You are here

KINA – RIGET I MIDTEN DEL II

Rejse: Kina rundrejse - to måneder i riget i midten l Besøgsår: 2002

Longhorn Miao people

Kinas minoriteter:

 
I det syd og sydvestlige Kina ligger Yunnan, Guizhou og Guangxi provinserne, langt væk og - historisk set - isoleret fra magtens centrum i Beijing. Fortidens herskere bekymrede sig ikke meget om området, grundet at subtropiske regnskove mod syd, uovervindelige bjergsider mod vest og et usædvanligt barskt landskab ellers gjorde området ufremkommeligt, samt - jf. historien - fordi området var beboet af barbarer. Først i det 13. århundrede, da Kinas daværende kejser, herskeren Kublai Khaan fra Mongoliet, gjorde sin entre, blev området interessant for ”Riget i midten”.
 
De omtalte barbarer var et etnisk kalejdoskop af 24 forskellige minoritetsgrupper, hver med sine særpræg, og det er disse grupper, der den dag i dag udgør ca. 40% af områdets befolkning, svarende til 40 mio. minoritetsindbyggere (ca. 1/2 af Kinas samlede minoritetsbefolkning).
 
Den første af de 3 nævnte provinser jeg besøgte, var Yunnanprovinsen, beliggende helt nede i det sydvestlige hjørne af Kina grænsende op til Vietnam, Laos, Myanmar (Burma) og Tibet. Yunnan er bl.a. hjemstavn for tibetanere, mongoler og naxier, og da vi allerede fra tidligere kender lidt til mongolerne, vil jeg kaste mig ud på Naxi’ernes hjemmebane, byen Lijiang:
 
Lijiang:
 
Det er aften og en blid sommerregn har sat ind. Folk skutter sig under deres paraplyer og forsvinder ud i mørket på gadens toppede brosten, der i spejlet fra regnvandet gengiver lanternernes røde og grønne skær. Det klare vand i gadernes 1-3 m brede kanaler glugger roligt af sted, bærende på små plastiklotusblomster med flammende stearinlys i, der - indtil flammerne slukkes af regnen - får kanalerne til at lyse op som et lille univers. Kanalerne og stræderne flankeres på begge sider af 2-etagers træhuse med hvidkalkede gavle. De svajryggede tage med sorte teglsten holdes på plads af massive understøtningssøjler, bærende på smukt dekorerede tværbjælker med de fineste træudskæringer af mytologiske figurer og fisk, og husenes vinduer lukkes med træskodder ligeledes udskåret med fine ornamenter. Husene er indrettet som souvenirbutikker, cafeer og små værksteder, hvor sølvsmedene - siddende ud til gaden halvt gemt bag regnens gardin - graverer mønstre i sølvsmykker med hammer og mejsel; side om side med træskærer, der forvandler planker til de flotteste skodder eller træblokke til drager, ørne ect.; mens kunstmalere nøjsomt udfører deres håndværk på silke- eller rispapir.
 
Jeg er i Kina, skønt omgivelserne minder om Paris’s Latinerkvarter, i en lille by ved navn Lijiang - naxiernes hovedby. Byen er meget anderledes end resten af Kina og er faktisk en lille vestlig oase, hvor menuen bl.a. lyder på pandekager med bananer og chokolade, som kan indtages på cafeer, hvor klassisk musik strømmer ud fra højtalerne. Måske et lidt ulogisk sted at tage hen på en Asien rundfart, men det er sgu’ meget rart ind i mellem med en god bøf og et glas rødvin, og at man kan bestille maden uden at skulle pege på de øvrige gæsters tallerken. Det er backpackerheaven - det er fest og ballade.
 
Byen har sin beliggenhed i en lille dal for foden af mægtige “Jade Dragon Snow Mountain” bjergkæden, der med sine 13 tinder (Shenzidon er med sine 5590 m højeste tinde) bugter sig i landskabet som ryggen af en flyvende drage. En stor del af byens befolkning er naxier - en befolkningsgruppe på 286.000 der oprinder fra Tibet, men som for 1400 år siden drog til Kina, og her har de opbygget deres helt egen kultur og levevis. De har traditionelt levet i et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne var samfundets spidser (skønt de altid havde mandlige ledere). Parforhold eksisterede og de unge elskende kunne tilbringe natten sammen i kvindens hus, men når solen stod op, måtte manden pænt luske tilbage til sin mors hus og arbejde. Ægteskab var et ukendt begreb, og ofte vidste man ikke med sikkerhed, hvem faderen til en nyfødt var. Helt sådan er det dog ikke i Lijiang i dag, men der findes stadig momenter i dagligdagen, hvor kvindernes overlegenhed over manden kan spores. F.eks. i naxi’ernes sprog hvor et ord med en feminin endelse betyder en tilføjelse af ordets værdi, mens en maskulin endelse forringer ordets værdi - f.eks. giver bjerg med feminin endelse et stort bjerg, mens bjerg med maskulin endelse giver et lille bjerg.
 
Naxierne er et farverigt folkefærd, som stadig bærer deres traditionelle klæder og fremstiller traditionelle artifakler, hovedsageligt i form af sølvsmykker til kvinderne. Kvindernes tøj består af blå trøjer og blå bukser (som kan være er en Levi's kopi) og et sort omslag fra livet og ned. På hoved bærer de oftest blå/mørkeblå kasketter, symboliserende dag og nat, men undertiden tager de sorte trekantede hatte på eller et pandebånd med runde sølvsmykker. Gaderne er fyldt med kvinder i de traditionelle tekstiler, men i modsætning til de ældre kvinder skifter de unge til vestlige klæder, når de kommer hjem fra arbejdet i souvenirbutikkerne. De ældre bærer stadig det traditionelle tøj, ganske som de altid har gjort det.
 
Dr. Ho:
 
Tiden var inde til et lægebesøg. Ikke fordi jeg havde behov for en læge, men fordi lægen var den legendariske dr. Ho. Dr. Ho er en lille mand med langt hvidt hageskæg, der - iført hvid kittel, halstørklæde og en lille tophue - støver rundt i sin lille klinik for foden af ”Jade Dragon Snow Mountain”, når han da ikke lige er ude og samle urter på de nedre bjergskråninger.
 
Dr. Ho er blevet en slags kult-person blandt turister, og mange opsøger ham blot for at få et billede af ham, mens andre tager hans hjælp mere seriøst og får decideret behandling for alverdens ting og sager. Selv John Cleese har været forbi og havde følgende at bemærke: ”Interesting bloke - crap tea” (interessant gut - elendig the). Carsten Jensen har også været på besøg, og hans artikel om dr. Ho hænger flot på væggen blandt rigtig mange andre avisartikler. Jo - den lille mand med tophuen er verdensberømt.
 
Dr. Ho er en traditionel taoistisk doktor, der behandler sine patienter med kinesiske urter og akupunktur, ganske som enhver taoistisk doktor ville gøre det. Der er ikke noget ekstraordinært over den karismatiske mand, andet end at han for nogle år siden krydsede den rejsende journalist Bruce Chatwin’s vej, der skrev en artikel om ham. Artiklen blev trykt i New York Times, og siden den dag har doktoren været verdensberømt.
 
Jeg hoppede op på en cykel i Lijiang og begav mig af sted til den lille landsby Baisha - naxiernes gamle hovedstad - hvor doktoren har til huse. Efter at have vandret lidt rundt i landsbyens små gader, kom jeg til hans hus, og straks stod han i døråbningen: ”I’m the famous dr. Ho. Pleased to meet you”, sagde han, mens hans ansigt lyste op i et smil. Jeg blev inviteret ind i klinikken, fik stukket noget the, nogle avisartikler og et hæfte med danske taksigelser (han har et eller flere hæfter med taksigelser fra rigtig mange lande) i hånden, og så kunne jeg læse lidt på dem.
 
En begyndende forkølelse havde sneget sig ind på mig, og den benyttede jeg som undskyldning for at få et lille tjek. Han tog min puls og sagde ”Don’t worry, don’t worry”, hvorefter han myldrede rundt mellem sine store bøtter med forskellige medikamenter og blandede et helt lille bjerg af 4-5 forskellige slags urter. De pulveriserede urter skulle så drikkes som the 3 gange dagligt i 1 uges tid. Prisen for the’en kunne jeg selv bestemme, så jeg stak ham en 10’er.
 
Der var nu ikke så meget lægetjek over konsultationen, idet jeg selv stillede diagnosen: ”forkølelse” - men han gav mig urterne til at behandle den. Kinesiske medicin opererer med over 30 forskellige former for puls (hastighed, hvor kraftig eller dyb den er osv.), men pulsen alene fortæller intet om en patients tilstand (naturligvis bortset fra hvis man er død). Pulsen skal tjekkes, men også tungen skal undersøges, før nogen form for diagnose kan stilles, hvilket altså ikke skete her. Det gjorde nu intet, for jeg har nu mødt dr. Ho og fået noget the af ham.
 
Urterne er ikke nogle urter, der behandler symptomerne på en sygdom, men urter der arbejder med hele kroppen. F.eks. betyder en forkølelse, at kroppen bliver kold, hvorved den har behov for ”varme urter”, så kroppen kan genoprette sin termiske balance. Balancen betyder, at kroppens energi Qi frit kan løbe i kroppens energikanaler, hvilket igen betyder, at der er balance mellem de modsatrettede kræfter Yin og Yang. Foruden at varme kroppen op, bør miksturen også indeholde en urt der gør, at man ikke fryser (indtil kroppen er varmet op), en urt til at fjerne en evt. virus, samt en urt til at genopbygge kroppens immunforsvar. Jeg kender ikke til indholdet af urter i doktorens the, men jeg går ud fra, at urter med ovenstående egenskaber var inkluderet i miksturen. Om theen virkede eller ej, må stå hen i det uvisse, for ved aftenstid var den begyndende forkølelse forsvundet uden brug af the.
 
Tiger Leaping Gorge:
 
Et af de mest storslåede naturområder i Kina er Tiger Leaping Gorge - eller Tiger springs slugten. Tiger Leaping Gorge er en dyb slugt, som Yangze-floden drøner igennem med ungdommens vildskab ikke langt fra sit udspring i Tibet. Slugten er en af de dybeste slugte i verden, hvor bjerge med sneklædte tinder rejser sig lodret til 3990 m over floden. På det smalleste sted er floden beskedne 30 m bred og jf. myten fik Tiger Leaping Gorge sit navn, da en tiger sprang over floden der. Nu er tigeren stort set udryddet i området, og de eneste der springer rundt derude, er turister. Bjergsiderne omkring Yangze-floden ved Tiger Leaping Gorge udgører perfekt hikingterræn, og da små vandrehjem er skudt op omkring en lille vandresti i bjergene, skal hverken telt, sovepose eller Trankiakøkken medbringes.
 
At begive sig igennem slugten kan imidlertid være forbundet med stor fare, idet mudder- og stenskred har forvoldt død og ulykke op til flere gange. Det sker især på en lille landevej, der fører hele vejen gennem slugten. Så sent som medio juli var der en minibus med 7 personer, der blev ramt af et mudderskred og røg i floden - alle omkom.
 
Det havde regnet i dagene op til turen skulle starte, og jeg var derfor lidt bekymret for sikkerheden ved Tiger Leaping Gorge, men da beboerne i Lijiang havde delte meninger om spørgsmålet, tog jeg alligevel derud for selv at få syn for sagen. Den lille by Qiaotou ligger som startpunkt for turen, og indbyggerne der sagde - efter lidt overvejelser og telefonopkald - ok for turen. Vi var 4, der besluttede at tage af sted: 1 kineser, 1 amerikaner, 1 new zealænder og undertegnede. Planen var at køre med bus langt ind i slugten, hoppe af et sted hvor en sti snoede sig op ad bjergsiden, og vandre ad stien tilbage til Qiautou. Natten før vi skulle af sted, havde et større mudderskred imidlertid spærret den lille landevej, hvilket umuliggjorde buskørsel derud. Planen var så at nappe en taxa, køre så langt vi nu kunne komme og derefter gå det sidste stykke til bjergstien.
 
Vi hoppede ombord i taxaen, og snart var vi på vej mod Tiger Leaping Gorge. Advarslerne talte sandt: kørsel på vejen var forbundet med nogen risiko. Eller ”vejen” er måske et lige lovligt stort ord at bruge, idet den efterhånden var mudret godt til af mudderskred, indsnævret af kæmpe klippeblokke fra stenskred og halveret de steder, hvor selve vejen var faldet ned i dybet. Normalt rør det mig ikke at balancere på kanten af afgrunde, men et par af de steder, hvor vejen var faldet ned i dybet, blev øjenbrynene løftet, og jeg tænkte på det testamente, jeg endnu ikke havde skrevet. Chaufføren tog det relativ roligt ved de fleste mudderpassager, men undertiden kiggede han noget nervøst op af den mudret bjergside, mens han sagde: ”danger, danger” og forcerede mudderstykket med stor hast, ofte med mudder og sten flyvende om ørerne på os. Vi kom godt ud til mudderskredet, hvor vejen var spærret og gik det sidste stykke til bjergstien. Herefter stod der hiking på programmet. Den farlige del af turen var overstået.
 
Køreturen ind gennem slugen havde været som at træde ind i en kæmpemæssig katedral, hvor hvælvingerne rejste sig langt over vores hoveder, mens turen op ad bjergsiden var som at stige til himmels, hvor flere skylag passerede os på vores færden - nogle over os, nogle under os og nogle gik vi lige igennem. Den seneste tids regn havde sat ekstra fut i de mange vandfald, der fra svimlende højder styrtede ned mod Yangzeflodens jadegrønne vand langt under os, og ofte førte stien tæt forbi vandfaldene, så vi måtte hoppe fra sten til sten, for at forcere vandfaldenes vandløb. Efteråret havde så småt sat ind og bregnerne begyndte at skifte farve til rød og brun, men stadig stod bjergsiderne frodige og fugtige efter regnbygerne, hvor træernes blade havde travlt med at forvandle fugtighed til damp. Langs stien - hvor det var muligt - var der opdyrkede marker i terrasser, hvor stengærde med kaktushegn på toppen udgjorde selve terrasseopbygningen. Gærderne havde et underligt hvidt skær over sig og ved nærmere eftersyn viste det sig, at de var opført i marmor, ganske som de små huse, der lå med spredte mellemrum. Bjergsiden, vi gik på, var simpelthen af marmor så hvorfor rende ind til nabobjerget og finde almindelige sten til sit hus, når nu marmorsten alligevel ligger i baghaven?
 
Efter 2 dages relativ rolig hiking i meget smukke omgivelser ankom vi atter til Qiaotou, der markerede afslutningen på en fantastisk vandretur. Den triste side af historien er, at der - jf. et ubekræftet rygte, der florerede blandt rejsende - var en tysker, der omkom i Tiger Leaping Gorge, samme dag som vi kørte gennem slugten. Han gik på den lille landevej og blev ramt af et stenskred, der endvidere kvæstede en kineser. Tigeren havde taget endnu et offer, og der var altså noget om snakken om faren ved Tiger Leaping Gorge.
 
Shangri-La:
 
“Shambhala” - eller på engelsk “Shangri-La” - er buddhisternes mytologiske paradis og stedet, hvor “Den Blå Månes dal” er beliggende - en utopisk dal, der er omgivet af sneklædte tinder og har iskolde floder fossende gennem grøn skov, og hvor månens blå lys får tindernes jomfruelige sne til at lyse op i et magisk skær. Shangri-La blev gjort mere jordnær ved James Hilton’s bog ”Tabte horisonter” (senere filmatiseret af Frank Capra), hvor 4 rejsende forvilder sig ind i dalen og bl.a. møder landets leder, en 163 år gammel hellig mand. De kinesiske turistmyndigheder har nu - påstår de - fundet det ellers fiktive land Shangri-La. Det skulle ligge i en skjult dal nær byen Deqin i en bjergkæde, som udløber fra Himalaya nær den tibetanske og burmesiske grænse.
 
Det lød da som et spændende sted, tænkte jeg, og en morgen i byen Zhongdian - hvor tømmermænd var flyttet ind i min krop - satte jeg mig på bussen mod Shangri-La. Den foregående aften var foregået i selskab med 35-40 kinesiske turister og en stor tibetansk familie, der havde slået dørene op til en tibetansk kulturaften. Tibetanerne spillede musik, dansede og sang, mens publikum hyggede sig med tibetansk brændevin og tibetansk smørthe med mel og sukker i. Maden bestod af små helstegte pattegrise, der blev serveret hele ved bordet. Familiens overhoved opfordrede publikum til at skåle med familien og drikke så meget brændevin som muligt, så vi alle kunne komme i festligt humør og måske endda blive fulde. En besked vi forstod.
 
Showet kørte, og snart blev stemningen løssluppen, og familiens og publikums øjne begyndte at blive blanke, påvirket af brændevinens alkohol. Publikum kom ud på gulvet og dansede rundt med familien og begyndte at synge karaoke. Som eneste udlænding til festen var jeg naturligvis offer for hvad som helst, de nu kunne finde på, hvilket inkluderede udklædning og dans i tibetanske tekstiler; synge danske sange, hvilket helt sikkert har lydt forfærdeligt (”Støvledansen” (De Nattergale) er altid et hit sådanne steder, især hvis man kan få publikum til at synge og spille luftguitar); og naturligvis skulle alle skåle med den fremmede. De tibetanske herretekstiler består af en løstsiddende uldkåbe - Zangpao - der lukkes med et mavebælte. Zangpaoen har lange ærmer, der kan være lidt drilske. Den ene arm føres gennem det ene ærme, mens den anden arm holdes fri, og det andet ærme føres hele vejen bog om ryggen og ned i bæltet foran på maven. Den skik har noget med de foranderlige temperaturer i Tibet at gøre, så i de kolde morgener vil man benytte begge ærmer, mens man i de varme middagstimer kun vil bruge det ene - evt. ingen af dem. At danse rundt og skulle svinge med det ene lange ærme, mens det andet konstant prøvede at hoppe op af bæltet, balancerende med en alt for lille ræveskindshue på hoved, var lidt af en udfordring og dværgen "Fjolle" fra Snehvide ville stå som en elegant balletmester ved siden af mig.
 
Til trods for aftenens udskejelser lykkedes det mig alligevel at nå en tidlig morgenbus mod Shangri-La, og de næste 8 timer bumlede bussen op af Himalayas bjergsider med bl.a. forcering af et snefyldt bjergpas. Bussen dyttede sig frem gennem geddeflokke, korøgtere gennede de langhårede og langhornede yaks ind i vejsiden og høns og sorte grise sprang for livet, når vi drønede gennem små landsbyer. Min fysiske tilstand var måske ikke alt vor god, men der var da en i bussen, der havde det mere skidt end mig, nemlig en stakkels kat i en sæk, der miavede under hele busturen (endvidere var der et par køresyge kinesere, der sad og ofrede sig ud af vinduerne, men det sker stort set altid på disse busture). Folk hyggede sig rigtig i bedste kinesisk stil med ræben, smasken, hakken og spytten på gulvet, mens andre sad og røg på 1 m lange bambusvandpiber. Selv om hampen gror i vejsiden, var det ikke den søde lugt af kanabis, der forplantede sig i bussen, idet kineserne benytter ren tobak i de små pibehoveder.
 
Byen Deqin er sidste stop før Tibet og da 90% af indbyggerne er tibetanere, er det et glimrende sted at få et indblik i tibetansk kultur og levevis. En tidlig morgen blev jeg vækket af fyrværkeri og tibetansk sang fra gaden, sunget af lokale i Zangpao - et vink med en vognstang om at komme ud af fjerene. Udenfor var det mørkt og overskyet og bestemt ikke vejr til at spotte bjergtinder i, men jeg satsede på et lille miraklet - optimistisk (måske naiv) som altid - og klyngede mig til et spinkelt håb om vejrforandring. En 2 timers bustur skulle bringe mig fra Deqin til en lille landsby ved navn Mingyong, der ligger for foden af gletscheren af samme navn, som udspringer fra bjerget Kawa Karpo. Landsbyen er en af områdets såkaldte “Himmelske landsbyer” - en betegnelse de har fået, fordi skyer konstant hænger over og i de små huse. Under første times buskørsel var bjergene indhyllet i tyk tåge og skyer og levnede ikke mange chancer for at se bjergtinder, men som bussen skulle til at kaste sig ned mod Mekong-floden, gjorde den holdt ved et tempel - da skete miraklet: skyerne skiltedes og den fineste bjergtop viste sig for mine øjne. I gigantisk majestætisk skikkelse med en krone af sne skød Kawa Karpo 6740 m i vejret og overvågede området som en kejser fra sin trone.
 
En Munk blandt munke:
 
Opstigningen fra landsbyen til gletscheren var en fin vandretur blandt træer fra den subtropiske regnskov, grønne og frodige og med orkideer voksende frem fra stammernes huller, der stod side om side med alpinske fyrretræer med kæmpekogler og mosbeklædt bark. Første syn af gletscheren var en grå/brun masse i bunden af en dal, men da træer spærrede for mit udsyn de næste 10 min, regnede jeg (måske lidt skuffet) med, at det var nok alt, hvad der var at se. Stien svingede op mod et lille tempel, og pludselig skød et helt bjerg af is i vejret for mine fødder, som om det - i bedste Steen og Stoffer stil - havde ligget på lur, og nu ville overfalde mig. Stien snoede sig videre op af bjerget og efter yderligere ½ times gang, endte den ved endnu et lille tempel. Foran templet var der farvestrålende bedevimpler i lange baner, dannende - sammen med det lille tempel - en perfekt forgrund til gletscheren, der - som en rutschebane - kørte ned gennem den grønne skov. Udenfor templet sad der et par munke og klarede dagens opvask, og de fulgte mig ind i templet. Hovedbygningen var et rum på ca. 10 m2 , der fungerede som bederum for templets 4 unge munke (20-30 år) og overmunken (ca. 40 år). Her tændte jeg et par røgelsespinde, bukkede ydmygt for billedet af ”The Living Buddha” (hvem af dem ved jeg ikke, idet der findes over 1000 levende buddhaer (hvor Dalai Lama er den mest kendte)) og donerede nogle småpenge til templet. Herefter satte jeg mig godt til rette for at meditere. Munkene var dog mere nysgerrige end som så, især da de så en fremmed meditere i deres lille tempel. Først kom en munk genert hen til mig med en kage, som vi så delte, og dernæst fandt han en bog frem, omhandlende bjerget og dets pilgrimme. Bogen var på kinesisk, hvilket jeg altså ikke er særlig god til (kender kun tegnet for herretoilet), og da hverken han eller de øvrige munke kunne et ord på engelsk, nøjedes vi med at kigge billeder. Vores latter tiltrak de øvrige munke, og snart kom de rendende med andre bøger og landkort. Her startede geografitimen. En af munkene havde et kort over Kina og de nærmeste syd og sydvestlige lande, og han ville meget gerne lære de andre landes placering at kende. Jeg viste ham, hvor Vietnam, Laos, Cambodja, Thailand, Burma og Indien ligger, hvilket han hurtigt fik styr på. Så tegnede jeg et europakort til ham, og han skrev landenes navne ned, mens de andre munke nysgerrigt fulgte med over vores skuldre.
 
Munkene inviterede på en kop the i deres fælleslokale, hvor overmunken sad højt til vejr og tronede på sine farverige puder. Rygtet ville vide, at det i Kina er ulovligt at have billeder af de tibetanske buddhisters åndelige og politiske leder Dalai Lama, idet Kina ikke accepterer, at tibetanerne har andre overhoveder end kommunistpartiet (helt så simpelt er det nu ikke, men det er en helt anden historie). I en bog havde jeg et lille billede af en mand, der stolt viste et billede frem af Dalai Lama, og da jeg viste overmunken dette, blev han meget glad og førte billedet til panden, mens han bukkede det bedste, han havde lært. Også de øvrige munke lyste op i store smil og bukkede løs.
 
Som en lille gave til munkene fik de en flad dansk femmer, men det var måske ikke var den bedste gave at give. Her indlededes klassens 2. time, nemlig brydning. Munkene skiftedes til at hugge mønten fra hinanden, hvorefter tyven blev overfaldet af den tidligere ejermand og så lå der ellers 4 munke og rodede rundt på gulvet, mens overmunken og jeg grinende så til. Det endte dog med, at en af munkene gav femmeren til overmunken. Sidste time var sprog, hvor de lærte nogle basale engelske gloser og jeg nogle kinesiske.
 
Long Horn Miao folket:
 
Et sted langt ude i de barske og øde egne af den fattige Guizhouprovins, godt gemt væk i et kuperet terræn med ujævne toppe, der popper op i landskabet som muldvarpeskud på en fugtig forårseng, lever en lille etnisk minoritet ved navn "Long horn miao" (LHM) - en undergruppe af Miao folket. LHM er et folkeslag af en beskeden størrelse og tæller således kun omkring 4000 folk, som er bosiddende tæt ved hinanden i 12 små landsbyer. Isoleret fra resten af verden lever de af landbrug, dyrker en spirituel religion med ceremonier for Bjergguden og har en treenighed af gamle mænd som ledere: Høvdingen (administration), Den ældre (morale) og Shamanen (religiøse overhoved). Folket lever under naturøkonomiske omstændigheder, hvor manden er i marken og kvinderne væver, broderer og holder husstanden.
 
LHM folket har en rig men primitiv kultur med bl.a. selvudviklede instrumenter, hvorpå de spiller traditionel musik, som de danser til, og deres broderier og voksmalerier til tekstiler kan kategoriseres som kunst. Lignende kulturer eksisterer blandt andre minoriteter, men det der virkelig adskiller LHM minoriteten fra de øvrige, er kvindernes helt specielle hovedbeklædning. Ved særlige lejligheder sætter de et par kohornslignende flade træstivere - ca. 60 cm fra spids til spids - op i nakken, snor et meget kraftigt ca. 2 m langt bundt af flettet oksehår omkring hornene, og surrer hårbundtet fast med hvide bånd. Dette danner en hovedbeklædning af hår på ca. 80 cm længde, 20 cm højde og med en vægt på omkring 1 1/2 kg. Pigerne er ikke for store i forvejen, så de ligner næsten små marsmænd med alt for store hjerner, når de iførte sig hovedbeklædningen. Et ejendommeligt men smukt syn.
 
LHM folkets tekstiler er - om end ikke helt så spektakulære - også et kapitel for sig. Kvinderne bærer tætsiddende jakker med smukke mønstre i indigoblå og hvid. Foran når jakken ned til midt på livet, mens den bagtil når ned til læggene - næsten som en herrepingvin. Jakkerne er dekoreret på bryst og pingvinhale med henholdsvis voksmønstre og broderier og under jakken bærer de ensfarvede skjorter med fine ornamenter, samt mørke simple nederdele, der står i stor kontrast til de farvestrålende jakker. Også mændene gør sig i den traditionelle tøjstil, men med design, som er knap så pompøs som kvindernes.
 
De 12 landsbyer, hvor LHM folket holder til, er kulturmæssigt så interessante, at området nu er oprettet som et økomuseum med den lille landsby Longjian som hovedby. Økomuseet er kommet i stand i et sammenarbejde mellem Norges og Kinas regeringer med økonomisk- og know how støtte fra Norge. Formålet er, at LHM folket ikke blot fortsat skal kunne bevare deres traditioner og kultur, men også styrke deres identitet som et folk, fortsætte deres ledelsesstil med 3-enigheden og bevare landsbysamfundet og husarkitekturen.
 
Ideen bag at gøre området til et økomuseum er ca. 7 år gammel og meget er gjort for at føre ideen ud i livet. Der er etableret et besøgscenter i Longjian, hvor 3 museumsfolk følger udviklingen i samfundet og vejleder besøgende (på kinesisk naturligvis), så kendskabet til LHM kulturen bliver videreformidlet, og der er bygget et dokumentationscenter, hvor alt dokumentation om kulturen samles.
 
Den lille by Longjin er som nævnt hovedbyen og samtidig stedet, hvor man som besøgende kan overnatte. Tidligere på turen stødte jeg på et New Zealandsk par, der med stor entusiasme havde fortalt mig om området, og om hvordan man kunne komme derud, og efter en god dagsrejse med 3 forskellige busser og 5 km hiking nåede jeg Longjian. Landsbyen er godt skjult bag et par små bjergtoppe, skønt byen selv ligger op af en lille bjergside. Når først man er inde i selve landsbyen, er husene alligevel svære at få øje på, idet de ligger godt gemt væk bag træer og buske, men stemmer og spredte røgsøjler røber husenes tilstedeværelse. Et mylder af små stier og trapper op og ned forbinder husene med hinanden, men skønt landsbyen er lille, kan man let tabe orienteringen i stinettet.
 
Vel etableret i et værelse med udsigt ud over en diset dal med fyrtræsskove og tørre terrassemarker, hoppede jeg i vandrestøvlerne og drog ud for at rekonosere området. I en lille landsby faldt jeg i "snak" med en ældre kone. Selv om hun havde brækket armen og således havde den i en slynge, arbejdede hun med at sortere skidt fra majskorn, som lå og tørrede i solen, mens hun havde et hyr med at holde små drilske kyllinger væk fra majsene. Jeg blev placeret på en lav stol, fik stukket en kop the i hånden, og mens hun pludrede løs på kinesisk, kunne jeg tage omgivelserne i nærmere betragtning. Der var utrolig hyggeligt, og der åndede en idyllisk fred. Et par sorte ænder snadrede i en stor wokgryde med madrester; vinden spillede en stille sang i bambustoppene over vores hoveder; 5-6 pattegrise lå og sov til middag i skyggen af et lille stenhus, men af og til vågnede en enkelt op til dåd og undersøgte de nærmeste omgivelser i bedste "Babe - den kække gris" stil, for derefter atter at smide sig oven i de andre grise; små kyllinger rendte rundt overalt, så man konstant skulle holde øje med, hvor fødderne blev sat, for ikke at stemple størrelse "44" på ryggen af dem (selvom de nu gjorde deres bedste for at stemple deres fodaftryk i støvet på mine støvlesnuder), og et par killinger rendte rundt og jagede solstråler og fluer.
 
Den ældre kones mand kom frem fra skyggen af et hus, og han begyndte at underholde mig, og snart efter kom parrets svigerdatter forbi sammen med sine 3 børn (minoriteterne i Kina er ikke omfattet af et-barnspolitikken). Svigerdatteren forsvandt ind i nabohuset for at tilberede frokosten til det arbejdende folk i marken, og snart kom 4 unge mænd til huset: det ældre pars 2 sønner og 2 af deres venner.
 
Familien inviterede på frokost, og inde i huset blev vi bænket rundt om et lille bord. Rummet fungerede som både stue og køkken, var på omkring 20 m2, havde lerklinede vægge, lergulv, bambusloft og stråtag og oppe på selve loftet lå et bjerg af majskolber. Ved siden af køkken/ alrummet var 2 soverum i samme arkitektoniske stil. Køkkenet havde et lille åbent ildsted, hvor alt maden blev tilberedt, og ellers var der et par aflange borde, hvor tilsodede potter og pander var smidt. Der var en intim duft af afbrændt træ og frisk tilberedt mad i rummet, og snart blev lækkerierne sat på bordet. En af gutterne kunne læse kinesisk, så parløren blev fundet frem og "snakken" kunne begynde og efter et par timer i familiens muntre selskab, fortsatte jeg min gåtur rundt i området.
 
Det er ikke mange besøgende, der finder vej til området - grundet områdets isolerethed - (i september var der 1 projektmedarbejder fra Norge, samt det omtalte par fra New Zealand og i oktobers første 15 dage var jeg vist den første udlænding), men kvinderne i Longjian har alligevel føjet “Forretningskvinde” til visitkortet. En stor flok kvinder samler sig hurtigt om de besøgende og tilbyder broderier og tekstiler til rimelig høje priser - det havde de nok ikke gjort, hvis landsbyen ikke var lavet om til økomuseum. I den lille landsby jeg gik ud til, var situationen helt anderledes. Der er de ikke endnu vant til turister, og de ville hellere forære ting væk som gaver frem for at sælge dem. Selv om der kun er 20 min gang mellem landsbyerne, er verdenerne helt forskellige, grundet opsætningen af hovedkvarteret i Longjia. Diskussionen om det etiske i at oprette økomuseer skal være undladt her, men det er da alligevel lidt tankevækkende, at folk kommer og besøger et museum frem for en almindelig landsby, og derved implicit forventer, at kan træde ind i folks huse og tage billeder, som man har lyst til, som man nu gør på et museum. En slags menneskelig nationalpark. Hovedformålet er naturligvis klart og meget smukt, nemlig at bevare og styrke LHM kulturen og identiteten, men når folk som jeg kommer og bringer penge med ind i landsbyen, bringer jeg samtidig udvikling med mig i form af nyskabende behov - behov som de ikke tidligere vidste de havde. Måske netop på det punkt går kulturen til grunde og bliver i stedet til en turistattraktion, hvor pigernes hovedbeklædning bliver til en skuespillers kostume frem for en gammel tradition.
 
Dong:
 
Dong har på disse breddegrader intet med sportslørdag og dongfodbold at gøre og ej heller Dansk Olie og NaturGas, men er navnet på en etnisk minoritetsgruppe, der lever ved grænserne mellem de 3 provinser: Hunan, Guizhou og Guangxi i det sydlige Kina. Største dong-landsby er Zhaoxing (Guizhou) med 4.000 indbyggere, men ellers er de resterende 1,4 mio. donger spredt godt ud i det bjergrige område. Her lever de af landbrug.
 
Dongerne er specielt kendte for deres evner til at konstruere bygninger af træ uden brug af søm og skruer eller anden form for jern. Gulve, vægge, trapper osv. sættes og holdes sammen med kiler og ellers - med snedkeris nøjagtighed - fint tilskårede riller, hvor planker og bjælker med modsvarende profil isættes. Nej, vi snakker ikke om IKEA discount møbler, der skal holdes sammen med et ordentlig lag lim, men om et håndværk, hvor 300 år gamle bygninger stadig står i fin stil.
 
Dongernes arkitektoniske perler er de såkaldte "Trommetårne" og "Vind og regn broer". Et trommetårn er et tårn i op til 20 m's højde, hvori der traditionelt har hængt en 2 m lang tromme. Hvis landsbyen blev angrebet eller der opstod brand, skyndte folk sig hen til trommen og så blev der ellers basket skind for at advare resten af beboerne i landsbyen. Et 20 m højt tårn vil normalt bestå af 10-13 små etager, som arealmæssigt nedefra og op bliver mindre og mindre formende en pyramide. Hver etage har sit eget udhæng, der smukt er dekoreret med buddhistiske træudskæringer, som - synes jeg - får tårnet til at ligne en gigantisk bryllupskage. "Vind og regn broer" er sociale mødesteder, hvor man hænger ud, sludrer eller tager sig et hvil. I princippet er det en bro med en lang pavillon - eller korridor - der giver folk læ for vind og vejr - heraf navnet. Både broer og tårne er imponerende bygningsværker og altså bygget uden brug af søm eller skruer.
 
Zhaoxing udgjorde min base under besøget hos dongerne og med byens placering i en dal omgivet af bjerge med ris terrasser, var det et perfekt sted for vandreture. En lille grusvej førte op i bjergene, og snart havde jeg en smuk udsigt ud over den opdyrkede dal, hvor marker i bunden med forskellige afgrøder lignede små farverige frimærker. Risterrasserne lå for mine fødder, nogle store på omkring 70 m2, andre små, nogle af dem var nyhøstede og tørre og havde kun stubbene tilbage, andre var oversvømmede og ligeledes kun med stubbene, mens enkelte endnu ikke var høstet og således stod med lysegrønne risplanter. Balancegangen på de smalle kanter mellem de oversvømmede rismarker var en meget smuk oplevelse. Bjergene, himlen og skyerne spejlede sig i den blanke vandskorpe, hvor massevis af fisk slog med halen (oversvømmede rismarker benyttes ofte samtidig som fiskedambrug) og et par gæs og ænder rensede deres fjerdragt, hvis vandbøfler ikke lige kom masende forbi med en plov og en landmand efter sig og ødelagde det idylliske maleri. De charmerende og lidt klovnede vandbøfler viftede vildt med ørerne og halen, mens de kæmpede sig frem gennem mudderet, som om de prøvede at lette og på den måde gøre arbejdet nemmere.
 
Jeg kom til en lille landsby og blev der modtaget, som jeg blev det mange steder i de isolerede områder. Situationen var som i det vilde vesten, hvor revolvermanden gør sin entre i en lille by. Verden skifter hastighed fra livlig aktivitet til slowmotion - ikke en vind rør sig og tiden synes at stå stille. De tilstedeværende stopper op i deres forehavende - selv børn holder inde i deres spil - retter sig op og kigger efter den fremmede, mens han bevæger sig op ad den støvede hovedgade. Luften er spændt og kun den fremmedes fodtrin kan høres, men med et forløsende "ni hao" (hej) fra den fremmedes mund, et smil og et hilsende nik, tør verden atter op og kører videre med normal hastighed. Hurtigt fyldes luften med spørgsmål fra kinesiske struber, men her er det så, at jeg må trække det mest avancerede ord frem fra mit sparsomme kinesiske ordforråd: "Wu tingbudong" (jeg forstår ikke). Det kniber til gengæld aldrig med at forstå, nar de lokale med hujen og viften inviterer på gratis frokost. Frokosten er en glimrende mulighed til at få en indsigt i de lokales hjem og indretning, og således skete det også i den lille landsby, jeg ankom til.
 
Dongernes huse er rimelig store og som tidligere nævnt opført i træ. Stueetagen fungerer som stald, hvor grise, køer, høns og ænder normalt bor, hvis de ikke lige render frit rundt i området. 1. sal er familiens samlingssted med et åbent ildsted og 2-3 soveværelser, og oftest er der endnu en etage med flere små rum. Husene er af fantastisk arkitektur, stærke og lune og altså opført uden brug af søm og skruer.
 
Yangshuo:
 
Yangshuo er navnet på en lille by beliggende i et fantastisk landskab i det nordøstlige Guangxi. Klippe-, stensøjler og kalkstensbjerge i finurlige formationer ligger overalt, så langt øjet rækker, mens den maleriske Li flod - hvor skarvfiskerne er travlt beskæftiget med at underholde turisterne - i bedste slalom stil svinger ud og ind mellem småbjergene. Mange kinesere mener, at det er det flotteste sted i verden - hvor verden her altså betyder Kina.
 
Jeg tog til byen med de mange kalkstensbjerge, for dels at opleve naturen, dels at spise pandekager og drikke øl sammen med massevis af andre rygsækrejsende - endnu en backpacker by havde krydset min vej.
 
Knap havde jeg fundet et hotelværelse, før jeg drog ud på første interessante tur i området: Skarvfiskeri på Li floden. Mørket havde allerede langt sig tungt over Li floden, da jeg - sammen med en lille gruppe kinesiske turister - trådte ombord på en small flodbåd. Nogle havde slukket for stjernerne og et truende regnvejr hang over vores hoveder, men bag os skabte Yangshuo en farvestrålende kulisse med sine mangefarvede lys - og sågar et illumineret bjerg - der stod i fin kontrast til aftenens mørke.
 
Båden gled ud i det sorte vand og vi tøffede op ad floden. Efter et par minutter kunne vi skimte et lys på floden, og efter yderligere et par minutter var vi fremme ved lyset. Lyset sad forrest på en bambuspram, bestående af 4 stk. 5-6 m lange bambusstammer, surrede sammen med reb. Der stod en kurv på midten af prammen, 13 store sorte fugle trippede utålmodigt rundt om kurven, og en ældre kineser med en slidt stråhat stagede prammen fremad i rolige bevægelser - aftenens show var ved at tage sin begyndelse. Vores lille båd var udstyret med et par ordentlige projektører, og da de blev tændt, startede skarvfiskeriet. Fiskeren gennede skarvene ud i vandet og efter et øjebliks tilvænning til det våde element, kastede fuglene sig gennem vandskorpen og gjorde den undersøiske verden usikker for småfisk. Det er en pudsig størrelse sådan en skarv - som blandingen mellem en stor lappedykker og en pingvin. Deres adrægtighed under vand var imponerende, hvor de med stor hastighed jagtede fisk, og det siges, at de kan holde vejret under vand i op til 2 minutter. Fuglene poppede op fra dybet omkring os og dykkede snart efter med et benspjæt, men enkelte gange kom en fugl til syne med en sprællende fisk i næbbet, som den desperate prøvede at sluge. Fuglene har imidlertid en ring om halsen, som netop forhindrer dem i at sluge fiskene. Fiskeren langede ud efter den med sin stage, hvorefter fuglen med fisken via stagen hoppede op på båden, og fiskeren flåede derefter fisken ud af fuglens gab. Fuglene får dog typisk lov til at sluge hver 7. fisk, idet de ellers nægter at sammenarbejde.
 
I Kina spiser de hunde:
 
 
Det kinesiske køkken er kendt verden over for dets raffinerede gastronomiske kunnen, hvor forårsruller, and og kylling i sur/sød sauce og dybstegte kongerejer for længst har vundet indpas på verdensplan. Kina har dog ikke et decideret nationalkøkken, men et væld af forskellige regionale køkkener, som overordnet kan samles til 4 hovedkøkkener: Beijing-, Sichuan- (ved byen Chengdu), Østkyst- og Cantonesekøkkenet. Sidstnævnte køkken er specielt for området i det sydøstlige Kina, omkring Hong Kong, og det er det Cantonesiske køkkens lækkerier, vi nyder godt af, når vi guffer løs på de kinesiske restauranter i Danmark. Cantoneserne ser dog ud til at putte alt i munden og de har et ordsprog, der siger: “Hvis det har ben og ikke er borde eller stole, kan det spises, hvis det kan flyve og ikke er en flyvemaskine, kan det spises og hvis det kan svømme og ikke er et skib, kan det spises.” - cantoneserne spiser alt.
 
Når nu man alligevel er i området, kan delikatesserne jo lige så godt prøves, så for undertegnedes vedkommende er det bl.a. - for blot at nævne nogle specialiteter - blevet til: grillet hund, ko-mavesuppe og stegt slange. Slangen var næsten et helt show i sig selv. Først hilste og legede jeg lidt med den levende slange (en fætter på omkring 1,5 m), derefter fik jeg en ægte “Bloody Mary” af slangens blod og vodka (dog uden tabasco). Slangens kød blev stegt og serveret med grøntsager, og ryghvirvlerne udgjorde hovedingrediensen i en suppe. Der var rigtig meget mad i sådan en fyr.
 
Hong Kong:
 
Indere med turban, muslimer med slør, kinesere i jakkesæt, thaier, sikher med stort skæg og løstsiddende pyjamaslignende kåber, vietnamesere, afrikanere, hinduer med farvestrålende klæder og mærke i panden, og et usædvanligt stort antal storvommede vesterlændinge går skulder ved skulder på snævre fortove; de pulserende reklamer er på konstant overarbejde og blinker løs som om de var akkordlønnede; restauranter - med den obligatoriske udsmykning med hønsefødder og pillede ænder - lokker med fristende tilbud; og skyskraberne - stående på tæerne af hinanden - reflekterer hver og en af verdens bevægelser i deres spejlfacader. Det er vinduespudsernes og forretningsfolkets paradis - det er Hong Kong. Pengene sidder løst og der er mange til at slås om dem. Handlen er hidsig og hurtig og alt kan sælges. Ved skumringstid ser det ud som om, at solen forsvinder bag et gigantisk usynligt lysprisme og lader sine stråler lyse gennem glasset, dannende farver med hver en tænkelig nuance. Skyskrabernes illuminering er fantasifulde og kreative, stimuleret af konkurrencen mod de øvrige skyskrabere, og Hong Kong øens skyline by night må være en af de absolut mest imponerende i verden.
 
Byen, hvor omkring 7 mio. mennesker har skruet sig sammen, overgik til kinesisk “speciel administrativ region” i 1997 efter mere end 150 år som engelsk koloni. Englænderne havde under Opiumkrigen forhandlet sig frem til ejerskabet af dette handelsstrategiske velplaceret område, efter et par års “Krigsskibsdiplomati” med havneblokader og skarp kystkontrol.
 
I dag er området atter kinesisk, skønt byen overhovedet ikke minder om noget kinesisk. Langt de fleste tunger mestrer engelsk, pengene hedder Hong Kong dollars frem for Yuan, der er venstrekørsel i stedet for højrekørsel, og der er formentlig flere forskellige nationaliteter bosiddende i denne by end i resten af Kina. Bare det at krydse grænsen fra Kina tager over 1 time med immigration og told. Indbyggerne er tilsyneladende ligeglade med, om byen styres af kinesere eller englændere, bare de stadig kan handle - handlen er religionen, og pengene er den udøvende magt.
 
Jeg brugte timer med næsen i sky, hvor jeg studerede storbyjunglens skyskrabere, hvis jeg da ikke lige ved aftenstid stod på “The Peak” og gløde ned på dem i stedet; snakkede med spåmænd, der - mod et beskedent honorar på 600 DKr - ville fortælle mig om min nærmeste fremtid; løb fra massevis af indiske skræddere, der straks kunne udskifte min rejsegarderobe med kasinodress; passerede de mange elektronikbutikker med lukkede øjne for ikke at blive fristet for meget; og skyndte mig hver nat forbi en lille flok af hinduistiske (!!) prostituerede, der om aftenen tog opstilling ude foran hotellet. Nye indtryk i forhold til Kina. En hel ny verden, som en oprørsk og vild sø midt i et ørkenområde. Hong Kong er unik.
 
Afslutning:
 
Efter 2 måneders rejseri i Dragernes land må det være på tide med en udskiftning af møntsort og sprog. Scenen skiftes ud med en ny - Vietnam venter forude.
 
Mvh
 
Lars Munk
www.munkens.dk
lars@munkens.dk