You are here

Sveneti - et snapshot fra det sydlige Kaukasus

Rejse: Forår i Georgien l Besøgsår: 2012

Welcome to Georgia

Udsigten her fra min lille balkon er generøs. Sneklædte tinder i nord, syd, øst og vest, mest markant med Mt. Banguriani (3838) og Mt. Tetnuldi (4851 m.), beliggende ganske få km. nord for landsbyen. Skyggerne rykker stille ind og overtager langsomt solens dominans på bjergvæggen over for min balkon - men der vil stadig gå lang tid, før lyset slukkes på toppen af Mt. Tetnuldi. Ud over den maleriske udsigt fylder bagdelen af en ko en ganske stor del af mit åsyn - en utilfreds ko, som brøler og gør opmærksom på, at det er spise/malketid – og at det har været malketid i lang tid!! Tilsyneladende er der ikke rigtig nogle, der tager notits af den brølende ko, måske fordi ejerne netop er i gang med at pløje deres lille mark, hvor et par tyre udgør den ”to hestede” traktor. Aftenen bliver til nat. Skyggerne jages væk af massivt mørke, og samtidig tændes de første projektører til smuk illuminering af de klassiske og smukke Svaneti tårne. Som enkelte satellitter eller i samlet smågrupper lyser de op i mørket, måske som symboler på Svaneti isolerethed. I det nordvestlige Georgien, grænsende til udbryderregionen Abkhazien i vest og til Rusland i nord, gemt væk bag bjergkæden: Svaneti mod syd og beliggende på de sydlige skråninger af Kaukasusbjergkæden, med massevis af gigantiske sneklædte tinder, ligger delregionen Øvre Svaneti (Zemo Svaneti). Området er beboet af Svaneti’ folk: Svaner, som tæller ca. 30.000 stk., hvoraf ca. 2.600 af dem bor i Svaneti’ ”hovedstad”: Mestia. Og netop Mestia var min destination.

En lokal kammerat, som næsten forgæves forsøgte at drikke mig under bordet - han tabte

Grundet naturens barrierer har områdets været vanskeligt tilgængeligt, hvilket har givet Svaneti en vis grad af autonomi. Her eksisterer en unik identitet, eksempelvis eget sprog, som afviger væsentligt fra georgiansk. I øvrigt et sprog, der kun tales - det findes ingen bogstaver til sproget og det kan således ikke skrives. Jeg forstod hverken georgiansk eller svanti, så de kunne bilde mig hvad som helst ind desangående. Og minsandten om der også findes dialekter inden for Svaneti – således er der ca. 15.000 personer, der taler ”øvre svaneti” og ca. 12.000 der taler ”nedre svaneti”.

Turen til Mestia

Vejen til dette kaukasiske svar på Shangri-La var en smuk oplevelse. Jf. guidebogen skulle turen tage ca. 7 timer, så da vi var fremme allerede efter 3 timer var overraskelsen stor. ”Ny vej”, nikkede de lokale bekræftende. Hvis Brødrene Løvehjerte' Kirsebærdal i Nangijala findes i virkeligheden, må det bestemt være her. Turen fra byen Zugdidi førte den fyldte Marshrutka (minibus) langs floden Enguri, over et højt beliggende bjergpas i Svaneti bjergkæden og derefter igennem dalen Mulkhura for endelig at komme til byen Mestia. Turen var en rejse gennem tre årstider, startende med sommer i Zugdidi med friske grønne blade på træerne og grønne bølgende græsmarker, over foråret hvor knopperne på træerne nærmest eksploderede på bilens forrude og blev til blomster mens vi susede af sted, til det sene vinter i Mestia, hvor knopperne dårligt nok var begyndt at tænke på forår. Under hele køreturen blev vi nøje overvåget af Kaukasus bjergkædes snehvide tinder.

Jeg var i selskab med nogle granvoksne svaner, hvoraf specielt en af dem meget entusiastisk forsøgte at fylde mig med chacha (lokal æblebrændevin). Morgenmaden nogle timer tidligere havde budt på kaffe, kryddersuppe med okseklumper og ½ liter rødvin, som en lokal fyr sponserede og skænkede. Helt som i klassikeren ”90 års fødselsdag” kom han hoppende, væltende og gnæggende forbi mit gadekøkkenbord med sin ½ liters colaflaske med rødvin og fyldte kokkens - som sad og underholdte - og mit glas op. Og hver gang flasken var tømt, forsvandt han i et par minutter, for blot at dukke op med flasken fyldt igen – det skete 4 gange. Rødvin til morgen, chacha til middag - det lugtede langt væk af død ”helt” til aften. Helt så galt gik det dog ikke, idet fyren fra bussen blev for stiv til at gennemføre sin mission - og jeg slap nådigt efter 4 velvoksne dramme chacha.

Familien som jeg boede ved i Mestia

Lidt om rødvin

Og nu er lige rør ved emnet rødvin, så rør vi her ved en helt kultur, ja måske selve Georgiens hjerte. Der er bred enighed om, at vinen oprindeligt stammer fra Georgien, og man har fundet beviser for, at man allerede for 8000 år siden producerede vin i landet. Dengang var Jylland landfast med England. Vinen er en integreret del af samfundet, ja selv i religionen, hvor vindruer og –stokke ofte indgår som symboler i kirkerne, og hvor klostre stadig producerer masser af vin. En stor kulturel begivenhed er den såkaldte Supra, hvor man mødes, fester og drikker vin, og det er ikke usædvanligt, at mændene drikker op mod 10 liter vin på en aften (dog er vinen ikke helt så stærk, som vi kender den). Grundet Georgiens varieret landskab eksisterer der et væld af mikroklimaer, og indtil videre har man fundet over 500 forskellige slags druer. Det er dog kun 40 af druesorterne, man dyrker vin på.

... og velankommet til Mestia

I Georgien er ”homestay” hyppigt anvendt, når man er rejsende og skal besøge familie og venner. Homestay har udviklet sig til Georgien’ svar på hostels, hvor man bor hos lokale, som afsætter værelser og senge i deres hus til rejsende. Man modtages og betragtes som en gæst, men afhængig af hvor meget, man har lyst til at betale, kan man enten bo i luksus (dvs. familiens dobbeltseng), eller bo på sovesale med andre rejsende. Man spiser med familien, man snakker med familien og i det hele taget er man en integreret del af familien, ligegyldigt om man overnatter en enkelt nat – eller 10.

Mestia' vagttårne by night

Velankommet til Mestia indlogerede jeg mig hos familien: Eka Chartolani, og idet jeg var eneste gæst, blev jeg taget imod som deres søn. Overnatningen inkl. morganmad og aftensmad med familien løb op i: 40 lei pr. dag (ca. 120 kr.).

Fra min meget smukke beliggende altan kunne jeg planlægge mit ophold i området. Jeg brugte en del tid på at studere områdets trekkingmuligheder på et højdekort, der - grundet områdets helt utrolig mange bjergtinder - må kunne gøre folk med trang til højdeskræk en smule svimmel. Svaneti tårne: I perioden 900-1200 e. kr. opførte man i de nordlige egne af Georgien en helt masse vagt- og beskyttelsestårne. Disse bemærkelsesværdige tårne fører tankerne til Ringenes Herre, landet Gondor, hvor den gode forfatter Tolkien have placeret lignende tårne. Svaneti-tårnene blev dels brugt som udkigsposter, dels om signaltårne. Hvis fjenden blev observeret, tændte man et bål på tårnets top. Bålet kunne ses af det næste tårn, som ligeledes tændte bål ect. På den måde kunne man let mobilisere sine styrker og man kunne bringe befolkningen i sikkerhed. Idet Georgien og Svaneti har været overløbet af et væld af forskellige fjender i tidens løb (assyrere, makedonere, persere, romere, byzantinere, arabere, tyrkere og mongoler – bare for at nævne nogle indtrængere), har man bygget massevis af beskyttelsestårne, og ca. 175 af disse står stadig i Svaneti. I nogle områder, bl.a. i Mestia, har hver familie sit eget tårn, som dog ikke blev anvendt som deciderede signaltårne, men som beskyttelsesrum og fæstningsværk. Andre steder indgår de enkelte tårne som en del af et større forsvarsværk, hvor man på hver en bakketop kan se et tårn, fungerende som udsigts- og signaltårn. Tårnene er typisk 20-25 m. høje og har 4-5 etager.

Mestia' vagttårne

I dag anvendes tårnene stort set kun til opbevaring af eksempelvis afgrøder, men den indskrænkede funktionalitet til trods, så vedligeholdes tårnene stadig. Det er bemærkelsesværdigt at se disse tårne, stolte og knejsende, opført for 1.000 år siden med alle sten intakte, stående op og ned af nabobebyggelsen, opført i sten og træ måske i 1960, som bare langsomt forgår og falder sammen af sig selv.

Hvordan jeg ikke kom til Ushguli

Op til 2004 var Svaneti et højst usikkert område at begive sig rundt i, idet lokale bander yndede at overfalde folk og rippe dem for værdier. I 2004 fik de lokale myndigheder bugt med problemerne, simpelthen ved at skyd og dræbe områdets mesterbandit og dennes søn. Og pludselig var det absolut sikkert at rejse rundt i regionen. Med dette i mente begyndte jeg at planlægge en tur til landsbyen Ushguli, beliggende 50 km fra Mestia.

Ushguli betragtes som Europas højst beliggende permanent beboet landsby (2.100 m.), og desuden besidder landsbyen hele 50 Svaneti-tårne. Af samme årsag er landsbyen optaget på UNESCO listen over bevaringsværdige kulturcentre. Intet kunne holde mig tilbage – jeg ville til Ushguli. Men - det skulle alligevel ikke være helt så let, som jeg have forestillet mig. Det var sidst på vinteren, så vejene var ofte blokeret af sne, og der var derfor ingen Marshrutka dertil. Herudover var det kun sjældent at der kørte jeeps dertil (måske en enkelt om ugen), så blaffer-trikset ville kun virke, hvis man havde mange dages tålmodighed. Alm. biler kunne ikke komme igennem op til Ushguli på den årstid, grundet elendig vej og lejlighedsvise snebunker. ”Men der må da være en måde at komme til Ushguli på”, tænkte jeg… En hjælpsom bartenderrinde brugtes det meste af en time på at ringe rundt til bekendte for at høre, om vejen var farbar, men – som hun sagde – så var folk for stive i chacha til at kunne give et fornuftigt svar. De vidste ganske enkelt ikke, om vejen var farbar. Jeg kunne naturligvis vælge at vandre til Ushguli, hvilket formentlig ville tage 4-5 dage t/r - dage som jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var tilsyneladende eneste rejsende i Mestia på daværende tidspunktet, så jeg havde ingen at dele udgiften til en jeep med (600 kr.). ”Måske kunne jeg forsøge mig på cykel”, med nostalgiske tanker om dengang jeg nedlage nogle af de sejeste toppe på Tour de France ruten på min tohjulede ganger. Cykelløsningen syntes derfor at være eneste mulighed for at nå til Ushguli. Jeg inspicerede et par mountainbikes, men min umiddelbare vurdering var, at de knapt ville holde ud til byskiltet. Det var hårdt at konstatere, men en cykeltur på en lokal cykel i april måned fra Mestia til Ushgul ville være enormt problematisk, ensidig umulig uden ordentlig udstyr. Beslutningen var nedslående - jeg skulle ikke af sted til Ushgul. Men de lokale var yderst tilfredse med beslutningen, hvilket de fejrede med et dyk i deres chacha. Da jeg atter forlod Mestia var det med en noget trist tanke i baghovedet om, at jeg ikke fik set Ushguli. Når sommersæsonen atter starter, vil der være andre rejsende at dele omkostningerne med, samt der ville være masser af biler til at blaffe med, men jeg var altså lidt for tidligt på den i denne omgang.

Bjørn på vildfarelse - med min som frokost?

 

Two bears – or not two bears

Noget andet, jeg bragte med mig i baghovedet fra Mestia, var en noget mat følelse i krop og hoved. Faderen i mit homestay havde kastet sin kærlighed på mig, og han insisterede på, at der skulle drikkes så meget hjemmelavet chacha som muligt på kortest mulig tid, så i løbet af få timer fik vi os en masse store dramme æblesnaps indenbords – og det førte til blodstængte albuer og knæ hos undertegnede. De skæve brosten i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt heldigvis relativt tidligt i søvn med et smil på læben, men kl. 0500 om morgenen, hvor Marshrutkaen skulle køre, havde jeg stadig glæde af den lokale chacha – og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til Zugdidi var knap så interessant og smuk som turen op til Mestia havde været... Nok havde jeg været i Mestia for tidligt på året til at se Ushguli – til gengæld var jeg for sent på den til at opleve det lokale skisportssted.

Jeg havde ellers vadet 8 km. ud ad en vej, op af et bjerg, for at komme til skisportscenteret. Undervejs havde jeg den smukkeste udsigt til et af Kaukasus' sværeste bjergbestigerbjerge, den dobbelttindede Ushba (4700 m). Planen var at vandre op til skisportsstedet, hvor der efter sigende skulle være en skilift, der stadig kørte, selv om der ikke var meget sne tilbage på løjpen. Da jeg kom frem til liften, var der ikke et menneske at få øje på, og liften blev bestemt ikke betjent. Men var der alligevel helt tomt? Noget rørte på sig i buskadset lidt fremme foran mig... og pludselig hoppede en vel stor vovse op på vejen ca. 50 m. foran mig. ”Med en hund her, så må her være en eller anden person heroppe”, tænkte jeg muntert, med tanke på, at jeg måske alligevel kunne komme op med liften. Ved nærmere betragtning af hunden synes jeg dog, at vovsen så lidt underlig ud. Dens pels var langt og beskidt, den vatrede af sted lidt á la Ozzy Osbourne, altså på en lidt underlig krumbøjet måde, og dens hovedform var væsentlig anderledes end hvad man skulle forvente sig af en hund. ”Hmmmmmm”… Jeg roede lidt i min ellers nogenlunde velassorteret hukommelse for ”hundegenkendelse”, for at finde et billede, der kunne matches med den vovhund, som snusede rundt længere nede af vejen. Der kom intet positivt match ud af den øvelse!! Konklusionen kunne kun være, at den firebenede fætter, der gjorde sig til foran mig, ikke var en hund - men en bjørn... ”Uha”, tænkte jeg. ”Det kan være skidt”. Jeg var helt sikker på, at skønt den ikke umiddelbart tog notits af mig, havde den bestemt kunne lugte min tilstedeværelse - uden tvivl!!! Og da festen nu alligevel var startet, kunne næste plysbjørn jo passende dukke op, så nu var der altså to uldtotter at holde øje med. ”Men hvor var resten af slænget mon?”, tænkte jeg. Jeg lurede lidt på bamserne, mens de snusede rundt efter føde. De virkede nu meget fredelige, men... hvad nu hvis? Der havde ikke været advarsler om bjørne fra de lokale, skønt der lever bjørne i området, så jeg var egentlig ikke decideret skrækslagen – meeeeen alligevel pænt nervøs. Disse to kunne netop være vågnet op fra hi og være skrækkelig sultne og nu skulle have fyldt maverne. Jeg mener - det ville være usædvanligt med dansebjørne 8 km. fra nærmeste bebyggelse, så måske var der rent faktisk tale om to vilde bjørne... Da de pludselig ændrede retning og begge styrede direkte mod mig, var overvejelserne egentlig til at tage og føle på. Jeg var 8 km. fra nærmeste person, de var to imod en og to sulte bjørne kunne sikkert få meget sjov ud af en turist. Jeg besluttede mig for at fordufte, og bjørnene besluttede sig for ikke at følge efter.

Den smukke top Ushba (4.700 moh.) med sine to tinder. Dette er absolut et af Europas sværeste bjerge at bestige, men samtidig også et af de smukkeste

Forbrydere i området eller ej - man skal stadig passe lidt på. Og så er det jo meget godt, hvis det havde været et Svaneti-tårn lige i nærheden.

Faktaboks:

Rejsetidspunkt: 20/4 - 1/5 2012

Selskab: Estonian Air, pris: 1.050 kr.

Nattog: Tblisi -> Zugdidi: nattog. Mulighed for overnatning, hvis man er hurtig og bestiller køje Zugdidi -> Mestia: minimus. 3 timer

Overnatning: homestay ca. 120 kr.