You are here

KINA – RIGET I MIDTEN, del I

Rejse: Kina rundrejse - to måneder i riget i midten l Besøgsår: 2002

Sidste stræk på Den Transmongolske Jernbane:

Efter en vemodig afsked med Mongoliet steg vi på toget mod Beijing, for at fortsætte vores rejse ned gennem Kina. Landskabet til grænsen var det monotone Gobi-landskab, vi havde lært at kende på vores Mongoliet-rundtur, mens skønt dets ensformighed, var det meget smukt.

Det tog os 4 1\2 time at krydse grænsen til Kina, hvilket inkluderede skift af togets hjul. Rusland - og derved også Mongoliet - benytter en anden sporvidde end Kina, hvilket altså betyder, at man skifter hjul på toget. Toget kørte i remise, blev hejst op i luften af noget hydrauliske løfteanordning og så hang vi der og dinglede. Væk med de russiske hjul og på med de kinesiske. Det foregik relativ smertefrit, men det er nu alligevel en lidt Storm P artigt proces.

Efter at have krydset grænsen gik vi til ro for natten, men da vi atter slog øjnene op, havde landskabet fuldstændig skiftet karakter. De bløde grønne bakker var erstattet af et kuperet terræn med dramatiske fald og mange kulører. Marker med majs, solsikker og andre spændende afgrøder dukkede op, grønne og frodige, overrislet fra de halvstore floder, der bugtede sig langs jernbanen. Det hele var meget anderledes end Mongoliet. En menneskeskabt metamorfose fra et beduinlignende landskab fra et ukendt århundrede til en verden fuld af landbrugets farver med det 21 århundredes effektivitet. Foruden den nævnte landskabsforandring så vi vores første glimt af verdens største menneskeskabte bygningsværk, nemlig Den Kinesiske Mur. Mere herom senere.

Beijing:

Beijing - Kinas hovedstad, tidligere kendt under navnet Peking - er i kinesernes begrebsverden, med dets placering “midt i riget i midten” ikke mindre end verdens navle. Byen er en kaotisk blanding af nyt og gammelt, rigt og fattigt, hvor de svajryggede teglstenstages drageudskæringer og mytologiske figurer spejler sig i moderne skyskraberes glas- og chrom-facader, og hvor rustne cykelrickshaws og sorte BMW’er kører side om side på de brede boulevarder. Kulturen er svær at få ordentlig ind under neglene, idet Kina - og i særdeleshed Beijing - er midt i et hastigt hamskifte, forårsaget af landets nylige økonomiske åbenhed. Multinationale selskaber strømmer til Beijing, i håb om at få en lille bid af denne gigantiske forbrugskage og de skyder hvert år milliarder af $ i landet. Pengeindsprøjtningerne trækker Kina med fremad økonomisk, dannende en hastig voksende middelklasse. En middelklasse der erstatter cykler med biler og går på fancy restauranter frem for på gadekøkkenerne, og derved langsomt glider over mod vesteuropæisk levevis. De lavere klasser lever fortsat, som de altid har gjort det: bor i hutonger, har cyklen som transportmiddel og spiser på gaderestauranter. Det er både fascinerende og skræmmende at se denne bys udvikling. Skræmmende fordi hutongerne rives ned for at give plads til shopping malls og kontorbygninger - fascinerende fordi fattig og rig går hånd i hanke med hinanden i dagligdagen. Beijing operaen indeholder ofte scenen “Skift af ansigt”, hvor skuespillerne skifter masker, for at udtrykke vrede, glæde eller had og Beijings aktuelle situation kunne symboliseres ved et maskeskifte fra en grå halvfattig kommunistisk hovedstad, til en blomstrende og farverig kapitalistisk metropol. Byen er en polykulturel oplevelse og har en hurtig bankende puls - det er fantastisk at være tilskuer dertil.

Hutongerne er de lavere klassers domæne. Små snirklede gader løber rundt mellem hinanden, dannende en uigennemskuelig labyrint og ligner fuldstændig scenerne fra en Bruce Lee film. Gaderne er linet op med små 1 etagers huse, hvor stueniveauet er bygget af sten og 1. sal af træ, og hvor de små verandaer er dækket af miniskove af blomster og planter. Ude foran husene, siddende på kasser eller små stole, hygger kvarterets indbyggere sig med kinesisk skak eller mah-jong (spil a la domino), mens fugle i bure leverer behagelig baggrundsmusik i fin duet med græshopper fra deres små flettede lukkede kurve. Beboerne i hutongerne ser tilfredse ud, har tøj og sul på kroppen, smiler pænt og siger “Hello” til os, efterfulgt af en fnisen, og ser faktisk ud til at have det rigtig godt. Foruden beboelsen findes der masser af butikker, restauranter og et par enkelte små fabrikker, hvor gammel håndværk praktiseres. Smedeværksteder lyser glimtvis op i skæret fra svejseapparaterne, mens smedene hamrer og banker på potter og gryder, side om side med små syværksteder, hvor skrædderne benytter gamle manuelle symaskiner til at stykke mønstrede klædestykker sammen, og små snedkerier, hvor træudskæringer foregår med mejsler i forskellige størrelser. Selvom vi er 10 min. gang fra byens centrum - Den Himmelske Fredsplads (Tian An Men) - er alt helt afslappet og stille, bortset fra madstedernes ansatte, der lokker med god og billig mad. Meget af maden - friturestegt kylling, dampede melboller med kødfyld (dumplings) og kogte grøntsager - tilberedes på gaden, hvor man ligeledes, i skæret fra de røde papirlanterner, indtage lækkerierne. Området er rigtig pænt, dog med få spredte skraldebunker (der fjernes i løbet af natten), men det lidt kulturuvante for os er de (ofte ildelugtende) offentlige toiletter, der ligger rigtig mange steder, simpelthen fordi der ikke findes toiletter i beboelserne. Vores lille kinesiske familiehotel, som jeg ikke kender navnet på, lå i en af ovennævnte hutonger - det var fantastisk.

Maos sidste hvilested:

En af Beijings turistattraktioner som bør nævnes, er formand Maos mausoleum. Mausoleumet er en meget stor bygning udført i en komprimenterende arkitektonisk stil mellem firkantsbyggeriet og den græske søjlekonstruktion og er faktisk ganske flot, men desværre er bygningen placeret det værst tænkelige sted, nemlig midt på Den Himmelske Fredsplads. Aldrig har en bygning skæmmet mit øje så meget som denne. Om man er for eller imod den sorte HT-terminal på Rådhuspladsen, vil blot et lille ord om dårlig placering fuldstændig blive latterliggjort af Maos korpus’s placering. I øvrigt lyder rygtet, at Mao, som ligger i mausoleumet og viser sig frem for store menneskeflokke, er falsk, simpelthen fordi kineserne ikke magtede balsameringsteknikken, som bl.a. er blevet udført på Lenin i Moskva og Hu Chi Minh i Vietnam. Mao gik simpelthen i forrådnelse og er jf. rygterne, erstattet af en voksfigur. Om det er sandt, aner jeg ikke men i så tilfælde må Kinas svar på Madame Tussauds kunne betegnes som en relativ stor joke.

Morgengymnastik:

Nu vi er ved turistattraktionerne i Beijing, er det værd at nævne "Temple of Heaven" og især parken omkring den "Tinan Park". Vi havde hørt, at kinesernes går amok i en sanseløs gymnastik-rus om morgenen i parken ved Temple of Heaven. Vi stod forbandet tidligt op for at få en logeplads til opvisningen, og vi var da heller ikke nået langt inde i parken, før første gruppe "Tai chi" entusiaster driblede rundt i slow motion med sværdet i hånden og udførte underlige bevægelser. Når man så godt efter, kunne man genkende nogle af manøvrerne fra karate, som f.eks. cirkelspark og parader. Der ser altså - undskyld mig - lidt tåbeligt ud, men det er utrolig sundt, det styrker kroppens smidighed og opretholder den spirituelle balance. Parken er en stor gymnastiksal for utallige Tai chi udførere, viftedans i lange baner, engelsk vals, badminton og sågar - et enkelt sted - tennis. Store grupper af folk gjorde gymnastik sammen, mens de sang i kor. Et sted gjaldede musikken i form af trommer, fløjte og små bækkener, og folk dansede fornøjeligt rundt. Sjældent har jeg set så glade folk, som om de var i en trance. De kunne slet ikke holde op med at smile og man kunne virkelig se, at de ville dele deres glæde med alle de mennesker, der havde samlet sig omkring dem. Det var fantastisk livsbekræftende.

Byen byder på mange spændende turistattraktioner, som skal ses, når man alligevel er på de kanter, og da vi kun brugte en uge i byen (hvilket faktisk er alt for kort tid), var der dømt "power sightseeing" og ømme fødder. "Den Forbudte By" - kejserens palads, godt illustreret ved filmen "Den Sidste Kejser" – er en perle indenfor kinesisk arkitektur; den underjordiske by, der består af et tunnelsystem med plads til 5.5 mio. mennesker; silke- og perlemarkeder; parker med kinesisk arkitektur med pavilloner, pagoder og broer; templer for buddhisme, taoisme og confucianisme; gallerier og udstillinger med malerier og kalligrafi; Beijing-operaen i the-huse; markeder hvor duften af krydderier finder vej til næseborene, mens ørerne bliver bombarderet af de sælgenes tilbud: "Speciel price for you my friend". "How much?". "Cheap, cheap". Det er krejlernes paradis. Beijing har det hele.

Sommerpaladset:

Lidt ude for byen ligger en af Kinas absolut største turistattraktioner, nemlig Sommerpaladset. At kalde området for Sommerpaladset er faktisk en underdrivelse af dimensioner, idet området er meget mere end "blot" et palads. Bygget i 1750 under Quing dynastiet, brændt ned til fundamentet under opium-krigen i 1860 af den engelsk-franske alliance og atter genopbygget i 1886 af den meget selvoptaget og katastrofalt ringe kejserinde Cixi, for penge der skulle have styrket den kinesiske flåde. Flåden fik ingen penge, men til gengæld fik de bøllebank. Den eneste båd, der blev bygget for pengene, var en flot marmorhjuldamper, der ligger i Kunming søen ved Sommerpaladset og ikke kan sejle 1 meter. Det var sommerpaladset, Cixi trak sig tilbage til, når hun ikke lige kastede landet ud i en eller anden katastrofe. Under hendes næsten 50 årige regeringsperiode som dukkefører for 3 forskellige kejsere, blev Kina gradvist mindre og mindre og fattigere og fattigere. Dette facts står i stor modsætning til Sommerpaladsets storhed. Kort fortalt består paladset af attraktive templer, et stort teater og fine selskabslokaler, alt sammen placeret på den mere eller mindre menneskeskabte høj "Longevity Hill", med en smuk udsigt ud over Kunming søn. En af Sommerpaladsets helt store klenodier er en pavillon-korridor, der strækker sig 728 m langs søen, kunstnerisk dekoreret med over 40.000 farverige kinesiske malerier. Motiverne afspejler landskaber med fugle, bjerge, blomster og søer; scener fra eventyr og legender med drager og føniksfuglen; samt afbildninger af kejsernes storhed. Et langt galleri med præcise og detaljerede pennestrøg.

Smukke bygninger kan nævnes i en uendelighed og en opridsning af områdets historie ville fylde flere bøger, så jeg tror bare, at jeg vil bevæge mig ned til søen og fortælle lidt om dens breder. Hvis man begiver sig ud på den ca. 2 timer lange vandretur rundt om søen, bliver man rigeligt belønnet - det er en fryd for øjet og et fredssted fra sommerpaladsets turisthorder og Beijings stress. Søen indeholder et mylder af kunstige øer og tanger, indbyrdes forbundet med 8 smukke broer i bedste kinesisk arkitektonisk stil, enten med en pavillon på midten eller udformet som højtravende og stejle stenbuer - den ene bro smukkere end den anden. Folk hygger sig herude, hvor unge mænd med korrekt sat hår - ofte kættersk langt - og med vestlige klæder, flirter med de unge piger, der ligeledes er vestligt klædt, dog de fleste med en svag asiatisk karakter i form af små fine broderier på skjorter og bukser, samt en blomstret silkeparaply som beskyttelse mod solen. Ældre folk sidder på bænke og sludrer, og unge par går tur med barnevogn og rigtig forkæler deres eneste barn. Siden 1979 har Kina kørt med et-barns politik, simpelthen for at holde indbyggertallet nede (p.t. er der ca. 1.3 mia. mennesker i landet. Regeringen ønsker tallet nedbragt til ca. 700 mio., men med den nuværende fødsel/dødsrate vil der i 2030 være 1.5 mia. kinesere). Det er naturligvis ikke decideret forbudt at få flere børn, men parret må da acceptere en nedsat indkomst, en bøde eller betale flere penge i skat, mens piger omvendt får betalt ferie ved abortion og forældrerne får børnepenge til 1. barns 14. år – en støtte der frafalder, hvis de får barn nr. 2. Alle disse enebørn vil hver især blive familiens lille hersker, som bliver forkælet og nusset om. Med andre ord er Kinas første generation af små herskere ved at være voksne, parate til at erobre verden. Det kunne ligne et opgør mod noget af det mest fundamentale i Kinas kultur, nemlig det af Confueius's 5 hierarkiske forhold der omhandler forholdet mellem far og søn. Confucianismen er en kinesisk religion/filosofi (og en af Kinas 3 religiøse strømninger, hvor de 2 øvrige er Buddhisme og Taoisme), dateret tilbage til ca. 500 f.kr., hvor en fyr ved navn Confucius gjorde sine tanker om det idealistiske samfund. “Ordnung must sein” tænkte han og skabte 5 forhold, som ethvert samfund burde leve under, for at opretholde orden. Underordnede skal adlyde og gøre som den overordnede befaler. Forholdene er: hersker til undersåt, far til søn, ældre bror til yngre bror, mand til kone og – som eneste ligevægtige forhold – ven til ven. Confucianismen eksisterer i bedste velgående i dag, dog med opblødninger især ved mand/kone forholdet og måske også søn/far forholdet.

Et-barns politikken står i øvrigt meget i modsætning til socialismens ord om at flere børn, betyder flere arbejdere, som igen betyder større produktion og større velfærd. Men omvendt kan et af Maos mislykkede eksperimenter ses som en refleksion gennem tiden, da han lancerede den store fugleflugts-kampagne, hvor kineserne, når de så en fugl lande, skulle jage den væk. "Fugle har maver, og maver skal mættes, men de mættes fra markernes korn", kunne Mao have tænkt, da han iværksatte kampagnen, der naturligvis førte til en enorm insektplage. Som en irrelevant information for historien her, men dog alligevel lidt tragikomisk, beordrede man alt græs fjernet fra Beijing for at få bugt med insekterne, hvilket i stedet førte til grus- og sandstorme. Herefter blev eksperimentet stoppet... Et-barns politikken er af samme karakter som fuglekampagnen, idet landet simpelthen er bange for, ikke at kunne skaffe mad og plads nok til indbyggerne, hvis befolkningsboomet fortsætter med samme fart som i 70'erne. Og det med maden og nervøsiteten om, om der skulle være nok mad til en hel befolkning på med 1,3 mia. - den nervøsitet kan jeg udmærket godt forstå. Kineserne forstår sig så sandelig på madkunsten - både mht. at tilberede maden og til at spise den. Som en middelstor dansk mand på omkring 75 kg. spiser jeg formentlig nogenlunde samme mængde mad som en kinesisk teenager pige - og de voksne fyre kan jeg slet ikke hamle op mod, selvom langt de fleste er mindre end mig. Der er noget, Daloon fuldstændig har misforstået, når de på deres pakker i Danmark proklamerer, at der er nok mad i en pakke færdigret til 2 personer - oversættelsen må være forkert og burde lyde: "Der skal 2 pakker færdigret til 1 person" - set ud fra en kinesers appetit. Hvad de formår at vælte i sig af friturestegt kylling og alt muligt andet - og jeg mener alt muligt andet - er simpelthen ufatteligt. Restauranternes borde bugner af dumplings, grøntsager, ris, nudler og supper mv.

Vidner til et vidunder:

Tusmørket sænker sig langsomt over landskabet og giver plads til stjernerne, som tændes een for een og bevidner, at himlen er tømt for de mørke skyer, der just har foranlediget et vældigt tordenvejr. Skyerne er drevet videre, men deres relative nære tilstedeværelse røbes af massevis af sildelyn, der til stadighed flækker himlen med deres siksakform. Den dunkle himmel lader bjergene træde frem som mørke silhuetter foran sig, men det er bjerge med en underlig kam. Takket som ryggen af en drage, klatrende op ad de stejleste bjergsider, balancerende på de højeste tinder og dramatisk nærmest rutschende ned i dalene, snør Den Kinesiske Mur sig i landskabet, og ligesom bjergene står dens tårne og vægge som perfekte silhuetter mod den tiltagne aftenhimmel. Lynene er langt væk nu, men de oplyser momentvis landskabet og bader det i et hvidt lys, som en gigantisk blitz, og afslører murens blotte tilstedeværelse. Luften er frisk og renset efter tordenvejret og ellers fuld af ugletuden, det obligatoriske chikadekor, en sagte buldren fra tordenvejret i det fjerne, samt af flyvende flagermus og sværmende ildfluer. Dette fantastiske sceneri er jeg vidne til, og jeg overværer det fra et halvrundt indgangsparti til et af de mange vagttårne. Vagttårnet er nogenlunde intakt, skønt det mangler taget over hovedrummet, men det giver alligevel læ nok til at beskytte os om den værste regn, hvis den skulle finde på at vende tilbage. Soveposerne ligger i et lille støvet sidekammer med grus-gulv, åbent vindue og stentag, og udgører derved "hotelværelset" for natten. Med andre ord: Vi overnatter på Den Kinesiske Mur på hotel "Fodkold". Meget ulovligt, gratis og unikt. I et af de øvrige sidekamre har jeg lige fundet et perfekt slangeham på ca. 1 m's penge, så vi ved, at vi skal sove blandt slanger, og endvidere har vi hørt historier om banditter, der letter turisterne for deres pung. Vi deler altså seng med slanger, værelse med banditter og måske skal vi have lyn, torden og regnvejr ned gennem det ikke eksisterende tag. Det bliver en spændende nat herude på muren.

Et besøg på Den Kinesiske Mur er naturligvis et must, når man er i Beijing. Der er mange forskellige muligheder for at se muren, afhængig af personligt temperament, som f.eks. den nyligt restaurerede del af muren ved Badalin - turisternes favorit - 70 km nordvest fra byen. Vi valgte imidlertid at besøge en anden del af muren, nemlig Huanghua, beliggende ca. 90 km nord fra downtown. Muren ved Huanghua er ikke restaureret siden 1600 tallet, og ligger som naturen har behandlet den i de sidste ca. 400 år, hvorved den ikke er så velbesøgt. Da vi havde en listig plan om at overnatte på dette gigantiske vidunder, udgjorde Hunghua det perfekte sted for vores udflugt. Vel udstyret med soveposer og lidt frugt til aftensmad, drog vi glade og velmotiverede af sted til Hunghua, for at besøge et af verdens 7 store gamle ingeniør vidundere. Hvad der er så ganske særligt ved disse vidundere, er lidt vanskeligt at sige, idet f.eks. Den kinesiske Mur "blot" er en flok sten, stablet oven på hinanden. Det er ikke så meget stenene i sig selv, eller den ganske lille brøkdel af muren man nu kan se, hvorfra man står, der er magisk, men snarere tankerne om murens samlede 6350 km’s udbredelse i et meget ufremkommeligt terræn - som afstanden mellem Los Angeles og New York. Tankerne om murens fødsel og hele dens opførelse er ikke mindre imponerende end dens længde. Ideen om en stor mur til at forsvare riget i midten mod de vilde barbarer fra nord (bl.a. vores gode venner fra Mongoliet) blev født ca. 300 f.kr., da daværende kejser Qin Shi Huang befalede, at man skulle forbinde en række eksisterende bymure med hinanden. Han var en hård nød - ham Qin Shu Huang - og en rigtig ondsindet tyran, der satte ca. 1 mio. mennesker i arbejde med muren, og ledte tusinder i døden under de barske forhold. Muren blev udbygget og forstærket op til 1600 tallet, og arbejdet er hovedsageligt blevet udført af straffefanger, men under Sui dynastiet (500 e.kr.), blev også enker tvunget til murskeerne, grundet landets mangel på mænd. Det skønnes, at omkring 1 mio. personer har mistet livet under hele murens konstruktion og vedligeholdelse, og myterne fortæller, at de dødes kroppe blev en del af murens materiale. Ironisk nok havde muren ikke den tilsigtede militære effekt - Djengis Khaan vadede lige ind i Kina og japanerne angreb fra søsiden - men muren havde en praktisk nytteværdi som fragtvej af gods og soldater på tværs af landet. Muren var bred nok til at 5 heste eller 10 soldater kunne løbe ved siden af hinanden - en historisk motorvej.

Turen på muren var relativ barsk og vi kom kun fremad i langsomt tempo. Muren skød i vejret for vores fødder, trinene var halve eller ikke eksisterende, hvorved det kunne være vanskeligt at få fodfæste, og nogle steder var muren så stejl, at hænderne måtte tages til hjælp. De svimlende nedture mod dalene udgjorde ligeledes en god udfordring, idet tyngdekraften prøvede at rive os med i et fald, mens vi balancerede på små trin eller klatrende forsøgte at forcere forhindringer. Efter beskedne 4 km's klatring på muren, fandt vi et perfekt ly for natten, nemlig det føromtalte vagttårn. Tårnet ligger lidt ude for den normale rute, og massevis af edderkoppespind i buske på tværs af muren bevidnede, at der ikke havde været mennesker i eller forbi tårnet den dag.

Det er som om at muren med sin ufattelige længde, strækker armene frem fra en svunden tid og beretter om kejsernes overlegne magt - en vidnesbyrd om at himlens sønner var noget ganske særligt. Mens udsigten over muren nydes og tankerne om dens størrelse og historie får frit spil, opleves Murens historiske vingesus, og det er der, fascinationen af verdens 7 vidundere og øvrige historiske bygningsværker ligger. Det er der, den virkelige oplevelse begynder.

Xians Terrakotta-krigere:

Vi drog til den gamle hovedstad (1000 f.kr – 1000 e.kr) og meget interessante historiske by Xian, der hovedsageligt er kendt for sine Terrakotta-krigere, men som også indeholder et spændende kinesisk muslimsk kvarter. Kejser Qin Shu Huang - nævnt under Den Kinesiske Mur - havde rigtig store tanker om sig selv, og lod derfor en hær bygge, til at passe på sit gravsted. Hæren består af ca. 8000 menneskestore krigere af træ og ler, alle med forskellige ansigtsudtryk og hænder. Stedet har været en velbevaret hemmelighed gennem tiderne, men for 27 år siden blev krigerne fundet ved et tilfælde. På nuværende tidspunkt har man gravet ca. 6000 soldater fri, men man mener, at der stadig ligger omkring 2000 soldater begravet. Selv om figurerne er lavet for ca. 2500 år siden, er de fleste fuldstændig intakte, og nogle stadig med rester af farver i ansigtet og på det modelerede tøj. Andre ser imidlertid ud til at have været i krig - og tabt.

Yangze-floden - den sidste dans:

Færgemotoren pumper tungt og utålmodigt for at komme af sted, men stadig lastes færgen med meloner, mel, kasser og bylter, båret af små seje mænd med en stor bambuskæp over skulderne og godset i hver sin ende af kæppen. Der er en råben og masen og løbende skridt på nederste dæk, for at få det sidste gods ombord. Færgen har tudet til afgang op til flere gange og vi er allerede 1/2 time forsinket. Endelig kommer forløsningen. Skibsskruerne forvandler det gule vand til et skummende inferno: vi ligger fra kaj og er på vej op af den lange flod.

Byen Yichang, beliggende i det centrale Kina, udgjorde udgangspunkt for os, for en 4 dages sejltur op ad Yangze-floden. Yangze-floden har sit udspring højt oppe i Himalaya-bjergene i Tibet, og løber ud i Stillehavet ved Shanghai, hvilket giver et stræk på 6400 km og gør den til verdens 3. længste flod. Kineserne kalder meget passende floden for Chang Jiang - den lange flod. Vi havde på ingen måde tænkt os at se hele floden, men nøjes med at koncentrere os om et ca. 350 km stykke mellem byerne Yichang og Chongqing.

Færgen var fyldt til bristepunktet med kinesere og gods - sådan virkede det i hvert fald i starten, da alle var ude af deres kahytter for at følge med i slagets gang på båden, men efterhånden trak de fleste folk sig ind i deres kahytter. Vi rejste på 2. klasse, hvilket normalt betyder indlogering i 4 køjers kahyt, så overraskelsen var stor, da vi trådte ind i en 2 personers kahyt - vi havde en hel kahyt for os selv. 2. klasse var udsolgt, så vi fik - som de blegansigter vi nu er (og de eneste på båden) - tildelt en 1. klasse kahyt. Til vores retfærdighed skal det nævnes, at udlændige betaler ca. 50% mere for billetterne end kineserne, hvorved vores skrupler var til at overse.

Færgen var i 3 hierarkiske etager, med gods, køkken, maskinrum og 3. og 4. klasse på nederste dæk og 1. (2 kahytter) og 2. klasse på midterste og øverste dæk. Mellem godset og lige over vandskorpen var der indlogeret 6-8 personer i kahytterne, og der blev tiden fordrevet med kortspil, madlavning og fjernsynskiggeri. Det så lidt trængt ud, men alle havde hver sit personlige domæne i form af den tildelte køje. Helt agterude og ved siden af det oliefyldte maskinrum, var kabyssen placeret, praktisk tæt på vandet når køkkenaffaldet skulle ud. Friske råvarer i form af levende kyllinger stod lige ved siden af køkkenet. 50-60 kyllinger i bure på omkring 1m x 1,5 m x 15 cm illustrede begrebet burhøns i sin uhyggeligste form og gjorde de stakkels kyllinger helt firkantet og ude af stand til at bevæge sig. Det var ikke et rart syn.

Forrest på skibets midterdæk var der et lille soldæk, hvorfra vi kunne følge færgens kamp mod den stærke strøm og se på de fantastiske omgivelser. Vores timing med afgangstidspunktet var elendigt (hvilket skyldes forskellige omstændigheder, som du - kære læser - ikke skal trættes med her), så det var mørkt, da vi passerede turens virkelige attraktion, nemlig der hvor floden pløjer sig gennem “The three gorges” (de 3 slugte). Den smule vi kunne skimte af slugtene i mørket som omrids, var dog smukt. De 3 slugte er et stræk på omkring 200 km, hvor floden har fundet sit leje på bunden af 3 store slugte - den mindste på 8 km. længde - den længste på 80 km. Floden varierede i bredden mellem 100 og 200 m, mens bjergsiderne omkring floden, når op i over 900 m. Som enorme kæmper rejste bjergsiderne sig på begge sider fra flodens vand, rækkende ud efter stjernerne, og indsnævrede floden til en ganske smal strømfyldt bredde, hvor færgen måtte bruge samtlige hestekræfter på, at holde sig inden for den snævre sejlrende. Udover kampen mod strømmen skulle den stressede kaptajn navigere uden om flodens øvrige trafik - nogle skibe kom så tæt på, at man næsten kunne se det hvide i de ombordværendes øjne. Vandet dannede uforudsigelige dynamiske mønstre og hvirvelstrømme i sin iver for at rive båden ud af sin i forvejen zigzagget kurs, og med succes, har det forårsaget rigtig mange skibsforlis på strækningen. Et sted så vi da også et fragtskib, der havde prøvet at springe buk over et klippeskær. Det havde kun fået næsen over og efterlod således stævnen på klippen, ca. 5 m. over vandet, med agterdelen i vandet - men ellers var det helt intakt. 

Hvad Yangze har forårsaget af død og ødelæggelser for flodens folk, er dog ingen ting i forhold til de ødelæggelser, enorme oversvømmelser har forvoldt området i tidens løb. Så sent som i slutningen af juli var et område ved Dongting søen, ca. 200 km syd herfor, i undtagelsestilstand, grundet at vanvittige regnbyger og Yangze-floden i ond forening var ved at oversvømme søen, og truede ca. 10 millioner menneskers ejendomme - omkring 600.000 personer var allerede evakueret. Heldigvis skete der intet denne gang. “Det skal være slut med oversvømmelser. Vi må kunne kontrollere Yangze”, har regeringen tænkt, og startede byggeriet af verdens hidtidige største dæmning: “The 3 gorges dam”. Hovedformålet med dæmningen er, at kunne kontrollere Yangze’s vand, så oversvømmelser i fremtiden kan undgås, og Yangze bliver nemmere at sejle på, men dæmningen vil endvidere fungere som kraftværk og levere strøm som 18 atomreaktorer, svarende til ca. 20% af Kinas el-forbrug. Dette skulle virke som en katalysator for udviklingen i det centrale Kina. Selve byggeriet af den 185 m høje og 2 km brede dæmning, passerede vi kort efter afgang fra Yichang, og skønt 180 mia. kr. dæmningen først vil stå færdig i år 2009, var de nået rigtig langt med den. Planen er, at man fra næste år vil begynde at hæve vandstanden, således at vandstanden vil være 150 m når dæmningen står færdig, og at man over de følgende 20 år vil hæve vandstanden til 175 m. Det opdæmmede vand vil skabe en sø på ca. 550 km. Længde, som vil oversvømme alt, hvad der ligger i området i dag, hvilket indbefatter de 3 slugte - som vi netop nu passerer - og forårsage genhusning af omkring 2 millioner mennesker. Turen på Yangze gennem de 3 store slugte vil fra næste år være fortid, og historier om den, vil blive til legender.

Miljø- og økonomiskeptikere har for længst råbt vagt i geled. Miljøisterne pga. at søen vil ødelægge miljøet, foruden at floden ikke kan komme af med den forurening, som over 40 byer og 400 fabrikker vil lede ud i søen dannende verdens største toilet – økonomerne fordi de mener, det er for mange penge for Kina at satse på 1 projekt. Under alle omstændigheder vil et eventuelt kollaps af dæmningen, der holder på verdens største kunstig anlagt vandreservoir ved et af verdens tættest befolket områder, være en katastrofe af uendelige dimensioner.

Byggeriet kunne ligne en udfordring til Taoismens begreb “Dao”, der omhandler den universelle ligevægt og fortæller, hvordan mennesker skal leve af og med naturen for at opretholde ligevægten, eksemplificeret ved kinesernes terrassebyggerier på stejle bjergskråninger. “3 Gorges Dæmningen” er et projekt af sådan en størrelse med så store risici, at indflydelsen på naturen er uforudsigelig.

De byer, der til næste år bliver oversvømmet, rives ned netop nu og ruinerne i fremtiden vil ligge som undersøiske spøgelsesbyer. Vi var en tur gennem en af byerne - Wushan - og synet af ruinerne ledte tankerne til det sønderskudte Bosnien, jeg havde kørt med nødhjælp under krigen i 1994. Mursten for mursten blev højhuse lagt ned af de hårdtarbejdende arbejders hammerslag, og langsomt forvandlet til bunker af sten og grus - en skæbne store dele af byen allerede havde mødt. Skønt nedrivningernes ubarmhjertelighed, var der stadig et mylder af liv i byen, af folk der endnu ikke var blevet genhuset. De prøvede at skabe sig et liv i en trøstesløs by uden fremtid, hvilket faktisk var lidt deprimerende at overvære. Fra en fortovsrestaurant i en gade uden gadebelysning kunne en melankolsk stemning anes i skæret fra køknernes brændekomfurer.

Wushan dannede udgangspunkt for en lille afstikker op ad en af Yangze’s bifloder - Daning - op gennem “The 3 little gorges” (de 3 små slugte). I en flodbåd med plads til ca. 100 personer, proppet med kinesiske turister, der lige skulle se de små slugte, før de tabes for evigt, drog vi på en halsbrækkende slingretur op af floden. Turen førte os gennem slugte, der var endnu tættere på den meget smalle flod end deres storebrødre på Yangze og med endnu mere dramatiske fald fra bjergsiderne. For at gøre forvirringen total vil jeg kort berette om en lidt bizar tur op gennem “The 3 mini gorges”. “The 3 mini gorges” ligger efter “The 3 little gorges”, på en biflod til bifloden Daning. Små 10-personersbåde blev af unge muskuløse mænd, trukket, skubbet og staget op mod flodens stærke strøm - 3 til 4 personer om hver båd. Et godt stykke op af floden vendte vi om, og det var med begyndende adrenalin i blodet, vi så frem til en “River rafting” lignende tur tilbage af samme stykke. Men ak. De unge mænd kæmpede en lige så hård kamp medstrøms som modstrøms, for ikke at lade båden få frit løb ned af floden, spolerende alle vores håb om lidt action. De brave unge gutter kæmpede altså en hård kamp, til formentlig en latterlig hyre, for at vise os naturens skønhed - og naturen delte vitterlig generøst ud af sin skønhed, med dens regnskovslignende bevoksning på bjergsiderne, hvor aber hyggede sig i leg - men tankerne løb snarere mod et slaveri på en moderne gallaj, og gjorde det svært for os at absorbere naturindtrykkene. Det var i sandheden bizart.

Tilbage i spøgelsesbyen Wushan hoppede vi ombord på en færge, der skulle bringe os de sidste 32 timer til Chongqing. Chongqing er en beskeden kinesisk provinsby, jeg aldrig havde hørt om, før jeg påbegyndte rejsestudierne af Kina, men der bor 15 millioner mennesker i byen, og inden for få år vil den formentlig være indehaver af titlen: “Verdens største by”. Skyskrabere popper op af jorden som svampe i skovbunden, og med byens placering hvor 2 floder løber sammen ligner bygningerne en flok skolebørn, der stå på tæer i vandkanten, men som ikke rigtig tør løbe ud i bølgerne.

Pandabjørne:

Næste stop på vores tur skulle blive byen Chengdu, beliggende i Sichuan provisen, i det vestlige Kina. Byen blev for alvor tegnet ind på verdenskortet ved Jung Chung’s bog “Vilde Svaner”. Bogen skildrer en familie saga over 3 generationer, med beskrivelsen af familiens kvinders live i Kina. Jungs egen beretning tager plads i Chengdu, hvor hun på nærmeste hold var øjenvidne til kulturrevolutionen, som ikke blot var temmelig hård ved selve byen, men som også efterlod dybe ar i hendes egen familie. Foruden at bogen er rigtig god læsning, er den utrolig barsk, og giver en god introduktion til Kinas historie i det 20. århundrede.

Vores primære formål med besøget i byen var, at se pandabjørne i et miljø der minder om deres naturlige omgivelser. Lidt ude for byen ligger forskningscenteret “Giant Panda Breeding Research Base”, hvor bl.a. 4 pandaer i omkring 1 års alderen slår sine folder, og hvor der inden for den sidste måned er født 4 nye unger. En tidlig morgen drog vi ud i parken, faktisk så tidligt at vi var de første turister derude. De 4 store unger var på tæerne straks fra morgenstunden, og iscenesatte et underholdende show til ære for os. De drønede rundt efter hinanden og lavede bunkeslagsmål, hvor de alle 4 rodede rundt på jorden, og henholdsvis daskede hinanden i hoved med deres store poter, eller nappede hinanden i benene eller ørerne. Undertiden forsøgte en af banditterne at klatre op i et træ, men hurtigt var der en anden efter den og prøvede at trække den ned igen, ved at bide sig fast i bagpoterne. Den hårdtarbejdende træklatrer vidste, at angrebet ville komme, så bagbenene piskede rundt i luften, for at få såvel benene som den store bagdel med op under sig. Hvis angriberen ikke havde succes i sit forehavende, smuttede den med op i træet, og så var der slogskamp der i stedet. Pandaer er i forvejen rimelig klodset og med deres kejtede bevægelser i træet, var der alt mulig grund til at tro, at de ville styrte ned, men det gik godt hver gang. De 4 yndlinge var fuld af dyreungers energi og charmerede sig godt og grundigt ind på os. Dem kunne der nok blive plads til i rygsækken.

Ridetur:

“Call of the wild” lød endnu engang, ganske som den havde gjort det i Mongoliet, så vi tog væk fra byernes smog og jag og ud på en 3 dages ridetur.

Rideturen tog sit udgangspunkt i en lille by ved navn Songpan, beliggende i de tågede bjerge 3000 m over havet og 10 timers kørsel fra Chengdu. Byen er et multietnisk miks mellem religioner og befolkningsgrupper, hvilket gør byen meget farverig og varieret. Muslimske mænd med en lille hvid hat og lang hvidt skæg går side og side med tibetanere i sorte kåber foret med yak-skind, men det er han-kineserne i deres sædvanlige vestlige outfit, der - som overalt i Kina - dominerer gadebilledet. Han-kineserne har efterhånden spredt sig ud til selv den mindste afkrog af Kina, mange forflyttet af staten for at opnå en ensartet kultur og befolkningsgruppe i landet og for at effektivisere de afsidesliggende områder.

Rideturen foregik i tibetansk område, hvor det moderne landbrug ikke er nået frem til endnu. Vi passerede således store stativer, hvor halmen hang til tørre og kom forbi kvinder, mænd og børn, der tærskede halm ved at slå på det tørre halm med lange pinde, hvor der for enden var et beslag og et stykke træ, for at give ekstra kræft i slaget. Derefter blev hamlen revet for udskilning af korn.

Selve rideturen er der ikke meget at berette fra, andet end at omgivelserne naturligvis var smukke, sadlerne var af træ og hårde og at vores guider kunne trylle det mest vidunderlige mad frem fra kartofler, dej, chili og kål. 1. dagen var regnfuld, 2. dagen startede med frostvejr, så 2 af guiderne fik varmen ved en nævekamp, der kostede en blodtud og 3. dagen bød på passage af et bjerg, hvor vi nåede over trægrænsen og havde en formidabel udsig over områdets bjergtinder, hvoraf et par stykker var med evig sne. Hestene skulle ikke træde mange skridt forkert, for vi var trillet ned af bjerget.

BUDDHISTISKE ATTRAKTIONER:

Verdens højeste Buddha:

Leshan Dafo - eller Leshans siddende Buddha - er med sine 71 m’s højde verdens største Buddha og - vist nok - verdens største skulptur i det hele taget. Det var hvad statistikkerne kunne oplyse os om, hvilket imponerede os nok til, at vi tog til byen Leshan for at tage et nærmere kig på Dafo.

Dafo er hugget ud af et bjerg, hvilket er typisk kinesisk håndværk, taget de mange bjerge i betragtning, de i tidens løb har omformet og udstyret med terrasser. Det tog over 90 år at fuldende Dafo, og undervejs stak idemanden bag projektet øjnene ud på sig selv, for at overbevise staten om, at den skulle donere penge til byggeriet.

Magelig tilbagelænet op ad resten af bjerget og med øjnene halvt lukket i, sidder Dafo hvor 3 floder løber sammen og holder vagt over de oprørske strømme, som om nogen har sagt til ham: „Hey Dafo - gider du ikke lige holde øje med, at floderne ikke tager for mange ofrer?“. Hans rolige ansigtsudtryk udtrykker næsten, at han kontrollerer alle 3 floder med tankens magt.

Emi Shan - en pilgrimsfærd:

Ikke langt fra Dafo ligger Emi Shan, som er et af Kinas 4 hellige buddhistiske bjerge. Bjerget har været helligt i ca. 1500 år, hvorved det har været forskånet for skovhugst og byggerier, skønt bjerget i sig selv mere eller mindre er et stort konstrueret område. 10.000 vis af trappetrin er lagt op af bjerget, for at gøre buddhisternes pilgrimsfærd så let som muligt og endvidere er der massevis af små trækioske og restauranter inden for korte afstande, så pilgrimene nemt kan forsyne sig med vand og mad. For at gøre det hele endnu mere behageligt er der nu bygget en vej op af bjerget, og man kan derved blive kørt helt til tops. Hvabeha’ - nemmere kan det vist ikke gøres!?! Jo det kan det faktisk, for hvis man har besluttet at tage på toppen uden brug af bus e. lign., kan man blive båret op af trapperne i træstole af senede seje mænd.

Vi valgte vores rolle som rationelle pilgrimme og tog bussen til toppen. Vi var helst foruden oplevelsen af, at trave op af trappetrin i 2 dage, for blot at blive mødt af turistbusser på toppen, hvor hæmningsløse kinesere ville fyre blitzende skud af fra deres kameraer og forevige de hvide pilgrimme på deres filmruller.
 
Vi tog en minibus fra foden af bjerget og 2 timer senere stod vi så på toppen. Bjergtoppen var indhyllet i regntunge skyer, hvilket gav en mørk, diset og meget fugtig luft, hvor man ikke kunne se 20 m frem for sig, og hvor dråber faldt fra de våde trækroner og gav omgivelserne samme islæt som en våd dansk efterårsdag. Efter en tids søgen fandt vi et tempel, der kunne give os ly for natten. Vi blev indlogeret i et ydmyg værelse med nøgne grå vægge, hverken malet eller tapetseret, og med en skarp lampe som eneste lyskilde, hvilket helt var i samme spartanske indretning som munkenes værelser. Værelset lå på 2. sal, helt oppe under templets skrå tage, og lige over det allerhelligste rum i templet, hvor en enorm tyk og glad Buddha sad og smilede til omverdenen. De udendørs lamper hang med spredte mellemrum og kæmpede for at lyse tempelstierne op i natten, men absolut uden held. De hang som isolerede satellitter i det mørke rum og lyste stort set kun deres egen lampeskærm op.

Morgenstunden var ikke meget bedre rent vejrmæssigt, skønt solen - et eller andet sted bag sløret af tåge - så småt begyndte at vågne op til dåd. Munkene var ikke meget hurtigere ude af fjerene end solen, man da vi forlod templet, og begav os på vej nedad, fik vi dog en lille tromme/bækken fanfare med på vores vej.

Nedstigningen foregik i relativ raskt tempo, hvor rytmen kun blev afbrudt af små drilske kineserfods-størrelse trappetrin, hvor en europæisk størrelse 44 ikke lige var så nem at kontrollere. Omgivelserne var meget smukke - jf. brochurer og guidebøger - men alt hvad vi kunne se, var tågens uigennemsigtige gardin. Efterhånden som vi kom længere ned af bjerget, blev gardinet langsomt trukket fra og afslørede en vidunderlig dal. Bjergsiderne gik næsten lodrette ned mod dalens bund og var begroet med frodige grønne træer og planter, der langsomt satte gang i fotosyntesen, omdannende bladenes fugtighed til små skyer, som langsomt steg til himmels. Farverige fugle fulgte os fløjtende på vej og nede i bunden af dalen, kunne en flods brusen høres. Alt åndede idyl og fred, lige indtil vi skulle krydse floden... For at krydse floden skulle man passere en lille bro, men for at kunne træde op på broen, skulle man betale told, og det helst i form af jordnødder eller kiks. Tolderne var noget behåret og havde de flotteste hvide Colgate tænder, jeg har set i Kina, som de stolte viste frem, mens de hvæsede som arrige katte. Rent umiddelbart var det ikke en venlig attitude at blive mødt med, men det var en klar besked om at tømme lommer for godter. Tolderne var aber i Bavian størrelse, der sad midt på trappen og på gelænderet og spærrede for vores videre fremdrift. Et kinesisk ordsprog lyder: „Med 1 abe på vejen kan ikke engang 10.000 mænd passere“. Det tog vi ikke for gode ord, og prøvede at snige os uden om dem på de ca. 20 cm af trinene, de ikke bredte sig på. De reagerede prompte herpå, og gik til angreb på vores støvler med deres lange klør. De største og mest udspekulerede af de behårede bæster omringede os, mens de viste deres sylespidse tænder, og de nærmeste træer og rækværk var pludselig fuld af aber i alle mulige størrelser, hvilket faktisk virkede lidt stressende. Kira ville vende rundt, men i samme øjeblik gled hedes fod på de glatte trappetrin, og hun satte sig på bagdelen, midt mellem 2 hvæsende aber, ca. 20 cm fra deres blottede tænder. Der lød et skrig og med en hurtighed som desmerdyret Rici-tivi-tavi på slangejagt, kom hun på benene. Det viste sig at være en rigtig god manøvre - bevidst eller ubevidst - for aberne blev godt forvirrede og tøvede et par sekunder, hvilket gav os tid nok til at passere. Så var vi ellers hurtigt over broen. Senere på ruten mødte vi flere aber, men de var noget mere afdæmpede i deres adfærd, og skønt de passede godt på deres domæne ved spinkle hængebroer, trak de sig uden problemer, når vi kom anmassende.

Til sidst:

Det var så afslutningen på første måned i Kina, og vi begiver os nu videre ud på anden del af Kina-eventyret. Mere herom om 1 måneds tid.

Mvh

Lars Munk
Kina