You are here

Når firben tager armbøjninger

Rejse: Gabon - landet, hvor der drikkes mest champagne l Besøgsår: 2006

Red.: Jeg skal straks beklage de helt utrolig dårlige billeder. Billederne er taget med mit ellers så legandariske CANON spejlreflekskamera med dias, men et eller andet fremmedeobjekt har tilsyneladende drillet kameraets teknik, og derved drillet blænde, lukketid osv. Så efter den rejse, var det slut med kameraer med film - det var afskeden med en fototeknisk uhyre interessant era. Men den digitale tidsalder bankede på udenfor - hvilket er en helt anden historie. God fornøjelse med artikeln - og de ret elendige billeder ;O)

Start:

Gabon - et centralafrikansk land, som jf. dets placering ved Atlanterhavet smager lidt af salt, som brutalt bliver flænset op af ækvator på langs og som burde få enhver miljøaktivist til at sitre af spænding, pga. mængden af regnskov i landet. Gabon er et land, som trods alt har en anseelig størrelse, svarende til halvdelen af Frankrigs areal, men som er beboet af beskedne 1,2 mio mennesker. Et land, som lever en tilværelse uden for pressens søgelys, og Gabon er derfor et land, ikke mange kender noget til. Kære læser – kom med og lad mig vise dig Gabon med mine øjne...

De første par dage

En banegård i den centrale del af landet, lige syd for ækvator. Et tropisk regnskyl passerer stationen. Naturen underholder med tordens buldren og lynenes luxudladninger, mens regnen tromler på stationens bliktag og stationspladsens asfalt. Det er en hel symfoni. Klokken er 2100. Der skulle efter sigende afgå et tog mod Franceville (i den sydøstlige del af landet, tæt på grænsen til Congo) i løbet af aftenen, men endnu lader det vente på sig. Jeg er ikke alene. Der sidder omkring 40 personer i solidaritet med mig. Nogle ligger på bænke og sover, godt pakket ind i de meget kulørte stoffer, som anvendes i landene heromkring. Andre hyggespiser, nogle stirrer bare ud i luften og en knægt har sit besvær med to høns, som han har bundet sammen. De gider absolut ikke ligge og slappe af, hvilket knægten er godt træt af…

Efter en hurtig morgenmad tripper passagererne for at komme afsted med deletaxaen. Underligt at man gerne vil afsted, når nu man ved, at den bliver proppet i sådan en grad, at ens ribben bliver trykket gevaldigt sammen...

Min entre i landet forløb yderst positivt. Jeg var kommet gående fra Camerouns grænsepost, hvor jeg i silende regnvejr og vådt tøj måtte bestikke en toldbetjent, så jeg kunne komme ud af landet (han var heldigvis for stiv til at se, at de pengesedler, jeg stak ham, kun svarede til 15 kr) og videre mod Gabon. Efter at have passeret ingenmandsland, materialiseret i form af en ny flot bro over floden Ntem, skulle jeg vade de sidste 200 m op til den Gabonesiske told, hvor jeg - 5 min før lukketid - kom ind til tørvejr og godt humør. Noget anderledes end deres kollegaer på den anden side af floden. Toldhusleri var der ingen af. Jeg skulle bare indregistrere mig på immigrationskontoret i den nærmeste by – og så skaffede de oven i købet en vogn til mig. God service !!! På immigrationskontoret skulle de så godt nok have 100 kr. i bestikkelse, for – som tolderen sagde – var han jo på vej hjem, da jeg endelig dukkede op. Til gengæld er det det hurtigste immigrationsstempel, jeg nogensinde har fået. 

Da jeg endelig skulle finde et hotelværelse for natten, befandt jeg mig i en mørk by (Bitam), ved et mørkt – men tætpakket – marked, og uden den store orientering at forholde mig til. Det giver altid et lille nyk af usikkerhed, især i starten af rejsen i et nyt land, når man ikke rigtig kender til landets etikette og morale. Men at ankomme til mørke byer efter mørkets frembrud skulle gå hen og blive en vane. 
Mens jeg nu lytter til regnens konstante trommen på togstationens bliktag, funderer jeg lidt over min meget overfladiske forberedelser til turen. Jeg tør godt løfte sløret for, at før jeg i det hele taget påbegyndte min planlægning af turen, vidste jeg om Gabon, at...

De lokale frisører lavede underholdende hanekylling frisyrer

Ja tilgiv mig – kære læser – men jeg ser så sjældent TV (ud over en fodboldkamp i ny og næ), og Gabon bliver så sjældent nævnt i radioen og der bliver sjældent skrevet om landet på nettet, Herudover har vi endnu ikke haft et foredrag om Gabon på Cafe Globen – så hvordan skulle jeg kende noget til landet? Jeg vil dertil nævne, at jeg hverken mener at være dum (har dog taget kørekort), eller uvidende (har også et par uddannelser i bagagen), men jeg vidste altså intet om Gabon, og sådan er det vist i størstedelen af de danske hjem. Hvad dælen er Gabon egentlig for en størrelse??? Det eneste jeg vidste var, at 10% af landet var erklæret for nationalpark, hvilket var min primære motivation for at besøge landet.

Internettet kunne intet oplyse, ud over at man kunne foretage onlinebooking af 4 dyre hoteller i hovedstaden Libreville. Ingen beretninger om rejsende i landet – intet essentielt... Der eksisterer en elendig guidebog om landet på engelsk, en guidebog på fransk, og Lonely Planet har 16 sider om landet i deres samlede Afrika version. Ellers intet... Det er tilsyneladende meget få folk, der rejser i Gabon. 
Så da jeg i går skulle tage hul på landet, var det et land, som jeg intet kendte til, ud over at det stort set var urørt af turisme og rejsende. Landet var jomfrueligt for rejsende, omend det besidder en stor fransk befolkningsgruppe, så uvant med vesteuropæer er landet ikke. Jeg tænkte også med gru på min visumansøgningen... og på prisen på en flybillet til Libreville. I DK havde jeg rette henvendelse til den franske ambassade, idet det er dem, der udsteder visum til Gabon. Ambassaden kunne dog berette, at i ca. 10% af tilfældene hører de rent faktisk om passene, når de er afsendt... resten af passene forsvinder. De kunne altså kun råde mig til at finde alternative løsninger for visumudstedelse (jeg fik dog Gabonvisum i Cameroun). Flybilletten til Libreville ville koste mig 3 gange så meget som en billet til Duala i Cameroun, så jeg foretrak at flyve via Cameroun. Så hvad der er det helt væsentlige her er, at jeg intet anede om, hvad der ventede mig på den anden side af floden Ntem, da jeg krydsede ind fra Cameroun. Jeg havde ingen forud indtagelser om landet. Jeg havde intet kendskab til landet (ok – jeg fandt rent faktisk ud af en hel del under min ellers så sparsomme planlægning). Landet er fransktalende – og jeg kunne ikke engang bestille en øl på fransk. Det var regntid i landet, hvilket bestemt ville besværliggøre transporten. Jeg gjorde det altså ikke lettere for mig selv. 

Men - jeg var klar til Gabon. Jeg var klar til at møde det ukendte, og jeg var klar til at forvente det uventede. Jeg var klar til det ypperligste inden for rejseriets ædle kunst – at rejse i et land, der ingen informationer eksisterer om... Og ind til nu havde jeg da overlevet natten i Bitam og ligeledes en lidt sammenmast køretur i en vel fyldt minibus til stationen i Booué, så helt galt kunne det ikke gå.

Vejen fra Bitam til Booúe var smuk og gode forhold.

Regnskyllet over stationen stille drevet over, og regnens trommen på taget er blevet afløst af chikadernes filen. Jeg er blevet informeret om, at mit tog afgår kl 0300 i nat. Et par timers søvn i toget vil gøre godt, indtil jeg forhåbentlig finder et godt og billigt værelse i Franceville. 

Franceville

Efter et tidsrum, der mindede om en krig, ankom jeg vel til Franceville. Normalt tager turen 4 timer, men den dag tog den 10 ½ timer. Slaget om at finde et hotelværelse i Franceville skulle nu slås, og jeg kan lige så godt røbe afslutningen på den strid... jeg tabte... Da jeg ankom til Franceville, havde jeg været på farten i mere end 30 timer fra Bitam, så jeg trængte egentlig bare til en seng og et koldt bad, men.... Ligegyldigt hvor jeg søgte værelser, var fuldt booket. Jeg stasede rundt i byen, men absolut uden held. Herefter allierede jeg mig med en lokal fyr og en taxachauffør for at finde et hotelværelse, og da hele byen forgæves var undersøgt, tog vi et smut på landet. Taxachaufførens onkel styrede et lille Golfresort (med et hul), og han havde lige akkurat en enkelt lejlighed ledig, hvis de gæster, der havde booket den, altså ikke dukkede op. Jeg vinkede farvel til et beløb svarende til en P-bøde i Kbh, indlogerede mig og bandede og svovlede byen langt væk.

Ja vel var golfresortet smukt, men jeg var sq ikke i Gabon for at spille golf. Jeg ville bare bo billigt!!

Det var ikke en normal weekend for Franceville, men det anede jeg intet om, idet jeg jo bare sad i mit elfenbenstårn ved det et hullede golfresort, lang pokker i vold ude på landet... I min jagt på et hotelværelse havde jeg dog lavet en mundtlig reservation på byens i særklasse billigste hotel til dagen derpå, så efter at jeg den efterfølgende dag havde blaffet den ind til byen, indlogerede jeg mig midt på byens marked. Jeg var stadig lykkelig uvidende om, hvad der foregik i byen, udover at jeg vidste at præsidenten – Omar Bongo – af en eller årsag var i på besøg, men så stor et virvar burde det da ikke skabe. Livet gik trods alt sin vante gang i byens centrum - intet specielt.

Udsigt over Franceville, fanget på min lille inspektionstur

Jeg gik mig en god tur i området af byen, og efter en times traveri hørte jeg pludselig musik og sang. Mærkeligt... Jeg fulgte musikken, og efterhånden som den tog til i styrke, dukkede der flere og flere folk op i gadebilledet, og da jeg endelig kom op på toppen af en bakke, åbnede der sig en hel ny verden for mine fødder. Fra bakketoppen havde jeg den fineste udsigt ud over Uafhængighedspladsen, der til dagens lejlighed var blevet omdannet til et multietnisk diskotek. Forskellige etniske grupper, som jeg ikke kender navnene på – men der er helt sikkert Fang, Eshira, Bapounou og Batekefolk – var linet op i deres traditionelle kostumer på begge sider af pladsen, hvor de trommede løs, raslede løs og dansede løs, mens de sang i vilden sky. Det kunne være lidt svært at skelne de enkelte grupper ud fra hinanden, så der var vel nærmest tale om en form for mega-jam. Der var forskellige kostymer: kjoler i hvid/grønne striber med tørklæder i samme stof; halvnøgne mænd med svær, kalabasser og med dække for de ædlere dele i form af et bast skørt og herudover og en hulens masse fjer på hoved (Fang-folket har været kannibaler indtil for omkring 50 år siden, så måske det er en afstikkergruppe fra dem...); større grupper på 150-200 mennesker, alle klædt i grøn/hvidt tøj; folk i leopardmønstede tøj; endnu en fjer/gruppe osv. Der var vel mellem 15 og 20 grupper, herunder en meget stor gruppe i camouflagetøj... Præsidenten sad oppe på hovedtribunen, og han var godt mandsopdækket af politi og militær i camouflagetøj, ja selv oppe på den nærmeste bakkekam kunne der spottes nogle fyre med maskingevær.

Generelt er der fotoforbud i Gabon, men under festlighederne var politiet helt tosset og oppe på mærkerne - så fotos skulle tages i skjul.

Multietnisk disco

Der var altså fest i byen – men hvad skyldes æren? Det viste sig, at de jordiske rester af en af tidernes største opdagelsesrejsende i området – italieneren Savorgnan de Brazza (der var i tjeneste for franskmændene) – skulle bringes endelig til hvile i området omkring Franceville, og dette skulle fejret i gode venners lag. Republikken Congos præsident - Denis Sassou-Nguesso, Præsident Bongo, 1.000 vis af dansere og musikere og alle borgere i Congo og Gabon var inviteret – der blev festet. Det kan ikke være meget, der er tilbage af ham fyren Brazza, idet han døde i 1905. Her er en helt i området, idet han arbejdede hårdt for at afskaffe slaveriet. Herudover skabte han byen Franceville, og han lagde navn til Congos hovedstad: Brazzeville. Og nu bor han altså her igen.

Og ham her skal man vist passe på med

Nu har jeg nævnt Onkel Bongo et par gange, så det er måske på sin plads at skrive et par linier om han – han er en speciel fyr... Til næste år kan han fejre 40 årsjubilæum som præsident. Den slags præsidenter er der ikke mange af.  Gabon blev uafhængig fra Frankrig i 1960, og siden har der eksisteret en form for demokrati i landet. Bongo blev valgt som præsident i 1967 (han var vicepræsident, da den valgte præsident døde), og han valgte at skabe et 1-partisystem, således at der ikke ville opstå politisk splid i landet. Altså en form for diktatur, omend der stadig blev afholdt valg. I 70erne blev der fundet olie ved Gabons farvande, og landet gik fra at være et ydmygt bondesamfund til at være en oliestat med Afrikas højeste BNP – og onkel Bongo var mere populær end nogen sinde før. I slutningen af 80erne var landets økonomi dog skudt i sænk, og onkel Bongo var ikke længere helt så populær, så i 1991 måtte han give efter befolkningens og internationalt pres og acceptere et flerpartisystem.

Onkel Omar Bongo - evigglad

Bongo vandt valgene op gennem 90erne suverænt, men der var rygter om svindet. Valgsejrene blev mindre for hvert valg, og Bongo udpegede derfor i 2001 nogle af oppositionens lederne som ministre. I 2005 var der valg igen, hvilket Bongo vandt med 79 procent af stemmerne – så nu sidder han i 7 år mere. Til trods for, at sidste valg var sidste år, ses Bongos valgkampagne overalt i gadebilledet. Fra store plakater sidder den flinke hyggeonkel og smiler venligt til sine undersåtter, hvoraf mange af dem render rundt i Bongotøj med selv samme ansigt påtrykt: T-shirts, kjoler, paraplyer, caps osv. Jeg tror, at tingene blev delt gratis ud i forbindelse med valget. Men han har nu også meget vellidt i landet, altså lige med undtagelse i de områder, hvor vejene minder om Normandiet efter D-dag og som ikke har økonomisk interesse. Det skal dog lige med, at det er Bongos beslutning alene, at 10 procent af landet skulle oprettes som nationalparker. Onkel Bongo er meget, meget rig, og det siges, at olieselskaberne er glade for, at han er præsident i landet.

Jeg fik heldigvis et par nætter på et værelse i rette 0 star kvalitet.

Lekedi park

I den sydøstlige del af Gabon ligger der en lille park, med navnet Lekedi. Parken syner ikke af meget – den er 86 km i omkreds – men den er fyldt med flora og fauna, og så bærer den på en bemærkelsesvis succeshistorie: den er etableret som et arbejdsløshedsprojekt.

I byen Moanda, beliggende 40 km nord for landsbyen Bakoumba, der udgør entreen til parken, har verdens 3. største manganproducent (mangan benyttes inden for bilindustrien mv.) hjemme, mineselskabet COMILOG. I 1959 havde selskabet opført en 76 km lang kabelbane – ja man skulle tro, at man var på skiferie – som forbandt Moanda med M’binda i Congo Braseville, og i den blev der fragtet mangan til den helt store guldmedalje. I M’binda blev manganen loaded over på tog, som bragte manganen til kysten for udskibning. I 1986 var Gabons eneste jernbanestrækning fuldført, og idet den førte lige fluks igennem Moanda, blev manganen fyldt direkte på toget og fragtet direkte til hovedstanden Libreville. Herfra blev det afskibet til alverdens destinationer (1m7 mio. tons i 2001). Kabelbanen blev overflødeliggjort, og det samme blev 100 vis af folk, der arbejdede med at servicere kabelbanen.

Byens varetegn - ud over nationalparken

Og det er her – endelig – at historien om Lekedi starter...

Bakoumba fungerede som vedligeholdelses- og kontrolstation for kabelbanen, og landsbyen var således hårdt ramt, da kabelbanens drift ophørte. Som det samvittighedsfulde selskab, COMILOG nu engang er, forsøgte det at finde andre måder til at beskæftige de tidligere ansatte på, så de anlagde Lekedi Park med følgende formål:

Skaffe arbejde til de overflødelig gjorte arbejdere
Opdrætte dyr for videresalg (antiloper, Buffalo, vildsvin og struds). Eneste dyreopdræt, der pt er sat op, er fiskeopdræt. Der sælges 120 tons fisk pr år fra fiskedambrug.
Danne en park, hvor turister kan se dyr i deres naturlige element, og hvor dyrene er forholdsvis beskyttet mod krybskytter

Hvilket gloværdigt projekt...

... og der er naturligvis fodbold og raske drenge overalt i Gabon

Altså er parken mere et socialt projekt, end et egentlig naturfredningsprojekt, omend naturen lukrerer rigtig stort på parken. Oprindeligt var der hegn hele vejen rundt om parken. Hegnet skulle forhindre krybskytter i at komme ind, og forhindre dyrene i at komme ud, men stille og roligt har naturen selv fået bugt med masser af hegn, hvilket betyder, at parken nu i princippet er en integreret del af den omkringliggende natur. Krybskytter kommer ind, dyr kommer ud og den omgivende naturs dyr kommer både ind og ud.

Jeg indlogerede mig på det rimelig fine Impala Hotel, simpelthen fordi værelsesprisen + speciel Impala hotelgæst pris for tur i parken var langt billigere, end hvis man nøjedes med en tur i parken uden at være Impala-gæst. Det er yderst sjældent, at der kommer en rejsende på besøg, så hotel- og nationalparkmedarbejderne – 80 stk. i alt – var godt oppe at køre. Den midlertidige direktør for parken og hotellet – tidligere og fremtidige fransk husmor – Marie – fortalte en masse om parken og hotellet, og kunne bl.a. berette, at parken hovedsageligt anvendes af COMILOGs medarbejdere og lokale – men kun få turister kommer forbi. Og sådan er det vist overalt i Gabon...

Børn er der mange af i Gabon - se forklaring nedenfor

Jeg fik også en sludder med en franskmand, som er den dyrelæge, der er tilknyttet parken – Giome. Giome arbejder for et institut: CIAMF i Franceville, der for nogle år siden blev etablerede med formålet at undersøge årsagen til, at der var lav fertilitet blandt Gabons kvinder. Tidligere blev der simpelthen ikke født særlig mange børn (til trods for, at gaboneserne er meget frie hvad angår seksualitet, kunne Giome berette), hvilket er årsagen til landets relative lave befolkningstal. Problemet blev identificeret som en smitsom – men herudover ufarlig – sygdom, som man opfandt en vaccine imod. Herudover skulle der ændres nogle kulturelle traditioner, idet det tidligere var normen, at landsbyhøvdingen indviede landsbyens piger i elskovens hemmeligheder – og landsbybossen havde naturligvis ofte den omtalte sygdom. Missionen lykkedes - der myldrer frem med børn. Men så fik landet Ebola udbrud i stedet for, og så kunne instituttet lige så godt fortsætte sin forskning i Franceville. Ebola er en yderst ubehagelig sygdom, hvor ens indvolde nærmest eksploderer, naturligvis med en smertefuld død til følge. Sygdommen er smitsom igennem luften, men ved en hurtig indsats kommer potentielle smitteområder i karantæne, for at fastholde sygdommen på få lokaliteter. Men har indtil nu troet, at sygdommen kom fra at spise aber, hvilket er en af de lokale specialiteter i landene her omkring. Nyere forskning ved CIAMF viser nu, at sygdommen stammer fra flagermus, der tilsyneladende smitter Gorillaer, og hvis mennesker kommer i kontakt med Gorillaer før den dør – eller kort tid efter – er der smittefare. Altså kan med sindsro spise aber, ud over at det etiske spørgsmål må melde sig på tallerkenen... Er det i orden at spise truede dyrearter? Jeg sprang abebøfferne over...

Tilbage i Lekedi oprundede morgenen, da jeg skulle på tur i parken. Idet jeg jo var eneste gæst, havde jeg en hel safarijeep og park for mig selv, så da nationalparkbetjenten Ulrik og jeg hoppede op i 4WD og satte kurs mod parken, havde jeg hurtigt indrettet mig på pickuppens lad.

Hvem glor egentlig på hvem?

Man bliver mødt af et stort savanneområde, lige når man kommer ind i parken, og det ser ærligt talt lidt kedeligt ud, men jeg var spændt på dagens menu af oplevelser, så jeg spejdede ivrigt efter selv den mindste bevægelse i græsset. Vi cruisede lidt rundt på må og få i det tykke græs, og efter kort tid spottede vi en Embula i fuld firspring på flugt (Embula er en slags antilope, der ikke lever naturligt i Gabon, men som er importeret til parken fra Namibia), samt en Sitatunga (antilopeart). Næste skridt på vejen var en af de søer, man anvender til fiskedambrug. Her så vi en kæmpehejre, med et enormt vingefang, elegant svævende 1 m over vandskorpen og spejle sig selv den spejlblanke overflade.

... og ja - dyrene er meget nysgerrige i Lekedi.

Dagen bød på vekslende kørsel over savanne, hvor vi så flere forskellige antilopearter og grupper af græssende Buffalos; gennem regnskov, hvor en tyk vegetationsvæg ofte spærrede for et indblik i selve skoven; og kørsel igennem bushen, der primært består af lave træer og buske. Jeg havde mit domæne på ladet af safarivognen, og da Ulrik til tider var lidt af en racerkører, havde jeg det fedt med at stå og forsøge at holde fast i førerhusets tag, mens bilen drønede igennem højt græs, igennem mudrede hjulspor og ind og ud mellem lianer, der hang og dinglede fra træerne. Det var fame skægt...

Inde i parken har man etableret et område for 3 voksne chimpanser og 2 unger, samt en gruppe mandriller (aber i 60-70 cm højde, som kun lever i Cameroun, Equitorial Guinea og Gabon. Hannen har et blåt/rødt/hvidt ansigt). Området er en del af skoven, men afspærret for såvel indtrængning som for flugt. Vi kom til område til fodringstid og var tilskuer på første banket til at se abernes indbyrdes kampe om maden. Der var dog rigeligt til alle. Chimpanserne er langt større end mandrillerne, så der herskede en vis respekt omkring dem. En af chimpanserne – Tom – var en rigtig charmetrold, som nød selskabet med mennesker. Nar vi kørte langs indhegningen, drønede han afsted på alle fire, mens han hylede og skreg og klappede i sine hænder.

Charmetrolden Tom var allestedsnærværende

Afspærringen for chimpanserne udgør et relativt stort område og omfatter bl.a. en dyb kløft – Mioula kløften – fyldt med træer og bregner. På tværs af kløften har man opført en lang hængebro, som fører den farende lige lukt gennem toppen af træerne, og man har altså chancen for at se regnskoven fra en abes synsvinkel. Broen er 365 m lang og konstrueret af kabler fra kabelbanen. En 365 m lang hængebro giver en del svingninger, så der var dømt kæmpegynge, da jeg driblede over den. Mens jeg svingede mig over kløften, kunne jeg konstant høre raslen i krattet ca. 30 m under mig. Det var Tom, der fulgte mig på vej, og han var den stolte velkomstkomite, da jeg kom over på den anden side af kløften.

Wirebroen, lavet af overskydende materialer fra liften

 

Ulrik forsøger at spore mandrillerne

Hen ad middagstid var det tid til at spore en flok mandriller, som bor mere eller mindre vildt i parken. Parken forsøger at vænne dem til mennesker, men endnu er gruppen så vild, at det kan knibe med at komme i kontakt med den. En af aberne er udstyret med en radiosender, så vha et trackingsystem kan man spore sig ind på det område, aberne befinder sig i. Ulrik forsøgte at pejle sig ind på gruppen, og da vi nogenlunde havde lokaliseret dem, hoppede vi ud af bilen og forsatte til fods. Vi blev snart mødt af en væg af træer, lianer og bregner, som Ulrik huggede sig igennem med sin machete, før vi kunne fortsætte ind i den dunkle skovbund. Langsomt blev signalet svagere og svagere – gruppen bevægede sig væk fra os... Pokkers... Op i bilen igen, videre til et andet passende sted, hvor der var godt signal, ud af bilen, igennem vegetationsvæggen – og signalet blev igen svagere... Jeg synes, det var kanon skægt, men efter samme mønster gentog sig endnu en gang, begyndte Ulrik at blive en smule utålmodig, og jeg begyndte at vinke farvel til mødet med madrillerne. ”Sidste forsøg”, sagde Ulrik, da vi endnu engang stod foran en vegetationsvæg... Vi huggede os igennem, lyttede til signalet – og konstaterede, at det ikke blev svagere. Aberne var altså blevet tilpas nysgerrige til at se, hvad vi var for nogle væsner.

 

Ulrik råbte op som en gal, hvilket af og til blev besvaret med nogle barske råb – der var kommunikation. Jeg aner ikke, hvad de råbte til hinanden (det lød ikke pænt), men ligegyldig hvad det nu end var, hjalp råberiet os til at finde frem til flokken. Eller rettere – hjalp flokken til at finde frem til os. Pludselig – og uden en lyd - dukkede der et rød/hvidt ansigt frem i skovbunden. Ulrik vendte ryggen til ansigtet og sagde, at vi skulle trække os tilbage, stille og roligt, uden pludselige bevægelser og uden at kigge den store han i øjnene. Hvis han bliver bange, bliver han farlig. Vi trak os tilbage ad det spor, Ulrik havde lavet med macheten, og 5-6 m bag os fulgte flokken. Først hannen og så de andre. Jeg skal gerne indrømme, at situationen var lige så tilpas spændende, at jeg blev en anelse nervøs... Den har nogle ordentlige bisser, sådan en krabat. Stille og roligt blev vi omringet af aber, både i skovbunden og i træerne omkring os. Vi nåede en lille lysning, hvor vi vendte os mod hannen, og så fik Ulrik travlt med at fodre madrillerne. Først blev hannen bestukket med nogle klaser bananer, og da gruppen konstaterede, at han var tilfreds, begyndte de at kaste sig over kage og andre lækkerier, som Ulrik kastede til dem. Til at begynde med var der nogle drabelige indbyrdes kampe om maden, men efterhånden som de indså, at der var mad nok til alle, opstod der mere ro i gruppen. De kom nu helt tæt på os - de store i skovbunden, de små i træerne, og da vi stille luskede ud af skoven, fulgte de os lige indtil skovbrynet. Der er nu 35 aber i gruppen, men indtil for nyligt var der 42 – Leoparden har nabbede 7 stk..

Smukke Madriller i skovbunden - her den dominerende han

 

Hen under aftenen kørte vi ud til en udkigspost, hvori der er etableret et par senge, og her skulle en anden parkbetjent – Dominique – og jeg tilbringe natten. Altså overnatning midt ude i junglen, 15 m over jorden. Mens solen langsomt gik ned bag regnskovens canopy, og skovens smukke silhuetter blændede op på vores nethinder, listede vi os ud på abejagt. Ikke en vind rørte på sig, så bevægelser i trætoppene var let at identificere som monkeybusiness, og der gik da heller ikke lang tid, før vi havde lokaliseret en gruppe Puttynosed aber, som, til stor irritation for visse fugle, terroriserede i trætoppene.

Udkigstårnet, som udgjorde overnatningen

Ved udkigstårnet fyrede vi op under et bål, så vi sqd under himlens nattehvælving, hvorfra fuldmånen kastede et spøgelsesagtigt skær over skoven, og lyttede til at regnskovens filharmoniorkester trykkede den af: Cikaderne filede løs som om de var akkordaflønnede, fugle udtrykte sig yndefuldt med forskellige næb, mens et par frøer førte oboerne. Da vi noget senere kastede os i soveposerne var melodien den samme. Fantastisk godnat vise.

Natten bragte regn med sig, og da vi stod op med solen, kunne vi se en frisk dampende regnskov, der forbrændte nattens vand. Flot skue. Morgenen stod på Gorillajagt. Få dage forinden var der blevet spottet en Gorilla i området, og den ville vi naturligvis uhyre gerne studere. Idet den vilde natur efterhånden har fået stor magt i parken, har man ingen ide om, hvor mange vilde gorillaer og chimpanser, der er i parken, men det er bestemt ikke få. Vi listede os stille ad et hjulspor, lyttende til hver en lyd – øerne satte automatisk filter på over for cikaderne – og hver gang vi hørte noget usædvanligt, frøs vi og trak dårligt vejret. Af og til forlod vi sporet og trængte ind i skovbunden for at følge en lyd, men hver gang viste lydene at stamme fra småaber – og ikke en 1 1/2 m høj gorilla. På en af disse manøvrer fandt vi et par patronhylstre – krybskytter. Hylstrene var maks to dage gamle, så der var blevet affyret skud i området, efter gorillaen var blevet set, og den var formentlig over alle bjerge. Krybskytter nedlægger normalt ikke gorillaer, men går oftest efter antiloper. Håbet svandt om at se en gorilla – og der dukkede da heller ikke nogen op på resten af vores tur.

Morgenstunden ved udkigstårnet

Trods bevæbnet med en machete var jeg ikke klar til at møde en Leopard

Vi hoppede op i pickupen og drønede en tur rundt i junglen, idet Dominique skulle lige inspicere noget af det hegn, der endnu står tilbage rundt om parken. Bilen skød en fart på 30-40 km/t, da der pludselig, på den anden side af hegnet, var et ordentlig dyr, der tog forfølgelsen op. ”WOW... Det er sikkert en chimpanse”, tænkte jeg, velvidende den mængde larm, Tom kunne producere. Men det her dyr var betydelig hurtigere og større end en chimpanse, og pludselig, hvor hegnet ikke var fuldstændig dækket af vegetation, dukkede der en ordentlig kleppert op af en... Leopard – manner... Det hele gik ufattelig stærkt, men da Leoparden indså, at der dels var et hegn imellem os, dels at bilen var større end den, forsvandt den ud i skoven. Dominique standsede brat bilen og hoppede op på motorhjemlem, mens jeg sprang op på taget af bilen, for at spore katten. Dominique var helt oppe og køre, og idet jeg udemærket kender til sjældenhederne om at se Leoparder, var jeg naturligvis også i ekstage. Jeg har talt med nationalparkbetjente, der har set fodspor fra Leoparder, men som selv efter års tjeneste aldrig har set en. Dominique havde godt nok to gange tidligere haft held til at se en Leopard, men aldrig så tæt på og aldrig så stor en bandit... Vi kørte langsomt videre og pludselig, fra noget tæt budskabs på den anden side af hegnet, hørte jeg en voldsom væsen, fra et eller andet dyr, der bestemt havde nogle kg bag sig... ”Shit”, råbte jeg af overraskelse, hvilket fik Dominique til at stoppe bilen. Jeg tog hurtigt bestik af hegnet og besluttede, at det sikkert var mere sikkert at sidde i førerhuset, så jeg forsvandt ned fra ladet. Vi bakkede til stedet, hvor jeg hørte den hvæsende lyd, men der var ingen Leopard at spore. Den var væk... og jeg kravlede tilbage på min plads på pickupen...

Jeg så hverken gorillaer eller vilde chimpanser i Lekedi park, men jeg så en Leopard – noget som mange nationalparkbetjente ville give en højre arm for at opleve. I øvrigt blev der samme formiddag observeret en stor hangorilla – en silverback – i en anden del af parken. Dagen var en stor dag for den lille park.

Mayumba Nationalpark

Som tidligere nævnt er Gabon jomfrueligt og stort set urørt af turister og rejsende, hvilket også gør sig gældende for størstedelen af de 13 nye nationalparker. Et par af parkerne var dog i forvejen etableret som reservater, før de blev udråbt som nationalpark, hvor man kunne tage på safari ect, så i disse parker findes der noget turistinfrastruktur. En infrastruktur, man får lov til at betale urimelig meget for at benytte. De parker sprang jeg over. Andre af nationalparkerne ligger så langt ude for lands lov og ret, at de er umuligt at besøge. Atter andre af nationalparkerne kan man kun komme til, hvis man er i besiddelse af 4WD. Det var derfor ikke umiddelbart let at besøge en gabonesisk nationalpark, medmindre jeg ville betale en herregård for det. Jeg vurderede, at der var en fair chance for at besøge nationalparken: Mayumba Nationalpark, beliggende 30 syd for landsbyen Mayumba, op til grænsen til Congo og ud til Atlanterhavet. Nationalparken er en marine nationalpark, og den beskytter således havets beboere. Delfiner springer i Atlanterhavets brænding, lidt længere ude surfer Pukkelhvaler i vandskorpen, og områdets strand er særdeles mest populære æglægningssted blandt de kæmpe store Leatherback skildpadder. Parken beskytter også et stykke regnskov, hvor gorillaer, chimpanser, bøfler, flodheste, elefanter mv. hygger sig. Jeg besluttede mig for at tage til landsbyen Mayumba, og så måtte jeg forsøge at komme ud til parken derfra...

Første forhindring var dog at komme til landsbyen Mayumba. Jeg befandt mig centralt i landet i byen Koualumuto (hvor jeg havde en enkelt overnatning), hvorfra jeg på turens første etape mod Mayumba brugte 7 ½ time som gast bag på en 4WD. Jeg stod med to andre gutter på en tværgående stang bag ladet, og klamrede mig fast til et stålskelet, som de øvrige passagerer på ladet kunne holde fast i. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvor mange passagerer der egentlig var på ladet, men på et tidspunkt talte jeg 21 personer, siddende/stående på ¾ af ladet på en Toyota – den resterende ¼ blev brugt til bagage. Vejen, vi kørte ad, var Gabons hovedvej 6, men at der var tale om en hovedvej var absolut ingen garanti for godt føre. Vejen var skrækindjagende ringe – og kanon skæg, selv om det til tider var en anelse træls. Vi hoppede og dansede over et kuperet landskab (Massive Central), konstant med den stedsegrønne regnskov omkring os, så snart – fra bakketoppe – havde vi de smukkeste udsigter ud over skoven, og snart – i dalene – passerede vi floder via smalle træanordninger (broer dækker ikke som begreb her), eller ved at luske os igennem vandet. Nogle steder var der kun et muddersøle at køre i, så der måtte chaufføren bruge alle bilens hestekræfter og 4 hjulstrækket – selv om bilen af og til stejlede og kun anvendte tre hjul i dens kamp over forhindringer – og ellers alt sin ekspertise, så vi kunne komme videre. Generelt for turen var dog, at træer og buske rakte ind over ”sporet”, så naturen gav mig en ordentlig lag tæsk med grene, bambusser og andre mærkelige beplantninger. Den offentlige transport i Gabon.

Underholdende tur igennem en regnskov stående bag på bagvangerne - fedt :)

Jeg overnattede i byen Moianda, hvorfra jeg tog en pickup 5 timer ud af endnu en katastrofal ringe vej – dog flad og næsten uden regnskov. Herefter skiftede jeg til en anden pickup, der tog mig de sidste 4 timer til Mayumba ad en lige så ringe vej. Hele dag to sad jeg som sild i en tønne på ladet af en pickup. Manner jeg var krøllet godt sammen... Men sådan er transportforholdene i Gabon...

I den nordlige del af landet og i området omkring hovedstaden Libreille er vejene tæt på at være fænomenale, mens de så til gengæld i mange andre områder nærmest minder om Jerusalems ødelæggelse – der er ingen mellemting mellem de to yderpunkter. Herudover skal gaboneserne have så meget med sig som muligt, når de tager på tur, og det virker lidt som at tage vand med sig over floden, når de tager deres bananer med sig overalt. På en tur i den sydlige del af landet, hvor jeg atter forsøgte at holde balancen på ladet af en pickup, var bagagebjerget blevet kronet med en cykel – og en lille død krokodille. Jeg ved ikke, om det var krokodillen, eller om det var fyre, der stod ved siden af mig, der stank – men god var luften ikke. Krokodillen havde fået nogle ordentlige slag i kraniet – formentlig med en machete – så der var kraniesplinter rund om de to dyre revner, macheten havde efterladt, og hivs man skulle have lyst til at nærmere studier af en krokodillehjerne, havde man den fineste udsyn til krokodillens øverste etage. Endvidere var det ene øje poppet ud af dens hoved og hang i nerver og tråde og dinglede i takt med bilens rytme. Men krokodillen lå velplaceret og fastsurret på cyklen og gnæggede i bedste Hamlet stil, mens vi andre forsøgte at holde fast i bagagestropper, hinanden, cyklen .... og krokodillen.

Mand med sin fangst - en fin lille krokodille

 

... som dog hænger lidt med hovedet

Landsbyen Mayumba har fundet en perfekt placering på verdenskortet – specielt hvis man er til vand og fisk. Mayumba har klemt sig ind på en lang smal tange med Atlanterhavets brusende bølger til den ene side, og Banio lagunens rolige vand på den anden. Tangen er knap 1 km bred på sit bredeste stykke, så flere steder i byen kan man se både lagunen og havet samtidig.

Mayumba er stille, rolig og støvet. Der sker ikke noget i landsbyen, udover at folk mægtig godt kan lide at snakke. Efter et par dage i byen hørte man i gaderne: ”Hi Lars”, ”Bonjour Monsieur Munk”, ”Larsson: How are you?”, og så skulle vi sludre lidt på en eller anden mellemting mellem engelsk, fransk og tegnsprog. Det handlede dog oftest om at de ville besøge mig i DK, og at de ville forære mig en af deres søstre i gave... Første aften i Mayumba fik jeg mig en sludder med byens overskoleinspektør, og via tolkning og hjælp af en af hans lærere, kunne han fortælle, at parkens administration blev varetaget i landsbyen af en engelske fyr og hans amerikanske kæreste: Richard og Aimee. Allerede dagen derpå bankede jeg på deres dør.

På besøg hos en skolelære med hele familien

Og et besøg ved den lokale skole

Rich og Aimee kunne desværre ikke umiddelbart hjælpe mig med at komme til parken. Aimee skulle selv i samme retning – ud og undervise nogle landsbyer i miljø – men hun havde forgæves ventet på 4 liter motorolie til parkens båd i 4 dage. Olien skulle bringes fra nabobyen Thibanga, men indtil nu var ventetiden altså resultatløst. Jeg var dog velkommen til at tage med hende, hvis der altså skulle dukke noget motorolie op.

Så jeg blev hængende i byen for en tid, ventende på at der skulle komme 4 liter motorolie fra nabobyen. Jeg meldte mig naturligvis straks under Nationalparkens faner, i tilfældet af, at der var brug for et ekstra par hænder, og hurtigt blev jeg sat i arbejde med at hjælpe til med at rydde op på en strandbred tæt på landsbyen, hvor der var skyllet olieforurening op. Dagen efter lånte jeg en kajak af parken, under undskyldningen af, at jeg så kunne kontrollere, om der var olie i lagunen – det var der heldigvis ikke, men der var en fantastisk natur at kigge på. Jeg roede et pænt stykke ind i lagunen, hvor jeg kunne betragte springende fisk og østersfiskere. Jeg fortsatte op ad en flod, hvor vandet var helt stille, og hvor ikke en vind rørte sit i trætoppene. Vegetationen var mangroo skov, så flodbredden var domineret af lange rødder, desperat søgende efter vand. Nogle har engang fortalt mig, at flodheste og krokodiller ikke lever så pokkers tæt på mennesker, hvilket jeg ikke turde andet end at stole på, når nu jeg sad udsat med bagdelen i vandskorpen i kajakken. Meeen – bredderne blev omhyggeligt tjekket for næsebor og lurende øjne...

Midlertidig nationalparkbetjent til tjeneste i et par dage - i flodområdet omkring Mayumba

En aften hos Chez Mamissa

En aften tog Rich, Aimee og jeg på besøg hos landsbyens berejste heltinde: Mamaissa. Mamaissa driver en restaurant (med en ualmindelig god mad), beliggende lidt uden for Mayumba og tæt på havet, men ud over restauranten har Mamissa bygget et par simple hytter, som fungerer som en form for scene: landsbyen Molokay. En scene for en gammel og glemt lokal tradition, som Mamissa ønsker at grave frem fra gemmerne, for at vise for interesserede. Det potentielle publikum – turister - er godt nok ikke så stort. Sidste år var der færre end 40 besøgende i Mayumba, hvor størsteparten var i byen for at besøge venner og familie, men restauranten tiltrækker lokale folk, så hendes projekt skal nok lykkes.

Vi blev ført om bag restauranten og ind i en klynge træer, hvor hytterne er opført. Der var linet op med fakler, og et bål brændte i en af hytterne. Stjerne blinkede til os fra himmelhvælvingen – der var lagt op til en magisk aften.

Snart blev cikadernes filen og bølgernes brusen afbrudt af en hurtig trommerytme, der blev suppleret med endnu en tromme og et andet slagtøjsinstrument, og få sekunder senere lød der også en hulens masse bjældeklang. Bjælderne sad syet på kostymer, som blev båret af to tøser i 8-10 årsalderen, som rystede deres kroppe i takt til musikken, opførende en gammel traditionel dans. De rystede og de rystede, stasede frem og tilbage, kastede hovederne fra side til side og slog en masse kolbøtter – ganske som deres forfædre gjorde for indtil for et par generationer siden.

Med Rich og Aimee til middag hos Chez Mamissa

Dansen er et vielsesrituale. Traditionelt blev pigerne opdraget af en af landsbys kvinder til at blive rigtige kvinder og derved gifteklar, så når de endelig har været hele uddannelsen igennem, kunne de blive gift, og det er det, dansen markerer. Nutiden er faktisk en smule bizar, set med en vesterlændings øjne. Jeg blev vist rundt i Mayumba af en fyr ved navn Mambo, og det var helt utroligt, så mange af hans brødre, søstre og mødre, jeg skulle hilse på. Hans far var gift – og boede sammen med – 4 kvinder, med hvem han havde hhv. 7, 7, 12 og 6 børn med – altså i alt 32 unger. At have 4 koner var ret praktisk, idet 3 af dem kunne gå ud og arbejde i plantagen, mens den 4. blev hjemme og passede børn, lavede mad ect.

Unger i Mayumba' støvede gader

Mambo selv har indtil nu 2 koner og 2 børn, samt et uvist antal kærester. ”Det er meget normalt for en gaboneser”, forklarede han. ”Man skal bare spise en masse Cola-frugter – så klarer man dem alle” røbede han. ”Colafrugter er de rene energibomber” (fik i den drenge? Jeg ved godt nok ikke, hvor man kan købe colafrugter, men mon ikke der skulle være en enkelt grønsagshandler på Nørrebrogade, der ligger inde med dem. Alternativt kan man måske destillere en 1 ½ l cola)?

Vedligeholdelse af fiskenet

Efter fire dage i Mayumba var der stadig ikke dukket noget motorolie op, så jeg besluttede at tage afsked med landsbyen. Og sådan går det ofte i Afrika. Hvad man planlægger på, og hvad man håber på, går sjældent i opfyldelse, men til gengæld sker der som regel en masse andre uventede ting i stedet for. Ikke engang venskab med en nationalparkdirektør og frivillig arbejdskræft kunne bringe mig til nationalparken – pga. Chaufførens ferie og 4 liter motorolie. Men om natten, langt ude i havets horisont, kunne jeg se lysene brænde fra olieboreplatforme... og jeg manglede bare 4 liter motorolie...

Der er rigtig mange østers i vandet omkring Mayumba

 

... og de bliver kørt fra stranden og op i byen i trillebører

Libreville

Fra Maymbas brede sandstrande og ydmyghed i syd til Librevilles brede boulevarder og ødselhed i nord. En tur på 18 times kørsel (som dog af praktiske årsager bliver foretaget over to dage), men en tur med en forandring som mellem to forskellige verdener.

Bagaksen skulle naturligvis knække, men med afrikansk magi fik de bakset den sammen, så vi komme videre der ud ad

Libreville er byen i Gabon, simpelthen fordi knap halvdelen af landets 1,4 mio. Indbyggere bor der. Der er ikke så meget interessant at berette om byen, ud over at dets administrative centrum (banker, hoteller mv.) har de fineste bygningsværker af marmor og glasfacader, at byens latinerkvarter (restauranter og barer) er yderst velassorteret og at byens ”mindesmærke” er en lang bred boulevard, linet op med sofistikerede bygninger med ministerier, centralbank, Senatet – og et indkøbscenter!! Booulevarden hedder naturligvis: Omar Bongo Triumfboulevarden”. Medarbejderne ved de internationale firmaer boltrer sig her, hvilket naturligvis specielt drejer sig om oliefirmaer. Og det er da også byens bedre klientel, hvoraf mange i øvrigt er franskmænd, der sammen med de udstationerede ved olievirksomhederne, der smisker sig i champagne i den grad, at Gabon er det land i verden, der drikker mest champagne pr. Indbygger.

... og boblevandet skulle naturligvis smages - her med to af de i alt fire turister, jeg mødte på min tre ugers tur rundt i Gabon. Alle fire var i øvrigt på cykelsafarie ned igennem vestafrika.

Det skal til byens retfærdighed nævnes, at den er uhyre hyggelig at besøge, og skønt den er storbygen i Gabon, har den dog visse provinsielle præg. Også her kunne man snart høre: ”, ”Bonjour Monsieur Munk”, ”Larson: How are you?” osv...

Et lille indblik i Libreville - hvor der også var fotoforbud

Afslutning

Når jeg ser på folk på gaden, i busser og i restauranter, er de glade, velklædte og har et livsglimt i øjnene. Det er mennesker, der har, hvad de behøver. Tyveri er yderst sjældne – der er umiddelbart ingen behov for at være ekstra forsigtig med at spadsere rundt i selv halvskumle steder om natten. Overalt mødes man med et smil og et: Bonjour/bonsoir. Nabolandene siger om gaboneserne, at der er dovne. De gider måske slet ikke at ulejlige sig med tyverier?

Menneskerne er ikke helt så farverige, som deres naboer i nord – Cameroun – men alligevel er der masser af kvinder i farverige stoffer og med firsurer i alle mulige – og umulige – afskygninger. Nogle med fletninger, andre med perler, nogle med hotten totter, og andre med bånd * og andre med et miks af det hele, herunder forskellige farver: rød, blå, grå...

Der er mange gode ting ved, at der ikke er turister i landet, bla. at gaboneserne ikke rigtig kender til tiggeri – ja slet ikke ungerne. Der står ikke en rand af unger omkring dig og spørger om kuglepenne og bolscer, som man ellers kan se mange andre steder. Af og til er der en halvstiv gut, der meget gerne vil have en skilling til lidt øl, men de er oftest i uniform og repræsenterer ordensmagen.

Det med dovenheden kan man let blive overbevist om... Frugt importerer de fra nabolandene – de gider vist ikke rigtig selv have besværlighederne med arbejdet, så når man kommer forbi et frugtmarked, kan man stort set kun købe bananer – de falder jo alligevel ned fra palmerne af sig selv. Butikker, restauranter og taxachauffører er typisk folk fra nabolandene, som intet har imod at tjene gode penge på at gaboneserne ikke selv gider at arbejde.

Ja ej heller en fodboldlandskamp kan få folket op af stolene. Gabon spillede mod Elfenbenskysten, da jeg var i landet, men der var ikke rigtig nogle barer, der viste kampen, og ungerne og de unge mænd rendte rundt i gaderne, som på en normal dag. De kunne ikke rigtig tage sig af en fodboldlandskamp, men holdet tabte også 5-0. Der var i øvrigt et 4-ben, som under kampen fræsede på kryds og tværs af fjernsynsskærmen og guffede insekter i sig, hvilket var mere underholdende end selve kampen.

Og når snakken nu falder på firben... Det er ufattelig skægt at betragte de små banditter. De er overalt, konstant søgende efter godbidder i form af insekter (og dem er der mange af), mens de hæver sig op og ned i armene, nærmest som om de laver armbøjninger. Firbenenes aktivitetsniveau står i skarp kontrast til gaboneserne – men så er der da nogen aktivitet i landet.

Når firben tager armbøjninger – så sker der noget...