detroniserede nomader, der prøver lykken i storbyen. Byen slap endelig sit tag i os, og vi satte fart på vognen. Efter få minutters kørsel, på toppen af et lille bjerg med en fin udsigt ud over byen, stoppede vi ved en Ovoo. En Ovoo er en samling sten med en pind på toppen, som mongolerne betragter som hellig. Man smider en håndfuld sten på den, en tom vodkaflaske eller nogle pengesedler, går 3 gange omkring den i urets retning og laver et ønske. Det skulle bringe lykke.

Op i bilen og der ud ad. Efter få km på asfalt drejede Dorch fra, kørte ind på en lille jordvej, videre rundt i et sving og med den sidste rest af civilisationen i sidespejlene, kunne jeg passende nynne TV-2 vers (fra ”På en banegård”):

”Et sted derude, ligger verdenen, øde og forladt.
Og venter og venter kun på mig”

”Call of the wild” var blevet hørt, og vi vovede os ud i det.

Infrastrukturen i Mongoliet er meget underudviklet, hvilket de samlede 900 km asfalteret vej, i et land der er ca. 40 gange større end Danmark, bevidner. Derfor havde vi ej heller de store forventninger om at skulle sidde mageligt tilbagelænet i Audiens polstrede sæder og drikke kaffe dagen lang, men at vi startede en kænguru-lignende ekspedition allerede efter ½ time, kom vist alligevel bag på de fleste. På trods af de få km asfalteret vej, kan man køre overalt i Mongoliet – og jeg mener: overalt. Det nemmeste for en mongol bag et rat er at drøne ud over terrænet og derved forme sit eget lille hjulspor. Efterfølgende bilister ser måske hans hjulspor, kører oven i det og efterhånden som flere og flere følger eksemplet, har man snart en lille jordvej. Den ide er meget populær i landet. De små jordveje kan efterhånden transformere sig til en hovedvej, afhængig af trafikken, og måske oven i købet blive til en af de få kortlagte veje. For at præcisere: en hovedvej er ikke en vej, men en samling af jordveje og hjulspor, der fletter sig ind og ud og på kryds og tværs af hinanden. De fleste af vejene fører samme sted hen, men af og til tager nogle af hjulsporene en afstikker, former en ny stor vej og ender et sted ingen aner. Vejskilte er stadig ukende… For at præcisere yderligere: hovedvejene er ikke for almindelige biler – 4-hjulstræk eller motorcykler skal der til for at køre på vejene. Undertiden tog Dorch bestik af vejen, fnyste og kørte ud i terrænet, for at finde en anden vej, som førte et helt andet sted hen!! Jeg aner ikke, hvordan han kunne finde vej, men vi havnede altid det planlagte sted.

Audien skød en relativ god fart, og vi slubrede sultent kilometrene i os. Der skulle dog ikke gå lang tid før den første mørke skygge begyndte at kredse over Audien – så en til og en til… Grippene var over os. Det kunne ligne et dårligt varsel. Pludselig lå der et helt skelet i siden af vejen – øjensynligt en selvdød ko, flænset for hver en kødstrimmel af grippene. Hvilken herlig start på turen, og så var vi endda stadig 2 dages kørsel fra selve ørkenen – og ca. 1 times kørsel fra Ulan Bator.

Store flokke af får og geder løb i kaosagtige koloner på og i siden af vejen, og længere ude på steppen galoperede heste af sted med en stor støvsky efter sig, mens andre græssede og ikke lod sig bemærke af vores tilstedeværelse. Undertiden dukkede nogle hyrder op på hesteryg i deres arbejde med at finde deres dyr og få dem samlet. Herude er der intet, der hedder ”min jord”, så dyrene har vitterligt rigtig god plads at boltre sig på og kan med rette kaldes ”frilandsdyr”. Hyrderne, der kan være fra ca. 4 år og opefter, er total kontrollerende på en hesteryg – med eller uden saddel. Det er fantastisk, hvad de formår på deres heste.

En stor sø rejse sig i landskabet, men der var nu noget skummelt over den sø. El-ledninger og veje løb ud i vandet, størrelsen varierede mens man kiggede på den og dens placering skiftede, efterhånden som vi kom den nærmere. Første fata-mogana havde vist sig.

Senere kom vi til endnu en sø, men denne gang var det en sø med rigtig vand. Op til søn var der en form for vadested med et lille delta og et vandhul. Vandhullet udgjorde det perfekte soppested for en flok heste, som stod utrolig flot som silhuetter i forgrunden til søen, der som baggrund benyttede sig af nogle småbjerge, konstant skiftende farve, som følge af solens leg med skyerne. 10-12 køer hyggede sig med mudderbadning i deltaet og en flok traner satte elegant ud og spejlede sig smukt i den porøse vandskorpe. Ikke en vind rørte sig, og bortset fra hestenes vrinsken og deres kåde leg i vandet, var alt stille. Det var fantastisk.

Lidt fra en svunden tid:

De vældige mongolske stepper strakte sig for vores fødder, ventende på at vi skulle udforske dem. De stepper – kaldet de euroasiatiske stepper – der strækker sig fra Kina, over Mongoliet og Rusland, til store områder i Europa. De stepper som de mongolske ryttere engang herskede over og som udgjorde det største rige, verdenen endnu har set. Stepperne, der udgjorde det ideelle terræn for de krigeriske ryttere til at være mobile, og til at kunne bevæge sig i stor fart.

Historien om dette mægtige mongolske rige tager sin spæde start i 1162, da en knægt blev født. Han fik navnet Temujin. Mongoliet var dengang beboet af små klaner, der konstant rivaliserede hinanden. I en alder af 20 år blev Temujin leder for den største af klanerne og senere fik han samlet alle disse klaner til et folk. Han blev selv leder for folket og fik i 1206 det meget hæderfulde navn ”Genghis Khan” – Universets hersker. 

Under Genghis Khan begyndte det for alvor at være sjovt at være mongol. De drønede rundt på deres heste og skabte skræk og rædsel i store dele af Asien og Europa, og de tøvede ikke en kenne med at gå i krig mod en hær på 8-10 gange egen størrelse. Den mongolske krigsmaskine var helt fantastisk - set ud fra et krigsteknisk synspunkt - og meget effektiv. Rapporter går på, at op mod 30% af Centralasiens befolkning omkom under massakrer udført af mongolerne, og rygterne i Europa gik på, at det var selveste djævlens ryttere, der var på vej. At det var den mest sofistikerede hær, verdenen endnu havde set, anede ingen. Byer der overgav sig uden kamp blev skånet, mens byer, der kæmpede imod, fuldstændigt blev udraderet, så man kunne ride på hest over ruinerne. Herved løb rygterne om, at overgivelse uden kamp nok var klogest.

Blandt krigsteknikkerne benyttede Genghis Khan sig bl.a. af mobilitet, gidseltagning, overraskelsesangreb og menneske-skjolde, samt at lave masser af bål og binde menneskestore dukker op på heste, så hæren så større ud end den egentlig var. Nøglen til hærens styrke lå dog i soldaternes enorme dygtighed på hesteryg. Soldaterne havde hver 3-4 heste med sig. Maden fik de fra de naturlige omgivelser, tilberedningen af kød foregik ved at placere det under saddelen, og når det gik rigtig hedt til for sig, skar de en vene op i hestens nakke og drak blodet, mens de stadig red af sted. Deres kompound buer af knogler og træ kunne række 250 m, mens europæiske langbuer kun kunne nå halvvejs, og mongolerne kunne skyde, hvad enten de sad forlæns eller baglæns på hestene. Endvidere havde de katapulter med sig og krudt fra Kina.

Senere fandt mongolerne dog ud af, at et imperium indtaget fra en hesteryg ikke kan regeres fra en hesteryg. Da det mongolske rige var størst, strakte det sig fra Korea i øst til Ungarn i vest og helt ned sydpå til Vietnam, dog med tabte kampe i Ægypten, Japan og Java. Dette var i 1290 under Kublai Khaan – Genghis’ barnebarn. Kublai besluttede, at Mongoliet ikke skulle være større og sluttede fred med sine fjender. På det tidspunkt regerede et par hundrede tusinde mongoler over bl.a. 60 mio. kinesere, men så var der til gengæld heller ikke flere mongoler tilbage i Mongoliet. De var stort set alle rundt i verden som soldater på slagmarker eller som ”embedsmænd” rundt omkring i riget. Efter Kublais død i 1294 manglede mongolerne en stærk leder, og supermagten gik langsomt i forfald.

Nu vi er ved Genghis Khan, og stadig har lidt historiske perspektiver i tankerne, er det på sin plads at nævne hans aktuelle heltestatus. Han er mongolernes eneste rigtige kendte person og selvom han dødede for over 700 år siden, giver han landet en identitet. En identitet mongolerne arbejder på at udvikle og har gjort det siden 1990, da landet, efter 61 år som valsestat, permanent blev løsrevet fra Sovjet. Alle typiske mongolske ting, som intet har at gøre med Sovjet, dyrkes intensivt i disse år, det være sig kunst, traditionelt dans og musik, samt buddhisme. Mongolerne er ved at finde sig selv og er blevet meget patriotiske, grænsende til det nationalistiske. Kommunismen var relativ mild ved mongolerne, men i slutningen af 30’erne – under Stalin regimet – blev det religiøse center ramt af en katastrofe. Stalin kunne ikke acceptere de buddhistiske templers magt og rigdom, hvorved han forbød alt religion og iværksatte omfattende ødelæggelser af landets templer. 4 templer ud af 700 blev sparet, for at kunne imponere fremmede – resten blev jævnet med jorden. 17.000 munke blev dræbt eller forsvandt sporløst – formentlig sendt til de sibiriske fangelejre. Siden 1990, hvor religionsfriheden atter trådte i kræft, har buddhismen arbejdet hårdt på at rekonstruere sig selv, og med stor hjælp fra store dele af verdenen, genopbygges mange af de ødelagte templer. 80% af landets befolkning er i dag buddhister – endnu en del af landets identitet.

Musik på stepperne:

Når de uendelige mongolske græssletter forceredes af Audiens utrættelige hestekræfter, fornemmede vi vinden spille de traditionelle mongolske sange for os, omhandlende mongolernes kærlighed til deres dyr eller historier og legender fra en svunden tid.

Mongolerne benytter sig af sange og nønnelyde til at kommunikere med deres dyr, f.eks. til at navigere med hestene, tilkalde fårene eller få kør til at die. Derfor bruger de også stemmerne som såvel vokal som instrument i deres musik, og de har udviklet helt specielle teknikker til at frembringe lige nøjagtig den lyd, de vil have. F.eks. benytter kvinderne sig af ”Urtyn-duu”, som er en ekstraordinær kompliceret teknik, hvor vokalen nærmest trækkes ud af munden og over læberne. Det giver en meget høj tone, som bliver ved og bliver ved. Det lyder helt fantastisk. Da jeg hørte den første gang, fik jeg gåsehud og en rislen ned af ryggen. Selv uden at have været på de mongolske stepper på det tidspunkt, følte jeg, at jeg faktisk galoperede ud over dem. En anden besynderlig teknik, mændene benytter sig af, kaldes ”Khoomi”. Khoomi produceres af adamsæblet, halsen og maven og har den ejendommelige egenskab, at den giver 2 toner på samme tid. En meget dyb brummen og en nærmest fløjtelignende tone. Det lyder lidt ejendommeligt, men er meget imponerende. Stemmerne kan snildt stå alene, men tillægges ofte forskellige traditionelle instrumenter, og når sådan et band rigtig swinger, lyder det unægtelig som om, at Genghis Khaans hær galoperer ud over sletterne.

Vinden, bjergene og stepperne talte til vores fantasi om en symfoni med naturens instrumenter: stepperne gav os Urtyn-duu, når vi elegant svævede over dem, og bjergene istemte Khoomi når dramaet var i gang og Audien besteg dem, alt imens vinden dirigerede og nøje overvågede aktørernes bedrifter. Landskabet var da ikke bare landskab – det voksede til en højere enhed – det var universelt.

Ørken:

Efter et par dages kørsel skiftede landskabet karakter. De grønne stepper aftog i farve og størrelse og blev langsomt overtaget af den Paris-Dakar lignende sten- og grusørken, kun begroet af få forrevne buske og tørre græspletter. Flokkene af får og geder aftog for til sidst at forsvinde helt, og selv grippene nægtede at bevæge sig helt derud. Vi var på vej ind i Gobi-ørkenen. Speedometernålen balancerede på de 30 km/t, men kunne dog – når hjulspor og terræn tillod det – snige sig op på 60 km/t. Der var ingen mellemvej, som om at Audien kun havde disse 2 hastigheder at vælge imellem. Vi klatrede op og ned ad små bjergkæder, drønede over udstrakte plateauer, dansede over det glohede sand som de gazeller, vi kørte om kap med, og listede gennem udtørrede flodbassiner med Dorch’s beslutsomhed som sneleopardens, som kunne have ligget i sit skjul og holdt øje med os.

Mystiske nye skabninger dukkede op på vores vej. Arrogante, som lod de som om vi slet ikke eksisterede, men alligevel nysgerrige for at se, hvad vi mon var for nogle væsner, stod kamelerne: overlegne og selvhøjtidelige, kejserlige og lidt komiske og så ned på os. I deres verden var vi dem bestemt underlegne. Nu er det heldigvis vores verden, vi lever i og ikke kamelernes, hvilket trods alt betyder, at vi er kamelerne overlegne. Dette fact benyttede vi os af, så vi nabbede hver vores kamel og driblede en lille tur ud i ørkenen. Selvom kamelerne virkede lidt utilfredse med den pludselige tilstedeværelse af turister på deres ryg, indfandt de sig hurtigt med situationen og vadede stille og roligt ud mod nogle Sahara-lignende sandklitter. Der stod absolut ikke tempo på programmet for deres vedkommende, og det var taktisk klogt af Genghis Khaan ikke at vælge kameler som foretrukne krigsmaskineri, for så var hans hær endnu ikke nået til Europa. Efter knap ½ times vuggen stod vi for foden af klitterne, hoppede af kamelerne og snart efter var vi på vej op ad sanddyngerne. Solen skinnede ubarmhjerteligt fra en skyfri himmel og varmede såvel luften som os op, og det bløde sand udgjorde en trættelig forhindring i vores vej mod toppen, men da vi stod på den ca. 300 m høje klit og havde en fantastisk udsigt over den enorme sandkasse, var turen alle anstrengelserne værd.

Oplevelsen af ørkenen var helt fantastisk. Når vi sad i Audien og lod landskabet passere på nethinderne, oplevedes ørkenen mild og blid som de smukke toner fra ”Måneskins serenaden”, men når vi stod ud i terrænet og følte virkelighedens varme og tørke på eget skind, viste ørkenen sig fra sin virkelige side, som dramaet i Tjakovski’s ”1812 ouverture” – kun de stærkeste og smarteste overlever. Høge og falke stod stille i luften. Balancerende på de termiske luftstrømme, hang de som en snor i himlen, men pludselig og uden varsel skød de ned efter deres bytte – en mus eller et jordegern. Et øjebliks uopmærksomhed og man ender som middagsmad. Masser af kadavere, ribbet for hver en kødluns, ligger spredt med jævne mellemrum over hele ørkenen, men hvad ørkenen tilbyder inden for knogleafdelingen, lader den noget tilbage at ønske mht. skygge. Det er der intet af.

Allerede på 3. dagen var vi aktørerne i en af ørkenens små drillelege, der er med til at give den dets blakkede ry, men som på den anden side bidrager til dramatikken – vi havnede midt i en sandstorm. Vi havde camperet først på eftermiddagen ved nogle smukke klippeformationer midt ude i Gobi. Sidst på eftermiddagen begyndte en sky langsomt at tage form langt ude i ørkenen, startende nedefra med en meget mørk og ildevarslende farve og langsomt byggede den sig bred og høj. Hvor bred skyen var, anede vi ikke, men den strakte sig så langt øjet rakte på begge sider af os og fjernede horisonten, men sikkert var det, at skyen nåede helt op til himlen og fjernede dens blå farve fra vores øjne. Minut for minut kom skyen stadig tættere - som en nedtælling til dommedag. Vi var på næbbet til at servere aftensmaden, da skyen gjorde sin entre i vores område og gav os mulighed for at studere den nærmere. Jeg aner ikke, hvordan sådan en sky kan beskrives, men den mindede vel mest om røgen fra et vulkanudbrud – ikke speciel konsistens, men dynamisk og konstant ændrende i farver og facon. Vi skyndte os ind i Audien med maden og forberedte os mentalt på en lang stormfuld nat i minibussen. Det var stilhed før storm. Luften stod stille; den i forvejen varme Audi blev varmet yderligere op af maden og sveden sprang frem på vores pander og piblede ned af ansigterne. Alle var anspændte og ventede hver især på stormens første slag mod vognen. Intet skete!! Sand og støv begyndte at bygge sig op ude foran vores ruder, men stormen lod stadig vente på sig. Vi sad sandt at sige lidt uroligt på sæderne, for vi forventede at blive blæst pokker i vold – og så skete der intet!! ½ time senere var vi midt i skyen uden at stormen var begyndt, hvorved vi tilfredse konstaterede, at sandskyen ingen storm bar med sig, og at vi derfor kunne få en rolig aften – denne gang havde ørkenen været flink ved os. Således kan ørkenen være så lunefuld.

7. dagen af vores tur var revolutionerende på mange måder. Dels fik vi asfalt under hjulene for første gang siden Ulan Bator (en oplevelse der dog ikke varede mange km), dels fik vi for første gang lejlighed til at vaske os og få en lille svømmetur (hvorved den værste kamellugt heldigvis forsvandt), dels fik vi friskt brød, og dels forlod vi den gråbrune ørken og fik et gensyn med de grønne stepper. Landskabet ændrede sig stille og roligt, startende med blomster og græs der begyndte at gro i siden af vejen, siden dukkede blomstrende småbuske op og endelig begyndte de karakteristiske bløde græsbakker atter at vise sig. Kamelerne forsvandt ud af billedet og, vi skulle atter dytte os vej frem gennem fåreflokkene. Efter yderligere nogle dage blev bakkerne til bjerge, og vejene blev endnu mere umulige end hidtil. Hvad der før var slowmotion ved 30 km/t, var nu absolut tophastighed, og ofte sneglede Audien sig med sit firehjulstræk over store sten og knivskarpe klipper, passerede skrøbelige træbroer - der til tider tabte et par brædder, når vi passerede dem - og gennem flade, rivende floder. Til trods for den hævede undervogn, begyndte vandet på et tidspunkt at komme ind til os i selve bilen!!

Lidt om camping:

Nætterne kan være en udfordring i sig selv. Oftest, når vi sidst på eftermiddagen - i det karakteristiske og magiske mongolske lys, der mellem 6 og 8 på dramatisk vis farver klipper røde som flammer – stiller vores telt op ”in the middle of nowhere”, måske bare i ly af nogle små bakker, bruger vi Audien som læskærm mod den mongolske vind. De aftener, hvor vinden for alvor viser sit ansigt, har vores lille Dyne Larsen telt rigtig svært ved at stå oprejst, og hvis vi ikke havde forstærket det med snore hid og did, var det ganske sikkert kollapset. Det lille telt har dog tjent os vel indtil nu og bliver – som planlagt – ofret, når vi forlader Mongoliet.

Når snakken nu falder på camping, er det meget naturligt at nævne mongolernes meget store nysgerrighed – og deres gode manerer. Når vi camperer, kommer der som regel en enkelt ensom og nysgerrig rytter forbi og lige skal tjekke os ud. Det er ikke hver dag, der camperer turister i lige deres lille del af landet. Når de ankommer, tilbyder vi dem gerne en skålfuld mad – og det er her, de gode manerer kommer ind!! Uanset hvor underligt maden end måtte smage – vi er ikke altid selv videre stolte af resultatet (ris, pasta og grønsagskonserves kan tilberedes på rigtig mange underlige måder) – siger de altid høfligt tak, selvom de er helt blege i deres ellers meget brune ansigt af at have spist maden.

Hvis omgivelserne er gæstfrie og supplerer os med træ, er vi ikke sen til at smide et bål op, lave noget dej til snobrød, og så er der ellers dømt bålstemning. Hvis træet ikke slår til, forsyner vi os med tørrede kokasser og smider dem på bålet (altså efter snobrødene) – det er noget, der virker!! Kokasser er også mongolernes foretrukne – og eneste – brændsel i Gobi til deres små brændeovne i deres ger til opvarmning og madlavning.

Mongoliets gennemsnitshøjde over havet er 1580 m, og det fact, kombineret med den evige vind, giver nogle rigtig kolde nætter. Sjældent er der en sky på himlen om natten til at holde lidt på dagsvarmen, hvilket omvendt betyder, at en fuldstændig vanvittig flot stjernehimmel viser sig for os, helt derude hvor intet kunstigt lys kan genere vores øjne. De gode gamle stjernetegn er der alle sammen. Som et rendezvous til en fest hos Zeus, er alle ankommet ad den spraglede Mælkevej, der lyser smukt og hvidt op i himmelrummet – Orion med Cassiopeia under armen og Karls(berg)vognen med ølforsyninger til festen. Et par stjerneskud suser over himlen og giver indtryk af fyrværkeri, mens Venus og en meget ny måne tavse betragter stjernernes udskejelser i deres vandring over himmellegemet. Morgenerne er uforskammet kolde og det eneste, der kan lokke folk ud af de varme soveposer før solen rigtig er stået op, er den snarligt tilberedte kaffe og forventningerne om en ny dags eventyr.

På en hesteryg:

På 13. dagen ankom vi til en af Mongoliets største turistattraktioner: Nationalparken ”Lake Hovsgol National Park”. Som navnet indikerer, består nationalparken hovedsageligt af en sø: ”Hovsgol lake”, samt af en masse skov. Hovsgol søen er en lillebror til Baikal søen (se rejsebrev nr. 1), beliggende ca. 180 km derfra og født af de samme tektoniske kræfter, men er noget mindre end sin storebror. Dette skal dog ikke afholde området fra at være utroligt smukt. Søn har det klareste blå vand og er omgivet af bugtende bjerge i op til 3000 m’s højde, halvt beklædt af grantræer. Den nordlige del af parken grænser op til Sibirien og områdets flora og fauna er derved meget det samme som Sibiriens.

Lake Hovsgol National Park skulle ligge jord til hovene af de heste, vi agtede at prøve kræfter med. Måske ikke lige drømmen om galop ud over stepperne, der gik i opfyldelse, men det mindede da lidt derom. Vores tur på hesteryg var såmænd meget fredelig i og med, at hestene bar os ca. 40 km på 7 timer. Hovedparten af turen foregik i skridt, undertiden i trav, men ligegyldigt hvor mange kræfter jeg lagde i at få min hest ”Ha” i galop, nægtede krikken konsekvent – men ellers var den meget flink. Derfor ingen galop over de mongolske stepper for mig denne gang, meeeen hvaaa’…. Landet beriger med så mange andre unikke oplevelser, jeg ikke troede var muligt, så en galoptur til eller fra, gør vist ikke den store forskel.

Afslutningen:

Det er nat. Min tidsfornemmelse siger mig, at klokken må være omkring 3. Alt er stille – ikke lyden af noget som helst andet end et urs tikken et sted i rummet. Mørket har for længst sænket sig og bortset fra et par blege månestråler, der kommer ind ad et hul i taget og svagt oplyser de orange træpinde, der udgører rummets tagkonstruktion, er alt fuldstændigt sort. Selvom her er mørkt, kender jeg med usvigelig sikkerhed alt interiørets placering i rummet. Lige til venstre for mig er det lille buddhistiske husalter placeret, med en klokke, fade og små bægre, samt et billede af en af de store beskyttelsesguder; ved siden af alteret, længere væk fra mig, står en lille kommode og et spejl placeret, samt nogle tørrede fårekødsstrimler, efterfulgt af et par madrasser og et lille køkken. Herved er vi nået til den sydvendte del af rummet, hvor den meget kulørte indgang og lave dørkarm er. Til højre for indgangen, når man går ud af den, er der endnu et lille skuffedarium – dette med saddel, reb mv. - efterfulgt af rummets eneste seng, der er stedet, hvor gæster eller ældre placeres, og hvor Kira netop nu ligger op bobler. Så er vi tilbage ved mig og har derved været hele vejen rundt langs væggen og eneste udestående er, at der over mig hænger forskellige billeder af familie og venner, taget gennem de sidste 50 år. Over for indgangen, lidt inde i rummet, står en aflang metalkasse med tørrede kokasser, derefter en lille skorsten, der stikker op gennem hullet i taget og normalt er koblet på en lille brændeovn (brændeovnen er ikke lige i rummet i dag af uvisse årsager) og slutteligt et lille lavt bord, hvor vi knælende indtager vores måltider. Få meter fra mig begynder en hund at gø, måske fordi den hørte en lyd, måske fordi den keder sig. Dens gøen besvares straks af en anden hund, men efter et par minutters ordudveksling, holder de begge inde, og alt er igen stille. Kære læser – jeg kan næppe skjule det for Jer længere: jeg overnatter i en ger – i selve hjertet af det mongolske folk.

Et visit med overnatning i en ger er en helt speciel og anderledes oplevelse. Det kan være en lidt barsk kulinarisk oplevelse, og hvis man ikke kan udstå mælkeprodukter og fårekød, skal man nok selv medbringe madpakke!! Som en lille appetizer ved ankomst, får man gerne noget tørret ost (aaruul), enten fra får, ged, ko, yak eller kamel. Det smager syrligt, er hårdt som sten, og hvis tænderne eventuelt skulle overleve ”angrebet”, bliver man tilbudt endnu et stykke – det kan være lidt hårdt for moralen, når man endelig har kæmpet sig gennem sin aaruul. Som tilbehør serveres saltet te med mælk.

Senere  på aftenen er det tid til aftensmad og her kommer det meget varierede mongolske køkken frem i skoene og tilbyder: får med ris, får med nudler, får med kartofler, eller får med kartofler og nudler. Hvad der serveres i den enkelte ger afhænger helt af beholdningen af tilbehør, men at man får får er ganske sikkert. Som drikkevarer til maden tilbydes atter den salte te, eller Airag – gæret hoppemælk. Airag smager fantastisk godt, når det er helt friskt, men bliver meget gammelt og bittert i smagen bare efter et par dage – smager formentlig nogenlunde som at tage en bid af en gammel hest, der lige har taget støvbad. Vi havde bl.a. givet vores værtsfamilie 1 flaske vodka, hvis banderole blev brudt lige efter maden. Herren i huset skænkede lidt vodka op i en lille skål og kastede derefter skålens indhold op gennem hullet i taget, symboliserende at vodkaen bliver spredt til himlen, til vinden og til jorden. Derefter fyldte han atter vodka i skålen og gav skålen til ger'ens ældste (en 80 årige dame). Hun dyppede fingrene i det, knipsede vodka til himlen, til vinden og til jorden, førte fingeren til panden og tømte derefter skålens indhold. Således skik når vodka indtages i Mongoliet. Herefter blev vodkaen budt rundt til de tilstedeværende.

Morgenmaden bestod af sød risengrød og varmt uforarbejdet komælk. Glæden ville ingen ende tage – det smagte fantastisk og lagde en god bund til de sidste par hundrede km ind mod Ulan Bator. Med os i Audien fik vi en stor pose med aaruul, som mine tænder dog pænt takkede nej til. Vi ankom til Ulan Bator i god behold efter en fantastisk rejse i de vilde rytters land.

Til sidst

Det var så et lille udpluk fra oplevelserne i Mongoliet. Næste stop på vores rejse bliver Kina, hvor vi forventer at være i 2 måneder. Om den kinesiske regering vil det, har de ikke lukket alle internetcafeerne, og der vil derfor atter være nyt herfra om ca. 1 måneds tid.

Med venlig hilsen

Lars Munk
Mongoliet