You are here

Elefantens fridag

Rejse: Cameroun - fodbold og natur l Besøgsår: 2006

Rejsebrevsskrivning er sat. Jeg har installeret mig selv på turens hidtidige billigste hotel, på hvis svalegang jeg har indrettet mig med bord, lys og skrivegrej. Atlanterhavet ligger mindre end 50 m fra mine fødder, mørkt og usynligt, men dets tilstedeværelse røbes af brugsen fra de kraftfulde bølger, der banker ind mod strandbredden. Af og til titter en noget forkølet nymåne frem fra skydækket og kaster lidt sølvskær ud over oceanet, og fra tid til anden oplyses havet i korte glimt af distante lyn. Herudover røber en enlig lygte, at der er en fisker – eller måske en smugler – på vandet, men ellers er havet mørkt og usynligt. Lyden af bølgernes brænding suppleres på fornemmeste vis af det obligatoriske insektkor, der i dagens anledning har medbragt discokugler og kulørte lamper i form af ildfluer. Der er en summen, en fløjten, en hvislen, en nynnen, en kvæden, en raslen, en tisken – og en trommemaskine, som synes at være ude af kontrol. Månen er netop brudt gennem skylaget og med dens sparsomme stråler i havoverfladen, danner den en smuk bro, som fører lige direkte fra horisonten og til mig, lokkende om at jeg skal drage afsted til drømmeland. Men pludselig slår det mig, at jeg jo allerede sidder midt i den verden, vi alle fra tid til anden drager til, når vores udlængsel eller virkelighedsflugt spiller os et puds. Et sted uden bekymrende tanker, hvor man har fri fra hverdagens ræs, og hvor der er tid til refleksioner og tanker om livets store og små ting. Et sted, hvor filosofiske tanker genereres, hvor kreativitet katalyseres og hvor drømmene leves. Men igen – livet leves ikke kun gennem, aftener på forbipasserende eksotiske steder men skal fanges, tygges og opleves i nuet – og min camerounianske svalegang kunne for så vidt lige så godt have været min altan i Nordvest.

Egentlig var Cameroun mit primære rejsemål på min afrikafærd, og jeg havde håbet at kunne supplere rejsen med Gabon og evt. Ækvatorial Guinea afhængig af mulighederne for at få visum til de to lande i Camerouns hovedstad Yaoundé. Efterhånden som rejsen – og tiden – skred frem, blev det ikke til så meget rejseri i Cameroun alligevel, hvilket dels skyldes at visum til Gabon var let at få, og i min begejstring over landet nabbede det hurtigt halvdelen af min rejsetid, dels at jeg tilbragte meget tid med en lokal familie i Cameroun, hvilket betød, at jeg ikke kom så meget rundt i landet. Til gengæld havde jeg en dejlig tid med dem, og jeg fik et dybt indblik i en camerounsk families liv.

Vedr. Ækvatorial Guinea bør det nævnes, at visum vist nok er let nok at få i Yaoundé – alternativt i Gabons hovedstad Libreville - men at jeg sprang landet over pga. prioritering af både Gabon og Cameroun.

Men hvorfor lige Cameroun? Laver de andet end at spille fodbold? Og lige præcis fodbold er Camerouns primære ambassadør, men ellers er det ikke de store internationale nyheder, landet bidrager med. Men det siges om Cameroun, at hvis man kun besøger et land i Afrika, bør det vare Cameroun. Landet strækker sig fra de kridhvide strande i syd, over et bredt og yderst livligt regnskovsbælte, for at ende i savanne og siden hen semiørken i nord – Cameroun byder den farende på alle ønskelige afrikanske klimabælter. Herudover har landet 275 etniske grupper, der taler med 160 forskellige dialekter. Prædikatet: besøg et land i Afrika – besøg Cameroun – synes velvalgt.

Lokkende facts – hva? Men jeg nåede altså kun at besøge en brøkdel af landet. Mit ufuldstændige billede af Cameroun vil svare til at have ambitioner om at tegne et fuldendt portræt, men hvor man kun når at male næsen. Derfor – kære læser - lad endelig ikke indeværende rejsebrev være den utvetydige sandhed om Cameroun... Der er meget mere at opleve, end der er beskrevet her.

Nedenstående afsnit om “De utæmmelige løver” og besøg hos familien Elanga er oprindeligt skrevet som en selvstændig artikel, hvorfor der vil være nogle gentagelser i fht resten af rejsebrevet. Redaktionen skal herved beklage...

De utæmmelige løver.

Et sted på den tørre savanne i det nordlige Cameroun sniger en utæmmelig løve sig stille gennem græsset og ind på sit bytte. Det er varmt. Ikke en vind rør på sig og varmeflimmeren får omgivelserne til at stå uskarpt i løvens ellers så skarpe blik. Pludselig – og uden nogen form for advarsel – eksploderer den i et kraftfuldt og hurtigt angreb, som byttet knap når at opfatte, før det er nedlagt. Lidt sydligere i landet, på stadion Namis Omisport i hovedstaden Yaounde, er 50.000 entusiastiske camerounianere samlet til kamp. De utæmmelige løver kombinerer sig kontrolleret over græstæppet. Pludselig – og uden nogen form for advarsel – eksploderer de i et kraftfuldt og hurtigt angreb, som modstanderen knap når at opfatte, før bolden er i kassen. Stadion eksploderer – heltene har gjort det igen... Nationens stolthed, fodboldlandsholdet, De utæmmelige løver!!!

Kort tid før jeg tog hul på en backpackertur til De Utæmmelige Løvers land – Cameroun - drog jeg et smut forbi Brøndbys træningsanlæg, i håbet om at kunne få en sludder med en af de utæmmelige løver: Joseph Elanga. Elanga har knap 20 A-landsholdskampe på sit CV, herunder VM slutrunden i Frankrig i 1998.

Træningssessionen var ved at være slut, så han rendte rundt og spillede lidt småboldt med kollegerne, og da de indstillede spillet, krydsede jeg træningsbanen, gik hen til ham og spurgte pænt om han havde et øjeblik til at sludre. Det havde han. Elanga var fantastisk positiv og meget smilende, og han gav sig god til at snakke. Mit indtryk var, at han selv synes, det var interessant, at jeg skulle ned og besøge Cameroun – en destination, som ikke tiltrækker mange turister. Efter en god sludder takkede jeg af, og han stak mig en god bunke postkort med sit billede og autograf, som jeg kunne jeg dele ud blandt ungerne i Cameroun. Herudover gav han mig sin mors telefonnummer, så jeg kunne aflægge hans familie et visit.

En dag i slutningen af september sprang jeg på flyet til Cameroun og bortset fra de sædvanlige huslerier, der er i hvilken som helst afrikansk lufthavn, kom jeg godt til landets største by – Douala. 

Dagen efter ankomst oplevede jeg den første fodboldkamp i Cameroun. Uden for det ydmyge stadion i Douala stod 7-8 knægte, der meget gerne ville ind og se bold. Jeg stak kontrolløren en 10’, hvilket var nok til at alle kunne få lov til at se bold - men det var vist også kun en 2. div eller 3. div kamp. Der var intet græs på banen, kun grus og vandhuller, men omstændighederne til trods var det en fin kamp. Kombinationsspillet langs jorden var ganske vist umuligt, men med lange afleveringer, kombineret med god teknik og hård fight, var kampen alligevel seværdig. På et tidspunkt røg bolden ud af station, så kampen måtte afbrydes i 4-5 min, og bag det ene mål rendte en skoleklasse i 6-7 årsalderen rundt og stjal bolden, når der var hjørne eller målspark. Slutresultat: 4-2 til hjemmeholdet. Tilskuer: ca. 100. Disse løver var dog noget tamme og ville nok være gået sultne i seng, hvis de levede på savannen.

Familien Elanga

Efter et par dage drog jeg mod Camerouns hovedstad: Yaoundé, hvor jeg kort efter ankomsten kontaktede Elangas mor - Angeline. Hun synes, at det var lidt mærkeligt, at der stod en dansk fyr i byen – ja en fan af hendes søn – der mægtig gerne ville hilse på hende, men jeg skulle naturligvis bare kigge forbi.

Fam Elanga. Mor Angelina n tv, mig selv, en nabo, Fabian (bror), Twau (bror) og ven

Taxaen smed mig af ved en hovedvej, og derfra skulle jeg blot ned ad en lille sidegade – og pludselig kom et par unge fyre stormende imod mig. De jublede og råbte, omfavnede hinanden og omfavnede mig - de var helt oppe at køre. Rygtet om min ankomst var løbet mig i forvejen, og jeg havde fundet rette sted. De to fyre var Elangas brødre: Fabian og Bertrand. I huset blev jeg budt velkommen af Angeline, som bare grinede og grinede af glæde, mens Elangas bedstemor lo i vilden sky. Der var glæde i det lille hjem.

Jeg blev placeret i en sofa, og så skulle der udveksles historier. Mit franske begrænser sig godt nok stort set til ”Oui” og ”Bon jour”, og de tilstedeværende familiemedlemmers engelske var næsten lige så katastrofalt, men jeg hørte alligevel en masse om Elangas ungdom, og jeg så en hulens masse billeder i familiealbummet – ufattelig interessant at komme bag om en profil på den måde. Familien er naturligvis meget stolte af Elanga, hvilket de absolut har god grund til. At blive prof fodboldspiller i Cameroun kræver hårdt arbejde, og som afrikaner har man helt andre sværere betingelser for at blive prof i Europa. Talent, hårdt arbejde og en vilje af stål – så har man noget der minder om en chance. Men jeg tør næsten ikke tænke på, hvor meget Elanga har været igennem for at blive prof. spiller i Europa.

Senere på dagen ringede Elanga til sin mor. Angeline rakte mig straks røret, og det lød som om, at Elanga i den anden ende var ved at tabe røret i overraskelse over at telefonen pludselig begyndte at tale dansk til ham. Han fortalte, at hans familie ville gøre alt, for at jeg kunne føle mig hjemme i Cameroun – og det var bestemt ikke en overdrivelse. Elanga-familien udviste en gæstfrihed, jeg næbbe har set magen til.

Sidst på eftermiddagen drog brødrene og jeg i byen – der skulle festes. Vi cruisene rundt mellem forskellige barer – som i øvrigt ofte er en samling pindebrænde – og hang ud med de lokale. Brødrene har naturligvis de afrikanske rytmer i blodet, så der blev danset løs til afrikanske toner, hvor mine stive europæiske fodboldstænger ikke helt kunne følge med. Jeg lærte brødrene nogle BIF sange, som fik et interessant afrikansk islæt, når de blev skrålet løs på dansk/fransk, og med Bertrand som levende rytmeboks, blev der skabt et perfekt afrikansk/brøndbyiansk intermezzo. Det blev en nat med øl og afrikansk dans, og hvor Yaoundés gader genlød af afrikansk/dansk BIF sange.

Brødrene og jeg i byen - startende om dagen og sluttende om morgenen

Angeline havde insisteret på, at jeg skulle flytte ind til familien, og ikke leve på et billigt downtown hotelværelse, så dagen derpå – med lidt tømmermænd – flyttede jeg ind til familie Elanga. En gestus, jeg var meget beæret over.

Mor Angelina

Familien Elanga bor i et fint hus 10 min kørsel fra centrum. Huset er i 2 plan og besidder 4 lejemål, hvoraf Angeline udlejer 3 og selv bor med sin mor og yngste søn – Tataw – i det sidste. Huset har hun selv sørget for at få bygget, men det er Elanga, der har sponsoreret det. I sådanne tilfælde er jeg stolt over at være fodboldsupporter. At betale min entre til fodboldkampe og bl.a. derigennem være med til at muliggøre, at folk i mindre udviklede lande kan opbygge et anstændigt liv – her eksemplificeret ved Angeline.

Fodboldskole

Elangas 17 årige bror – Tataw – er en ung lovende spiller, som netop har fået chancen for at blive uddannet i samme fodboldskole, som Elanga var tilknyttet. Bertrand, Fabian og jeg driplede til eftermiddagstræningen, for dels at se Tataw spille, dels for at høre lidt om skolen og om Elangas fortid.

Selveste skolens stifter og cheftræner – Mr. Ndoum Ngangue – overværede træningen, så mens Tataw spillede med holdkammeraterne, sad jeg ved sidelinjen og fik mig en god sludder med Mr. Ndoum.

Mr. Ndoum er en yderst rolig og meget behagelig herre. Han har selv tidligere været prof i 1. div og har et par landskampe på sit CV, foruden at han har været assisterende landstræner. Mens han fortæller om skolen, følger hans øjne spillerne på banen, og i ny og næ følger der et par kommentarer til et par af spillerne. Men en af hans trænere har ansvaret denne dag, så han overlader trygt kommandoen til ham.

Mr. Ndoum Ngangue og assisterende træner

Mr. Ndoum fortæller, at hele ideen med fodboldskolen er at give unge mennesker chancen for at føre deres drøm ud i livet – at blive prof fodboldspiller. Men skolen har det krav til eleverne, at de ved siden af fodbolden skal tage en uddannelse, f.eks. på universitet, således at de stille og roligt udvikles til prof spillere, samtidig med at de får et fundament at falde tilbage på. Enhver ved, at alle unge mænd i Cameroun er passionerede fodboldspillere, og at mange af dem besidder et stort talent kan ikke betvivles, men hvis udviklingen af de rigtig gode spillere ikke systematiseres, får man en hel nation af ”wanna bees” fodboldspillede, frem for en decideret fodboldelite. Det er den fodboldelite, skolen forsøger at bidrage til, samtidig med at de unge altså tager en passende uddannelse.

Det er barske betingelser for de unge. For overhovedet at komme i betragtning til skolen skal man besidde et fodboldtalent, men – hvad der er lige så vigtigt – besidde en stålhård vilje til virkelig at blive prof spiller. Når en spiller er kommet i betragtning til skolen, får han et par testkampe for at vise sit værd, foruden at han skal bestå en lægetest. Ganske som i prof klubberne. Efter optagelsen på skolen begynder de rigtige udfordringer – der starter arbejdet for alvor. Normalt trænes der to gange om dagen – 0800-0915 og 1600-1715 – 5 gange om ugen, samt kamp i weekenden. Men skolen skal også passes, så hver anden uge er der skolegang i stedet for fodbold. Når skolerne holder ferie, er der fodbold hver dag. Herudover træner spillerne selvstændigt: vægttræning, løbetræning og sjipning, og naturligvis leger de med bolden, når de ser selv det mindste snit til det.

Mr. Ndoum tog Elanga som et eksempel på en elev, der er blevet udviklet igennem skolen. Elaga spillede i en klub – CNPS – igennem sine ungdomsår, og da han var 12-13 år blev han optaget på fodboldskolen. Sideløbende spillede han i CNPS, men fik altså en stor del af sin fodboldopdragelse i skolen. Mr. Ndoum synes rigtig godt om Elangas boldspil, så han fik ham på div ungdomslandshold. Da Elanga i 1997 var færdiguddannet på fodboldskolen, skiftede han til en af datidens helt store foldboldklubber: HYPERLINK "/wiki/Tonnerre_Yaounde"Tonnerre Yaoundé (TKC), og med TKC blev han udtaget til det rigtige landshold, hvilket bla bragte ham til VM i Frankrig i 1998. Herefter skiftede han til PAOK (Grækenland), i 1999 til Apollon Kalamarias (ligeledes Grækenland), i 2000 til Malmø FF og fra 2006: Brøndby IF. Mr. Ndoum finder det i øvrigt en smule sært, at Elanga i Skandinavien hovedsageligt benyttes i forsvaret, idet han har sine spidskompetancer i det fremadrettede spil (hvilket cheftræner i BIF: Meulensteen i øvrigt er enig i). Det er med en vis stolthed i stemmen, at Mr. Ndoum fortæller historien om Elanga – om end han kunne have valg en hvilken som helst anden spiller. Der er masser af gode historier fra skolen. At Elanga ikke p.t. er på landsholdet er jf. Mr. Ndoum helt forrykt, men årsagen skal findes i, at Cameroun inden for de sidste 10 år har haft 10 forskellige trænere, og det er umuligt for en ny træner, at følge spillerne i de mindre ligaer - eksempelvis den danske. De skiftende landstrænere er endvidere årsagen til, at Cameroun - til stor skuffelse for hele nationen - ikke var med til VM i år.

Mens vi har snakket om skolen, har Tataw og holdkammeraterne knoklet inde på banen. Det er overskyet og derved en udholdelig temperatur for spillerne, men henset til nattens voldsomme regnbyger, er banen uhyre glat, så spillerne ligger mere ned end de står op. Kun få af dem har knopper under støvlerne. Banen er enorm ujævn, og den har nogle ordentlige vandpytter de steder, hvor vandet ikke kan trænge igennem underlaget. Banens beskaffenhed betyder, at kombinationer langs jorden stort set er umuligt, og spillerne må derfor thy til lange afleveringer.

Bodboldbanen - lige foran nationalstadionet, hvor bl.a. Et'o spiller landskampe

Det er fantastisk at se, hvordan disse unge spiller knokler for at leve deres drøm ud i livet. De er konstant i bevægelse, og i deres infight går de virkelig til stålet – men på en fair måde. De skåner dog hverken sig selv eller deres modspillere. Teknisk set er de i en klasse for sig. De udfører tekniske specialiteter - saksespark, hæl og tå - som det naturligste i verden – så her kommer deres daglige leg med bolden til sin ret. Tataw gør det godt. Han har nogle af de samme egenskaber som sin bror mht. overblik, lange præcise afleveringer, skarpe driblinger og et knaldhårdt skud, og fra hans plads på venstre midtbane putter han 3 bolde i kassen. Mr. Ndoum mener, at der ligger en stor fremtid for hans fødder.

Efter boldspillet er der udstrækningsøvelser og trænerens evaluering af spillet. Spillerne var yderst beæret over, at der var en af Elangas bekendte til træningen, så de kom alle hen til mig og hver i sær præsenterede de sig med navn og position. På tæt hold ses det, at deres daglige træning har udviklet spillerne til nogle ordentlige muskelbundter. Det er en samling seriøse unge mænd, om end leg stadig fylder meget i deres tilværelse. Alvoren ses tydeligt i deres øjne, hvori der står skrevet: ”Mit liv er fodbold. Jeg vil være prof fodboldspiller”. Et kuld løveunger er ved at blive uddannet til: ”Utæmmelige løver”.

Holdbillede med alle mand

Mens solen gik ned bag det imponerende Namis Omisport stadion, og støvet i luften farves af den aftagende sols orangefarvede stråler, kaster 25 meget beskidte unge sig ud i den kaotiske trafik. Hjem til kødgryderne, lektierne, løbetræningen og leg med bolden. Dagen er langt fra omme for dem. Men de lever deres liv for at blive den nye Samuel Eto’o, Roger Milla eller Joseph Elanga.

Idet 1. div pga. regntiden havde pause, var jeg desværre ikke ud og se en rigtig kamp. Landsholdet spillede godt nok kamp hjemme, men på daværende tidspunkt befandt jeg mig i nabolandet Gabon, så der missede jeg en stor oplevelse. Cameroun vandt 2-0 over Ækvatorial Guinea – det havde været en god kamp.

Familien Elange – fortsat:

Igennem de 5 dage, jeg bøde hos familien, udviklede vi et godt venskab, ja vi knyttede nærmest familiemæssige bånd. Angeline kaldte mig for hendes søn, brødrene kaldte mig bror og Angeline er min afrikanske mor. Der blev arrangeret store frokoster, hvor venner og familie kom på besøg; vi var ude og spise i byen og næsten hver aften endte det med at hele familien sad på stambaren og drak fadøl.

Endvidere var jeg ude og se Tataw spille en træningskamp, hvor Mr. Ndoum ønskede, at jeg skulle udpege nogle spillere, som jeg så kunne præsentere for klubber i DK. En meget interessant opgave, men idet spillerne alle lignede hinanden, og de ikke havde numre på trøjerne, var det hulens svært at kende forskel på dem og derved udpege mine personlige favoritter – og så blev kampen i øvrigt afbrudt og ikke genoptaget pga. et skybrud.

Mens jeg var ved familien søgte jeg mit Gabonvisum, og dagen efter det var ordnet, drog jeg sydpå til Gabon. Regntiden var på sit højeste i Cameroun, men knap startet i den sydlige del af Gabon, så det var bare om at komme afsted. 3 uger senere returnerede jeg til familien for en kort bemærkning, hvor jeg var så heldig at rende ind i Angelines fødselsdagsarrangement. Så var der fest igen. Og på reolen, ved siden af et billede af Joseph Elanga, var der et nyt billede. Et billede af Angelines danske søn.

Mount Cameroun

Fra havbunden i Guinea Golfen blandt fisk, skaldyr og skibsvrag, skyder der en voldsom mængde grus, sten og – ikke mindst – lava i vejret, konstruerende Vestafrikas højeste punkt: vulkanen Mount Cameroun (4.100 m) eller på lokaldialekten: Mongo-ma-Lobo – Tordenbjerget.

Til trods for vulkanens undersøiske udgangspunkt er bjerget solidt fastankret til Cameroun, og det er et anker, der bliver stadig stærkere i takt med de udbrud, vulkanen fra tid til anden underholder lokalbefolkningen med. Første registreret udbrud ligger tilbage til år 5 f.Kr., men der har været gang i festlighederne så sent som i 1999 og 2000. I 1982, da der blev optaget scener til “Greystoke: Tarzan the legend”, skulle Tordenbjerget naturligvis føre sig frem, men om udfoldelserne kom med på filmstrimlerne skal jeg ikke kunne sige – jeg må se at få set filmen.

Joseph Elangas bror – Fabian – og jeg drog til byen Buea i den vestlige del af landet. Buea ligger i friske og grønne omgivelser i 1.000 m højde og udgør startpunktet for bestigningen af bjerget. Tidligere fungerede byen for en kort periode som hovedstad for tyskerne, da de i perioden 1885-1916 havde kontrollen med Cameroun, men også englænderne, der fulgte tyskerne i 20 % af landet (franskmændene havde kontrollen over de resterende 80 %) brugte Buea som hovedstad. Englændernes tidligere tilstedeværelse har efterladt solide aftryk, hvilket straks mærkes når man ankommer til området: taxaens radio har engelske stemmer, vejreklamerne er på engelsk og befolkningen snakker engelsk. Hvilken en lettelse at kunne snakke naturligt med folk igen – selv om jeg befandt mig bare 1 times kørsel fra Duala, hvor stort set ingen taler engelsk.

På vej op ad bjergsiden

Da vi ankom til byen, blev vi budt velkommen af et yderst fugtigt skydække, der dels smed en masse vand i hovederne på os, dels dækkede bjerget fuldstændigt, så vi på ingen måde kunne se, hvor vores færden skulle bringe os. Vi fik hurtigt allieret os med en bjergguide, fik købt mad ind til turen, og et par timer efter vores ankomst påbegyndte vi erobringstogtet af Mount Cameroun. De lokale hilste os held og lykke på turen, omend de rystede på hovederne af os over, at vi startede opstigningen i regnvejr. Vores bjergguide var bomstærk og tidligere camerounsk mester i brydning i 90 kg klassen - snart skal han til Camerounmesterskaberne igen, og så går han efter sejren i 95 kg klassen. I byen var han kendt under navnet: Michael Power. Idet jeg var på slutningen af min rejse og naturligvis lidt i tidsnød, valgte vi at tage den korteste – og stejleste – rute til toppen, den meget berømte: Guinness trail – mere herom senere.

Den første del af turen tog os op blandt byens marker, hvor mynte, majs and andre ikke-eksotiske afgrøder blev dyrket med stor omsorg – herunder marker, der tilhørte det lokale åbne fængsel. Vi passerede fængslet, hvor 8-10 indsatte stod på nakken af hinanden i deres celle og råbte efter os. Snart slap markerne sig tag i os, og vi bevægede os op igennem et bredt regnskovsbælte. Godt nok var stierne fedtede og mudrede, insekterne fløj om ørerne på os og luftfugtigheden var tæt på 100 %, men der er altså noget specielt over fænomenet: regnskov. Træer med finurlige former, overbegroet med mos og snyltere, stod som soldater og overvågede vores færden; bregner i brun, rød og grøn viftede i de få og stille vinde, der af og til fandt vej ned til den dunkle skovbund, og rødder i størrelse stor krydsede stien på kaotisk vis og besværliggjorde vores fremdrift. Vi stødte på små områder, hvor Coca-rødder blev dyrket (dem stjal vi lidt af, men lad være med at sige det til nogen), passerede små åer, hvorfra vi forsynede os med frisk vand; og gik på kanten af småkløfter, hvis dyb var skjult af vegetationsvæggen.

Et skur undervejs på turen

Fabian i hopla med stor jakke på vej mod toppen

Efter et par timers trav trådte vi ud af regnskoven og kom ud på savanne, hvor det høje græs umuliggjorde visuel kontakt med den sti, der burde befinde sig under vores fødder. Savannestykket gav os en fantastisk udsigt ud over Buea, the-plantager og Guinea Golfen, hvori en anden vulkan Pico de Santa Isabel, skyder i vejret fra øen Boko (Ækvatorial Guinea). Der er tilsyneladende et eller andet over Guinea Golfen, der tiltrækker vulkaner. Græstæppet blev tyndere og lavere, og efterhånden kunne vi rent faktisk se, hvad vi placerede vores skosåler i, hvilket førte til færre styrt. I takt med græssets stigende ydmyghed steg stejlheden af bjerget, og vi måtte arbejde hårdt for hvert skridt vi tog. Vulkanen har generøst forsynet området med massevis af lavasten og sand, som bestemt ikke har gjort opstigningen lettere. Vi kæmpede for at komme opad, og vi følte til tider, at vi havde taget stigen direkte op i himlen, men endelig ankom vi til vores overnatningssted – en hytte på bjergsiden af Mount Cameroun (der er i øvrigt 4 hytter i alt). Da vi kom til hytten (2.800 m), var vi gennemvædet af sved, men idet hytten ikke lå i læ af bjerget, rasede vinden kontinuerlig omkring os, og tænderne begyndte hurtigt at klapre løs i kulden.

Overnatningen - en meget kold fornøjelse...

I et appendiks til hytten tændte Power op i et bål, hvorpå vi lavede kaffe, der udgjorde et godt supplement til vores dåsesardiner og baguettes. Stjernerne var kastet op på nattehimlen med generøs hånd, og de stod klare på deres positioner i den kolde nat. De udgjorde nærmest et spejlbillede af den udsigt vi havde fra bjerget, idet byernes lys lyste op i natten: Millionbyen Duala, Buea, Limbe ved Atlanterhavets kyst osv. Det var smukt.

Der var noget køligere på bjerget, end jeg havde forestillet mig, så i løbet af natten skiftede min hud farve til noget der må have mindet om smølfeblå – sådan føltes det i hvert fald. Jeg frøs bravt (vi havde lejen en sovepose til Fabian, men jeg regnede fejlagtigt med, at mit tøj var varmt nok). Kl 0400 havde Power atter tændt op i bålet og lavede kaffe, så mens jeg nærmest sad i selve bålet i min kamp for at generobre varmen, følte jeg, at min normale blege farve vendte tilbage.

En sky som hat

Vi drejede næserne fra byernes lyshav op mod stjernernes univers, hvori toppen af Tordenbjerget måtte befinde sig, og påbegyndte bestigningen af de sidste 1.300 højdemetre. Efter 1 times klatring begyndte solens første stråler at titte frem, og snart efter fulgte selve solen, der badede området med dens orangefarvede morgenstråler. Vi passerede endnu en hytte (3.900 meters højde), og derfra blev terrænet noget blødere, og landskabet noget lettere at bevæge sig rundt i, og snart efter kunne vi se selve toppen af bjerget. Den sidste del af turen var nærmest som en vandretur i Dyrehaven – godt nok uden træer og Kronhjorte – og snart efter stod vi på Vestafrikas højdepunkt. Jeg sprang op på en sten og råbte i vilden sky, mens Fabian satte sig ned og bad en stille bøn. Sådan kan man jo reagere så forskelligt. Der stod en stiv kuling omkring toppen, og der lå små isdannelser i græsset, men idet vi jo var et par BIF fyre på vandretur, skulle de obligatoriske billeder tages i BIF spilledragtens korte ærmer.

Power Michael og Fabian på toppen

... og forfatteren på toppen

På turen ned tog vi et par svinkærinder, hvor vi bl.a. så et hul, hvorfra dampen af lava stod op som røgen fra en skorsten. Her kunne man bestemt få varmen, hvis områdets temperaturer skulle blive lidt barske. Vi smuttede også forbi krateret fra år 2000 udbruddet, formet af de 3 ugers hektiske aktivitet, som udbruddet varede i. Ellers er der ikke det store at berette om turen ned, ud over, at mine ben følte sig mere end normalt mærkede, da vi var 2/3 nede. Den skrappe opstigning havde sat sit præg på lår-basserne.

Fabian og jeg ved dampende krater

Men vi havde valgt at bestige Mount Cameroun via Guinness stien, og i mit perspektiv var der ingen fuldend bestigning af bjerget ad den vej uden også at have drukket en Guinness. I Gabon og Cameroun har man en afart af Guinness i 66 cl. flasker, og det var med stor tilfredshed, at vi kylede en Guinness i svælget, da vi atter havde fladt underlag under fødderne.

Men hvorfor lige navnet: Guinness stien? I 1973 var der nogle underlige mennesker, der fik den vanvittige ide, at man lige så godt kunne lave et maraton løb på bjerget. Op og ned ad bjerget fra Buea passede nogenlunde med 42,195 km. Idet camerounianerne er storforbrugere af Guinness, besluttede bryggeriet af sponsere løbet, og deraf navnet: Guinness stien.

Løbet: Race of Hope, Mount Cameroun Marathon eller Guinness Bjerg Marathon, afholdes i anden weekend i feb., hvor omkring 500 løbere fra ind- og udland altså knokler op igennem regnskov, savanne og alpint landskab, for derefter at drøne ned igen. Rekorden er: 4 timer og 20 min... Ufatteligt. Jeg har godt nok selv løbet en maraton på omkring ¾ af den tid, men jeg skulle da bruge mindst 4 gange rekordtiden på Mount Cameroun Marathon.

Måm nationalpark:

Efter Fabians og min tur op og ned ad Mount Cameroun tog vi afsted med hinanden. Han tog hjem, og jeg fortsatte ned langs Atlanterhavskysten.

Hele Camerouns Atlanterhavskyst er spækket med kridhvide strande, hvor palmerne vejrer i takt med skiftende vindstyrke, og hvorfra fiskerne tager udgangspunkt, når de smutter til havs i deres simple træbåde.

I den sydlige del af landet, grænsende op til Ækvatorial Guinea og med Atlanterhavet som flanke i nogle km, ligger Måm national park, og udgangspunktet for at besøge parken er en lille landsby, Campo. ”En tur i nationalparken og lidt afslapning ved en strand vil gøre godt”, tænkte jeg, så jeg satte kurs mod Campo. Vejen de sidse 4 timers tid var ikke alt for god, men alligevel ingen problemer i fht visse steder i Gabon. Senere skulle jeg dog finde ud af, at vejen åbenbart var for dårlig til varetransport, så byen var løbet tør for drikkevand, sodavand og øl. Regntiden var dog ved at være på returen for denne gang, så forhåbentlig får de snart lidt drikkelse i byen igen.

Jeg havde indlogeret mig på et ydmyg hotel med en superudsigt ud over havet og de nærmeste strande (se evt. starten af rejsebrevet). I timevis kunne jeg sidde på hotellets svalegang med en bog eller bare overvåge, om fiskerne bestilte noget. Det gjorde de. Faktisk virker det som om, at befolkningen på disse kanter ikke spiser andet end fisk – morgen, middag og aften. Og så må fiskerne knokle.

Jeg blev godt underholdt af de lokale unger

En enlig fisk gør vist ikke den store forskel - men manden var glad

Men jeg var kommet til Campo for at besøge nationalparken og ikke for at studere fiskere. Parken besidder en usædvanlig bred vifte af flora og fauna, qua at parken går fra havniveau og op i 800 meters højde, dvs. regnskovsbælter varierende fra kystskov til højlandsskov. Der er over 1.500 forskellige slags planter, over 300 forskellige slags fugle, over 70 forskellige slags aber, samt bøfler, løver, leoparder, flodheste, krokodiller, madriller, gorillaer og elefanter.

Jeg allierede mig den obligatoriske guide - Mr. Eloundou – og efter en times knallertkørsel var vi ved selve nationalparken. Vi hoppede af maskinen og fortsatte til fods ad en fint præpareret sti. Stien vi gik ad var oprindeligt en vej, som tyskerne opførte engang før 1. verdenskrig, men nu fungerer den altså som vandresti for besøgende ved Måm nationalpark. Naturen selv er dog ikke særlig venlig over for stien, idet den gør alt for at destruere den: træer vælter ned over den, beplantning gror lystigt overalt og regnvand forsøger at skabe huller i stien. Det er formentlig overflødigt at nævne, at Eloundous machete kom på overarbejde. Selv om skoven er en officiel nationalpark, og selv om det er relativt let at komme til området, er der ikke mange besøgende i parken, og at vurdere ud fra mængden af edderkoppespin og planteangreb på tværs af stien, var det vist et godt stykke tid siden, at nogen sidst havde gået den vej.

Vi vandrede ud ad stien, hvor vi forcerede væltede træstammer, vadede gennem stiens tæppe af bregner og småpalmer, mens vi konstant havde den smukke regnskovsvegetation på begge sider af stien. Store fugle med store næb fulgte os på vej i trætoppene, smågrupper af småaber svingede sig fornøjeligt i palmerne og sommerfugle og andre bevingede sværmere mæskede sig i blomsterstøv, når solen en sjælden gang imellem kiggede frem.

Efter 1 ½ times tid forlod vi sporet og bevægede os ind i den mørke skovbund – der hvor rigtig regnskovsvandring foregår. Vi forbandede insekterne langt væk, der grådigt angreb vores kroppe, snublede over gamle termitbo, gled i det tykke tæppe af mangefarvede blade og ellers bare kæmpede os vej gennem skoven. Lidt machomistisk måske, men rigtig fedt. Der var dunkelt og fugtigt og stort set ingen grøn vegetation, men der var masser af træstammer i alle mulige former og figurer: dem der tripper med et mangearmet rodnet, de tykke stammer med stort areal – og alle mulige varianter derimellem. Fælles for træerne var, at de havde lianer i næsten lige så mange farver og størrelser. De mest irriterende lianer var de tynde, der fangede fødderne, mens man forsøgte at forcere underskovens forhindringer, men også lianer med torne var træls at komme i nærheden af.

På et tidspunkt havde jeg åbenbart fået stillet mig midt i et termitbo, for pludselig begyndte de små krapyl at sætte bisserne i min hud på benene, armene og ryggen. Anywav… meget træls ting. På et andet tidspunkt så vi en slange, der dog hurtigt krøb væk – men jeg vil nu også nærmere kategorisere den som en stor værende en regnorm (men sikkert giftig som bare en i …). Mens vi myldrede rundt i skobunden så vi spor fra nogle af de større dyr: Situatunga, bøfler og elefanter – sidstnævnte laver et frygtelig rod, når de kæmper sig igennem den tætte skov.

Lidt blomster på min vej

Ja lidt fugtigt er der vel altid i en regnskov

Efter 4 timers fed vandring og velforsynet med insektbid og rifter fra krat og torne kom vi atter ud af nationalparken. Vi var egentlig taget til dette område af skoven, fordi der var en chance for at se elefanter, men de holdt sig åbenbart en fridag den dag og var blevet hjemme – vi så i hvert fald ingen.

Camerounianerne:

At lave en samlet karakteristik for landets 250 forskellige etniske grupper, hvoraf jeg måske er stødt på 1/10, er naturligvis nonsens, men de indtryk, jeg har fået af de folk, jeg har mødt, giver da i det mindste et fingerpeg om nationens folk.

Ganske som det var tilfældet i Gabon, kan de godt lide at snakke med fremmede, og hvis man bare spadserer sig en tur, får man helt sikkert nogle kommentarer med sig på vejen – noget der skal sælges, diskuteres eller bare en lille sludder. Man er ikke anonym i Cameroun.

Kibri' palmer - dejligt

Men camerounianerne har større udlængsel end deres brødre mod syd – Gabon. De brokker sig over, at pengene er små, at det er svært at drive forretning og at regeringen tager alle pengene. Ofte blev jeg sat i en lidt kompleks situation, når de – ganske rigtigt – påpegede, at jeg frit kan rejse rundt i deres land, men at de ikke engang kan komme ind i mit. Selv om de eventuelt skulle have penge til flybilletter, er det tilsyneladende et helvede at få indrejsetilladelse. De ser fransk fjernsyn hver eneste dag og drømmer om at se Europa med deres egne øjne, men for langt de fleste er drømmen utopi. Og det er ikke fair, mener de. Det kan jeg jo intet sige til, andet end at de bør glæde sig over, at de har mad på bordet, hus, familie, bil og tøj på kroppen. I modsætning til mange af deres afrikanske brødre har folk i Cameroun har det generelt godt – men de vil så frygtelig gerne til Europa.

Mobiltelefonalderen raser på sit højeste, og telefonnumre bliver delt ud til højre og venstre. Folk kan ikke rigtig forstå, at jeg ikke har mobiltelefon i Cameroun, men så kan man jo altid udveksle e-mailadresser, skønt ikke helt så mange har mail. Som nævnt vil folk meget gerne snakke sammen, men i mange tilfælde vil de udveksle tlf.-numre og mailadresser, så jeg kan hjælpe dem med at komme til Europa, og skuffelsen står tydeligt at læse i deres øjne, når jeg fortalte dem, at jeg intet kunne gøre i den anledning.

Kribi – rendezvous for kæmpeskibe og badenymfer

De sidste par dage på min odyssé brugte jeg på en af landets turistmagneter: badebyen Kribi. Kribi ligger ud til Atlanterhavet og har massevis af fine sandstrande både nord og syd for byen, så det er naturligvis et af de fedeste steder i verden at spise grillet fisk og drikke kolde øl. Mens jeg nu sad om aftenen og guffede havets lyksaligheder i mig, kunne jeg betragte en usædvanlig stor aktivitet af kæmpeskibe på vandet lige ude for min plads på strandpromenaden. Kribi har landets næststørste have (men at kalde den en havn er måske lige lidt af en overdrivelse), opført af tyskerne før 1. verdenskrig, men idet vandet nu er for lavt til de store skibe, ligger de til ved en dockingstation uden for byen. Herfra bliver varerne losset over på mindre både. MEN… losseaktiviteten er ingenting i fht. Dockingstationens unge nabo: ”Chad-Cameroun olierørledningen”. Chad er tilsyneladende rig på olie, så for at få transporteret olien ud til kysten, har man etableret en 1.070 km lang olierørledning ned gennem Cameroun, og den ender lige syd for Kribi. Der har naturligvis været uendelig mange kritiske ryster oppe omkring rørledningen, navnlig fra miljøaktivister, der hævder, at ledningen skader den skrøbelige regnskov og dens indbyggere (især Pygmæerne), og at olierørledningens spor ned gennem regnskoven udnyttes af krybskytter og skovhugstfirmaer etc. ect. Her har vi en kompleks situation, som fortjener lidt opmærksomhed. Olierørledningen har skabt job til 1.000 vis af mennesker både under opførslen og ved service og vedligeholdelsen af den, samt at den giver både Chad og Cameroun en god ekstra indtægt (ja, ja – en del af pengene skal nok finde vej til befolkningen). I Gabon, da jeg besøgte landsbyen Mayumba, berettede den administrative leder af Mayumba nationalpark, at Gabons regering netop havde vedtaget, at nationalparkerne ikke skal hindre landets økonomiske udvikling, og man havde derfor givet tilladelse til at føre olierørledninger gennem nationalparkerne. Det er der naturligvis en del mennesker, der er godt vrisne over. Omvendt er der en mulighed for, at oliefirmaerne betaler en form for kompensation for at have olierørledningen liggende i nationalparkerne. Kompensationen kan derved bidrage til at finansiere opretholdelsen af nationalparkerne, så parkerne bliver uafhængige af landets skiftende regeringer og økonomi. Blodpenge??? Tja – måske, men en langsigtet mulighed for bibeholdelse af nationalparkerne.

 

Jeg skal ikke gøre mig til dommer for, hvad der er rigtig og hvad der er forkert (og der er formentlig ingen, der har det rigtige svar alligevel), og idet debatten i pressen er yderst subjektiv og farvet at ideologiske holdninger og økonomiske interesser, giver det ingen mening at lytte til den. I disse komplekse tilfælde ville en objektiv undersøgelse af neutrale myndigheder, der kunne opstille plusser og minusser ved olierørsprojekter, give en kærkommen rationel vurdering. Hvornår skal individet beskyttes på bekostning af en helhedsorienteret bedring. Hvor tit skal vi bruge penge på at redde en enkelt hval, når millioner af mennesker stadig sulter???

Men jeg kunne sidde og nyde min fisk og min øl, mens jeg lyttede til cikadernes filen og bølgernes brugsen, mens jeg betragtede lanterne fra den hidsige skibstrafik ud fra Kribis hvide sandstrande. Turen lakkede mod enden og de sidste indtryk blev nydt fuldt ud.

Hjemme igen fik jeg besøg af Elanga og kæreste.