You are here

Peak Lenin

Rejse: Bjergbestigning af Peak Lenin l Besøgsår: 2004

DE BEREJSTES KLUB’
Peak Lenin ekspedition 2004

Indeværende rejsebrev indeholder undertegnedes oplevelser på Peak Lenin. Hvad der skete på bjerget efter min exit vil jeg lade de involverede personer fortælle selv, således at der ikke sker forvrængning af historierne.
Lars Munk

Deltagere
Lars Hansen
Morten Vedersøe
Kenneth Hvolbøl
Kristian Mody
Martin Anker Nielsen
Allan Larsen
Lars Munk

Afgang fra KBH. Fotograf: ukendt

Indledning

Det 7.134 m høje bjerg Peak Lenin i landet Kirgisistan har i det sidste ½ års tid stået printet dybt ind i hjernebarken hos deltagerne i DBK’ Peak Lenin Ekspedition 2004. Der er ikke gået en dag, uden at bjerget i en eller anden forstand har poppet op i underbevidstheden, eller hvor den mentale fokus i forbindelse med køb af udstyr, konditionstræning og øvrige forberedelser har været på bjerget. Dette ikke mindst ved den individuelles visualisering af bestigningen, hvor tankerne har kræset om risikoen for at falde i spalter, få en lavine i hoved, tåge rundt i snestorme, sne inde i telte, højdesyge mv., men hvor navnligt de glade stunder som den storslåede natur, stoltheden ved opnåelse af delmål, succesfyldt teamwork, tilfredshed med dagens hårde arbejdsindsats osv. har overvejet de risikofyldte sider af ekspeditionen. Ingen af os havde erfaring med bjerge af den kaliber, så alt i alt anså vi os selv som værende rene amatører, men med stor respekt for bjerget. Sikkerheden skulle være i højsædet.

Endelig oprundede dagen, hvor isøkse, klatresele, reb og det øvrige udstyr blev pakket i rygsækkene, og vi kunne begive os sydpå til landet Kirgisistan - eventyret/strabadserne kunne tage sin start…

Lidt om bjerget og landet

Navnet Kirgisistan klinger måske ikke særlig bekendt i mange danske ører – og dog… Kirgisistan er landet, hvor US air base Manas er placeret – basen hvorfra den danske indsats i Afghanistan havde til huse. Kirgisistan har således ofte været nævnt i medierne, uden man dog helt bider mærke i, hvor landet ligger, og hvad det egentlig er for en størrelse.

Landet ligger centralt placeret i Centralasien, midt i en rigtig ”Stan” region, med følgende lande omkring sig: nord: Kasakhstan, vest: Usbekistan, syd: Tadjikistan (som ligger nord for Afghanistan) og øst: Kina. Landet er knap 200.000 km2 (4½ gange større end DK) og beboet af ca. 5 mio. personer. Siden 1991, efter Sovjetunionens kollaps, har landet været uafhængigt, og det betragtes i øvrigt som det mest demokratiske land med den mest liberale økonomi blandt de centralasiatiske lande. Landet er muslimsk, uden dog at være rigtig entusiastisk – Koranen bliver vist fortolket lidt løst på disse breddegrader.

Grundet landets geologiske formationer kunne man snildt give det prædikatet ”Det centralasiatiske Schweiz” - 94 % af landet er dækket af bjerge, den gennemsnitlige højde er 2.750 m, og 40 % af landet er beliggende over 3.000 m, hvoraf 75 % besidder permanent sne og gletschere. Landet besidder endvidere en del af Pamir bjergkæden, hvori vores destination Peak Lenin er placeret. Med sine 7.134 m er Peak Lenin verdens 3. højeste uden for Himalaya, kun overgået af Peak Podedy (7.439 m) (Kirgisistans højeste bjerg), samt den i Tadjikistan placeret nabo: Peak Communisma (7.495 m).

Peak Lenin er en såkaldt ”let” 7.000’er, hvorved det er et populært bjerg at prøve kræfter med. Af de 700 personer, der årligt forsøger at nå til tops, når ca. 50 hele vejen.

Rejsen: Tasjkent – Base Camp (BC)

En begivenhedsløs flyvetur bragte os fra København via Istanbul til Usbekistans hovedstad Tasjkent. Vi skyndte os dog at forlade Tasjkent for denne gang, satte kursen direkte mod grænsen til Kirgisistan og derfra videre med bus med retning mod vores første destination. Som en del af vores højdeakklimatiseringsplan havde vi valgt at overnatte et par nætter i en yurtcamp i 2.500 m højde (en lille ”campingplads” af de traditionelle filttelte (yurt), som landets mange semi-nomader lever i – en fætter til den tilsvarende ger i Mongoliet), og fra campen drog vi på en enkelt akklimatiseringstur på nogle nærtliggende højdedrag.

Hygge i yurt campen

Turen fra yurtcampen til BC var fantastisk flot og spændende kørsel, hvor landet for alvor fik vist sit sande og barske ansigt. Turen blev foretaget i en helvedesmaskine af en gammel russisk blanding af en jeep og en lastvogn, med udstødningsrør i 1 m højde og dæk så store som møllehjul. Der skulle usædvanlig skrappe forhindringer til for at stoppe maskineriet, når først den brølede ud over asfalten/gruset/stenene/vandet/sneen/… - ja det virkede faktisk som om, at jo dårligere vejens beskaffenhed var, jo bedre kørte maskinen – indimellem var der sågar glimt af Formel 1 klasse over bumlebussen (hvilket indirekte fortæller lidt om vejenes kvalitet).

Helvedesmaskinen - og lidt traditionelle æselkræfter.

Landskabet var uhyre afvekslende. Snart drønede vi af sted i lange dale, langs brusende floder og igennem små slidte landsbyer, hvor yurts, stenhuse og nyere parcelhuslignende byggerier stod skulder ved skulder, og hvor gedeflokke, æsler, heste og køer hyggede sig i skøn forening; snart knoklede helvedesmaskinen op ad stejle skråninger og pas, hvor bl.a. Tal Dyke passet i 3.400 m blev passeret på eleganteste vis.

Endelig kom vi til den frodige Alaiskaya Dal, der ligger som en grøn løber for foden af den mægtige Pamir bjergkæde – hjemsted for Peak Lenin. Desværre havde Pamir i anledningen af vore besøg valgt at iklæde sig et tykt skylag på sine øvre etager, så vi kunne intet se af selve bjerget, men vi fik dog en fornemmelse af egnens barske topografi.

Ved en lille landsby drejede vi fra vejen og ind mod Pamir – herfra stod der off-road på menuen. Bumlebussen fragtede os over en gren af Kyzulsu floden via en skummel jernbro, der vist ikke har været vedligeholdt, siden russerne trak sig ud af landet i 1991; videre igennem næste gren af vandmasserne, hvor maskinen nærmest gled sidelæns i de fossende vandmængder, og hvor vi priste os lykkelige for den højtsiddende udstødning og 4-hjulstrækkets styrke; hvorefter vi drønede ud over bakke og dale, før vi endelig begyndte vores langsomme opstigning mod BC. Langsomt lukkede bjergkæden sig omkring os. Vi befandt os endelig midt i Pamir, og snart ville vi nå frem til vores første destination: BC.

Base Camp (BC)

For en førstegangsbestigende som mig knyttede der sig en masse spørgsmål ti,l hvordan en Base Camp ser ud, og hvordan sådan en lejr fungerer. Derfor så jeg med stor spænding frem til, at vores velvoksne russiske maskine skulle slæbe sig selv og os de sidste meter over sidste bakketop til BC.

Peak Lenin’ BC ligger placeret på et højdeplateau i 3.800 m, hvorfra der er en fantastisk udsigt til 6-7 sneklædte tinder og 2-3 gletschere – nogle tinder og gletschere ligger langt fra BC, mens andre er placeret lige op og ned af lejren, dog ikke så tæt, at lejren er i fare for at komme i vejen for laviner. BC ligger 6-7 timers vandring fra Peak Lenin, så når BC endelig nås, er der stadig lang vej til foden af bjerget.

I BC var der placeret 10-12 yurte, som fungerede som små messetelte, hvor bjergbestigerne kan få stillet deres sult. Midt i hver af yurtene stod en kulfyret kakkelovn som varmeapparat, hvilket var et yndet tilholdssted, når fingrene skulle varmes.

Ud over yurtene var der linet rækker af telte op, som udgjorde nattely for bjergbestigerne. Ellers er der vist ikke andet at skrive om BC end, at toiletterne – de traditionelle asiatiske ”Så må du ned og sidde på hug makker” toiletter – var placeret lige præcis på kanten af en afgrund, så man sad MEGET stille og nærmest akrobatisk balancerende på tåspidserne, for ikke at få overbalance bagud med frygt for at styrte i afgrunden MED toiletskuret… Man turde knap trække vejret…

I JUL-AUG er der normalt full-time solskin og varme i BC, men i år ville vejrguderne det anderledes, og i de par dage, vi tilbragte i BC, enten blæste/regnede og/eller sneede det. Det vækkede nogen bekymring hos os, idet sne i BC er ensbetydende med sne længere oppe ad bjerget, hvilket med sikkerhed ville besværliggøre vores opstigning.

Vi valgte at bestige Peak Lenin i klassisk ekspeditionsstil, hvilket betyder, at man kontinuerligt akklimatiserer via ”Walk high, sleep low” metoden. Som ordene indikerer, sover man stort set altid i lavere højder end det højeste man har været i. F.eks. udgjorde BC udgangspunkt for et par akklimatiseringsture, hvor vi gik op i 4.250 m, men hvor vi atter vendte tilbage til BC i 3.800 m højde for at sove. Herved kan kroppen langsomt tilvende sig nye højder og akklimatiserer derved. En af turene skulle have gået til tinden Peak Petrovsky (4.830 m), men grundet dårligt vejr på bjerget blev denne dags akklimatisering knap så ambitiøs, så vi gik atter op i 4.250 m.

BC- camp 1

Turen fra BC til camp 1, som ligger for foden af Peak Lenin, udgjorde turens første rigtige udfordring, men udsigten til hårdt arbejde til trods var vi alle helt vilde for endelig at komme af sted. Nu skulle vi bare se at komme over til det rigtige bjerg, og det kunne kun gå for langsomt. Alle – Martin undtaget – tillod sig den luksus at lade maden blive transporteret op af heste. Det sparede os for ca. 10 kg pr. person, således at rygsækkene kom ned på 18-22 kg.

Starten af turen foregik i grønne omgivelser, langs en klukkende å, med sneklædte bjerge til 3 sider. Indimellem hørtes 3-4 fløjtelyde, efterfulgt af livlig aktivitet og uro i jordhøjde, nærmest som om nogle gemte sig for os… Murmeldyr – nysgerrige og legesyge som de er. De stillede sig på bagbenene med poterne under hagen og – som en anden udkigspost – spejdede rundt i landskabet, og når fremmede væsener kom lidt for tæt på, fløjtede de advarende til deres venner. Dog har man indtrykket af, at Murmeldyrene er så nysgerrige, at fløjtelydene faktisk får dyrene frem fra deres huler i stedet for, at de hopper ned i dem, og således blev vi ofte beluret af 5-6 spejdende pelsdyr – særdeles muntre indslag på vores tur til lejr 1.

En væsentlig forhindring på vores bestræbelser på at nå lejr 1, var passage af et pas – et pas med hårnålesving og stejle stigninger. Well – måske var det ikke elegant vandring, vi præsterede, men op kom vi. Fra toppen af passet kunne vi så passende tage bestik af vores næste udfordring, nemlig vandring over en ca. 5 km lang snedækket gletscher.

Gletschervandringen skulle vise sig at blive en mere udmattende tur, end hvad vi umiddelbart havde forestillet os. Godt nok var gletscheren stort set tilfrosset, hvilket betød, at der ikke var større spalter, end hvad vi let kunne hoppe over, og at de små mælkehvide vandløb, der langsomt gennemborede gletscheren på tværs, kun stille og roligt klukkede af sted. Men gletscheren var en skummel karl. Den fortsatte, og fortsatte, og fortsatte…, svagt stigende opad, opad, opad…, og det var kedeligt, kedeligt, kedeligt… og havde intet med bjergbestigning at gøre. Det hele så så pokkers let ud, men manner hvor vi knoklede. Endelig dukkede en gruppe telte op bag en gletschertop – lejr 1 var inden for rækkevidde.

Det var en flok trætte fyre, der efter 5-6 timers vandring endelig ankom i smågrupper til lejren. Skønt det var mere end usædvanligt fristende at smide sig i soveposen og tage sig nogle timers søvn, måtte vi først traske lidt rundt i lejren for at få gang i normal vejrtrækning og derved iltoptagelse i blodet. Når man kommer op i nye højder, hyperventilerer man ofte, hvorved lungerne ikke kan fodre blodet med den nødvendige mængde ilt. Ud og vandre og finde sin normale vejrtrækningsrytme!

Vi boede nu for foden af Peak Lenin, men endnu havde bjerget kun røbet en lille smule af sine nedre regioner – bjerget var stort set dækket af skyer… Men vi var tættere på end nogen sinde før.

Tidligt næste morgen kunne man fornemme jubel udenfor teltet. Endelig trak bjerget sine gardiner fra og viste sin pragt og vælde. Dér kunne vi for første gang se vor vældige modstander- og ven – i øjnene: ca. 200 m fra lejren rejste den kolossale snevæg sig på dramatisk vis. Bjerget var flankeret af en række mindre tinder og havde en blød bakkekam på toppen, med et klimaks i en lille spids, der udgjorde den absolutte top i 7.134 m højde. Det var et stort øjeblik.

Vores store udfordring

Camp 1 by night

Aftenerne i camp 1 var helt fantastiske. Maden blev indtaget i en godt fyldt og opvarmet yurt, hvor mad som suppe, blødkogt pasta, boghvedegrød og kylling (á la Sushi, antallet af mavetilfælde at bedømme ud fra) blev serveret af en smilende servitrice med afbleget hår, ½ cm lag sminke og store dunbukser. Der herskede en forrygende international stemning, hvor tysk, norsk, spansk, dansk og russisk blev mikset sammen til en sær ”Lingua International”. Hvis man vovede sig ud af yurtens varme, blev man mødt af den smukkeste stjernehimmel, hvor vores ven – Peak Lenin – stod som en gigantisk mørk silhuet og strakte sig op efter universets mylder af satellitter, galakser, planeter og meteorer, med den altdominerende stjernebesatte mælkevej centralt placeret. Senere på aftenen, når halvmånen dukkede op over de nærtliggende tinder, blev Lenins tinde malet i et sølvfarvet eventyrligt skær. Dér følte man virkelig bjergenes magi og stedets isolation fra civilisationen.

Der slikkes sol i Camp 1


Fra camp 1 drog vi ud på et par akklimatiseringsture i området, hvor vi bl.a. nåede op i 5.000 m højde, altså højere end Mount Blanc’ 4807 m. Normalt burde man vende tilbage til BC for at restituere og akklimatisere, men idet vi simpelthen syntes, at turen fra BC til lejr 1 var så tilpas kedelig og uinspirerende, samt at vi alle havde akklimatiseret ok, besluttede vi at benytte lejr 1 som vores BC. Dette er i øvrigt i tråd med langt de fleste bestigere, der var på bjerget på dette tidspunkt.

Camp 1 – camp 2

Turens foreløbige hårdeste dag stod for døren – bestigningen fra lejr 1 til lejr 2. En ganske alvorlig opgave, som vi alle frygtede. Vi vidste, at det ville blive en sej omgang – måske den sejeste dag på bjerget overhovedet – hvor præmien i lejr 2 med stor sandsynlighed ville være hovedpine, spisebesvær og dårlig mave. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor man egentlig gør sådanne ting… frivilligt… Nå men det er der rigtig mange gode grunde til, som jeg ikke vil komme ind på for nærværende.

En del af ruten fra camp 1 til camp 2

Turen op til camp 2 indeholder den teknisk sværeste del af turen, hvor man bl.a. skal prøve kræfter med masser af gletscherspalter, en stejlt snevæg, hårde og udmattende stigninger mv. Derfor er det nødvendigt at gå i reb-lag på dette stykke. Når man går i reb-lag må klatreselen iføres; is-skruen findes frem, så den er lettilgængelig; hvilket også gælder for diverse karabinhager og en hel del anden klatrenips.

Vi delte os op i 2 hold: Kenneth, Mody og Morten i første hold, hvor vores guide Alex endvidere var hægtet på, mens vi resterende: Allan, Lars, Martin og undertegnede udgjorde det andet hold.

Rygsækkene var kun pakket med det allermest nødvendige grej til en enkelt overnatning i lejr 2 (køkken, gas, mad, sovepose, underlag mv.), men skønt den spartanske oppakning, vejede rygsækkene noget mere end hvad vi brød os om. Det ville blive en drøj tur…

Efter et par hundrede meters gåsegang ad et relativt fladt stykke gletscher var tiden inde til at iføre os vores steigisen (metalskinner med enorme pigge på, som man sætter under plasticstøvlerne beregnet for klatring/vandring i hårdt pakket sne/is) for nu skulle det gå opad. På dét tidspunkt var jeg allerede godt træt. Mine ben ville ikke rigtigt i gang, tynget ned i sneen af min alt for tunge rygsæk, og min rytme blev konstant ødelagt af de små stop, der uundgåeligt var i reb-laget – og vi havde oven i købet ikke engang påbegyndt opstigningen endnu. Nå ja, ingen tid til klynk og piveri – steigisen kom på, og stille og roligt begav de 2 reb-lag sig af sted opad – vi havde endelig taget hul på bestigningen af Peak Lenin. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så skønt landskabet hovedsageligt bestod af jomfruelig sne, var det umådelig varmt. Vi vadede rundt i T-shirts og alm. lærredsbukser, mens ansigtet var smurt ind i zinksalve til beskyttelse mod solen, suppleret med mørke solbriller og kasket. Sjældent har jeg haft det så varmt, omgivelserne til trods. Sveden haglede ned ad ansigtet, og jeg måtte simpelthen tage sne ind under kasketten for blot at køle hovedbunden en smule.

Ikke lang tid efter vi havde iført os steigisen skulle vi forcere de første spalter, men til alt held var de ikke bredere, end at vi snildt kunne hoppe hen over dem. ”Spaltehop med steigisen og rygsæk” blev således introduceret som en ny sportsgren for os. Næste disciplin, vi skulle lære, dukkede snart op, nemlig vandring med isøkse. Vi nåede en rimelig stejl sneskrænt, hvor vandrestavene blev skiftet ud med isøksen, simpelthen fordi det var det mest handy værktøj i forhold til stejlheden af bakken. Godt 2/3 oppe ad bakken var der placeret et fast reb, som vi således kunne benytte som hjælpemiddel til at komme op med. Nogen kravlede op ad rebet vha. rebbremse, andre tog simpelthen rebet mellem hænderne og trak sig selv opad, mens atter andre fravalgte rebet og vandrede resten af turen til toppen ad skråningen. Fælles for alle var dog, at vi var godt trætte, da vi endelig sad på toppen af bakken og nød udsigten ud over dalen.

Næste disciplin opstod ganske kort efter sneskråningen, og den bød på forcering af en nærmest lodret spalte. Der var absolut ingen mulighed for at komme rundt om spalten eller blot at hoppe over den – der skulle klatres. Alex passerede spalten ved egen hjælp og forankrede et reb oven for spalten, som ligeledes blev forankret neden for spalten. Første mand klikkede sig på rebet med sin rebbremse, tog et fast greb i isøksen og gik hen til spalten. Spalten var rigtig gusten at se på… men endnu værre at passere. Når man sendte en istap ned i den, kunne man høre den ramme væggene rigtig rigtig længe, indtil lydene blev så svage, at høretrommerne ikke længere kunne opfatte dem. Til alt held var det en lille afsats, man kunne benytte som trin, så vha. isøkse, steigisen og rebbremse kom vi alle over spalten i god behold. Det var guf for drengerøve som os.

På vej mod camp 2. Forfatteren som nr. to. Fotograf: ukendt

Videre gik turen ad et langt og stejlt stykke – ikke så stejlt som den tidligere omtalte sneskrænt, men bare langt og udmattende. Min krop var efterhånden blevet klar til noget seriøs bjergbestigning, så efter den noget matte start var motorerne virkelig kommet op i omdrejninger. Rytmen kørte perfekt med vejrtrækning og puls, rygsækken mærkede jeg nærmest intet til, og jeg måtte holde lidt igen for ikke at komme for tæt på makkeren foran i reblaget, men når der kom lidt ekstra stejlhed på et stykke af bakken, og pulsen derved røg lidt i vejret, blev der virkelig trukket heftigt efter vejret – dér mærkede man for alvor effekten af den tynde luft.

Vi knoklede det bedste, vi havde lært og efter et par timers hårdt arbejde, begyndte bjerget endelig at flade noget ud. Vi vidste på forhånd, at turen herfra til lejr 2 ville blive noget blidere end det første stræk, men samtidig vidste vi, at strækket var det sted på bjerget, hvor der var størst sandsynlighed for laviner, og rent faktisk kunne man se, at en lavine for nyligt havde ramt sporet. Ingen tid til at slappe af. Vi forcerede hurtigt det lidt kriminelle lavinestykke, blot for at møde næste udfordring… et område med spalter og dybe huller. Spalterne var ikke det store problem på dette tidspunkt, men der var et mega stort hul, som vi skulle passere ved at gå over en ca. 3 m lang snebro. Godt nok var broen vel bred, sneen godt pakket, og flere bjergbestigere havde allerede passeret broen uden nogen problemer overhovedet, men det var faktisk lidt skummelt at skulle gå over broen. Broen blev passeret meget hurtigt – ingen grund til at spille fandango på dét sted. Alex kunne i øvrigt informere om, at der i hullet lå ”many souls”.

Lejr 2 blev nået efter knap 6 timers arbejde, så efter en utrolig fascinerende, men også meget hård tur, hvor der havde været et solidt træk på alle reserver, kunne vi smide rygsækkene fra os og slappe lidt af. Camp 2 ligger i 5.350 m, hvilket var personlig rekord for 4 af os. 3-4 stykker havde voldsom hovedpine, hvilket blev slået ned af lidt medicin, men udover en usædvanlig mathed i vore kroppe, var der vist ikke de store problemer med fysikken.  Dog var det umådelig hårdt at bevæge sig rundt i lejren. Vi var ikke rigtig akklimatiseret til denne højde, så hvert et skridt og hver en aktivitet var usædvanlig hårdt – ja, blot det at skulle binde snørebånd kostede nogle kraftige indåndinger.

Reb-hold to kommer op i camp 2. Meget, meget trætte - og med stort bifald fra rebhold 1

Efter en nats søvn, hvor blæsten konstant forsøgte at vælte teltet omkuld, var det atter tid til en lille akklimatiseringstur. Et stejlt stykke bjerg rejste sig lige udenfor camp 2, så vi gik de ca. 200 højdemeter opad til toppen af skrænten. Benene var unægtelig noget tunge, men effekten af ikke at have sin rygsæk på ryggen, samt at vi alligevel snart skulle nedad mod lejr 1, betød, at kampen mod bjerget denne morgen ikke var så trøstesløs. Herefter vadede vi atter ned til camp 1, hvilket skete uden nogen form for problemer eller dramatik. Det gav derimod en unik mulighed for at betragte de helt fantastiske omgivelser, hvor navnlig udsigten ud over det allerede tilbagelagte stykke af bjerget var helt fantastisk.

Atter i camp 1 - ulykkerne

Det var rart at være tilbage i lejr 1. Luften var noget tykkere dernede, og servicen fra messeteltet var helt i top, så alt var i det hele taget rigtig luksus i forhold til livet i lejr 2.

Planen var, at vi skulle restituere en dags tid i lejren, hvorefter vi atter skulle op ad bjerget, dvs. 2 overnatninger under Hotel Sherton lignende forhold (sådan føltes det i hvert fald). Aftenen før vores 2. overnatning begyndte det imidlertid at sne i lejren og på bjerget, hvilket gav os lidt bange anelser om, at vi eventuelt måtte udskyde bestigningen lidt. Om morgenen, hvor vi planmæssigt skulle af sted mod lejr 2, tog vi bestik af snesituationen på bjerget og vurderede, at risikoen for laviner var for stor til, at vi ville begive os af sted. Endvidere dækkede mørke skyer for den ellers så blå himmel, hvilket kunne tyde på, at de højere magter pønsede på at sende endnu en snedyne ned over os. Vi sprang atter i soveposerne og genoptog vores yndlingsbeskæftigelse: restituering.

Dagen var endvidere dagen, hvor ulykkerne væltede ned omkring os. Ikke at vi selv var voldsomt indblandet, men det var som om, at bjerget forsøgte at fortælle os et eller andet om risikoen ved bjergbestigning.

Kenneth havde ikke lukket et øje hele natten, idet han – når han lå ned – havde vejrtrækningsproblemer. Det var en sag, Lars Hansen (medicinstuderende og lidt af en højdemedicinspecialist) så rimeligt seriøs på. Symptomerne pegede på begyndende dannelse af vand i lungerne, med risiko for lungeødem til følge, som kan være ganske seriøst, hvis der ikke bliver grebet ind over for den i tide. Efter en samtale med en til bjerget tilknyttet læge, besluttede Kenneth at opgive den videre deltagelse på turen. Det var med stort vemod for alle, at han forlod lejr 1 og begav sig ned til BC.

Herudover måtte en af vores tyske kollegaer se sig nødt til at vende næsen samme vej som Kenneth, idet han var begyndt at hoste blod.

Dagen bød også på et møde med Oluf. Oluf er en usædvanlig kraftfuld bygget mand fra Finland, som netop havde været en tur på toppen af bjerget. Men, men, men – ikke uden konsekvenser. Da vi stødte på ham, var et hold damer i gang med at forsøge at redde førligheden i hans tæer og fingre. De var simpelthen helt blå af forfrysninger. Oluf var gået mod toppen ledsaget af hans lokale guide, men undervejs blev de overrasket af dårligt vejr. De var nået til toppen, men havde ikke en jordisk chance for at finde tilbage til deres telte, som var placeret i lejr 3, så de havde tilbragt natten med at vade op og ned af bjergets absolutte top, før de blev så trætte, at de måtte grave sig ned i sneen for blot at få en smule søvn. Hen ad morgenstunden klarede vejret en smule op, hvorefter Oluf besluttede sig for at komme ned fra bjerget – og det så hurtigt som overhovedet muligt. Guiden havde gravet en snehule for sig selv, men af en eller anden årsag kunne Oluf hverken finde guidens snehule eller guiden selv, selv om hulerne havde ligget lige op og ned ad hinanden. Efter 1 times eftersøgning besluttede han at gå ned fra bjerget igen uden at have fundet guiden. Da han endelig kom ned i lejr 1, var hans pupiller frosset fast, og hans fingre og tæer helt blå. Rygtet vil vide, at tæer og fingre var begyndt at blive sorte, da han dagen efter kom ned i BC. Sorte tæer og fingre er normalt ensbetydende med amputering – eller i hvert fald mistet førlighed. Historien endte meget trist, idet guiden aldrig dukkede op igen. Bjerget havde taget endnu et offer.

Endvidere bød dagen på lavineskred i lejr 2. Lavinen havde ikke ramt selve lejren, men trykket fra lavinen havde forårsaget, at flere telte var blevet smadret, heldigvis uden personskader. Vores fornemmelse for laviner var altså ikke helt skudt forbi.

Værre gik det på et andet bjerg i landet - Khan Tengri - hvor 6 tjekkere blev dræbt i en lavine, og hvor yderligere 20 russere og tjekkere blev begravet i snemængderne. Det forlyder endnu ikke, hvor mange af dem der overlevede.

Endnu engang til camp 2

Efter 2 dages restituering var det atter tid til at gå mod camp 2. Ruten var naturligvis den samme som tidligere, men idet vi efterhånden var godt akklimatiserede til højden, var turen derop langt fra lige så hård som første tur. Hurtigste reb-lag klarede turen på under 5 timer.

Camp 2 – camp 3

Stykket fra camp 2 til camp 3

I 5.500 m højde er den atmosfæriske tryk ½ så stort som ved havoverfladen, og samtidig er det højden, hvor kroppen ikke kan restituere mere, hvilket samtidig betyder, at konditionen forringes. Altså får man dårligere og dårligere kondi, jo mere man bevæger sig rundt over 5.500 m. Det er ikke alle personer, som kan akklimatisere – altså vende sig til højder – og de vil ikke kunne komme højere end 5.500 m uden af få fysiske mén. Camp 2’ placering i 5.300 m højde betyder således, at vi for alvor var ved at tage hul på den barske del af turen, og at vi stort set ikke kunne restituere i campen.

Efter første nat i camp 2 begav Lars og undertegnede os af sted på en akklimatiseringstur op mod lejr 3, hvilket førte os op i 5.700 m, altså lige over Europas højeste bjerg, Elbrus (5.642 m). Senere gik yderligere et par stykker (Mody og Morten) op til samme højde.

Efter endnu en stormfuld nat i teltene, stod der bestigning fra camp 2 til camp 3 på programmet.

Camp 3 ligger på toppen af bakken. Men det var en noget hård bakke...

Idet ruten op til lejr 3 ikke bød på gletschervandring, var det ikke nødvendigt at gå i reb-lag, hvilket var til stor lettelse for os alle. Det føles altså lidt som ”børnehave på skovtur”, når vi vader rundt med tykke reb imellem os. Turen mod camp 3 startede med den tidligere omtalte 200 m høje bakke lige uden for lejren, efterfulgt af ruten op til 5.700 m højde. Lars og jeg havde endnu engang fundet sammen i et godt makkerpar, så vores såkaldte ”Pamir Ekspressen” rullede derudad med stor hast, passerede alle øvrige personer på ruten og nedlagde stort set alle forhindringer i god stil – lige indtil vi kom til ”killer-hill”. Killer-hill er en stejl stigning på omkring 450 højdemeter, hvor man virkelig får lov til at arbejde for pengene. De sidste par meter op til lejr 3 foregik for mit vedkommende med at tage et skridt, efterfulgt af 4 åndedræt, hvorefter endnu 1 skridt og 4 nye åndedræt kunne tages. Vi tilbagelagde turen fra camp 2 til camp 3 på 3½ time, hvilket faktisk var en ganske udmærket tid taget i betragtning af, at vi ikke var akklimatiseret til lejr 3. Lidt efter lidt kom også Allan, Morten og Mody op i lejren. Af helbredsmæssige årsager måtte vi desværre efterlade Martin i lejr 2. Han kom dog op på et senere tidspunkt, men det er en helt anden historie.

Lejr 3 ligger i 6.150 m højde, lige på kanten til endnu en tinde, kaldet Peak Razdelnaya. Når nu man alligevel er i lejr 3 kan man derfor lige så godt vandre de sidste 50 højdemeter op til toppen af Peak Razdelnaya, således at man er oppe i 6.200 m. Udsigten fra denne top var helt fantastisk. Herfra kunne man kigge ned i nabolandet Tadjikistan, som viste sin pragt ved en hel ørken af snetinder – tinde efter tinde i det uendelige, alle sammen lavere placeret end Peak Razdelnaya. Det var helt fænomenalt.

Forfatteren på bjerget - vist nok ved camp 3

Hotellet i camp 3. Lars Hansen og jeg klar til at gå tilbage til camp 1.

Lejrlivet i camp 3 var yderst sparsomt. Vi boede i bitte små 2-3 personers stormtelte, som ikke er lange nok til at strække benene i, og hvor indgangen blev fuldstændig spærret af rygsække, grej mv. Madlavningen foregik som i lejr 2 på vores godt brugte Trankia køkkener, som tappert smeltede alt den sne, der blev proppet i dens gryder. Det tager lang tid og kræver mange turen ud i sneen, før 2½ l vand er færdigsmeltet. Endvidere var der et godt stormvejr i lejren, men det havde der efter sigende været de sidste par uger.

Beslutningen

Jeg var fysisk og mentalt på toppen i lejr 3. Den 900 m høje stigning fra lejr 2 til lejr 3 havde naturligvis været benhård, men fysikken havde ingen skade lidt. Ingen hovedpine, maven i topform og uden kvalme, og pulsen faldt straks til midt i 50’erne. Mentalt var jeg mere end klar til at gå ned til lejr 1 for at restituere, for derefter atter at gå til lejr 3 og prøve topforsøget – MEN, men men… - … pludselig – efter en ok nats søvn – kunne jeg ikke se formålet med min eksistens på toppen af bjerget… Måske var det snevejret indendørs i teltet, hvor vi fik sne i ansigtet, blot vinden ruskede i teltet (den kondens, vi producerede, lagde sig indersiden af teltet, og pga. de lave temperaturer i teltet blev kondensen omdannet til sne); måske var det pga. besværlighederne med at komme ind og ud af teltet, pga. at åbningen var fyldt med vores gear; måske pga. de -30° C udenfor; måske stormen; måske de seneste uheld på bjerget (Finnen Oluf, den forsvundne guide, lavinen i camp 2…) måske andre ting, men jeg hælder nok mest til, at det skyldes, at jeg vurderede en overvejende sandsynlighed for dårligt vejr i dagene omkring dagen, hvor topforsøget skulle stå sin prøve. I alle de dage, vi indtil dét tidspunkt havde tilbragt på bjerget, havde det forlydt, at det havde blæst i lejr 3 og opefter, og med mine manglende erfaringer inden for bjergbestigningssporten ville jeg ingen risiko tage ved at fare væk i en snestorm eller ”blot” komme ned ad bjerget med forfrysninger. Nogle vil kalde beslutningen for ”chicken” - andre vil nok kalde den fornuftig (skønt en smule kedelig).

Derved blev det. Vi gik alle ned til lejr 1, og mens Martin, Lars og Allan restituerede og forberedte sig på atter at gå til lejr 3, vendte Mody, Morten og undertegnede næserne mod BC. Turen var forbi for vores vedkommende for denne gang, men personligt gav det godt til selvtilliden, at jeg uden de store fysiske eller psykiske problemer kom til lejr 3. Turen var en rigtig fed oplevelse, og en gammel drengedrøm var blevet opfyldt.

Peak Lenin havde taget endnu et offer - ganske vist formentlig for 50 år siden.

Afslutningsvis…

Lars og Martin nåede toppen nogle dage efter mit exit, og herfra skal lyde et kæmpe stort tillykke til dem. Godt gået drenge!!! Vi ses på næste bjerg ;O)

6 deltagere ud af 7 kom til lejr 3, og 2 af disse nåede toppen. Det er imponerende i sig selv. Altså kan vi konkludere, at turen var en succes.

Opsummering af undertegnedes tur:
29/7    Tasjkent – yurtcamp (2.500 m)
30/7    Akklimatisering i yurtcamp (2800 m)
31/7    Yurtcamp – BC + akklimatisering (4.250 m)
1/8    Akklimatisering i BC (4.250 m)
2/8    BC- camp 1 (4.300 m)
3/8    Akklimatisering i camp 1 (4.775 m)
4/8    Akklimatisering i camp 1 (5.000 m)
5/8    Camp 1 – camp 2 (5.300 m)
6/8    Akklimatisering i camp 2 (5.500 m) + camp 2 – camp 1
7/8    Restituering camp 1
8/8    Restituering camp 1 (snevejr)
9/8    Camp 1 – camp 2
10/8    Akklimatisering i camp 2 (5.700 m)
11/8    Camp 2 – camp 3 + Peak Razdelnaya (6.200 m)
12/8    Camp 3 – camp 1
13/8    Camp 1 – BC

Herefter fulgte en forrygende tur rundt i Usbekistan, hvor byerne Samarkand, Bukhara og Khiva blev besøgt. Mere herom i næste rejsebrev.

Lars Kierulff Munk