You are here

En rundtur med Brama, Vishnu og Shiva

Rejse: Indien 2013 l Besøgsår: 2013

Indien er farver og fest

Depeche Mode messer ud i natten:
 
“I will scream The Word, Jump into the void, I will guide the world, Up to heaven”
 
mens jeg, i stearinlysets klare skær, filosoferer over budskabet fra filmen, som jeg netop har set i biffen: Cloud Atlas. Den indiske elefantgud Ganesha, afbilledet på et stort tæppe, som hænger på væggen, stirrer vantro på mig, spørgende, hvad i hulen helvede Depeche Mode og Cloud Atlas har med mit rejsebrev at gøre, pressende på for at jeg færdiggører mine Indien erindringer. ”Alting”. Og det ved Ganesha godt. Blandingen af rødvin, røgelse og den spekulative kampplads gør mig en smule høj, nok til at løsne grebet i virkeligheden en smule og tilsnige mig en vandring sammen med de millioner af fritstillede sjæle, der er i gang med at finde ud af, om de skal til Nirvana (det nærmeste Heaven, som vi kommer i Hinduismen), om de skal reinkarneres til et menneske igen, eller om de blev slået hjem som en ludobrik og bliver genfødt som en næsehornsbille. Alting går i ring og i ring. Og vores handlinger i et liv, kan have betydning i et fremtidigt liv. Og det er netop det, Cloud Atlas forsøger at fortælle og netop en af de bærende søjler i Hinduismen.
 
At bevæge sig i rummet mellem hvad man har lyst til og hvad der er rigtigt. Eller hvad er nu det rigtige i forhold til hvad man har lyst til. Eller hvad er det man har lyst til i forhold til hvad der forventes af en. Og hvad forventes der i det hele taget af en i en verden, hvor alle tilsyneladende gør lige præcis det, som man selv vil. Eller gør vi? Og hvem er dommer for, hvad der er rigtigt og forkert? Og om forventningerne er rimelige – eller måske forældet? Så hvad er rigtigt? Og hvad er forkert? Og hvem er dommer?... Sikke noget rod - jeg tror bare, at jeg går videre til det, det hele egentlig drejer sig om, nemlig min Indien rundrejse, feb 2013.
 
Mit Indiens eventyr startede en tidlig morgen i New Delhi lufthavn. Alting forløb perfekt igennem paskontrol og øvrige potentielle forhindringer, og inden længe stod jeg i de tidlige morgentimer på taxa standen for de organiserede taxier. Taxapusheren var velorganiseret og reel, og snart rumlede jeg af sted i en fin Ambasador taxa (som er en kopi af 50’ernes legendariske Morris). Målet var bydelen Jor Bagh, nærmere betegnet Per og Camilla fra De Berejstes Klub, som gerne ville huse en rejsende i nogle dage. Dette var den perfekte indgangsbøn jeg kunne få til Indien.  Jeg ankom ganske vist allerede kl. 0630 ganske tidligt på en høj hellig søndag. Det betød dog intet for dem, og jeg blev mødt af glade smil og åbne arme. Og jeg tror rent faktisk ikke, at rygsækkens indhold med lakrids, skæreost og Blå Gajol havde indflydelse på disse glade smil J
 
Lidt oppe ad formiddagen skulle vi ud og bevæge vores kroppe en smule, nemlig en 3 km gåtur til fordel for forskning i kræft. ”Walk for life”, hed arrangementet, som havde fået trukket 1000 vis af menneskerne ud på gaderne. Personer, som har eller har haft kræft, havde grønne trøjer på… og dem var der mange af. Vi øvrige bar blå trøjer. Mange af de blå-trøjede bar personlige beskeder til deres kære, f.eks. "I support my brother", eller "I miss you father". Meget, meget rørende. Antallet af beskeder og antallet af folk med grønne trøjer illustrerede med alt for stor tydelighed, hvor alvorligt og i hvilken skala kræftsygdommen er. At vi så kom til at gå den dobbelte distance, fordi vi tog en omvej op til start, er så en detalje. Vejret var godt, menneskerne var glade, musikkerne spillede i gaderne – ja det var faktisk en lille fest. Arrangementet var vel organiseret og gennemført, og da vi kom i mål var der snacks og vand til alle.

Walk for life - støtte for fokus på Kræft

Efterfølgende viste det ærede værtspar mig lidt rundt i området, herunder det eksklusive Khan Markets og den nærliggende park: Lodi Garden. Khan Market er stedet, hvor lokale expats og rige indere handler ind og spise fint, og dets eksklusivitet har bragt markedet op på en top 21 blandt de dyreste markeder i verden – og det dyreste i Indien. Det var nu absolut ikke tydeligt at se. Ud over, at det jakkesæt, som jeg fik skræddersyet på stedet, var lidt dyrere, end hvad jeg forventede…
 

Det ærede værtsbar - Camilla og Per. Tak for et fantastisk ophold ;O)

Dagene hos Per og Camilla var fantastiske. Per tjente til føden om dagen, så Camilla viste mig lidt rundt i byen, herunder hjemtransport af en sofa, som nydeligt blev fastsurret på taget af en taxa. Om aftenen tog værtsparret mig med ud til de lidt finere lokale restauranter, som de lidt rigere indere og expats besøger, og naturligvis var der et par ture til den lokale sprut-pusher, hvor alt fra alm. Pilsnere over halvskumle rødvine til mystiske sprutvarianter kunne erhverves for en ikke ubetydelig sjat rupees.

 

SURAJKUND CRAFT MELA – oplev Indien på en dag.

 
Den årlige udstilling Curajkund Craft Mela løb af staben i dagene da jeg var i New Delhi. En udstilling, hvor Indiens delstater har mulighed for at promovere sig over for hinanden og over for omverden. Her er mad, kunst, dans, musik og alle mulige andre kulturelle begivenheder – vel sagtens sammenlignelig med en Verdensudstilling – blot for Indien.

SURAJKUND CRAFT MELA

SURAJKUND CRAFT MELA

Massevis af indere fra alle mulige delstater var dukket op, og de udstillede gerne sig selv i lokalt traditionelt klæder – meget ofte den klassiske sari - og udsmykninger, fyldt med farver, smykker og smykke beklædningsgenstande.
 
Det var en fin og hurtig måde at opnå et kort overblik over Indien på – stoffer fra Kashmir, mad fra Rajasthan, Sikher fra Punjab, malerier fra Mumbai, Buddhaer fra Darjeeling, gudeafbildninger fra hele landet, bygningsværker fra Karnataka, musik og danseoptræden fra hver en afkrog af landet osv., osv. Alting var pyntet med blomster, som stod så smukt til sammen med udstillernes smukke smil.
 
Hen under aften, da tusmørket rullede ind over den gigantiske område, tændes massevis af stearinlys og fakler, læggende en magisk atmosfære over området, og statuer og bygningsværker blev vækket til live via en mængde lysshows med projektører med alverdens farver. Det var ufattelig smukt – skønt farvevalget undertiden syntes at være en anelse syret.
 

How to book traintickets, sleepers.

 
Jeg troede, at det ville være den nemmeste opgave at købe togbilletter i Indien. Jeg tog fejl.
 

Klar besked

Til trods for, at det Indiske togselskab er det firma i verden, der har allerflest ansatte, har de ikke helt løst kapacitetsproblemet med tog i den nordlige del af Indien - togene bliver simpelthen fuldt booket lang tid før afgang, og der er ikke kapacitet til at indsætte flere tog på skinnerne. En af årsagerne til "pladshamstringen" er efter sigende at en del turistbureauer reserverer en masse billetter på forhånd, og så afmelder dem igen få dage før den reelle afrejsedato. Dvs. at når en billet så skal bookes, vil man næsten altid ryge på en venteliste, og man ved derfor aldrig rigtig, om man reelt har en billet eller ej.
 
Camilla, Per og jeg havde brugt nogle timer på Internettets underfundige muligheder for at få fat på nogle togbilletter til mig, men vi endte konstant med at støde panden mod en mur – eksempelvis at man personligt, via sit pas, skulle godkendes af det indiske jernbane bureau, før man kunne få lov til at købe billetter – en proces som kunne tage uger. Internettet duede ikke til reservation, hvis man var udlændige og hvis man ville have en sovekøje. Camilla og jeg tog derfor ud på hovedstationen i håb om at kunne booke et par billetter til mig. Ude på stationen blev vi 5-6 gange vist fra den ene disk til den anden. Ingen vidste tilsyneladende, hvor man skulle booke sådanne billetter. Efter sigende skulle der ligge et turistkontor, som skulle kunne hjælpe frustrerede turister, men enten var vi ikke frustreret nok, eller også havde det gemt sig rigtig godt - vi var ikke i stand til at finde det. I stedet var der en flink inder, der fortalte, at det kun var muligt at booke via et rejsebureau, så han satte os på en tuktuk, som kørte os til et lille kontor. På bureauet kunne de fortælle, at det var meget vanskeligt at få billetter, idet, som vi kunne se på deres computerskærm, alting var fuldt booket de næste 3 uger. Men hvis jeg købte billetter gennem dem, så kunne det måske lade sig gøre – altså hvis jeg købte en pakkeløsning ned guide og hele pivtøjet. Nej tak.

Sleeping driver - lige udenfor murerne til indre Jaipur

I vejsiden - børnepasning

 
Løsningen blev at købe togbilletter gennem et af den håndfulde autoriserede billetbureauer, som anbefales via Indian railway hjemmeside. Igen skulle der bruges en lokal persons data, således af denne kan sige god for, at man ikke er terrorist. Jeg fik hjælp til dette via en af Per' arbejdskollegaer. Resultatet af anstrengelserne blev:
 
19/2: Agra - Varanasi, 2. Klasse, sleeper. Jeg var på venteliste som nr. 4
22/2: Varanasi - New Delhi. 2. klasse, sleeper. Jeg var på Reservation Against Cancellation (RAC), dvs. at jeg i det mindste kunne komme med på toget, men ikke specificeret nummer. Jeg havde RAC nr. 3.
 
Og så var den del af rejsen, til min store fortrydelse, fastlåst. Begrænset bevægelighed – umuligt at planlægge fra dag til dag. Fnys.
 
Hvordan ved man så, om man overhovedet kommer med toget, når nu man er på venteliste? Det gør man typisk først et par timer før togafgang. På stationere står der automater (som nogle gange virker), hvor man indtaster sit tog- og bookingnummer. Her popper den aktuelle status op, herunder hvis har fået tildelt et sæde/seng nummer. Og med lidt held kan man således komme ned toget.
 

Jaipur:

 
Jeg havde fået nok af tog for en periode, så umiddelbart var den letteste løsning at forlade New Delhi med bus, og således bumlede jeg mod Jaipur på en bumpet vej frem for at vugge afsted på et sæt lækre og velslebne togskinner. Turen derud skulle tage 6 timer, så det tog 9 timer – der var en gadefest undervejs, hvilket skabte trafikkaos på hele ruten.
 
Jaipur er en af Indiens mellemstore byer med beskedne 3,2 mio. indbyggere.
 
Jaipur “Pink city” er Jaipurs oprindelige bydel, designet med stor visdom og arkitektonisk dygtighed af Jai Singh II omkring 1727. Senere, i 1876, lod den daværende Maharaja (konge) Ran Sigh byen male lyserød (farven for gæstfrihed) i anledningen af at Prinsen af Wales (senere Kong Edvard VII) kom på besøg. Nu har lyserød jo mange nuancer, meeeeeen jeg tror nu alligevel, der ville være mange småprinsesser, der ville blive slemt skuffet, hvis de fik en prinsessekjole i den nuance… en nuance, som mere minder om rød/brun.

Murene omkring Pink City

 
Vanen tro havde jeg uden den store forberedelse kastet mig ud i byen for at familisere mig lidt med omgivelserne, og desuden lå Den Lyserøde By jo lige uden for mit guesthouse… troede jeg… Efter at have suset rundt i den 3,2 mio. store by i knap 2 timer, spurgte en tuktuk chauffør om, hvor jeg skulle hen. “Pink City”, svarede jeg. Så ville han gerne vide, hvorfor jeg gik i den modsatte retning af Pink City… Hrmhmmm - tilbage igen og så på rette kurs.
 
Eller rettere… på næsten rette kurs. Turen fra A til B behøver jo ikke være fugleflugtslinje, så jeg luskede rundt i interessante sidegader og så byen fra bagsiden af hovedgaden. Deromme i de beskedne vilkår er trafikken ikke så voldsom og højlydt, og det er der, de livet kan studeres nærmere med hunde, køer, aber, ældre mennesker, minoriteter osv.
 
Pink City er omkranset af en bymur, med nogle få indgangsporte. Trafikken igennem disse flaskehalse er enorm og alle forsøger at komme først. Inden for murene er byen opdelt i et sofistikeret system af kvadrater (som man kender det fra den spanske kolonistil), hvor hver gade har hvert sit håndværk (eksempelvis smykker, tøj, bildele osv.). Hovedårene igennem bydelen er et par vel store veje, som går N-S, Ø-V. Jeg valgte en af disse, desuagtet dets tætte trafik. Det var her, jeg kunne se helheden af Indisk gadeliv.
 
Trafikken her er ganske som alle andre steder i Indien: anarkistisk. Biler, MC’ere, busser og lastbiler maser frem i 3-4 af de 2 officielle spor, men deres fremdrift udfordres af cyklister, tuktuk’ere, cykelrickshaws, gående folk med cykler lastet med alverden (gerne i 2-2,5 m højde) og en kamel hist og her. Herudover af folk, som konstant vader op og ned langs gaden. De handlende skal der også tages hensyn til, idet de står i vejsiden med deres salgsvogne med nødder, frugt, grøntsager, blomster osv. Hestevogne med alverdens ting traver igennem gaden. Der findes fine fodgængerovergange, men disse betragtes nærmest som værende en lidt underligt dekorering af asfalten, naturligvis uden at vække den nødvendige respekt.
 
Hertil skal lægges gadens livlige dyreliv, hvor navnlig køer spiller en stor rolle. Stille og roligt vader de rundt hvor det nu passer dem, mens trafikken smyger sig uden om dem. Nyere undersøgelser indikerer, at bilernes udstødningsgasser holder fluer væk, hvilket køerne har fundet ud af, så de foretrækker at holde sig tæt på trafikken. Køer er jo hellige, så de forkæles med lidt brød, samt de selv kan tage fra sig af skraldebunkerne.
 
Midt i kaosset høres af og til lyden af bjældeklang – så ved man, at en majestæt gør sin entre på asfalten – og det med stor selvtillid og arrogance. En kamel. Og dem har de mange af, specielt i delstaten Rajasthan (hvor Jaipur ligger), hvor de anvendes som transportdyr. Nogle kameler kommer vadene med en vogn fyldt med sten den ene vej, mens en anden kamel kommer vadene med en vogn fyldt med sten den anden vej. Kamelerne er i øvrigt klippet/barberet i bund, dog med mønstre. Måske som identifikation? Måske for at markere ejerforholdet? Måske bare fordi det ser flot ud?
 
 

It's not ironed...

 
Kosmisk kaos. I følge Hinduismen er alting universelt og alting er forbundet. Den kosmiske kraft – Bhraman (selve universets sjæl). Alting kommer fra denne kraft og samles igen i denne kraft – og jeg skal lige love for, at alting er fælles og forenet i Indien. Køer og hunde er i rolig fordragelighed på gader og stræder, aber stjæler lidt fra dem begge (og fra godtfolk), kameler glider roligt igennem sceneriet – rolige og arrogante som ørkenens skibe, og svin, med en ordentlig manke af strithår – store og små - deltager ligeledes i den store buffet, som udspiller sig i enhver indisk gade. Velkommen. Det er liv. Det er glade dage. Og det er tragedier.
 
Min blinde navigering rundt i Jaipurs gader havde – via et større antal vildfarelser – ledte mig i sidste ende hen i nærheden af paladset midt i pink city – målet med min færden denne dag. Jeg havde spottet et fint lille tempel, som lige skulle studeres nærmere. I templet var der et par ældre præster, som var mere end lykkelige for at fortælle alt muligt om alting (på hindi), og som glædeligt stillede op til en mindre fotosession. De fortalte med arme og ben om templets historie og dets egenskaber, mens de øvrige besøgende udøvede deres religiøse forehavender, fuldstændig upåvirket af præsternes og min entusiastiske dialog. Fra det lille tempel var der en storslående udsigt over centrum, og ikke langt fra templet lå en rimelig karakteristisk minerat, som meget vel kunne være mineraten ved paladset. Da vidste jeg, at jeg og mine slalom vandrestøvler endelig var ved at være i mål.
 
Jeg satte kurs mod mineraten – nu var der ikke meget, der kunne gå galt. Jeg benyttede dog lige muligheden til at slå et smut forbi endnu et tempel, hvorfra der også var en smuk udsigt over centrum. Her mødte jeg en fyr, som var assistent i templet. På engelsk underholdte han om templet og dets lykkesagligheder, hvilket var super interessant. Hvad han også fortalte, var, at han kendte en lille butik, hvor områdets enker solgte deres produkter, eksempelvis tøj, tæpper, stoffer mv. Jeg var nu ikke synderligt interesseret i at se stedet lige på det tidspunkt, men han insisterede, og snart sad jeg i en tuktuk på vej i den stik modsatte retning af mineraten!!!
 
Min nye ven havde fortalt, at butikken lå lige i nærheden af centrum, men min bekymring voksede potentielt med at afstanden fra mineraten blev større og større, og først efter ca. 25 min. var vi ved butikken. Manner hvor jeg fnyste, om end der naturligvis sagtens kunne være spændende eventyr at oplevede i den del af byen.
 
Butikken var yderst interessant, og de tilknyttede historier om områdets enker, som producerer varerne, var temmelig rørende, så det endte naturligvis med, at jeg kom derfra med rygsækken fyldt med de smukkeste stoffer og sjaler.
 
Nu jeg alligevel var på afveje kunne jeg jo lige så godt finde ud af, hvad der var af interessante ting i den del af byen, og det viste sig faktisk, at jeg kun var ganske få km fra det enorme fæstningsværk: Amber palads. Op i en tuktuk og af sted, og snart kunne jeg se Amber komplekset kravle op ad bjergsiderne omkring mig – et kort og beskedent flashback om den kinesiske mur dukkede op i mit hoved.
 

AMBER PALADS

 
Amber palads er på en gang både palads og et fort. Byggeriet blev påbegyndt i 1592 af, og paladset husede den lokale konge: Raja Man Singh I. Den gode Raja var tilsyneladende ikke et beskedent menneske, for hvad der er opført af mægtige mure, smukke haver, enorme pladser og imponerende bygninger inden for området er intet mindre end fantastisk. Detaljer i loft, de uendelig mange søjler og de utroligste farver i marmor og sandsten er kun en konge forundt.

Amber Palace i alt sin pragt og Jaigarh Fort i baggrunden

Det var en utrolig smuk og imponerende oplevelse at se Amber palads. Senere fandt jeg ud af, at alle Indiens paladser er overdådige og kolossale, men idet Amber var det første for mig, var det meget imponerende.
 
På bjergtoppen over Amber palads tronede Jaigarh Fort – et fort som blev opført i 1726 for at beskytte Amber Palace. En imponerende baggrundskulisse til det i forvejen meget smukke Amber Fort.

Amber Palace' store ankomstsgård

Jaipur – afslutning
 
Lykkedes det så at se paladset midt i Jaipur? Ja - det gjorde det, skønt den oplevelse langt fra var lige så imponerende som Amber Palads.
 
Efter 3 dage i Jaipur hoppede jeg på bussen til Pushkar – en tur som den dag tog 5 timer.
 

Pushkar

 
På min lettere uorganiseret rundtur i Indien ville skæbnen, at jeg skulle en tur til ørkenbyen Pushkar. En by, som er berømt for at være en hellig by for hinduerne, for deres kamelfestival og for at være et sted hvortil hippier valfarer. Kamelfestivallen lå 3-4 mdr. forud for mit besøg, men de øvrige par ting fik jeg at se. Her vil jeg dog nøjes med at beskrive de herligheder, en hellig by kan berige en rejsende med.
 
Pushkar er en lille by med ca. 15.000 indbyggere. Midt i byen ligger der en sø, som er omkranset af 400 templer og 52 Ghats (badesteder udformet som brede trapper, der fører ned i vandet). Det er udelukkende en hinduby, så ingen moskeer eller kristne kirker – men hinduismen forstår sig på mange forskellige guder, ja nærmest en gud til hver en anledning, så der er alligevel mulighed for at dyrke lidt af hvert.

Udsigten fra mit værelse - lige ud til de legendariske ghats i Phuskar

Morgenstunderne har guld i mund, hvilket kommer til udtryk klokken 6 om morgenen, hvor bønnerne starter ved de mange templer. En salve af klokkeslag tordner igennem morgenstilheden, og festen kan begynde. Folk fra nær og fjern begiver sig af sted til deres foretrukne tempel, hvor der messes på livet løs – ofte godt hjulpet på vej af playback fra en båndoptager. Når man synes, man har messet og bedt færdigt, går man ud på Ghaten, ned til søen, og bader. Badet skal hjælpe med til at rense sjælen og gøre den ren (god karma), idet hvis sjælen ikke er ren, når man dør, kan man blive genfødt som en spedalsk eller måske et dyr. Badet kan være alt fra at dyppe fødderne til at springe i baljen og gennemvaske sig. Der er badende på ghatsene indtil ved middagstid, hvor det stilner lidt af.
 
En morgen begav jeg mig af sted rundt om søen via de 52 ghats. Undervejs kom der 5-6 “præster” hen til mig for at hjælpe mig til en “lucky day”, hvor jeg kunne smide lidt blomster i den hellige sø, få en plet i panden og et armbånd (et såkaldt Pushkar pas). Man skulle blot donere “noget” (hvilket typisk vil være 50-100 kr.) til præsten, som så kanaliserer pengene videre til tempel mv. Yeah right!!! De var pokers udholdende, de der præster, men jeg fik da revet mig fri fra dem alle. Senere kom jeg til et sted ved søen, hvor der var langt roligere. Ingen – eller kun få – badende mennesker, ingen præster, men stadig masser af templer.
 
Her mødte jeg Bapu.
 
Bapu var ved i slut 20’erne. Venligt ansigt og et stort smil. Han spurgte de sædvanlige spørgsmål, navn, nationalitet osv. Så spurgte han også, om han måtte vise mig krematoriepladsen. Tjooo – hvorfor ikke… Så vi forlod søen og gik lidt om bag templerne. Her kom vi til en stor mur, og bag ved den mur var selve krematoriepladsen. Pladsen indeholdte flere steder, hvor de døde kunne brændes. Der var ikke gang i en decideret kremering på dette tidspunkt, men der var stadig et par askepunkter, der ulmede en smule. Der var ingen menneskedele at se, men der var et par hunde, som varmede sig ved asken.
 
Bapu tog med over til et lille hus, som formentlig har fungeret som brandkammer. Her var der sat et tæppe op foran indgangen som en slags dør som beskyttelse for vejrlig. “Nu skal jeg møde hans familie”, tænkte jeg og forberedte mig på at se små beskidte unger med store brune øjne. Men nej. Da tæppet blev trukket fra, viste det sig, at brandkammeret gemte 4 ældre herrer, som sad og røg på en hashpibe… Sikke en overraskelse…
 
Herrerne er æstetikere, folk som har lagt det materielle bag sig og som lever et simpelt liv på landevejene. Brandkammeret husede et par af disse æstetikere, men herudover kom der konstant gæster på besøg for at snakke lidt og for at ryge. Gæsterne har donationer med i form af frugt, kager og lignende, således at beboerne kan byde andre gæster på lidt af hvert. Jeg fik anvist en plads på et tæppe og fik tilbudt piben, som jeg dog pænt takkede nej til. Til gengæld fik jeg lidt småkager (lavet af jasminfrø) og lidt chai. Lidt efter lidt fik jeg den paranoide tanke, at der måske var hash i de der kager, og jeg synes måske, at jeg begyndte at føle mig en lille smule svimmel Måske var det ren indbildning, måske var det blandingen af de stedvise hashtåger og røgelse, der påvirkede mig. Jeg ved det ikke – men svimmelheden forsvandt hurtigt igen, og efter lidt tid kunne jeg konkludere, at der ikke var hash i kagerne.

Et udsnit af søen i Phuskar, med Ghandi Ghat i midten, hvor en del af hans aske blev spredt ud.

En af fyrene snakkede et ganske godt engelske, men idet han kun havde enkelte pløkker i munden, var han lidt svær at forstå. Han sagde, at han nu var 80 år. “80 år gammel?”, spurgte jeg imponeret. “Nej – ikke 80 år gammel. Bare 80 år”, sagde han. “Ingenting bliver gammelt. Se nu på huden – den udskiftes konstant. Der dannes ny hud, som man lever lidt med, og som så dør og udskilles fra kroppen. Der sker hele tiden fornyelser, og der skal hele tiden ødelæggelser – alting skiftes ud. Så jeg er ikke 80 år gammel. Jeg er 80 år”, sagde han. “Hmmmm – interessant”, synes jeg. Han fortalte, at han havde forskellige uddannelser, bl.a. inden for økonomi og filosofi, og at han havde en god karriere i Mumbai. Han havde stor bil, hus, mange venner og han brugte en masse penge. Da han var 42 år synes han, at hans liv var overfladisk og skørt, så han besluttede at lægge det materielle liv bag sig og i stedet leve det simple liv på landevejene.
 
“Hvad med familie? Havde du kone og børn?”, spurgte jeg. Han kiggede på mig, lidt overbærende synes jeg måske, og sagde: “Alting er forbundet. Alle er i familie – også du og jeg. Så jeg har mange børn”, var hans svar. “Hmmm – der er virkelig dømt Bhraman energi her”, tænkte jeg. Der var et lille alter med et par religiøse figurer og masser af røgelse, så jeg spurgte til, om han ofte gik ned til søen for at vaske sig i det hellige vand, underforstået om han var en religiøs fætter. “Nej”, sagde han. ”Vi har vand lige her ude på krematoriepladsen”. Jeg hentydede til alteret og spurgte om synderne kunne vaskes væk via en haveslange. “Det ved jeg ikke. For mig er det ligegyldigt. Religion betyder ingen ting for mig. Jeg har alting i luften omkring mig. Energierne er forbundet, så jeg behøver ikke at gå hen i et tempel eller at have en figur, for at være en del af den energi”. Han pegede på alteret og sagde, at disse ting tilhørte en af bofællerne, som i øvrigt var faldet i søvn og snorkede højlydt.

Her går det godt... den lokale Cola, som må være den bedste kopi, jeg har smagt...

Hvor Bhraman er den altoverskyggende kosmiske kraft, sidder treenigheden: Brama, Vishnu og Shiva og sørger for at kraften og energien opretholdes og vedligeholdes. Brama er skaberen, dvs. ham der skaber nye ting. Vishnu sikrer vedligeholdelse af ting, mens Shiva ødelægger ting. Men der kan ikke ødelægges, hvis der ikke skabes nyt – alting hænger sammen. Alting – lige fra stjerner til støvkorn – skal igennem processen: skabelse, vedligeholdelse og afskaffelse/destruering.
 
Bapu og jeg tog afsked med de ældre og begav os ned til søen. Det viste sig naturligvis at Bapu var ”præst”, så det var ham, der gav mig en plet i panden og et armbånd. Som sagt hænger alting sammen, så de penge, jeg donerede til ham, ville gå til indkøb af korn og brød til køer og duer.
 
Mens vi sad og dyppede tæerne i det hellige vand, hørte vi pludselig et brøl. En knægt kom susende ned af trapperne fra et tempel, skarpt forfulgt af en hellig mand med langt skæg, dredlocks og næsten intet tøj, som råbte og skreg af knægten. Knægten var dog for hurtig for den hellige mand, så han måtte indstille jagten. Knægten havde stjålet de penge, som gæster havde doneret til templet – det må give en mægtig dårlig karma, og mon ikke knægten nærmest skal tilbringe resten af sit liv i en hellig flod, før hans karma er vasket nogenlunde ren. Den hellige mand grinede dog efterfølgende lidt af episoden – han havde fået en sjælden gang motion.
 
Man behøver dog ikke at donere sine penge til en præst for at hjælpe køer og duer lidt på vej. Man kan sagtens købe korn og brød på gaden og selv give det til dyrene. Og det med at fodre dyrene ses ofte i gadebilledet, hvor der vitterligt bliver kastet massevis af korn ud til duer og køer. Jeg så også flere restauranter, hvor manden var serveret i engangstallerkener, formentlig lavet af majs. Tallerknerne med madresterne røg ud på gaden til stor glæde for svin, hunde og køer. Til gengæld leverer køerne dejlige kokasser, som kan bruges til at tætne huse med og som er et fremragende brændsel. 45 min. går der, før en kokasse er brændt færdig, så en kokasse bliver sjældent liggende på gaden i særlig lang tid. Til gengæld skal man lige være lidt vågen, hvis en ko lægger op til at slå en streg – sådan noget sjask har en ikke-ubetydelig rækkevidde.
 
Med kombinationen af gadesalg og den høje koncentration af dyr, undrer det mig, at dyrene – med undtagelse af aberne – tilsyneladende kan lade sælgernes mad være i fred. Men ædvanligvis går dette problemfrit.
 
En aften gik jeg en tur rundt på de mange ghats. Jeg blev tiltrukket af et tempel, hvorfra der kom en masse trommerytmer. Jeg kiggede forsigtigt ind og kunne se en rigtig morfar side på gulvet og halvkede sig. Han vinkede mig ind og viste mig rundt i det lille tempel. På gulvet sad en ung fyr og spillede tromme samtidig med at han messede. Rummet var ca. 25 m2 og havde 2 altre, begge med figurer og billeder af Vishnu’ 8. reinkarnation: Krishna. En anden morfar vågnede op fra sin svale og blandede sig. Ingen af dem kunne sige noget på engelsk, men de synes alligevel, det var underholdende at sludre. Helt galt gik det, da de ville prøve at tage billeder med mit spejlreflekskamera – de var ikke engang tæt på at få de motiver i kassen, som de sigtede efter. Men de var glade for at de kunne se deres egne ansigter på kameraet, når jeg tog billeder af dem. Den unge mand smilede bare og baskede videre på trommeskinnene.

En morfar i et Krisna tempel...

... og endnu en.

 
Et par fyre kom ind i lokalet. En satte sig på en tromme imens den anden tog fat på et par små bækkener (Manjira). Og så lød der trommer, klinkklink og Hare Krishna i rummet. Dog havde klinkklink manden med de små bækkener ofte vanskeligt ved at falde ind med musikken på rette tidspunkt, selv om han tydelig vis anstrengte sig enormt. Efter lidt tid havde han spillet sig varm og det blev bedre.
 
Jeg forlod de 2 nisser og de messende musikere og gik ud i aftenen. Uden for templet delte en hund og en ko en skraldebunke i tonerne fra Krishna templet – det er Indien i en nøddeskal.
 
Efter nogle dage i Pushkar, herunder fejring af min fødselsdag uden rødvin eller øl, idet Pushka er en hellig by, fortsatte jeg rejsen, denne gang med kurs mod Ranthambhor National Park. Bussen skulle køre kl. 0700, så den kørte kl. 0750. Først skulle jeg backtracke til Jaipur, men i modsætning til turen ud til Pushkar, som tog ca. 5 timer, tog turen kun 3 timer. I Jaipur skiftede jeg bus til Tonk, hvor jeg atter skiftede bus til Sawai Madhopur, beliggende lige ved nationalparken.
 
Selv om transporten var med offentlige lokalbusser, var de fine at køre med. De var fyldte, men ikke overfyldte. Fjedrene kunne busserne dog godt have tunet lidt. Samlede transporttid: ca. 12 timer. Turen var en blanding af by/landsbykørsel, samt lidt landkørsel. Det var meget tørt landskab, grundet den tætte placering ved ørkenen, men af og til var der lidt dyrkede marker.
 

Ranthambhor National Park

 
Et af turens højdepunkter skulle have været et kig ind i en national park, helst en regnskov, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg havde læst godt om Ranthambhor National Park, hvor der oven i købet skulle være gode muligheder for at se tigre. At se tiger kunne naturligvis være helt genialt, men det var nu ikke min primære motivation for at drage til en national park. Jeg elsker simpelthen intensiteten af liv, når jeg træder ind i en decideret regnskov, men da der ikke var nogle regnskove i nærheden af min rejserute, måtte jeg nøjes med en tør nationalpark.
Efter at have vadet lidt rundt i landsbyen besluttede jeg at tage ud til kontoret, hvor man booker sin safaribillet. Guidebogen sagde ganske vist, at man skulle lade nogle lokale skaffe sin safaribillet, eksempelvis hotel staffen - men hvor svært kunne det lige være? Jeg stod uden for kontoret kl. 1215, idet hjemmesiden foreskrev at kontoret ville åbne kl. 1230. Jeg stod forrest i køen – god start. Klokken blev 1230. “Kontoret åbner kl. 1300”, fik jeg at vide. Klokken slentrede sig langsomt mod 1300. “Kontoret åbner kl. 1330”, var beskeden nu. Hmmmm – ikke så fedt. Nuvel – det spidsede til med Indere, som skulle have billetter, ikke til dem selv, men til turister - kaos var undervejs. Indere behersker kaos – no problems - men vi stakkels turister, der ikke rigtig ved, hvad der skal ske, begyndte at blive urolige, bl.a. via dyrekøbte erfaringer med indernes manglende køkultur. En velorganiseret kø (formentlig introduceret under det engelske kolonivælde) forvandles stort set altid til kaos på splitsekunder. En stor låge blev åbnet, så vi kunne komme ind til selve billetlugerne, og her startede huslerierne for alvor… men efter lidt tid blev det dog alligevel tid til at bestille. En indisk familie på 5 pers. spurgte om vi skulle dele en 6 pers. jeep – den var jeg med på. Det kostede i alt 100 kr. for mig, inkl. penge til chaufføren.
 
Klokken var nu blevet 14, hvilket gav mig 1 time til at hente kamera mv. Troede jeg. Det viste sig, at afgang nu var skubbet frem til ”så hurtigt som muligt”, hvilket kom en smule bag på mig. En safari uden kamera er vel som en surfer uden vind, så jeg måtte skynde mig tilbage til hotellet og hente kamera mv. Jeepen kom dog ud og hentede mig ved hotellet, så jeg slap for turen retur til kontoret.
 
Af sted gik turen nu mod nationalparken. Med lad mig sige det med det samme - safarien var relative skuffende. Der var utrolig tørt, hvilket naturligvis var forudsigeligt med dets placering relative tæt på ørken, men alligevel… Der var langt mellem træerne, og de dyr, vi stødte på, var antiloper, aber, et par ugler, påfugle og en ørn. Og det var så det. Et enkelt kadaver af en antilope så vi også, leveret af en leopard. Men hverken tiger eller leopard så vi noget til – dog så vi et par store tigerpoter aftrykt i sandet. Chaufføren sagde, at tigerne sov… og det havde han sikkert ret i. Turen tog 3 timer, men sand at sige oplever man langt mere på en 1 times tur med hestevogn rundt i Dyrehaven…
 
Så en smule skuffet over selve skoven – ikke over ikke at have set en tiger – besluttede jeg, at jeg ikke ville tage en safari mere. Det er elles normalen, at man tager 2-3 safariture, for at se de der tigre (som der i øvrigt skulle være 42 af), men som sagt var selve skoven halvkedelig. Til gengæld ville jeg rigtig gerne besøge et gammelt fort, som også ligger inden for nationalparkens afgrænsning – bare et stykke væk fra de sædvanlige safarier ruter. Stik imod mine egne principper fik jeg hotellet til at bestille en jeep, som kunne køre mig rundt i 3 timer til den beskedne pris af 80 kr. Det var ok.
 
Vild luksus med en jeep for mig selv. Jeepen kørte mig til en anden indgang til nationalparken. En indgang, som – i modsætning til safari indgangen - folk susede ind og ud af. Proppede jeeps, fyldte motorcykler, folk på gåben – men ingen tuktuk eller personvogne. De lette køretøjer kan ikke klare mosten igennem parken. Allerede ved indgangen hoppede de første aber rundt tæt på vejen. Lidt senere dukkede der en Kingfisher – den lille farvestrålende nationalfugl (og navnet på nationaløllet) – op, så kom det et par påfugle på tværs af vejen og ude I en lille sø lå en krokodille og hyggede sig. Vejen op til fortet bragte også lidt antiloper med sig – og af og til ses også tigre her. Bare ikke den dag. Vejen op til fortet var derfor langt mere interessant end safarien, når nu jeg skal være helt ærlig.
 
Ved fortets indgang lå der helt et lille bjerg af røgelse og korn – et bjerg som folk lå på knæ foran og bad til de højere mager. ”Bjergets” eksistens skal findes i, at tilbedere af kosmisk energi (hinduismen) bringer foder med sig til de skabninger, der måtte have brug for dette, eksempelvis fugle og køer. Og årsagen til, at denne lidt usædvanlige hengivenhed til et fort er så intens skal dog findes i, at der inde på selv fortet er et Ganesha tempel. Ganesha – eller elefantguden – som formentlig er intet mindre end den mest populære af alle indiske guder… han har mange tilbedere. Og de valfarer til stedet her for at tilbede ham.

Ofringer foran fordet

Selve fortet er en lidt finurlig størrelse – en god blanding af krig, natur og guddommelighed. Det har absolut sine mangler på vedligeholdelseskontoen, så det ligger delvist og henfalder, men idet skoven formår at række en lang arm ind over de 30 meter høje mure, opstår der er eventyr og mystik over stedet.
 
Efterhånden som jeg trængte dybere ind på fortet, begyndte mængden af aber omkring mig at vokse – og til min store forundring dukkede der også et par køer op. Jeg undrede mig godt nok noget over, hvordan køerne havde forceret det lidt utaknemmelige langstrakte trappesystem, men jeg fandt aldrig svaret. Jeg konstaterede nøgternt, at der åbenbart var en god del køer, som - tilsyneladende - gik deres fætre, bjerggeder, i bedene og påbegyndt næste trin i evolutionen med videreudvikling af deres fysiske formåen til at klare selv… på trapper… Menneskemængden omkring mig voksede ligeledes – jeg nærmede mig tydeligvis Ganesha templet… op pludselig dukkede det op i alt sin enkelthed. Simpelt, smukt dekoreret med flag og symboler.

Charmerende pige...

... og endnu en.

Ydmyg mærmede jeg mig templet. Kiggede lidt på de lokale og studerede deres skikke, dog uden rigtig at blive klog på, hvad jeg egentlig skulle gøre. Ved indgangen blev jeg bedt om at tage støvlerne af, men idet jeg kunne se, at de lokale kom med hænderne fulde af korn, tøvede jeg med at gå tråde inden for i de hellige gemakker. En gammel mand tog med ved hånden og trak af sted med mig. Han gik lidt rundt og fandt nogle småsten, som han gav mig. 5 stk. fik jeg. Så tog han mig over til en kvinde, som vaskede stenene i lidt vand. Herved mente den gamle mand, at jeg var klar mødet med Ganesha. Ind i klosteret, som vel var ca. 40 m2, var der en del mennesker. Jeg blev vinket uden om køen af en af præsterne, som sad ved det allerhelligste alter. Præsten tog nu hver enkelte af de fem sten og påførte den en klat farve. Herefter fik jeg en klat farve og lidt ris i panden. En lille donation fandt vej fra min lomme til præsten - og så var min audiens med et overstået. En meget simpel, smuk og intens oplevelse – og et lille skridt nærmere udødeligheden i form af reinkarnation.
 
Vel ude for tempelet igen gik der lidt donationer til politibetjenten, der havde passet på mine støvler, til den ældre mand, som fandt stenene til mig, og til damen, som vaskede stenene – med et rent hjerte følger tilsyneladende en tom pengepung.

Ganesha templet i alt sin simpelthed

Undervejs på min tur rundt på fortet stødte jeg flere gange på en ung mand, som var i færd med at tilbagelægge en eller anden strækning ved at lægge sig fladt ned på maven, strække armene fremover og markere sin fulde længde med det yderste af sine fingre, op at stå igen, ned igen og atter ud i fuld længde. På den måde tager det lang tid at nå til klosteret. Og sidst på turen så han nu også ret slidt ud. Han var dog så tæt på målet, at han helt sikkert har nået det.
 
Det var super interessant at suse rundt på fortet og indsnuse mystikken og eventyret, og naturligvis også at snakke med og fotografere de lokale. Det var derfor vanskeligt at løsrive mig fra stedet. Det sidste stykke vej ned af trapperne foregik derfor næsten i løb, for at overholde min aftale med jeep chaufføren.

Et lille udsnit af fortet i junglen

Turen ud til fortet og til templet var derfor besøget til Ranthambhor værd, nu da safarien havde en smule mangler.
 

Togtur til Agra.

 
Næste stop på turen var Agra – byen som er kendt for Taj Mahal. Jeg strøg til stationen i SW i god tid i forvisning om, at det sikkert ville blive svært at få en dagsbillet og forberedte på det sædvanlige kaos. Billetten fik jeg hurtigt, og toget var forsinket, så pludselig havde jeg 1,5 times ventetid på stationen.
 
Åbent sind og god karma – jeg kunne vente hele dagen og blot nyde de mange små oplevelser på stationen. Det var fedt at have alt den tid i verden, jeg måtte ønske mig, og det var fedt at studere livet på perronen. En insisterende inder ville snakke, selv om han intet engelsk kunne. Han var MEGET insisterende. En tigger kom forbi – ham stak jeg et par rubler. Og inden for 2 min. havde samtlige af stationens øvrige nødlidende fik øjnene op for dette, og pludselig kom de susende fra alle sider – jeg blev omringet af folk på krykker, mænd med forbindinger på arme og hoved og blinde kvinder. Det var som om, de kom springende ud fra intetheden. Jeg blev en smule paf, hvilket, kombineret med den irriterende inder, gjorde, at jeg forlod min lille oase, og måtte søge tilflugt på et nyt stille sted. Arrrrgggghhhhh…
 
Endelig dukkede toget op. Det var ikke overfyldt, så jeg fandt relative hurtigt en plads. Toget havde ingen døre, så de lokale hoppede ind og ud, selv om toget var i bevægelse. Specielt de unge fyre, men også ældre kæmpede for at få rumpen med ombord.
 
Toget skød egentlig en fornuftig fart, når først føreren havde mulighed for at lufte de mange hestekræfter, men idet der var så ufattelig mange stop, nåede vi sjældent de store hastigheder.  Ganske vist har Indien ca. 67.000 km. jerbanespor – der er bare ikke særlig mange af dem, der ligger parallel med hinanden. Dette betyder, at togene skal vente på hinanden ved de større stationer, for at passere hinanden. Det giver enorme ventetider – specielt når også de super lange og meget langsomme godstog skal passere.

Et par medpassagerer, som ønskede sang....

... til stor underholdning for hele familien.

På et tidspunkt var toget halvtomt, så jeg sikrede mig en god vinduesplads, men der gik ikke lang tid, før en større familie kom væltende og slog sig ned ved siden mig. Skide hyggeligt. En pige på ca. 15 kunne en del engelsk, så der blev sludret om de sædvanlige ting. Hun havde forsøgt at tage mod til sig i et stykke tid, men så kom det: “Mister. Du skal synge en sang”, sagde hun. “Øhhhhh – nej det skal jeg ikke”, sagde jeg. “Jo Mister. Du skal synge en sang”, og så synes hele den 20 pers. store familie at jeg skulle synge en sang. “Hmmm – så er de sgu også selv om det”, tænkte jeg, mens jeg kæmpede med at smide blufærdigheden overbord. Samtidig glæde jeg mig over, at mit tvivlsomme sangtalent trods alt kun ville berøre en ganske lille promille af den indiske befolkning. Hvilke konsekvenser kunne det ikke få, hvis den indiske regering fik nys om denne form for ”sangterrorisme” – ham våbensmugleren, som DK nægter at udlevere, kunne komme mig til onde. Det eneste, jeg kunne glæde mig over var, at afstanden til de danske ører var stor - dvs. lige indtil jeg efterfølgende så en mobiltelefonvideo af strabadserne, og hurtigt tænkte på at YouTube bestemt ikke blot er et dansk fænomen… Alting er forbundet i den digitale tidsalder. Måske vi er nærmere Brahman end vi egentlig lige regner med?
 
Nuvel – der var en del unger i forsamlingen, så jeg tog fat på sangen: “Lille Ole i skoven, mellem træerne vandrer…” – og så møder han alverdens dyr og mennesker, som man selv kan bestemme. Ungerne valgte naturligvis dyrene, samt hvilke lyde, dyrene skulle sige. Man bruger hænder og lår som instrument, hvilket de hurtigt fandt ud af, og pludselig var der 10 unger, der skrålede løs, legede dyr og slog sig på lårene, mens de skreg af grin, og snart med halvdelen af toget som tilskuer. Nogle rystede på hovedet, mens andre fik et fornuftigt smil frem på læberne. Det var knageme sjovt. Turen på 243 km. tog 6 timer, hovedsageligt pga. ventetid ved stationerne.

Nogle tog er dog godt fyldt op.

 

Agra

 
Dagene i Agra bød ikke ligefrem på solskin og varme. Da jeg ankom var det blæsende og koldt og dagen efter stod det for det meste ned i stænger. Jeg tjekkede vejrudsigten for de kommende 3-4 dage for at finde rette dag med solskin, hvor Taj Mahal skulle besøges, men tålmodighed skulle vise sig at være en udfordring.
 
I et ophold i bygevejret vandrede jeg ind til centrum af Agra for at kigge lidt nærmere på Agra Fort. Som det ofte sker i Indien, er det ikke altid det planlagte, der kommer til at ske. På min vandring rundt om fortet så jeg pludselig nogle farvestrålende kupler rejse sig bag ved nogle bygninger. Det så interessant ud. Fortet måtte være fort lidt tid endnu. De kupler skulle undersøges.
 
I min jagt på kuplerne kom jeg bl.a. igennem en lille losseplads, hvor affaldet var ved at blive brændt af. "Fedt motiv", tænkte jeg. En fattig mand ville med på billedet, så det kom han, alt i mens 7-8 lokale gloede på os. "Hvad har han gang i?", har de formentlig tænkt, mens de høfligt smilede til den stupide turist.

Indiens realistiske side...

Turen videre førte mig igennem en større bazar med massevis af krinkelkroge og smalle gyder, samtidig med at de smukke kupler stod som en smuk baggrund. Jeg fik rodet mig ind til nogle bitte små stræder, hvor der blev solgt kulørte sari (traditionelle indiske klædedragter, som anvendes overalt). Her ville nogle af de lokale forretningsmand mægtig have taget billeder af deres butik, så fotoapparatet kom på hårdt arbejde,
 
Ude af bazaren igen og nu tæt på indgangen til moskeen, som var den bygning, der bar de kulørte kupler. Her stod pludselig en ged iført tøj og førte sig frem på en scooter. Endnu en velklædt ged viste sig og endnu en, og sammen med gederne var tre knægte, som også mægtig gerne ville have taget billeder, og ikke mindst se den bagefter. Sådan et kamera er et fantastisk hjælpemiddel til at komme lidt tættere på folk, naturligvis hvis man bruger kameraet med omtanke og med respekt for folk.

Trods det kølige vejr fryser gederne ikke

En fyr tog mig over til en butik, der solgte kassettebånd og dvd’er. Her skulle der også tages lidt billeder. Der var der, jeg mødte Giulfam. Giulfam var en lille glad fyr i starten af 50'erne, konstant med et stort smil på læberne. Regnen tog til i styrke, så vi skuttede og under den beskedne presenning, der var spændt ud over den lille butik. Giulfam ville vise mig moskeen, men idet det med garanti ville gennembløde os begge, insisterede jeg på at spise frokost først, og så håbe på bedre vejr. Og det holdt heldigvis stik.
 
Giulfam viste mig rundt i moskeen og fortalte en masse på hindi, som jeg ikke forstod en meter af, men glad var han for at vise mig rundt. Jeg blev også taget ned med ned i en krypt, hvor en eller anden tilsyneladende var begravet. Dette var tydeligvis et meget helligt sted, som Guilfam behandlede med den største respekt.
 
Efter besøget i kælderen inviterede Guilfam mig hjem til familien, så sammen drog vi afsted i en overfyldt tuktuk med kurs mod Guilfam' hus. Her blev det endvidere aftalt, at jeg skulle komme til middag dagen derpå - og derved blev det.
 
Middagen den efterfølgende aften gik med, at hele familien var samlet, samt lidt bekendte fra nabolaget, som alle sad og kiggede på mig, mens jeg sad og spiste. De havde allerede spiste, så det var kun mig, der skulle have mad. "Javel, ja – dagens show", tænkte jeg, mens jeg koncentrerede mig om ikke at tabe alt for mange ris af den meget beskedne gaffel, som jeg havde fået stukket i hånden. Det blev til en 3 retters menu, som jeg sad og nød i majestætisk ensomhed, men med et hujende publikum.
 
Det viste sig, at Giulfam var den lokale sko-producent, så han ejede simpelthen en skofabrik. Den var jeg naturligvis opsat på at se, så vi aftalte at mødes igen ved moskeen dagen derpå.
 
Dagen derpå mødtes vi derfor ved moskeen, og derefter blev jeg så slæbt rundt i Agra' små gader, hvor jeg skulle hilse på sko-distributører, sko-sælgere, forretningsforbindelser mv., og så skulle skofabrikken besigtiges. Giulfam holdt meget af at holde mig i hånden, når vi susede af sted, hvilket jeg godt havde lagt mærke til at en del lokale mænd gør flittig brug af. ”Sikkert bare en skik”, tænkte jeg - men det var enormt grænseoverskridende for mig at holde en fremmede mand i hånden, ja faktisk synes jeg, at det var temmelig ubehageligt. Jeg gjorde alt for at holde hænderne i lommerne, hvilket hjalp lidt. Omvendt ville jeg jo heller ikke stille Giulfam i et dårligt lys - han kendte tilsyneladende samtlige 1,3 mio. mennesker i Agra. Nå men det værste var ikke overstået. Det kom, da vi sad og drak en kop chai, hvor han foreslog, at vi skulle tage hen til mit guesthouse - og sove!!! Så var det, at den indre lille klokke, der i et stykke tid havde taget til i styrke, pludselig blev til de rene kirkeklokker. Han ville med hjem til mig og sove... Næ nej, og pludselig fik jeg travlt med at tage afsked og komme hen til Agra Fort, som jeg jo ikke havde fået set. Puha. Det var en chokerende afslutning på en ellers god oplevelse. Og ret sjov at grine af - bagefter...
 

Fatehpur Sikri

 
Fatehpur Sikri er et område ca. 40 km fra Agra, hvor der er opført en kæmpe moske og et kæmpe palads. Tanken var at den daværende muslimske konge - Mughal - Akbar ville flytte hovedstaden fra Agra til FS. Akbar, som var sønneløs og derved uden arving, havde opsøgt en fyr ved navn Shaikh Salim Chishti, som var lidt af en mirakelmager. Denne forudsagde fødslen af en arving til tronen, og da spådommen gik i opfyldelse, valgte Akbar at flytte sin hovedstad, til stedet, hvor forudsigelsen havde fundet sted. Fatehpur Sikri.

Fatehpur Sikri

Til forskel fra mange af de øvrige Mughals, der har regeret i Indien, var Akbar særdeles tolerant over for andre religioner, idet han mente, man kunne lære meget fra hinanden. Således havde han tre koner: en muslim, en hindu og en kristen. Paladset, som han lod opføre, indeholde et palads til hver kone, hver palads opført i skøn samhørighed mellem muslimsk, hindu og kristen arkitektur, ja selv den store moske, Jama Masjid, som bruges i dag og som hver fredag samler 25.000 muslimer til bøn, indeholder arkitektoniske elementer fra disse tre religioner. Sådanne religiøse tolerancer er en efterspurgt vare den dag i dag.
 
Påkørt hund
 
Sidder lige ved en lille cafe og skriver lidt. En lille skvat af en hvalp ligger i sole og sover, midt ude på vejen i området ved Taj Mahal. Grundet forureningen fra udstødningsgasser og derved ødelæggende effekt på TM, må biler ikke færdes i nærheden af TM, så her er meget stille og roligt. Af en eller anden årsag, selv om der var god plads, var der alligevel en cyklist, der formåede at køre over hvalpens forben, så den hylede og skreg. Cyklisten kørte videre, mens et par mænd skyndte sig hen til hvalpen for at tjekke dens tilstand. De konstaterede at der intet var brækket, mens den tålmodigt stod og holdte pinen ud. Så fik den lidt klapper og kælerier, hvorefter den tøvende testede bentøjet. Det var ikke optimalt, men efter et par minutter haltede de atter ud i solskinnet, dog i vejens side, og sov videre. Der er altså noget mellem mennesker og dyr i Indien.
 

Taj Mahal

 
Når Taj Mahal skal besøges, er det bedst at gå ind ved solopgangstid, hvor turistbusserne ikke endnu er ankommet, så ved 0700 tiden begav jeg mig ind på TM området. Morgendisen lå over området, men ikke tykkere end at man sagtens kunne se bygningerne, ja faktisk fik de et lidt magisk skær i mosekonens bryg. Det hele var der, som vi er vant til at se på fjerneren og på utallige billeder: Den lange sø, som man ser TM spejle sig i, TM selv - kridhvid med sin store kuppel og sine 4 identiske minerater, moskeen til venstre og moskekopien (for at sikre symmetri) til højre for TM. Meget, meget smukt og delvist indhyllet i morgendisen. Men pludselig var det som om, at en eller anden tog TM under armen og løb væk. Det forsvandt simpelthen i de tætte tågebanker fra den hellige flod Vamuna, og kom først igen flere timer senere. Men smukt var det bestemt.

Taj Mahal i morgendisen, før det forsvandt.

Jeg var i Agra i 5 dage – hvilket var i overkanden i forhold til hvad der reelt er at se. Men jeg var bundet af togbilletten, så jeg dovnede den en del disse dage. I øvrigt kom jeg til at drikke noget vand, da jeg var på besøg ved Giulfam, hvilket resulterede i en noget rumlende mave. Ikke Delhi belly, men snarere lidt i retningen af Thunder Stomac.

Billede fra Agra' ford.

 

Togtur til Varanasi

 
Varanasi er et sted, som jeg havde store forventninger til, men som jeg, pga. billetkaoset desværre kun skulle tilbringe nogle få dage i. Men først skulle jeg jo derhen, og jeg skulle finde ud af, om jeg rent faktisk havde en plads på toget.
 
For at gardere mig imod den sædvanlige bureaukratiske tidsrøver, som en berøring med det offentlige Indien normalt vil ende ud i, tog jeg i god tid til Agra’ banegård. Jeg fandt en billetmaskine, der kunne bekræfte, at jeg havde fået en plads på toget. Dejligt. Men der var bare lige det, at der stod en besked på skærmen, som jeg ikke forstod - jeg søgte assistance. Min frygt var begrundet. Der var problemer. Toget kom slet ikke til Agra… Og det til trods for, at jeg både havde billet og en plads på toget. Ind til for nyligt kørte toget ganske vist til Agra, fik jeg at vide, men det var netop blevet lavet om. Men jeg kunne tage til Kanpur, 200 km fra Agra, hvor mit tog vist nok ville holde. Dvs. at jeg skule tage i forvejen og så håbe at nå til Kanpur, før mit oprindelige tog kom dertil. Jeg var sværd tilfreds med, at jeg var taget til stationen i god tid.
 
Jeg fandt et tog med retning mod Kanpur, men idet toget allerede havde sat sig i bevægelse, da jeg kom ned på perronen, måtte jeg i fuld firspring med rygsæk på ryggen, løbe op langs en tilfældig vogn, åbne en dør og hoppe ind i toget. Kort efter stødte jeg på en kontrollant, som gjorde det meget klart for mig, at jeg absolut ikke var velkommen ombord og at jeg bare havde at hoppe af på næste station. Fnys. Efter lidt brokkerier fik jeg dog overbevist den iltre mand om, at jeg skulle med til Kanpur. Jeg fik besked på at selv om at toget var fuldt booket, skulle jeg finde et sted at lægge mig. Jeg fandt en ledig køje på 3. klasse og fik mig et par timer på øjet. Da jeg vågnede igen, kort tid før Kanpur, kunne jeg se, at der i nabokøjen, som var blevet beboet, mens jeg sov, lå to kvinder og to børn. Hmmmm – mon min køje var en af deres? Jeg luskede ud på perronen i Kanpur og håbede, at damerne og ungerne fik sig noget søvn på deres resterende del af turen. Samtidig håbede jeg på, at mit oprindelige tog ville komme til Kanpur.
 
Denne gang var jeg mere held i sprøjten, og mit tog kom rent faktisk til Kanpur, så klokken 0400 kunne jeg stige ombord i mit tog, finde min køje og sove mig de sidste 8 timers kørsel til Varanasi. Det var en sand fornøjelse.
 

Varanasi

Lige ved Ganges' bredder...

Der er en smule vanskeligt at sætte ord på Varanasi. Det er virkelig specielt og meget intenst. Hvis man tager alle god ting og alle dårlige ting i Indien, og drysser lidt hinduisme ud over (ikke islam eller kristendom - det er en hinduby), ryster blandingen godt sammen og spreder den ud ved Ganges' bred, så har man nok nogenlunde billedet. Som en form for koncentrat. Så koncentreret, at det kan laves "Indien" på det igen og igen.
 
I nabobyen Allahabad foregår der p.t. den store festival: Kumbh Mela, som foregår hver 12. år, hvor 70 mio. mennesker valfarer til byen, for at dyppe sig i Ganges, Shipra og Godavari floderne, og for at være hindu troende sammen med en masse andre hinduer. Den største religiøse begivenhed i verden.
 
Festivalen varer i 6 uger, hvoraf 6 af dagene er særlig vigtige. "Hvad pokker laver jeg så i nabobyen", kunne man fristes til at spørge. "Hvorfor ikke gå til the Big one?". Tjaaaa. Når det regner på præsten, drypper det som regel på degnen, så for at undgå de helt store folkemasser og tumultscener, samt jagten på overnatning osv., kombineret med et håb om at der ville være en afsmittende effekt i Varanasi, ja så var det Varanasi, jeg tog til. Og jeg blev ikke skuffet,

Et par Sadhuer med deres sparsomme grej

Det første, jeg fortog mig, da jeg havde kastet rygsækken ind på mit værelse, var at tage på vandretur langs Ganges på byens mange Ghats (ca. 80 i alt). I modsætning til Pushkar, hvor der ikke var meget liv på ghatsene, når det ikke var badetid, sker der altid en masse på Varanasi' Ghats, herunder naturligvis en masse huslere, som tilbyder alverdens ting og sager. Og den første person, som jeg stødte på, før jeg overhovedet havde sat min fod på ghaten, ville sælge mig en bådtur (dem er der rigtig mange af).
 
Jeg slentrede roligt der ud ad, sagde "Namaste (hej)" og smilede til en masse mennesker, sagde "No thank you" og smilede til endnu flere mennesker, og sagde desværre også "No donation" og smilede til en del mennesker, mens jeg forsøgte at danne mig et overblik over denne meget enorme organisme. Hinduer i alle mulige afskygninger var til stede, nogle klædt i hvidt, nogle i gult, nogle i orange og nogle uden noget på - overhovedet. Fælles for de fleste af dem er, at de er Sadhu, dvs. en hellig mand, der lever et asketisk liv og derved givet afkald på materielle goder. Deres bopæl er det sted, de ligger hovedet på, når de skal sove. På landevejene jagter de indsigt, via studier af hellige tekster, meditation og et ydmygt liv. En indsigt om ”Sandheden” på et spirituelt niveau, som skal hjælpe dem videre efter døden. Herved kan de endeligt frigøres fra liv-døden spiralen, således at sjælen kan blive forenet med den kosmiske sjæl: Moksha (som buddhismens Nirvana). Lige specielt de nøgne fyre er de mest prominente Sadhu'er. De lader håret vokse i dreadlucks (kaldes "jata"), skægget vokser ligeledes, og de dækker hele deres nøgne krop med helligdage, for at minde dem om døden (den ultimative sjælerensning, som foregår ved brænding). Disse tilhører ordnen: Naga, opkaldt efter kobraslangen, der symboliserer den kosmiske energi.
 
Grundet Kumbha Mela var der en del Sadhu’er i byen. De havde slået sig ned i små lejre på Ghats, ofte i form af presenninger, men også tomme bygninger blev taget i brug som feriebolig. Der var op i mod hundrede af de askegrå sadhuer.

Trængsel på molen - men der er plads til alle

Der var det hele. De spirituelle Sadhuer, som via mellemkomsten af en god hashpibe nærmer sig Nirvarna, ”splitter Hans Jørgen” og med røven bar på en Ghat blandt blitzende japanske turister, hjemløse hunde og enorme stabler af tørrede kokasser, indhyllet i røgen fra sig bål, men med Ganges afspejlet i sine pupiller. … og tiggerne med både halve og kvarte ben, men med veltrimmede armmuskler, efter mange år hvor armene har fungeret som ben, som bare sidder og kigger længselsfuldt efter hundene, når disse har fundet noget spændende i en tilfældig skraldebunke og stolt spankulerer afsted med trofæet i munden. … samt med den almindelige inder, som hele tiden og altid er tæt på, eller i, Ganges’ hellige vand, i deres forsøg på vedligeholde en ren sjæl. Hjallerup marked x 100, 24 i døgnet, 365 dage i året.

Nogle Sadhuer er bare mere Sadhu end andre

Og kosmisk energi er alle steder i Varanasi. Alting sker – lige her på Ghatsene. På min første ”Down the Ganges’ Ghats Lane” blev sanserne således bombarderet i sådan en grad, som formentlig kan sammenlignes med den første gang, man som bybarn kommer ud og besøger en bondegår – det lugter af HT, men det er helt fantastisk spændende. Ubeskriveligt. Mættende. Og udmattende. Bøfler aflægger efterladenskaber i stor stil, ligeså hundene er flittige til af lægge deres visitkort, og mænd aflader kroppens overskudsvæsker hist og her. Der er en aura i luften, som man ellers kun kender fra kombinationen af Roskilde Festival på en varm dag, og en god gødningsaften på landet. Langørede geder klatrer akrobatisk rundt på bygningerne, de hellige køer nyder respekten fra menneskemængden; og ungerne drøner rundt og spiller kricket eller leger med glaskugler. Man skal nok ikke være sart, hvis man ønsker at opleve Varanisa’ ghats.
 
Det emmer af liv. Men liv og død hænger naturligt sammen, specielt i Hindu kredse. Døden er ikke et tabu – det er en hel naturlig del af reinkarnationen. Vi skal alle dø, men det er kun for at kunne genopstå som mennesker, forhåbentlig en smule tættere på Nirvana end i det forrige liv. Død vises. Død udstilles. Det er en ufattelig stor ære, at blive udstillet, når man er død og skal brændes. At døden ikke umiddelbart kan ryste en inder understreges af, at det tager ikke mindre end 52 mio. reinkarnationer, før man bliver født som et menneske, og at det kun er fra menneskestadiet, man kan opnå Moksha. Man skal altså ikke fifle livet væk med ligegyldigheder. Derimod skal man konstant sikre sig en god karma – det ville være vanvittig irriterende at blive gensøgt som en guldfisk, hvis man rigtig har kvajet sig i sit liv som menneske. Så er der rigtig lang vej til Nirvana.
 
Når vi skal væk herfra, er det vigtigt, at sjælen kommer godt videre og ikke forstyrres i sin afgang fra kroppen. Og derfor er der visse skikke, der skal følges, når et menneske tager afsked.
 
Det fineste sted, en hindu kan blive brændt, er Manikernika Ghat – eller ”Den brændende Ghat”, beliggende i den sydlige ende af Varanasi. Der har været ligbrændinger på stedet siden tidernes morgen, ja traditionen er ældre end selve byen – og det på trods af, at Varanasi formentlig er den ældste beboet by i verden. Ældre end legenderne.

Manikernika Ghat – eller ”Den brændende Ghat”

På denne Ghat alene foretages der ca. 200 ligafbrændinger om dagen, og når det tager ca. 3 timer at brænde et menneske, ja så er der altså gennemsnitligt gang i 25 afbrændinger pr. time. Det er da alligevel en del.
 
Da jeg besøgte ”den brændende ghat” forsøgte jeg straks at danne mig et overblik over stedet. Der er afbrændinger – overalt. Og jeg havde ikke stået på stedet i 2 min., før to lig blev båret frem til ghat’en. 3-4 personer pr. lig synger ”Ram Nam Satya Hai” (Rama’ navn er den rigtige sandhed) (Rama er den 7. inkarnation af Vishnu og betragtes som værende: ”Den perfekte person” - altså en person, som alle gerne vil være), mens de bar de døde i hvidklædte ligklæder ned til Ganges. Ligene blev dyppet i Ganges for en sidste gang, før de blev lagt op på hvert sin bunke brænde, som omhyggeligt er forberedt af stedets ”Brandkorps” – de kasteløse. Den ældste søn sætter ild til liget, som derved begynder at futte af, og derved indledes den ultimative sjælerengørings og –frigivelsesproces.
 
Der må ikke være kvinder til stedet til ligbrændinger, hvilket skyldes to ting: ved tidligere lejligheder har ægtefællen til en afdød sprunget med op på bålet, for at tage afsked med verdenen sammen; og dels fordi kvinders gråd kan forstyrre sjælen i at komme rigtig afsted fra kroppen. Kvinder må altså følge begivenhedernes gang på afstand. Og det samme gælder kameraer – sjælen forstyrres simpelthen, hvis der tages billeder, når den forlader kroppen (men en god sum penge kan naturligvis mildne sjælen en smule – alting er til salg).
 
En sen eftermiddag var der en af de utallige huslere, der havde held i sprøjten – han fik solgt en bådtur til mig. Prisen var vist 25 kr., så prisen er underordnet i dette sammenhænge… Turen gik først mod Manikernika Ghat, hvor det – på lidt afstand – var muligt at tage lidt billeder af ligbrændingerne. På dette tidspunkt så jeg ca. 15 bål brænde med større eller mindre flamme – og der har helt sikkert været gang i det dobbelte antal bål, som jeg ikke lige kunne se.
 
Fra de mørklagte bygninger, som tårnede sig op bag bålene, kunne man fornemme de næste i rækken, som skulle afsted herfra. Bygningerne fungerer som en form for hospice, hvor folk, der er klar til at dø, tilbringer sine sidste dage. Med udsigt til ”Den brændende Ghat”. Makabert, vil nogle sikkert mene. Men naturligt i Indien.
 
Når bålet er brændt ned, drysses asken ud i Ganges. Men - det er ikke altid at alting når at blive brændt i bålet, så der kan godt ryge en hånd eller en fod med asken ud i vandet. Men en hånd eller en fod er dog intet mod hvad man ellers kan risikere at støde på ude midt på Ganges. Traditionen med børn, gravide og hellige mænd kan resultere i langt mere makabre fund ude i Ganges. Børn, gravide (grundet babyen i maven) og hellige mænd har ikke brug for en sjælerensning i form af en kremering, idet deres sjæle er rene, så i stedet for en kremering bliver deres kroppe sejlet ud midt på floden og smidt i vandet med en tung sten om halsen. Og således ligger der massevis af kroppe midt ude i Ganges. Når kroppene på et eller andet tidspunkt løsrives fra rebet, ja så kan der pludselig dukket et lig op til morgenkaffen. Et held er dog, at strømmen fører væk fra byen – ellers kunne det godt gå hen og blive en særdeles ubehagelig, når morgenturen tages på Varanasi’ ghats.
 
Desværre blev opholdet i Varanasi blot på tre dage. Til gengæld var det tre meget intense dage, hvor jeg blev en del klogere på Hindi verden og på at livet og døden er væsentlig anderledes her end så mange andre steder i verden. Det var lærerigt, underholdende – og ufattelig interessant.
 

Sik(h)e en oplevelse:

Gurudwara Bangla Sahib

Tilbage i ND havde jeg et par dage, før jeg atter skulle retur til DK. Per og Camilla havde været så søde at stille deres lejlighed til rådig for mig, mens de var en tur på Sri Lanka, så der sad jeg nu midt i ND i en fantastisk lejlighed, og med et par dage at spendere på alting og ingen ting.
 
Jeg susede rundt i byen og kiggede på parlamentet, de store ceremoni boulevarder, Ghandi’ kremeringssted, beskidte og fattige steder - og det stik modsatte, store moskeer, den imponerende fæstning, og fik snakket med en helt fantastisk masse folk. Dog var der to steder, jeg her kort vil ridse op, som værende noget helt unikt. I hvert fald i min verden.
 
Sikhernes hovedsæde i ND er Gurudwara Bangla Sahib, og skønt det er et meget, meget smukt sted, skulle det efter signede være intet i forhold til de templer, som forefindes i Sikhernes oprindelsessted: Punjab provinsen i det nordvestlige Indien. I Punjab har de virkelig gjort det godt i at opføre smukke templer, hvor også sikhernes allerhelligste tempel ligger: Harimandir Sahib - det Gyldne Tempel.
 
Men hvad er Sikhisme egentlig for en størrelse? Tjaaaa – umiddelbart ligner mændene de mest grusomme pirater, når de kommer anstigende med stor turban og et kæmpe stort skæg. Samtidig kan deres tøjvalg være en anelse skummel, idet de går rundt i fuldlange kåber i bedste sørøverstil og fordi de har nogle pokkers lange og yderst velpolerede sabler i deres bælte – og så lige lidt knive hist og pist. Men – lad dig ikke narre. Der er intet tilfælles mellem pirater og sikher – ja sikherne bor oven i købet rigtig, rigtig langt fra nærmeste hav, så ej heller en Sikh i en båd vil være synderlig sandsynlig.

Storkøkkenet forbereder sig på næste rykind

Bag ansigtet på disse så tilsyneladende farlige personer, gemmer sig en af de mest tolerante religioner jeg har stødt på til dato. Men før vi kommer dertil, så lad os lige opsummere kodekset for sikher (kilde: http://leksikon.religion.dk/word.htm?w=k%27er%2C+de+fem):
·        Kesh, uklippet hår - Sikherne mener, at man går imod Guds skaberværk, når man klipper hår og skæg. Samtidigt er hår og skægvæksten en tydelig markering af, hvem der er medlem af broderskabet.
·        Kara, et stålarmbånd - Har mange betydninger der primært kredser om enhedstanken, som det runde armbånd markerer. Løfter man hånden for at udøve unødig vold, vil man blive mindet om denne tilknytning og derfor sænke den igen.
·        Kangha, en kam -  Et renlighedssymbol der skal minde sikherne om, at de skal leve et rent liv både fysisk og psykisk. Fysisk bør det lange hår vaskes ofte og redes mindst to gange om dagen med kammen efter et helt fastlagt mønster. Kammen bruges derefter til at holde håret på plads under turbanen.
·        Kashaira, shorts - eller lærredsunderbukser: Er lette at bevæge sig i under kamp. Desuden skal de minde bæreren om, at han ikke skal begå utroskab.
·        Kirpan, en daggert - Betyder at broderskabet skal kæmpe imod undertrykkelse, forsvare sandheden og hjælpe de forsvarsløse. Daggerten skal kun bruges i forsvar, ikke angreb, ligesom armbåndet markerede.

Så er der serveret

Så et kodeks, der styrker sikherne i en enhed, hvor man skal opføre sig ordentlig og have respekt for omverden. Dette kender vi alle til fra en masse andre religioner, hvor der dog af og til er lidt afstikkere fra, i form af fortolkning af visse skrifter, som kan føre til en kompromittering af begrebet: ”Næstekærlighed”. Specielt over for andre religioner.
 
Men netop på det at se på andre religioner, har sikherne et speciale. Sikhismen tror på lighed mellem alle mennesker og afviser diskrimination på basis af kaste, tro og køn. Dette betyder i praksis, at for en sikh er det fuldstændig ligegyldigt om du er anderledes – i klasse, religion og køn. Det er da smukt!!!
 
Men hvordan hænger dette så sammen i hverdagen – er det noget, man føler, når man er i nærheden af en Sikh? Og igen er svaret JA. Sikher er fornuftige folk med et godt forretningsgen, og derfor findes der massevis af stenrige sikher. Sikh-lære understreger vigtigheden om at dele - vaṇḍ chakkō - gennem uddelingen af gratis mad ved Sikh gurdwaraer, velgørenhedsdonationer, og at arbejde for fællesskabet. Altså at opnå det bedste for alle (sēvā). Dvs. at sikherne er folk, der qua religionen, bør hjælpe omverden. Med sikhernes forretningsgen i hu kan du nok forestille dig, at sikherne er i stand til at mobilisere en ganske anseelig formue til at hjælpe folk i nød. Herunder de fattige folk i ND gader…
 
Da jeg besøgte Gurudwara Bangla Sahib fik jeg en lille smagsprøve på den store medmenneskelighed, der er i Sikhismen. Efter at have vadet rundt inden for i selve templet iført et fint lille tørklæde om hovedet, for at skjule mit hår blot en smule, vadede jeg en tur rundt om den hellige sø, hvorfra der var en prægtig udsigt til det smukke tempel
 
Jeg kom frem til nogle bygninger, hvor der sad en hel lille hær af folk og snittede kål, skar løg, rensede grøntsager og i øvrigt havde det fantastisk iblandt de små bjerge af madvarer, der skulle ordnes og forberedes. Disse prægtigere krigere var dagens kokke til Sikh gurdwaraer, velgørenhedsdonationen. Herefter stødte jeg på en masse folk, som sad foran en dør og ventede og ventede – på at komme inden for og få dejlig mad. Helt gratis. ”Hmmm – der må stikke noget under. Man får sikkert stukket en regning i hånden, når man forlader skuden”, tænkte jeg – men alt min bekymring var nyttesløs. Der var kun godhed at spore i sikhernes ansigter og i deres adfærd. Jeg blandede mig i mængden af sultne gæster. Og efter få minutters ventetid blev vi lukket ind i et stort rum, hvor man blot skulle finde plads til mig bagdel på nogle tæpper. Herefter var alting op til din egen samvittighed for hvor mange gange, du vil sige: ”Ja tak” til et brød, en portion ris, en suppeskefuld grøntsager osv. Hold da op – de forstod at udleve Sikh gurdwaraer. I en dimension, som er vanskelig at forstå for os i vesten.
 
Da jeg havde gumlet mine grønsager og drukket min saft og når servitricerne (M/K) var overbevist om at jeg vitterlig var mæt, var det afgang – ikke noget med at sidde og fede den og slå mave. Næste hold af sultne folk sad uden for og ventede på at komme ind og nyde godt af gæstfriheden. Jeg afleverede min ”tallerken” hos en frisk tøs af en midaldrende dame, som straks gik i gang med at rengøre den – måske nr. 1.000 tallerken for hende den dag – men med et kæmpe smil på læberne som om at det var den første tallerken. Sik(h)e en arbejdsindsats og sik(h)e en religion… Jeg bøjer mig i støver over for kulturen af Captain Sparrow look alike.

... og opvasken tager jeg

 

Gandhi' endelige

 
Mahatma Gandhi, en lille sjov mand med et stort skæg, er en af de meget, meget få personligheder, som Nelson Mandela og Mother Teresa, der via passion og oprindelighed har formået at ændre verden - på sin helt egen måde. Når de engelske myndigheder ikke lige havde buret ham inde i en eller anden kachot, brugt Gandhi alt sin tid på at rejse rundt i Indien og lytte til sine landsmænds bekymringer og klager, hvorefter han vitterligt sloges mod overmagten for at ændre forholdene. Metoden, som han anvendte, var: Passiv modstand - eksempelvis strejke, demonstration uden vold etc. Og når han ikke lige var i spjældet eller på landevejene brugte han tiden i sin ashram med meditation og spinding - og nej - dette involverede IKKE en cykel, men en god gammel spinnerok.

Gandhi' sidste skridt

Ironisk nok blev han myrdet på brutal vis af en fanatisk hindu (som han selv var), der var modstander af Gandhi' meget store ønske om at forene muslimer og hinduer - har stærkt imod Indiens opdeling i Indien (for hinduer) og Pakistan (for muslimer), hvilket han kæmpede imod indtil sin død.
 
Som en af de sidste ting, jeg nåede i ND, tog jeg ud til stedet, hvor Gandhi blev myrdet - Gandhi Smriti (Gandhi' minde). Stedet hvor Gandhi opholdt sig i de sidste 5 måneder af sit liv. Under et af Gandhi' offentlige bønnemøder, d. 30. jan 1940, hvor 100 vis af folk dukkede op, fremdrog morderen en pistol fra sine løse klæder og dræbte Gandhi med tre skud, affyret under to meter fra ham. Og herved døde Gandhi af vold - som han var så inderligt meget imod.
 
Området ved Gandhi Smriti er meget smukt og idyllisk. Her ånder en stilhed og afslappet atmosfære. Massevis af blomster nyder tilværelsen i den velpassede have, hvor Gandhi blev skudt. Citater pryder området, ligesom den kæmpe store fredsgong - en gong med samtlige nationers flag - ikke er til at overse. Skønt det er 65 år siden, at Gandhi vandrede rundt i haverne, fornemmer man næsten hans tilstedeværelse grundet alle de citater, som dominerer haven. Denne åndelige tilstedeværelse kunne man godt savne på de bonede gulve, når de store politiske beslutninger træffes, uden brug af alt den lære og erfaring, som Gandhi bidrag med til verden.
 
Og dette markerer herved afslutningen på 4 fantastiske uger i Indien. Spørgsmålet er så blot, hvornår yderligere 4 uger skal lægges til samlingen af rejsetid i Indien - manner for et fascinerende og inspirerende land.
 

Fredsgongen